Tilgivelse.

[Lorcan Scamander]

Lorcan var ikke i noget særlig godt humør. Det var få dage siden efter den hektiske samtale med Lysander Scamander og det havde ikke ligefrem efterladt ham i lystig tilstand. Til en start havde han virkelig forsøgt på ikke at lade det gå ham på. Men da han så Maggie Hayes tog impulserne over.

Direkte i sin gang styrtede han over mod hende. "Vidste du det?" lød det et smule brat fra ham. Tiden han ikke været der til at sige hej eller goddag. Undskyld jeg har været sådan en idiot. Han gik direkte til fase to.

"Vidste du at nogen har svinet Lysander til?" Måske brugte han det som skjold for ikke at skulle komme ind på hende og Owen. Men lige nu syntes intet andet mere vigtigt.

[Maggie Hayes]

Maggie havde ikke rigtigt snakket med Lorcan igennem det sidste år. Der havde selvfølgelig været ordudvekslinger, men deres venskab var der ikke meget tilbage af og selvom det havde gjorte ondt, var hun kommet videre. Det havde hun været nødt til, da hun så ham og Raja over det hele.

Derfor så hun også temmelig overrasket ud, da han pludselig væltede ind foran hende. Hun så op fra Leland Belbys lektier, som hun var ved at læse korrektur på og den lille fold mellem brynene kom straks til syne.

“Hvad?” røg det fra hende. “Hvem? Hvornår?”

[Lorcan Scamander]

Lorcan så på hende til at starte med uden at sige noget. Det skulle lige synke ind at hun rent faktisk ikke vidste hvad han talte om. Derfor lod han sig også synke ned på en stol ved siden af hende. Frustreret strøg han en hånd gennem det lyse hår, der efterhånden trængte til at blive klippet.

"Lysander fortalte .. nogen har kaldt ham.." hans øjne blev små og han kunne ikke få sig selv til at sige det. I stedet snuppede han hendes fjerpen og skrev det ned på et tomt pergament der lå ved siden af hende. Homosvin. Da Maggie havde fået tid nok til at læse rettede han sin stav mod ordet, "Evanesco" mumlede han. Langsomt svandt kravetærende ud, og det var som om at intet havde stået der.

"Du vidste det ikke?" Han skævede til hende.

[Maggie Hayes]

Forudnringen ved, at Lorcan havde opsøgt hende, var gledet til side for bekymringen for Lysanders velbefindende og selvom hun gav en lyd i protest, da han snuppede hendes fjerpen, rettede hun hurtigt et nysgerrigt blik mod papirlappen. Ordet fik hende til at måbe og det forvandlede sig snart til en hård mine. Kinderne blussede allerede nu faretruende.

“Hvem?” spurgte hun med en stemme, der dirrede af slet tilbageholdt vrede.

[Lorcan Scamander]

Lorcan havde samme følelse som den tidligere veninde. Et eller andet sted var der noget beroligende over det, at de begge to følte så stærkt omkring Lysander. Selvom han tvivlede på det ville lappe det enorme hul i deres venskab.

"Han ville ikke sige det. Han er så stædig." lød det muggent fra Lorcan. "Men jeg tror at Alastair ved det." lød det tænksomt fra ham i det han løftede hovedet en smule.

"Jeg håbede lidt at du som præfekt kunne gøre noget, og fordi i er så gode venner." Lorcan vidste ærlig talt ikke hvad han skulle stille op. På den ene side ville han ikke gå imod sin brors ønske, og på den anden side kunne han ikke lade det stå på.

[Maggie Hayes]

Maggie rankede sig og tog en dyb indånding. Hun var ikke en fyrig størrelse, men hun var loyal og beskyttede sine kære. Og Lysander havde været en god ven længe. Tankefuldt blinkede hun et par gange og nikkede så.

“Jeg prøver at tale med ham,” svarede hun. “Men... Tror du ikke, det ville være bedst at tale med sin bror om det? I stedet for at jeg begynder at blande mig også. Det har uden tvivl været en...” Hun måtte synke for ikke at fortrække ansigtet i foragt. “... Forfærdelig oplevelse.

[Lorcan Scamander]

Lorcan rystede på hovedet. "Det kom ud midt i et håbløst skænderi, du ved, dem vi altid ender ud i" sagde han i et lille bittert suk. Han gned hånden over ansigtet.

"Jeg ved heller ikke om du skal sige noget til ham, jeg havde bare brug for at tale med dig om det. Jeg kan ikke finde ud af at være omkring Lys, uden at føle en enorm trang til at beskytte ham. Så hjælpeløst ønsker jeg jo ikke at gøre ham" kom det nu fra Lorcan der hang lidt med hovedet.

"Jeg brokkede mig over mit liv, uden at skænke hvordan det har måtte være for ham."

[Maggie Hayes]

På et personligt plan var Maggie temmelig ukomfortabel med at skulle rådgive Lorcan nu, men det var ikke som en veninde, han havde opsøgt hende, men som præfekt og derfor lyttede hun også opmærksomt. Hun tog en dyb indånding og smilede et smalt smil, der ikke helt nåede øjnene.

“Vi har alle sammen problemer, der tager forskellig form og karakter. At han også har udfordringer, gør ikke dine mindre reelle,” mindede hun ham om. “Men Lysander Scamander er fornuftig og stærk. Han kan godt passe på sig selv, selvom man ikke skulle tro det med alle de stridslystne mænd omkring ham.”

Hun flyttede bogen over i den ene arm og lagde den frie hånd på hans skulder. “Giv ham en chance for selv at håndtere det.”

[Lorcan Scamander]

Lorcan sank sammen i stolen og halvt ind over bordet da Maggie talte. Der var noget beroligende ved hendes stemme, hvilket fik et smil til at sitre i den ene side af mundvigen. Det var dumt af ham at savne hende, og han blev desuden også blot mindet om at han stadig skyldte hende en undskyldning.

"Men hvis det igen så..!" Lorcan følte allerede han var klar til at rejse sig og gøre et eller andet. Men så længe han ikke anede hvem der havde gjort det, så nyttede det jo ikke noget. Langsomt sank han tilbage.

Han løftede i stedet sin hånd og lagde den over Maggies. "Tak.." kom det lavt fra ham. "Undskyld.." mumlede han.

[Maggie Hayes]

Maggie stod bare og smilede svagt til ham, mens han kæmpede med sit temperament. Selv var hun også vred, men hun havde aldrig været stridslystne eller hævngerrig.

“Selvfølgelig,” forsikrede hun ham mildt. Hun var jo præfekt og havde et ansvar over for alle skolens elever. “Jeg forstår godt, du er påvirket af det.”

[Lorcan Scamander]

Lorcans fingre syntes ikke at give slip omkring Maggies hånd. Han stirrede ned i bordet og der gik et stykke tid før ordene kom på gled. "Nej det var ikke -" han stoppede sig selv og skubbede stolen bagud og rejste sig.

I fuld højde var han en del højere end hende, og de blå øjne søgte derfor ned for at møde hendes. "Jeg vil undskylde for alt det andet crap." Hans sammenbidte ansigt afslørede hvor påvirket han var af det.

[Maggie Hayes]

Hånden havde ligget accepterende i Lorcans, men nu hendes blik faldt til den igen, blev hun bevidst om, hvor længe han egentlig efterhånden havde holdt om den. Maggie var ikke lav og kunne sagtens se de fleste i øjnene, men blandt hankønnet var det alligevel eksempler, hvor hun var nødsaget til at lægge nakken lidt tilbage og da hun hjorde det var det med let sammentrukne bryn.

Det var længe siden, alt det andet crap som han kaldte det. Hendes momentært flakkende blik afslørede, at ordene kom bag på hende. Hun havde ikke hørt Lorcan undskylde mange gange før i tiden og ordet lød næsten underligt for hende. Læberne gled fra hinanden og en lys tungespids søgte ud for at fugte dem.

“Det er længe siden nu,” bemærkede hun, endnu ikke i en accept, men heller ikke afvisende.

[Lorcan Scamander]

Lorcan mærkede hvordan de små nakkehår rejste sig, han fulgte hende med blikket og blev med et opmærksom på hvordan Maggies læber blev skilt ad, og tungespidsen der langsomt gled frem.

Hans hjerte sprang et slag over, og han mærkede slet ikke at han stadig holdte omkring hendes hånd. "Det ændrer ikke på min komplet idiotske opførsel" bemærkede han.

"Men det værste er nok at jeg også mistede din tillid og venskab" Han sank en enkel gang og mærkede hvordan maven slog knuder og det hele blev vendt på hovedet.

[Maggie Hayes]

Maggie trak langsomt hånden til sig igen. Hans opførsel havde været idiotisk, men den var samtidig også meget typisk en hormonel sekstenårig, efter hvad hun havde hørt, så hun havde også svært ved at bebrejde ham. Fra et rationelt standpunkt, i hvert fald. For en lille rest af sårede følelser og den svigtede tillid lå stadig i hendes baghoved.

“Du var forelsket,” konstaterede hun som om det var så simpelt. Det var det måske i virkeligheden også. “Og det var ikke i mig. Det var en ærgerlig misforståelse.” Som havde kostet dem et venskab.

[Lorcan Scamander]

Det sved i Lorcan. For selvom hun ikke ordret havde sagt det, så følte han afviselsen i hendes kropssprog. Hvilket også fik ham til at træde et skridt tilbage. Han klarede halsen en smule.

"Ja." sagde han bare. Det havde jo været sandheden. Han havde været vanvittig forelsket i Raja. Men han havde været så uerfaren at han ikke havde set tegnene fra Maggie.

"Ja men så.." Han løftede hånden og kløede sig på halsen. "Jeg skal også videre." Hvad ellers skulle han sige? - Tag mig tilbage - virkede dumt nu.