Forskellen på punktum og semikolon

[Bethany P. Green]

Efter Bethany var stormet ud af Cedrics lejlighed for godt en uge siden, havde hun gjort sit bedste for at undgå naboen. Ikke at hun på noget tidspunkt havde været uvenlig, hun havde blot været hurtig nok til aldrig at dvæle på gangen, hvor han kunne få fat på hende og havde generelt minimeret sin tid i lejligheden.

Over morgenmaden var hendes blik dog faldet på et af hans digte liggende på spisebordet. Hun havde en stærk fornemmelse af, at Quentin Green havde en finger med i spillet, men da hun ikke kunne finde broren noget sted i lejligheden (det tog ikke lang tid at lede), forlod hun lejligheden og stoppede ved døren ved siden af deres.

Hun tog en dyb indånding og løftede en knyttet hånd, før hun slog den let over døren.

Cedric Llywelyn

[Cedric Llywelyn]

Cedric og Bethany havde ikke talt sammen i en uge. Han talte ikke de akavede stille stunder i opgangen for nogen samtale. End ikke smalltalk kunne komme på listen. Han havde svært ved at forholde sig til det hele, så han havde gjort det som han var bedst til; At udgive sig for at være en anden.

Han havde derfor besluttet sig for at tiden var den rette til at få digtsamlingen ud og som altid trykte han altid et i avisen.

Han sad bøjet ind over det slidte klaver der var blevet mast ind på kontoret. Så kunne han nemlig skifte mellem musikken og artikelskrivning ved blot at kører hen over gulvet på sin kontorstol.

Dog da der lød en banken rettede han blikket op for at lytte bedre efter. Først da den lød igen rejste han sig og gik ud for at åbne.
"Beth." lød det overrasket fra ham. Han var dog glad for at se hende.

[Bethany P. Green]

Der gik lidt tid uden nogen reaktion, men Bethany mente at have hørt musik derindefra og bankede igen. Hun ventede, lyttede efter skridt og var så optaget af det, at hun tog et skridt tilbage med et overrasket gisp, da døren endelig blev åbnet.

“Hey, jeg...” Ja, hvad egentlig? Hun stak hænderne i lommerne og smilede skævt til ham, mens hun prøvede at regne ud, om han mon havde tænkt på hende, mens han skrev. “Er det et dårligt tidspunkt?”

[Cedric Llywelyn]

Var det egentlig ikke det? Han kunne ikke forestille sig at noget tidspunkt ville være godt, efter hvad de havde udsat hinanden for. Han løftede hånden og kløede sig i nakken, der var blevet en anelse varm.

De blå øjne festnede sig hos Bethanys og han mærkede hvordan pulsen steg. "Det er det vel aldrig når det er dig." hørte han sig selv sige og trådte til siden så hun kunne træde ind i lejligheden. Det var sidst på måneden og han havde vitterligt ikke meget han kunne tilbyde hende. Pt levede han på dårlig kaffe og de sidste skodder.

[Bethany P. Green]

Bethany så op på ham med et smil, der var en smule kantet, som hun gik forbi ham ind i lejligheden. Der lignede som altid sig selv, selvom der var lidt mere rodet, nu hun ikke havde ryddet op i smug for ham de sidste par dage. Hun fugtede læberne og vendte sig om mod ham.

"Jeg læste dine digte," svarede hun og så søgende ind i de blå øjne. "Velskrevne."

[Cedric Llywelyn]

Cedric havde lyst til at ignorerer hendes ord, eller i det mindste forsøge at snige sig uden om. Men han vidste godt at det ikke ville lykkes. Hun vidste godt at det var ham der var forfatter til dem så det ville være fuldstændig tåbeligt at fornægte det.

Han hævdede dog altid at han ingen inspirationskilde havde i sit eget liv, men at han i stedet fik den ved at iagttage andre mennesker. Det var ikke hele sandheden dog, men igen var han ikke helt tryg ved åbenlys at fortælle om sin egen smerte.

Men det kom alligevel lidt bag på ham at hun havde læst dem, når man tænkte på hvor de havde efterladt hinanden. "Når det kommer fra dig må det være rigtigt" svarede Cedric roligt og tog et langt hvæs af sin halve smøg.

[Bethany P. Green]

Det var en gylden mulighed for bare at sige ja. Cedric ville ikke engang behøve at sige andet, end at de var tiltænkt hende og lade digtene tale for sig, men ikke engang det kunne han. Som forventet. Smilet blegnede.

"Ja, jeg er for dårlig en løgner til at gide prøve," svarede hun med et træk på den ene skulder og et pludseligt flakkende blik. For hvis ikke de var tiltænkt hende, hvad i alverden lavede hun så derinde?

[Cedric Llywelyn]

Meningen med Pseudonymet var jo at han havde noget at skjule sig bag. Han var ikke vant til at blive konfronteret, og det var da også derfor at der ikke var mange der kendte til hans hemmelige indentitet, som var han en eller anden international spion.

Lyve kunne hun ikke, selv ikke når Bethany forsøgte at fordreje sandheden lykkes det hende. Og det var den sandhed der havde set aftenens lys for en uge siden. Noget som stadig kunne give ham både koldsved og røde ører. "Jeg følte mig inspireret" sukkede han og pustede røgen ud mellem læberne.

[Bethany P. Green]

Med Cedric var det altid lige ved at være nok, lige ved at være perfekt, men aldrig helt. Af en eller anden grund fik det denne gang hendes mundvige til at gå op, som fandt hun det næsten ubeskriveligt morsomt. Hun fnøs og rystede lidt på hovedet.

"Det er godt at høre, Cedric, virkelig. Men måske, det er nok for nu," konstaterede hun. Det var allerede for sent at gå uden knubs, men ikke for sent til, at hendes hjerte måske en dag ikke ville føles flosset.

[Cedric Llywelyn]

Et bryn skød op og han så forundret på hende. "Uddyb?" Han ville gerne høre hendes sige det, for lige nu kunne han analyserer hendes ord på mange forskellige måder. Hele hendes kropssprog var forvirrende og det gjorde bare at hans hjerte slog en smule hårdere bag brystet, og det var ikke på den gode måde. Faktisk følte han sig en smule nervøs.

Hvorfor var det som om at han var ved at tabe? At hun var på vej til at tage sin afsked og forsvinde ud af døren, ud af hans liv. Det fik en lille rynke til at vise sig hen over næsen og han rettede sig op og valgte i stedet at sætte sig ned i sofaen.

[Bethany P. Green]

Det havde været et naivt håb, at hendes ord havde været nok til, at han ville lade hende gå. Men Bethany havde aldrig været god til at sige farvel. Faktisk havde hun kun prøvet det én gang med Fred Weasley II og selvom de havde været enige, havde det føltes som om hjertet var blevet revet ud af brystet.

Nu skrabede hun lidt med foden i gulvet, mens hænderne søgte dybere i lommerne. "Jeg tror bare... Jeg tror bare, det er bedst, hvis vi går tilbage til tingene som de plejede at være. Du ved... Mig som din nabo og bedste kammerats lillesøster, der drikker alt for meget kaffe."

Hun så op på ham med et halvhjertet smil. "Og dig som..." Den mand, hun havde betragtet med længsel i blikket og en håb i brystet om, at han en dag ville se hende som andet og mere. "... den intelligente, inspirerende mand, der tit hænger ud i min stue og som gerne giver et glas vin og en cigaret efter en hård dag."

[Cedric Llywelyn]

Cedric forsøgte at forberede sig til hvad hun havde at sige. Men det der endte med at komme ud var alligevel en overraskelse. Han havde ikke troet at det var hende der skulle sige det. Nok nærmere ham.

Han nikkede langsomt med hovedet og brummede lidt som svar. Det var nok mest af alt en bekræftelse at han havde hørt det. "Jeg er glad for du stadig vil se mig." lød det så roligt fra ham. Han var en voksen mand, og selvom han ikke var blevet så afvist som nu, så kunne han godt forstå hende. Det kom alt for tæt på at han lige nu kunne finde ud af hvad han ville.

"Nu må vi se om Quentin overhovedet vil have noget med mig at gøre." svarede han og trak på sine skuldre. Han rejste sig og gik hen imod hende. "Men du vil i hvert altid være min evige inspiration" kom det ærligt fra ham.

[Bethany P. Green]

Bethany smilede mildt, men blegt. Hun sås også stadig med Fred, omend det ikke på nogen måde var lige så jævnligt eller afslappet som det engang havde været. Men måske deres fælles interesse i avisen ville gøre det lettere.

"Selvfølgelig vil han det," svarede hun blot uden at kunne forholde sig til det andet. Altid være hans inspiration. Det gav et lille knæk i hende. Nej, det var bedre bare at komme videre.

[Cedric Llywelyn]

"Han vil om ikke andet være glad for beslutningen" Cedric kunne ikke få sig selv til at give hverken hende eller sig selv kredit for det der var ved at ske. Lige nu var det Bethany selv der styrede showet, og han gjorde ikke noget for at ændre det.

Sådan var han ikke. Det var i hvert fald hvad han forsøgte at overbevise sig selv om, og så længe han var så lang inde kunne han ikke falde tilbage på andre ord.

"Vi må se hvad der sker." svarede han blot med et lille suk før han rejste sig.

[Bethany P. Green]

Bethany anede ikke, om Quentin Green ville blive glad eller ej over beslutningen. Men hun vidste, at det var den eneste mulighed for, at hun ikke kom derfra med overvældende knubs. Hun havde engang hørt om redskabet flismaskine og pludselig synes hun at have en helt ny indsigt i begrebet. Hun følte sig splittet ud til tusind små stykker.

"Ja, det er vel det eneste, vi kan," konstaterede hun og hævede den ene hånd fra lommen for at feje håret bag øret, før hun hurtigt begravede den der igen. Hun turde ikke røre ham, turde ikke tillade sig selv at gå mere i stykker.