Hvor vi rummer og rummes

[Gillian C. Fudge]

Biblioteket havde været Gillians yndlingsrum på hele skolen fra første øjeblik, hun satte sine fødder der. Ja, opholdsstuen var da også imponerende og storsalen med sit fortryllede loft var prægtigt, men biblioteket duftede af viden. Omkring femte år var det dog begyndt at forandre sig.

Nu tilbragte ørnen mere og mere tid i det store vindue. Med ugerne var det blevet hendes og Liams sted. Der de ofte ventede på hinanden eller mødtes for at udveklse korte beskeder, kys eller bøger, hun havde fundet til ham, som han altid forsøgte at læse, men aldrig udviste samme begejstring omkrinbg som hende.

Det var ved at være noget tid siden, nogen af dem havde sagt noget, men tavsheden var egentlig også meget behagelig. Desuden virkede øjeblikket i sig selv helt perfekt med en gyldenvarm eftermiddagssol stående ind ad vinduet. Stoffet på hendes nederdel og de sorte sokker var efterhånden blevet helt varmt, og kappe og striksweater var blevet smidt for længst. Inspireret af løven havde hun endda dristet sig til at rulle skjorteærmerne lidt op, så mælkehvid hud nu skinnede let i solen.

De blå øjne søgte op fra bogsiden, hun havde fordybet sig ved, og vandrede uundgåeligt til Liam. Der dannede sig søde folder omkring hans bryn, når han koncentrerede sig som nu og i det stjålne øjeblik, før han blev bevidst om det, sad hun bare og nød følelsen, det gav hende, bare at se på ham.

William Knight

[William Knight]

Efterhånden havde han opdaget at roen faktisk kunne findes på støvede sider og gennem små skrifttyper. Engang havde han forsøgt at distrahere sig selv på andre måder. Nok var det ikke altid nemt at læse ved siden af Gillian, da hun - på mange måder - var en distraktion i sig selv, men han forsøgte.

Desuden var det nemt at glemme at hæve blikket, når man vidste at det kun ville gøre kampen sværere for ham. Kampen om at holde lidt styr på hormonerne og de rumsterende følelser. Slipseknuden var løsnet ved halsen og de brune øjne vandrede lydigt over bogens sider.

"Du kigger på mig..." bemærkede han snart, som antydningen af et smil kunne spottes i mundvigen, allerede før blikket hævede sig en smule for at møde hendes, "Jeg har snart læst den samme sætning fem gange..." 

[Gillian C. Fudge]

Der var en varme i Liams tonefald, der ikke gjorde hende selvbevidst. Det ville ellers have været den normale reaktion, hvis hun blev fanget i at sidde og betragte nogen på den måde, men nu mødte hun blot hans blik med et blødt smil.

"Giv mig den," tilbød hun og rettede bogmærket til i sin bog, før hun lukkede den omkring det. Hånden blev rakt frem mod ham og den tykke bog, han sad med.

[William Knight]

De brune øjne betragtede hvordan Gillian nøjsomt rettede på bogmærket. Selv var han æseløre-typen, men af gode grunde, valgte han i stedet at følge brunettens eksempel. Dog med en sølle lap papir fra en skriblende note – men bedre end igenting.

”Ikke mere læsning nu, antager jeg?” Blikket var nysgerrigt som han rakte bogen mod den kønne skikkelse. Solen bragte virkelig nuancerne frem i hendes hår.

[Gillian C. Fudge]

Et af de smalle bryn blev hævet over Williams antagelse. Naive antagelse, ville dem med bedst kendskab til ørnen nok mene. Gillian sagde dog intet, men slog blot op på den side, han var nået til.

Underlæben gled ned i en måben, før hun fangede sig selv i det og så op på ham igen. "Har du om dementorer?" spurgte hun med ærefrygt i stemmen og så ned på illustrationen af væsenet. Så klarede hun halsen:

"Der diskuteres til stadighed over, hvorfra dementorerne kommer. Hvor der ikke hidtil er fundet dokumantation på, hvordan de bliver til, beskrives processen oftest med inspiration hentet fra svamp. Nogle argumenterer for, at byer i forfald (omend ikke i ordets traditionelle forstand) kan være yngleplads for dementorer, selvom det er en hypotese, der indtil videre ikke er blevet bekræftet.

De første dementorer blev fundet på øen, der senere primælrt er kendt for troldmandsfængslet Azkaban." Øjnene bevægede sig stadig over siden, selvom hun ikke længere læste højt og snart fandt de da også hans mørke øjne igen.

"Kender du nogen, der har været i nærheden af en dementor?"

[William Knight]

Drømme-tænkning. Det var nok den mest passende beskrivelse. Frem for at lægge bogen væk, åbnede Gillian den igen. Han måtte anerkende at læsningen gik væsentligt hurtigere - selv når brunetten læste op - end når han selv sad med materialet. Han måtte dog også erkende at det var sværere at holde fokus, når han ikke længere kunne kigge ned i bogen, men måtte se på den kønne pige ved siden af sig, som de fyldige læber formulerede en række beskrivende ord.

Blikket vristede sig straks fri fra, hvor end det var dvælet mod, da Gillians øjne søgte hans igen. Spørgsmålet fangede ham en smule off-guard, efter at have driftet en smule væk i tankerne.

"Ikke hvad jeg ved af," bemærkede han med en hovedrysten, "Det er heller ikke ligefrem det jeg ønsker for nogen jeg kender."

[Gillian C. Fudge]

Gillian så tankefuldt på ham. Tanken om, at man kunne nære en sådan vrede eller harme over for nogen til direkte at ønske dem i nærheden af de skrækindjagende væsener, lå meget langt fra hende og hun endte med at ryste på hovedet.

"Nej, det er uhyggeligt," svarede hun og tippede hovedet lidt til siden, mens dementorerne gled i baggrunden af hendes tanker igen. For hendes nysgerrighed var blevet fanget af Liams tankefulde tilstand.

"Hvad tænkte du på? For det så ikke ud til at have meget med dementorer at gøre."

[William Knight]

I omstændigheder kunne han være temmelig direkte omkring Gillian. I andre, var det dog mere logisk at sno sig en smule om samtaleemnet. I et forsøg på at virke så henkastet som muligt, trak den mørkhårede løve en smule på skuldrene. Der hvilede dog et skævt smil ved mundvigen.

"Bare på dig," svarede han, uden at gå i dybden med hvilke tanker der specifik var strømmet gennem hovedet og gjort kroppen en smule varmere med eftermiddagssolen. 

Dementorer og depressioner kunne gå ud på et. Så hellere falde i staver over et langt mere positivt aspekt af det temmeligt forandrede unge liv.

[Gillian C. Fudge]

Den lille fold mellem hendes bryn fik selskab af en ny ved Liams svar. Der blev i hvert fald ikke lagt nogen skjul på, at hun ikke ville lade sig takke med sådan et svar. “Aha, hvor konkret,” bemærkede hun sarkastisk, men ikke uvenligt, og trak en krølle bag øret.

“Vi kan fortælle hinanden alt, ikke?” Blikket var nysgerrigt. Det var ikke for ingenting, at Gillian var endt på Ravenclaw.

[William Knight]

Fortiden var rodet. Liam bevægede dog hagen en enkelt gang op og ned, i et bekræftende nik. De havde lovet hinanden ærlighed, helt tilbage fra en svunden samtale på biblioteket.

"Jo, selvfølgelig" svarede han derfor. De brune øjne flakkede blødt mellem hendes, "Jeg nød bare at se på dig. Det er mere interessant end... dementorer."

[Gillian C. Fudge]

Gillian kunne ikke se, hvordan hun på nogen måde kunne være mere interessant end dementorer, men hun stolede for meget på ham til at sætte spørgsmålstegn ved, at det som minimum måtte være hans sandhed. Hun mente desuden at have læst et sted, at kærlighed gjorde blind. Og hvis Liam vitterligt var forblændet, kunne hun vel næppe bebrejde ham, at han ikke så hvor spændende fagene var. Eller havde gennemskuet, hvor ordinær hun i virkeligheden var.

“Interessant?” spurgte hun og kunne ikke tilbageholde et lille strejf af skuffelse over sine ord. “Er der noget, du gerne ville have, var anderledes?”

[William Knight]

Angrebet på læsematerialet lod ikke ligefrem til at falde i Gillians smag. Ikke at det overraskede ham. Gillian var ikke typen der sugede komplimenterne til sig, men satte nærmere spørgsmålstegn ved dem. Det var... kært, på sin egen måde. Dog var Liam ikke uden videre interesseret i at rode sig ud i en debat om vigtigheden i viden. Nok var han distræt, men måske ikke nok til at tage kampen op med en ørn om emnet.

"Nej, jeg har intet at klage over," svarede han. Han kløede sig en smule over hagen, "Udover at jeg godt kan bruge en læsepause."

[Gillian C. Fudge]

Det var modstræbende, men dog uden indvendinger, at Gillian lukkede den tykke bog sammen igen. “Udmærket. Du har vel gjort dig fortjent til en lille pause,” svarede hun og lagde bogen ved siden af sig. Hun havde spinkle hofter og vindueskarmen var mere end bred nok til at rumme dem begge.

“Vil du ud i solen? Eller skal vi bare sidde her lidt?” Hun kunne i hvert fald godt sidde der i en lille evighed og glo forgabt ind i hans øjne. Men der var måske en begrænsning på, hvor længe han fandt det interessant.

[William Knight]

Bogen var omhyggeligt blevet lagt ved Gillians side, og læder-indbindingen virkede næsten mere rødtonet i sollyset. De brune øjne hvilede mod Gillians lyse, men selvom han ikke svarede med det samme, var det måske tydeligt at han allerede havde truffet sin beslutning. 

"Jeg har det perfekt her," sagde han. Han gjorde sig en smal dristighed og rykkede en smule tættere på den unge kvinde. Man legede måske ikke med skæbnen, når den allerede virkede temmelig forseglet. Et blødt smil lå over hans læber, "Fortæl mig om noget andet end dementorer."

[Gillian C. Fudge]

Selvom sollyset altid havde haft en tillokkende virkning på Gillian, følte hun ingen længsel efter at komme ud i vejret. Det så blæsende ud og vindueskarmen var varm og lige akkurat bred nok til hende og Liam.

Hun smilede. "Samme her," svarede hun dæmpet og selvom hun ikke selv rykkede sig, så hun ikke ud til at beklage sig over nærheden. Hun tog hans hånd, der som altid var flere grader varmere end hendes.

"Hvad vil du vide noget om?" spurgte hun. "Jeg er ikke nået til syvendeårsmateriale selv, men jeg kan nok godt læse op på det, hvis der er et emne, du har udfordringer med?"