Så det

[Henrietta Fletcher]

Henrietta havde følt sig en kende ved siden af sig selv hele den dag. Dagen efter. Der var ingen synlig forskel, men hun var ikke selv i tvivl om, at der var sket et skift, da hun kom hjem fra arbejde den fredag. Rabbie Fletcher var naturligvis også taget hjem for at arbejde og allerede nu fortrød hun halvt, at hun ikke bare var rejst direkte til Skotland for at se ham.

Måske ville hun gøre det senere. For nu lempede hun bare skoene af og smilede dumt, da hun fik øje på June Chang-Masters inde i stuen. "Hey," hilste hun med en munterhed, der for tiden var relativt ukarakteristisk.

[June Chang-Masters]

På en eller anden måde var det gået hen og blevet hverdag igen. Det var vel bare sådan mennesket fungerede. Man lærte at tilpasse sig. Så det gjorde June. Tilpassede sig til, at hendes fars tilstand var forværret og Henrietta var forlovet med hendes ekskæreste og at alt generelt var lidt underligt. Ikke at de havde set meget til hinanden igennem det sidste halve år.

Hun havde tilpasset sig med en kop varm kakao med skumfiduser, da Hen kom ind af døren, og brynene søgte lidt sammen over det pludselige skift i hendes sindsstemning siden de sidst havde set hinanden dagen før. “Hej du,” kaldte hun tilbage. “God dag?”

[Henrietta Fletcher]

Hvis Henrietta havde anet, hvad der gik gennem Junes hoved, ville hun måske have haft dårlig samvittighed over sit gode humør. Som det var, var det bare svært at neddæmme og skæve tænder kom til syne i et smil, der lidt fik hende til at ligne en kat med en skål fløde.

"Det kan man godt sige," konstaterede hun og krøllede sig ned i sofaen ved siden af June. Næsten som om at der ikke havde været anspændtheder mellem dem på det seneste. Henrietta trak i hvert fald lidt på skuldrene og så på sin veninde. "Må jeg fortælle dig noget...? Det er lidt vildt. Og måske ret dumt."

[June Chang-Masters]

Det gode humør var smittende. Ikke, at June havde været i dårligt humør før, men det var sjældent hun sad og storsmilede for sig selv i en helt tom stue. Nu sneg det sig dog snart frem over hendes smalle læber.

"Vildt og dumt? McLaggen dog," grinede hun og hævede brynene over et åbenlyst nysgerrigt blik. "Nu kan du i hvert fald ikke lade være."

[Henrietta Fletcher]

Henrietta gnavede lidt på sin underlæbe, selvom hun ellers ikke særligt meget var typen, der gjorde sådan noget. Men hun kunne knapt sidde stille som det var, ved at sprænges over den absurde situation, som hun knapt vidste, hvordan hun selv skulle rumme mentalt. Og det var jo der, at bedste veninder kom ind i spillet.

"Jeg tror... Jeg er vist blevet gift," sagde hun endelig og holdt næsten vejret, før det alligevel hurtigt kom i en bralrende tilføjelse, der virkede særdeles relevant: "Ikke med Hendry."

[June Chang-Masters]

June og Henrietta kendte hinanden ret godt. Faktisk så godt, at June betragtede hende som mere end en veninde. De var familie. Intet kunne overraske mere. June tog grueligt fejl.

Der spruttede skumfiduser og skoldhed kakao ud til alle sider fra oblivatorlærlingen, der var ved at kløjes i sin mundfuld ved Henriettas afsløring. Gift? Overraskelserne væltede på, mens hun hostede og harkede. Med tårer i øjnene så hun på hende.

“Hvad?” spurgte hun halvkvalt, før hun fattede sig nok til at klare halsen. “Spyt dog ud, kvinde. Men hvem? Hvornår? Hvordan? Nej, start med hvem? Nej. Fuck. Jeg kan ikke vælge, bare sig noget for Guds skyld!”

[Henrietta Fletcher]

Henrietta slap et udbrud og nærmest kastede sig tilbage fra skyen af skoldhed kakao og klistret masse. Til gengæld kunne hun ikke lade være med at smile som en anden idiot over Junes reaktion og smilet var da netop også decideret dumt.

Hun rømmede sig. "Altså... Det er en virkelig lang historie," begyndte hun, nærmest i forsvar. Ikke så mærkeligt i forhold til at det ikke var så længe siden at hun havde siddet og været komplet ulykkelig på samme sofa overfor June. "Men... Ja... Det er Rabbie."

[June Chang-Masters]

June burde nok have lagt to og to sammen og fange, at det var Rabbie, men hun var stadig blæst bagover af nyheden om, at Henrietta lige pludselig var blev gift. Med en anden end sin forlovede. Mr. McLaggen ville få et anfald. Det gav hende kun lyst til at give veninden en high five.

“Hey, der er ingen fordømmelse herfra. Kun lidt bebrejdelse over, at jeg ikke var der og selvfølgelig over, til du stadig ikke har fortalt mere om, hvordan det gik til.” Hun så ivrigt på hende.

[Henrietta Fletcher]

Henrietta var lettet over Junes reaktion på vanvidsprojektet. "Uhm. Ja..." begyndte hun smørret, mens hun formulerede ord, der ikke kom ind på at det hele var startet med at hende og Rabbie Fletcher havde knaldet op ad væggen lige bag dem.

"Altså, det er heller ikke officielt. Endnu. Det er sådan... En skotsk tradition. En håndfæstning. Hvor man binder sig til hinanden i et år og før det år er gået, skal man være rigtigt gift. Det var virkelig impulsivt..."

[June Chang-Masters]

June hævede instinktivt et bryn, men kom ikke med indvendinger eller kommentarer. Traditionen var fremmed for hende, men hun nikkede bare. “Det lyder sådan,” bemærkede hun og tog en tår kakao. Langsomt lænede hun sig sidelæns mod ryglænet.

“Det... lyder virkelig til, at du elsker ham og jeg er så glad for, at du har fundet det, men...” Hun tog en dyb indånding. “Du ved, jeg støtter dig, okay? Men har du tænkt over, hvad det her kommer til at koste dig?”

[Rabbie Fletcher]

[Henrietta Fletcher]

Henrietta vidste at det var for meget at forvente overstrømmende glæde. Selvfølgelig gjorde hun det. Hun var jo selv en rasende pessimist, hvilket de mange afvisninger og ulemper hun havde forsøgt at afspise Rabbie med ikke havde efterladt nogen tvivl om. Hendes glæde sank dog alligevel en lille smule og hun flyttede lidt på sig.

"Selvfølgelig har jeg det," konstaterede hun, måske en lille smule defensiv. Henrietta gjorde trods alt sjældent noget uden at tænke over konsekvenserne. "Men hvad ville du gøre, hvis du fik at vide, at du skulle gifte dig, selvom du elsker en anden?"

[June Chang-Masters]

June tog ikke den defensive tone særlig personligt. Det kom nok af at have kendt Henrietta hele livet eller af, at hun nok selv havde reageret på samme måde, hvis nogen stillede spørgsmålstegn til hendes valg i livet. Hun tog en tår kakao mere.

"Jamen jeg synes, det er sygt, Hen. Og det har jeg altså heller ikke lagt skjul på på noget tidspunkt. Kan du se det her?" Hun viftede lidt med hånden som om hun sad med et lille flag. "Team Henrietta all the way, okay?"

Hun fejede lidt smeltet skumfidusmasse af overlæben med tomlen. "Jeg siger bare, at problemet med en uønsket forlovelse ikke er løst med en ny. Jeg mener... Ville du nogensinde have overvejet at gifte dig med ham nu, hvis ikke du var blevet forlovet?"

[Henrietta Fletcher]

Den lille, hårde knude i Henriettas mellemgulv forsvandt ikke helt. Tværtimod blev den bare lidt værre. "Jeg sagde til Rabbie, at jeg ikke ville giftes med ham bare for at slippe ud af det andet," forsvarede hun sig lidt. "Og det var ikke derfor jeg gjorde det."

Armene foldede sig over mellemgulvet. "Jeg er ligeglad med Hendry. Han har ikke noget med det her at gøre. Jeg sagde ja til at gifte mig med Rabbie, fordi jeg har det komplet elendigt uden ham. Fordi... Han er alt, hvad jeg vil have."

[June Chang-Masters]

June nikkede og blev først en smule stødt, da Henrietta foldede armene i en barriere mellem dem. Men hun havde ingen problemer med at skubbe den irritation til side. Hun rakte frem og lagde en hånd over venindens arm, prøvede på den måde at minde hende om, at der ikke var nogen modstand eller fordømmelse at finde.

“Okay. Okay? Jeg forstår... ikke. Men jeg vil gerne, okay?” Hun slap hende igen og tog en dyb indånding. “Men sidst jeg hørte om han, havde han været sammen med en anden, så jeg skal lige bruge et sekund eller to på at indhente dig.”