Samlingssted for ugens overlevende [S]

[Lily Luna Potter]

Midt på gulvet på Natteravnen stod en ellers lidt for ung kvinde. Natteravnens aldersgrænse sagde 21, men James Sirius Potter og Teddy Lupin havde fået listet hende med ind. Det var ikke første gang, Lily fandt sig selv derinde, men det var ved at være længe siden. Og på stående fod kunne hun knapt huske, hvornår hun sidst havde haft en hel weekend fri.

Det var fredag, så de første drinks blev også lagt tilbage og inden længe havde hun det forrygende. Hun grinede med de to spilopmagere og sådan gik tiden ellers. Lige indtil Teddy var i baren og James var gået ud for at tisse. Hun skubbede sig ud fra sin plads og gik udenfor, bare for at trække vejret lidt.

Selvom foråret så klart var på vej, kunne hun stadig se sin ånde i nattekulden og hun skuttede sig en smule. Så fik hun øje på ham. Det var ikke, at hun ikke kunne lide Jeremiah Booth - det var mere, at hun på den anden side heller ikke havde særlig meget pænt at sige om ham. Ud over at man selvfølgelig kunne argumentere for, at han var det: pæn.

Under normale omstændigheder havde hun måske bare vendt ryggen til og var skredet ind i varmen til det gode selskab igen. Men det gode selskab var spredt, varmen var lidt for varm og tæt, og så havde de jo allerede rendt ind i hinanden tidligere. En del gange, faktisk. Først havde været i kantinen, hvor de havde stået bag hinanden i køen. Siden samme elevator. Og så da hun havde tabt sin taske midt ankomsthallen og nær havde spændt ben for ham.

Så Lily nikkede, mere i anerkendelse af hans tilstedeværelse end reel hilsen.

[Jeremiah Booth]

Nogen ville nok mene at Jeremiah burde sidde hjemme i huset i Tinworth, men datteren sov og den ældre heks, der passede Harper, når han ikke var hjemme, tilbød som så ofte at blive. Måske var det i en forhåbning om, at han ville tage en ny mor med hjem til pigen. Det var langt fra hans ambition, men det undlod han at sige og tog i stedet mod den lille bid af frihed. Det var også derfor han nu kom gående ned langs en bekendt gade i London med hænderne begravet i lommerne på den knælange frakkelignende kappe og tunge støvler, der gav genlyd mod fortovet.

Han havde kendt til magikerbaren i en rum tid og selv hvis han havde været i tvivl om, hvorvidt han havde genfundet det rette sted, så ville den være udraderet, da hans blik faldt på en bekendt skikkelse udenfor. Han genkendte hende med det samme og hans hjerne tilbød generøst enkelte billeder fra de få gange, de var stødt på hinanden tidligere. Det var nok til at få lyse øjne til at spille muntert og et enkelt, blond øjenbryn til at hæve sig lidt.

"Rødtop," hilste han, næsten underholdt.

[Lily Luna Potter]

Det havde virkelig ikke været en opfordring til kontakt og Lily fandt det ikke i sig at tilgive ham for, at han ikke kendte til hendes reserverede natur, selvom han ikke var i samme afdeling eller havde kendskab til hende fra skoletiden. Hun tog dog alligevel et par skridt hen mod ham.

"Mr. Booth, ikke sandt?" svarede hun i et forgæves forsøg på at være profefessionel - skudt ned af en ikke overvældende, men dog alligevel afslørende snøvlen. Hun følte dog, at hun reddede det nogenlunde med et afmålt nik, før hun drejede ryggen halvt til ham. Lys hud tittede ud gennem de mørke blonder under den blå velourrompers dybe udskæring. 

"God aften." Høfligt, kort. Meget mere behøvede de vel ikke?

[Jeremiah Booth]

Jeremiah sagtnede farten og standsede foran hende, som om at det var det mest naturlige for ham i verden. Hvis hun ikke var interesseret i at snakke og han opfangede det, så valgte han i hvert fald også at ignorere det. Et lyst øjenbryn hævede sig over hendes tydeligt berusede hilsen og det var et charmerende, men underholdt smil, der krøllede sig over hans læber. Uden at afsløre tænderne bag.

"God aften," bekræftede han i et drævende tonefald, der antydede, at han i hvert fald kunne se at hun havde en god aften. "Og jo. Men mine venner kalder mig Jem," tilføjede han med et glimt i øjet. "Har ingen fortalt dig, at vinteren knapt er overstået?"

[Lily Luna Potter]

Lily betragtede et smil, der sikkert gjorde andre kvinder bløde i knæene gennem let sænkede vipper uden at gøre ham den tjeneste at vende sig om mod ham igen. Hun havde stadig ikke besluttet sig for at blive og ville ikke give ham indtrykket af det. “Det gør de sikkert,” svarede hun i stedet uden så meget omsvøb som normalt til at lægge skjul på, at hun virkelig ikke så en virkelighed, hvor de blev venner. Hun var færdig med kvindebedårere, som hun troede, hun kunne ændre,

“Kald mig optimist. Eller overmodig,” bemærkede hun uden at vide, hvorfor hun stadig havde svaret. Og hvorfor hun pludselig var i gang med at dreje sig bare lidt mod ham.

[Jeremiah Booth]

Jeremiah smilede roligt over hendes ord. Hun virkede afvisende, men så alligevel ikke. Han var i hvert fald underholdt nok.

"Jeg kan godt lide begge dele i en kvinde," konstaterede han drævende, men måske også udfordrende.

[Lily Luna Potter]

Lily var jævnt ligeglad med, hvad han foretrak i en kvinde, men ikke fuld nok til at sige det til ham så direkte. Så hun trak bare på den ene skulder og sendte ham et smil, der var mere vane end noget andet.

“Så burde du lede blandt tidligere Gryffindors,” svarede hun. “I hvert fald hvis du har planer om at lede her i området.” Hun rettede hurtigt: “Landet.”

[Jeremiah Booth]

Jeremiah var delvist underholdt af den rødhårede kvinde foran sig og den måde hendes kæbe skød lidt ud i stædighed, men han var da heller ikke interesseret i at se hende komme galt afsted; beruset og letpåklædt som hun var. Derfor blev han roligt stående og hævede et øjenbryn i hendes retning.

"Og hvad er du? Ikke en Gryffindor?" Ikke at han havde meget forhold til den britiske skole, men han kendte da navnene på kollegierne.

[Lily Luna Potter]

Det var instinktivt at Lily rankede sig ved hans ord. "Selvfølgelig er jeg en Gryffindor," lød det prompte svar. Ordene snublede næsten over hinanden og hun tog et skridt frem. Hendes forhold til familien var ikke altid ukompliceret, men hun delte deres kollegie med stolthed.

"Roar." Hun havde tydeligvis glemt, at hun var på vej indenfor.

[Jeremiah Booth]

Jeremiahs smil forblev underholdt og kun ganske kort var en snert af tænder synlige over den lille løvinde foran ham. Blikket var helt roligt, som han så hende i øjnene. Ind i et tydeligt beruset blik. For beruset til at han reelt havde den uanstændighed til at handle på det, men ikke nok til at hindre ham i at flirte skamløst.

"Så behøver jeg jo ikke lede," drævede han i den tykke accent. "Ikke før kulden tager dig, naturligvis..."

[Lily Luna Potter]

Lily fnøs og skulle lige til at spørge ham, om det ikke var tilfælde som det, man havde magi til, men de stod midt på åben gade og hun trak i stedet bare på den ene skulder. Hun purrede op i de røde lokker med fingrene og fugtede læberne.

“Jeg tror fornuften tager mig i stedet. Skulle du ikke også videre?” spurgte hun og måtte lægge nakken lidt bagover for at vedholde hans blik, da hun trådte et enkelt skridt frem uden at kunne forklare impulsen bag.

[Jeremiah Booth]

Jeremiah nød ganske meget, hvordan hun tydeligvis ikke formåede at gå sin vej - fornuft eller ej. Han fulgte hende med blikket, som hun trådte tættere på. Hendes manøvre med håret havde fanget en lok i en blød bue og han rakte roligt frem, for at trække den mellem fingrene og glatte den ud.

"Nej," konstaterede han simpelt og trak let på skuldrene, mens håret gled ud mellem hans fingre.

[Lily Luna Potter]

Det var ikke, at Lily var ensom. Hun havde familie, arbejde, venner og kolleger. Men ingen af dem holdt hendes blik eller rørte hende på den måde. Det gav et sug i maven og for første gang mærkede hun hudsulten melde sig.

Hun gøs og trådte et skridt tilbage med et hjerte, der allerede nu slog lidt hurtigere. "Nå," svarede hun tamt i mangel på bedre. Heldigvis bød redningen sig kort efter og Lily drejede sig rundt mod lyden af sin storebrors stemme, der kaldte. Hun nikkede og han forsvandt ind igen kort efter.

"Well, god aften, så." Smilet var ikke flirtende. Det fortalte hun i hvert fald sig selv, da hun igen vendte ryggen til ham og skridtede mod varmen igen.

[Jeremiah Booth]

Jeremiah rettede sig op og løftede hagen let, da en stemme lød. Blikket forblev dog hvilende på hende og han opretholdt en svagt underholdt attitude omkring sig, mens hænderne gled ned i lommerne på de løse, men pæne bukser.

"I lige måde, rødtop," kaldte han roligt efter hende, men bad hende ikke om at blive, selvom en del af ham håbede at hun ville. Det der stoppede ham var primært kulden. Og, desuden, var han jo selv på vej ind samme sted.

Han slap en underfundig lyd for sig selv, som han betragtede hende gå, før han selv roligt satte i gang og fulgte efter mod indgangen.

[Lily Luna Potter]

Lily så ikke tilbage på ham, før hun søgte ind i varmen. Først på den anden side af døren tog hun en dyb indånding, mens et lille smil trak ind over hendes læber. Så rystede hun på hovedet af sig selv og slog sig ned hos James og Teddy igen.

Hun havde nærmest glemt alt om sammenstødet, da hun senere pludselig stod ansigt til ansigt, eller nok nærmere brystkasse, med ham igen på sin vej fra toilettet tilbage til bordet.

"Mr. Booth," udbrød hun overrasket og brød sig ikke meget om det lille sug i maven ved tanken om storebrorens opfordring til at gå efter det. "Sig mig, stalker du mig?" De lyse øjne spillede drilsk.