Opdaget

[Cailean Morgaine]

Gillian C. Fudge

Søndag efter frokost

Efter frokost havde Cailean haft en plan om at slå et smut forbi fællesstuen. Han nåede dog aldrig så langt før han passerede pigernes toilet, og bed mærke i en lyd der helt bestemt ikke var Hulkende Hulda, med mindre pigen pludselig var blevet i stand til at blive syg. For det lød helt bestemt som om nogen derinde havde det rigtig skidt.

Umiddelbart var det ikke fordi han var bekymret, men han blev alligevel hængende. Han var nysgerrig og hvis der var sygdom på omgang, var det jo ikke nogen dum idé at vide hvem smittekilden var, så man kunne undgå dem. Derfor stod Cailean nu og ventede, lænet op ad væggen overfor toiletdøren.

[Gillian C. Fudge]

Efter skolen var startet igen havde det faktisk været godt. Minderne fra pigehjemmet var gledet lidt i baggrunden og selvom hun ikke havde turdet være alene med William Knight i frygt for, hvad hun selv kunne finde på at få lyst til, var der blevet en ny normal. Selv skolebyrden var hun begyndt at kunne balancere med den tid, hun lagde til side til at lære sin forlovede at kende. Måske fordi de stadig brugte meget af den fælles tid på at studere.

Det var i virkeligheden nok det, der havde ledt hende til det forbudte. Hun havde engang hørt, at rotter i fangenskab gav sig selv stød - en slags mugglerskabt elektroid afstraffelse, blot for at undslippe kedsomheden. Det var nok lidt af det samme, der havde fået hende til at lægge sig i sengen en søndag eftermiddag og stikke en hånd under dynen.

Det var Liam, der havde foreslået det. At hun udforskede sig selv. I starten havde det været rart, men snart var det blevet erstattet af en brændende skam, der havde sendt hende gennem skolen og ned til pigernes badeværelse, hvor hun genskabte balance ved at stikke en finger i halsen.

Gillian snøftede og tørrede øjne, næse og mundvige med lidt papir, før hun skyllede ud og kom på benene igen. Med let vaklende knæ gik hun ud fra båsen og betragtede sig selv i spejlet. Hun skyllede munden grundigt. En gang, to gange, tre gange. Så vaskede hun fingre med metodisk grundighed. Lillefinger, ringfinger, langefinger, pegefinger, tommelfinger og håndled. Hun startede forfra igen. Lillefinger, ringfinger, langefinger, pegefinger, tommelfinger og håndled. Vandet løb stadig og hun vaskede en gang mere.

Så slukkede hun det, tog en dyb indånding og betragtede sig selv i spejlet. Hun drejede hovedet til siden og studerede sine linjer, før hun tog et skridt tilbage. Bedre blev det nok ikke, som altid. Hun fejede en mørk krølle væk fra ansigtet og gik ud af døren. Først der faldt blikket på en jævnaldrende løve.

Det tog lidt tid at placere, hvor hun genkendte ham fra, før det gik op for hende, at de havde oldtidens runer sammen. Morgaine, Caleb? Cail... something. Hun huskede det ikke og blikket flakkede, men de kendte jo ikke hinanden, så det kunne næppe være hende, han ventede på. "Der er altså ikke andre derinde."

[Cailean Morgaine]

Der blev skyllet ud og så var der stille et øjeblik. Derefter kunne han svagt høre lyden af vand der løb fra vandhanen. I lang tid.

Da det endelig slukkede, gik der igen længere tid, end hvad Cailean umiddelbart antog det ville tage for en person at gå fra håndvasken og til døren. Måske var pigernes toilet bare meget større end drengenes. At han overhovedet kunne holde ud at vente så længe inden han bare brød ind for at se hvad der foregik, vidnede om at han trods alt havde en lille smule respekt for hans omverden, om end den var sparet.

Da døren endelig åbnede, sendte Cailean et nysgerrigt blik mod ’det mystiske menneske på toilettet’, kun for at blive en anelse skuffet, og måske blev det en kort stund tydeligt i hans ansigt. Det var bare en Ravenclaw pige fra oldtidens runer, og han var faktisk lidt i tvivl om hvad hun hed. Noget med F mindedes han.

Men han mindedes ikke, at hun plejede at være så bleg at se på og da hun nævnte at der ikke var flere inde på toilettet, blev det meget klart, at det var hende der havde haft det dårligt i en af kummerne. ”Har du det dårligt?” Spurgte han direkte, og så reelt interesseret ud i at vide svaret. Hvis det smittede, burde hun gå til hospitalsfløjen og blive dér. Hvilket han nok skulle fortælle hende, hvis hun ikke selv kom til den konklusion.

[Gillian C. Fudge]

Gillian var allerede klar til at skridte forbi løven og vende tilbage til sine søndagsplaner, men sådan skulle det ikke gå. Brynene søgte sammen og nervøsiteten rumsterede allerede over den tydelige nysgerrighed i hans blik, der fik hende til at ranke sig instinktivt.

“Nej, jeg har det fint,” løj hun nøgternt og fik tvunget ansigtet i et neutralt, høfligt smil, selvom kinderne stadig blussede afslørende. Hovedet blev tippet lidt til den ene side, blikket næsten afventende. Han måtte gerne gå nu.

[Cailean Morgaine]

Han sendte hende et meget skeptisk blik, men stadig med et hint af nysgerrighed. ”Har du ikke lige kastet op?” Enten havde hun det ikke fint, eller også var der andre på toilettet end hende. Uanset hvad havde hun løjet, og nu ville Cailean vide om hvad og hvorfor. ”Jeg kan godt følge dig til hospitalsfløjen, hvis du vil?” Det var nu mest fordi han så kunne bruge tiden på at finde ud af hvorfor hun havde løjet. Men måske var det heller ikke helt skidt at alliere sig med nogle han havde timer med, og hvis han viste lidt empati ville han måske have en ven i oldtidens runer. Måske.

[Gillian C. Fudge]

Hendes kæbe spændte op ved Caileans direkte tilgang til hende og hun havde mest af alt lyst til at bede ham skrubbe af. Men der var selvfølgelig muligheden for, at han fortalte nogen om, hvad han havde set og så var det alligevel at foretrække at holde ham i troen.

Alligevel rettede hun sig lidt op. "Det ville måske være meget rart. Tak."

[Cailean Morgaine]

Der var antydning af et lille smil på løvens læber, inden de bevægede sig afsted mod hospitalsfløjen. ”Har du været sløj længe?” Small talk med folk han ikke rigtig kendte, var ikke noget han gjorde sig meget i. Men spørgsmålet var mest af alt en del af planen om, at finde ud af hvorfor hun løj.

[Gillian C. Fudge]

Modviljen var gemt godt væk bag en høflig facade, da Gillian faldt ind ved siden af løven på vej mod hospitalsfløjen. Hun kendte vejen alt for godt, men hvis det var det, der skulle til for at få ham til at droppe spørgsmålene, var det det, hun måtte gøre.

"Nej, jeg fik det bare lidt skidt efter frokost," løj hun uden at se på ham.

[Cailean Morgaine]

Måske havde hun bare fået det dårligt. Og måske var hun bare en pige som syntes det var pinligt at have kastet op over maden, og det var derfor hun havde løjet. Måske.

”Hvorfor?” Det var måske et lidt skørt spørgsmål. Hvor skulle hun vide det fra? Men på den måde var Cailean måske en lille smule ligefrem, og så var det i øvrigt ikke altid han tænkte tingene igennem før de kom ud af hans mund.

[Gillian C. Fudge]

Gillian var forberedt på lidt af hvert. Eller det troede hun i hvert fald, men hun så overrasket hen på ham ved spørgsmålet. Hvorfor? Trangen til at informere ham om, hvor tåbeligt det var, var overvældende, men hun holdt sig i skindet.

“Det ved jeg ikke. Måske er det årstiden,” svarede hun, selvom hun udmærket godt vidste hvorfor. Fordi hun gentagne gang havde stukket en finger i halsen.

[Cailean Morgaine]

Caileans bryn rykkede skeptisk på sig. ”Årstiden? Er det ikke lidt mere noget med stoppede næser og hoste?” Det var ikke fordi Cailean vidste særlig meget om sydom og årstider, men havde aldrig hørt om en sæson for opkast.

[Gillian C. Fudge]

Gillian trak på skuldrene og fastholdt roen, så han ikke ville virke for mistænksom. Ikke at det var en god strategi indtil videre. Det var den mest nysgerrige gryffindor, hun nogensinde havde mødt.

“Det ved jeg ikke, jeg er ikke helbreder.” Hun rettede blikket mod ham igen. “Er du?”

[Cailean Morgaine]

Cailean måtte ærligt erkende, at det var han ikke med et ”nej,” men han var stadig ikke overbevist om, at hun fortalte sandheden. Måske var det i virkeligheden bare dét han skulle fortælle hende? For at se hvordan hun ville reagere? Eller også skulle han selv finde på en historie om, og se om hun var villig til at afsløre sandheden for at bevise at han tog fejl.

Det var vel værd at prøve.

”Er du sikker på det overhovedet var dig der kastede op? Faktisk, nu jeg tænker over det, kunne det godt have lydt som om der var flere derinde. Jeg tror måske du i virkeligheden dækker for noget. Eller nogen.” Hans blik var rettet mod hende, klar på at opfange enhver reaktion. Men det var stadig et nysgerrigt blik, om end en smule mistænktsomt.

[Gillian C. Fudge]

Brynene trak sig sammen og et øjeblik følte Gillian sig komplet tåbelig. Hun kunne jo bare have sagt, at der var en af de andre piger, men det var for sent at opgive sin historie nu. Så i stedet så hun bare hen på ham.

“Du kan godt gå tilbage og se, hvis du vil? Men nu var det dig, der bad mig gå til hospitalsfløjen.”

[Cailean Morgaine]

Det virkede overhovedet ikke efter hensigten. Cailean havde bestemt ikke tænkt sig at gå tilbage. ”Vil du da ikke selv til hospitalsfløjen? Hvis du har det så dårligt?” Der var absolut intet gennemtænkt ved de ord der kom ud af munden på ham, og han havde ingen anelse om, hvordan han skulle finde ud af, hvorfor hun løj.