På den rette eller gale vej

[William Knight]

Gillian C. Fudge

Hogmeadeweekend. Februar.

Hånden klemte en smule om Gillians som de vandrede ned ad Hogsmeade's hovedgade. Liam kommenterede mange af butiksvinduerne, og havde endda fortalt en enkel røverhistorie fra sin fjerde årgang om engang han købte et spøg-produkt der havde fået hans næse til at bløde. Formegentlig regnede han ikke med at Gillian ville slå ned på noget så uskyldigt, men måske var det kun uskyldigt for Liam i forhold til andet han havde gjort.

Gaden var pyntet en smule op til valentinsdag. Ikke at han havde nogen ide om hvorvidt den dag betød noget for Gillian. Den havde aldrig sagt ham meget, men han vidste at visse piger ventede på deres invitation til Madam Nuttetruts. Det sted gav ham en anelse myrekryb. Nok til at han ikke havde sat fødderne derind siden dengang med Clarissa.

"Din hånd er kold. Vil du ind i varmen?" spurgte han og nikkede mod De Tre Koste.

[Gillian C. Fudge]

Gillian havde aldrig lavet noget med en kæreste før. Faktisk havde hun aldrig haft en kæreste, så det hele var stadig meget nyt, som hun gik ved Liams side med fingrene viklet tæt ind mellem hans. Det føltes godt og rart med vintersolen tittende frem, og hendes humør var så højt, at hun ikke kommenterede på anekdoten, men bare sendte ham et oprigtigt smil.

“Jeg fryser ikke,” svarede hun og var ikke bekymret. Hun havde altid kolde hænder, uanset om hun var inde eller ude, varm eller kold. “Og vejret et så smukt i dag. Kan vi ikke gå lidt videre?”

[William Knight]

Hagen blev sænket en smule, så han bedre kunne få kontakt med Gillians øjne. Han sendte hende et blødt smil før han nikkede til anmodningen. "Selvfølgelig," bemærkede han. Vejret var godt - fortrinligt for den første weekend i februar. 

"Man kan næsten allerede dufte foråret i luften, hva'." Løven lukkede øjnene i et sekund mens fødderne fulgte den rute de havde så mange gange gennem de sidste fire år. Det slog ham hvor tæt på sommeren var, men det var en sorg til en anden dag. 

[Gillian C. Fudge]

Der var noget ved måden, Liam kiggede på hende, der gav Gillian fornemmelsen af, at hun ville kunne bede ham om næsten hvad som helst og svaret ville være det samme. Selvfølgelig. Hun knugede hans hånd lidt og studerede en butiksrude, de passerede. Tilbud på blæk, der skiftede farve efter humør. Hun sagtnede farten. Forelsket: lyserød. Blikket gled op på Liam igen og smilet sneg sig frem igen.

“Ja. Dagene er også mærkbart længere,” bemærkede hun og tog en dyb indånding, der duftede af sol. “Jeg kan godt lide foråret. Lige før alt spirer, når det kun er fuglenes kvidren og solens blege lys, det lover varmere tider.”

[William Knight]

Gillian havde en evne til altid at få tingene til at lyde mere poetiske. Sommetider mindede det Liam om at han aldrig kunne formulere sig ligeså blødt og smertefrit, mens det andre gange - som nu - måske bare gjorde ham mere opmærksom på elementerne han ellers nemt overså. Engang havde det været ligegyldigt pladder. Nu virkede betragtningerne vigtige. 

Jeg skal give dig varmere tider. Engang havde han drejet alting mod den drillende og temmelig-direkte vej sammen med Kala. Nu kom tanken ikke engang til overfladen. Istedet nikkede han, og syntes at virke meget tilfreds med tingenes gang.

"Kærlighed i luften, eller hvad man siger..." Diskede han altså bare frem med, med et skævt smil om læberne. Hånden slap hendes, kun for at omkranse hendes skuldre.

[Gillian C. Fudge]

Liam var på mange måder langt mere kompliceret, end han fik anerkendelse for, men så var der også øjeblikke som disse, hvor han var præcis lige så simpel, som Gillian første gang havde dømt ham til. Men nu virkede det som en del af hans charme, og hun betragtede ham med et dybt forelsket blik og tænkte, at han var da egentlig lidt skør, men nu egentlig også meget dejlig, hendes Liam.

"Mh," svarede hun derfor bare og nød at gå der sammen med ham og have et øjeblik, hvor alt var begyndende fuglesang og frisk luft, der gav røde kinder.

"Liam? Hvorfor kalder du dig egentlig Liam?" slog det hende og hun så op på ham med let sammentrukne bryn. William var da et navn, der kunne noget.

[William Knight]

Det var nemmere sådan her. Når man bare kunne trække den rene luft ned i lungerne, uden at tænke over hvorvidt man var i færd med at ødelægge den man elskedes chancer for lykke. Gillian virkede lykkelig. Liam erkendte at der var en forskellem mellem at virke og være, men for nu - lod det til at beslutningen havde været det bedste der var sket for dem.

De mørke øjne - som virkede en smule lysere i solskin - vendte sig mod den unge ørn. Smilehullerne dukkede op, før selve smilet gjorde. Han trak en smule på skuldrene, "En impulsiv beslutning," bemærkede han. Det var måske ikke overraskende. "Jeg valgte at kalde mig Liam så snart jeg startede på skolen, eftersom jeg var overbevist om at mine brødres kælenavne sikkert ville hænge ved i skoletiden." Han havde ønsket at skille sig ud - være rebelsk.

[Gillian C. Fudge]

Gillian så op på ham og burde nok ikke være blevet overrasket over, at det havde været en impulsiv beslutning. Sådan var det meste, når det kom til løven ved hendes side. “Jeg kan godt lide William,” bemærkede hun forsigtigt og rettede blikket fremad igen, ikke mod omgivelserne, men igen i tankernes verden.

“William og Gillian Knight...” Hun lod det hænge lidt, smagte på lyden og så op på ham igen. “Er det i orden, hvis jeg gerne vil beholde Fudge?”

[William Knight]

William. Det var som en anden identitet, men alligevel åbnede muligheden en smule op ved Gillians bekræftelse. Det lød voksent og modent. En del af ham krøb en smule sammen. Kunne et navn vaske de mange fejl han havde begået væk, var valget måske ikke så svært at træffe. Det var jo... hans.

Han havde ikke overvejet en navneændring. Hverken for hans eller Gillians side. "Selvfølgelig er det okay." bemærkede han blot. Faktisk, kom det bag på ham at Gillian ville beholde sit navn. Navnet var, trods alt, koblet til mange af de formaninger hun altid fortalte sig selv. Dem han havde kompliceret.

"Jeg ved dog ikke om jeg er en... Fudge."

[Gillian C. Fudge]

Bekræftelsen fik hende til at smile svagt. Ikke at Gillian nogensinde for alvor havde troet, at Liam ville nægte hende noget. Det var i hvert fald ikke de tendenser, han havde vist hende indtil videre. Hun knugede den kolde hånd lidt tættere om hans.

"Ville du ikke syntes, det var underligt, ikke at dele navn med mig? Nu jeg er din." Familiens opdragelse skinnede igen tydeligt igennem i hendes tilgang til kærlighed og forhold. Og hvad man burde. Måske Liam kunne ændre lidt på det.

[William Knight]

Nu jeg er din. Nok lå forårsluften over tungen, men løven smagte alligevel på formuleringen. Elementer af den, varmede hjertet, men nærmere på den ikke-sammenlænkede måde. Liam satte sin frihed højt - derfor forekom det naturligt for ham, at den også skulle være vigtig for Gillian.

"Njåh, det ved jeg nu ikke..." bemærkede han, "Hvis jeg beholder mit navn, er det vel kun retfærdigt at du beholder dit." Han sendte hende et blødt smil. Nok forsimplede han processen, men tanken om forlovelsen skræmte ikke livet af ham, når alternativet var mere smertefuldt.

[Gillian C. Fudge]

Det virkede underligt, at Liam ikke havde et behov for at gøre hende til sin, men nu hendes hånd lå i hans, følte hun sig hans. Uanset hvad de hed.

“Hvad med vores børn?” udbrød hun, da tanken strejfede hende. “Hvad hvis de ikke har dit navn?”

[William Knight]

Børn. Forlovelsen havde været et kæmpemæssigt skridt for løven, der aldrig ellers havde illustreret en lyst til at kontrakt-binde sig til et andet individ. Nu blev emnet dog større, og fik Liams øjne til at flakke en smule, før han besluttede sig for at rette opmærksomheden mod butiksvinduerne. 

"Det..." Han tøvede en smule. Han burde måske have forberedt sig på det her, men de var så unge. Desuden anede han ikke om han overhovedet ønskede børn. 

"Alting til sin tid."

[Gillian C. Fudge]

Gillian bemærkede heldigvis ikke det flakkende blik og var ikke så negativt indstillet, som hun kunne være, da hun hævede blikket til ham igen. Nysgerrigt betragtede hun ham, mens der sneg sig en lille fold ind mellem de mørke bryn.

“Hvad mener du?” spurgt hun, oprigtigt forvirret. Børn var jo ikke et spørgsmål. Det var sådan, man gjorde det. Hvorfor ellers blive gift hvis ikke for at videreføre familienavnet?

[William Knight]

Han forsøgte at være moden. Tænke fremad. Hjertet bankede alligevel en smule hurtigere, og gjorde ham opmærksom på at der stadig var mange områder der gjorde ham nervøs. 

"Du er femten år gammel," sagde han. Han forsøgte at skubbe samtalenemnet væk, "Vi behøver ikke snakke om den slags nu..."