Lidt offentligt

[Vera M. Selwyn]

Lucas Selwyn

Selvom de havde været tilbage på skolen et stykke tid, havde Vera haft brug for at det gik lidt langsomt med at vise at de var blevet et par. Muligvis fordi, at det så forhåbentlig ville skabe mindre drama, selvom det var naivt at tro at det ville være en mulighed.
Nu var de dog ved at være der, hvor det måtte briste eller bære og Vera gik nu mod fællesstuen, som skabte dårlige minder i hendes hoved, fordi det var der han havde råbt af hende. Hendes hjerte bankede hårdt og hurtigt, da hun satte sig ned i en af sofaerne og ventede på at han ville komme. Det var underligt at hun var så nervøs. Hvad kunne der egentlig ske? Lucas ville jo beskytte hende, hvis nogen lavede ballade.

[Lucas Selwyn]

Lucas havde haft det ambivalent siden Nytåret hvor det hele var blevet vendt på hovedet. De kommende dage inden skolestart var blevet brugt på at forsøge at tale sin mor til fornuft. I sidste ende ville hun jo bare hvad der var bedst for sine børn og havde til sidst ingen indvendinger i hvordan hendes ældste søn ville bryde forlovelsen med Camille Zabini.

Til trods for forståelsen og samarbejdet følte han sig alligevel som den største idiot. Men han var fast besluttet på ikke at lade sig styrer mere. Han nærmede sig fællesstuen med bankene hjerte. Langsomt lod han sine hænder glide omkring hendes øjne og plantede et lille kys mod hendes kind. "Hey.." hviskede han let.

[Vera M. Selwyn]

Det havde længe været hendes ønske at være offentlig med Lucas, men nu hun sad her og han kom gående hen mod hende, bankede hendes hjerte nervøst. Det var ikke alle der kiggede på dem, men hun mærkede dog alligevel enkelte blikke hvile på hende. Specielt da han lænede sig ned mod hende og kyssede hendes kind.
"Hej." Sagde hun og smilede til ham. Normalt var hun ikke så akavet omkring ham, men det var når de var alene, nu følte hun sig helt selvbevidst omkring alt hvad hun gjorde.
"Har du haft en god dag?" Spurgte hun og så ham i øjnene. Det var et lamt spørgsmål, men hvad skulle hun ellers sige?

[Lucas Selwyn]

Selvom Lucas burde være fuldstændig fattet og lettet over at det snart ville komme frem at han var i et forhold med Vera, syntes han ikke helt at kunne få den glæde frem der var dem begge berettiget. Måske tænkte han stadig lidt for meget over konsekvenserne. Sandt nok var hans far ikke længere inde i billedet, men det havde som sådan ingen betydning for Hogwarts. På den ene side var han glad for at der kun var et halvt år tilbage af hans eget år, imens frustrationen over Veras halvandet år stadig hang som en tung skygge over hans tanker.

Han lod sig dumpe ned ved siden af hende, men trak ikke Vera indtil sig med det samme. Måske havde de det alligevel på samme måde? Han skævede til hende og et lille smil viste sig.

"Dem der siger at Syvende år er det letteste, lyver" bemærkede han en anelse sarkastisk og gled begge hænder gennem det mørke hår, der indtil nu havde siddet ganske nydeligt.

[Vera M. Selwyn]

Vera så ned på sine sko, som var et par slidte addidas som hun havde fået i sommers. Derefter så hun hen på Lucas' som var alt andet end slidte. Det var langsomt ved at gå op for hende, hvor forskellige de egentlig var og hun var usikker på om det eneste de i virkeligheden ville få problemer med, var fuldblodsfanatikerne.

"Det kan du godt bilde mig ind." Bemærkede hun og smilede en anelse. Derefter gled hendes blik op mod hans hår og hun rynkede øjenbrynene let.
"Det sidder værre nu end det gjorde før, selvom det også er en form for charme." Sagde hun og blottede tænderne i et bredt smil.

[Lucas Selwyn]

Lucas så ikke Vera anderledes, ikke mere. Inden de var begyndt deres seriøse forhold havde han nok kunne give hende et par kommentarer med på vejen eller rynke på næsen. Men alt var ændret da han havde fået en lang større forståelse for hende som person, og at skyklapperne syntes at være ikke-eksisterende.

Han drejede halvt hovedet og skævede til hende. "Jeg er måske ikke lige så lækker, som jeg plejer at være?" spurgte han i et grin.

[Vera M. Selwyn]

Bemærkningen kom bag på Vera og hun så lidt forbløffet ud et øjeblik. Derefter smilede hun blot og lod blikket glide overvejende ned ad ham. Det var sådan drengene af og til gloede på hende, så nu tænkte hun at hun ville prøve at se hvordan det var.
"Du kan gå an." Sagde hun og blottede tænderne i et skævt smil.
"Mine standarder er ikke så høje." Tilføjede hun i en drillende tone og mødte hans blik med et glimt i øjet.

[Lucas Selwyn]

Et bredt smil viste sig hos Lucas som blandede sig med et humoristisk fnys. Han rystede lidt på hovedet af hende og lænede sig tættere mod for at kunne prikke hende kærligt i siden. "Gå an, du har virkelig ikke høje tanker om mig" brummede han.

"Men det siger også meget om dig" fortsatte han og trak hende indtil sig i en halv omfavnelse. Hans vejrtrækning blev pludselig meget tung før han plantede sine læber mod hendes tinding. Det føltes helt igennem rigtigt, og hans syntes ikke at bekymre sig om andres blikke.

[Vera M. Selwyn]

Vera grinede afdæmpet over hans ord og strøg sit hår om bag skuldrene, mens hendes blik hvilede på ham.
"Det har jeg." Bemærkede hun og skulle til at tale videre, men stoppede da han trak hende ind i en omfavnelse. Hun rødmede en anelse og følelsen af at være tæt på ham, fik hende til at glemme al den nervøsitet hun havde bygget op over at blive officiel med ham. Derfor lagde hun hovedet på hans skulder og smilede for sig selv. Det var rart at kunne søge nærhed hos ham, det gjorde hende glad.
"Jeg elsker dig." Hviskede hun. Så længe hun havde Lucas, føltes det som om intet ondt ville kunne ramme hende.

[Lucas Selwyn]

Lucas holdte vejret og lukkede øjnene. Armen syntes at trække hende tættere på, som om han var bange for at nogen skulle tage hende fra ham. Han kyssede hende igen, denne gang på det mørke hår.

"Jeg elsker dig." kom det lavt fra ham. Han så tænksom ud og klarede efter et øjeblik halsen. "Min mor vil gerne inviterer dig i påsken." Han vidste ikke hvordan han selv havde det med den lille ferie der ville snige sig ind, men han vidste at han ville høre for det, hvis han forsøgte at lade som om han havde glemt det, eller lyve ville hun vide det alligevel.

[Vera M. Selwyn]

Vera ville aldrig lade nogen tage hende fra ham. Ikke hvis hun havde noget at skulle have sagt. Følelsen hans ord gav hende var varm og kriblende, men det stoppede brat da han forsatte med at tale. Nu følte hun sig helt nervøs.
"Din mor? Påsken?" Sagde hun overrasket.
"Men jeg. En helt uge? Hun kommer jo til at hade mig." Sagde hun og så uroligt på Lucas.

[Lucas Selwyn]

At emnet syntes at dreje et andet sted havde ikke været hans hensigt til at starte med, men nu syntes det endnu mere vigtigt at få fastlagt. Desuden skulle Vera have mulighed for at takke nej, hvis tilbuddet blev alt for meget.

"Hun er ikke helt så slem." bemærkede han og forsøgte at sende hende et smil. "Hun vil bare gerne vide hvem det er jeg bryder en forlovelse for, og som gør mig glad" hviskede han.

[Vera M. Selwyn]

Af og til glemte Vera hvad det ville sige at være en del af en fuldblodsfamilie. Hvordan forældrene var mere interesserede i deres børn, end hun oplevede at hendes egne var. Det ville hun blive nødt til at vænne sig til, for lige nu føltes moderens interesse som en fremmed, underlig ting.

"Åh jamen, måske kan jeg godt komme på besøg." Hviskede hun og bed ned i sin underlæbe. Som om hun overhovedet kunne sige nej til Lucas. Det var jo umuligt, specielt når han hviskede ind i hendes øre på den måde. "Hvor er det nu du bor henne?" Spurgte hun og rødmede, lettere flov over hun ikke kunne huske det.

[Lucas Selwyn]

Lucas gjorde et grundigt forsøg på at sætte sig ind i hvordan det var at have Veras baggrund. Hvor forskellige det gjorde dem. Men på samme tid var han også ganske sikker på at det var hvad der gjorde dem til de mennesker de nu engang var endt ud med at være. Desuden var han med sikkerhed ikke lige så interesseret hende havde hun været som nogen af de andre fuldblodspiger. Hun havde et drive, et særligt twist som han var fuldkommen betaget af.

"Vi bor lidt udenfor midtbyen i London." Selvom han ikke selv mente det var noget særligt, var der nok en ret stor forskel på deres barndomshjem. "Der er masser af store huse, og ikke langt til skoven" De ville nok få behov for at trække sig lidt, og frisk luft syntes ofte være ideelt når han selv var hjemme.

[Vera M. Selwyn]

Det var en smule beroligende for hende at Lucas beskrev sit hjem som et 'hus'. På den måde var hun sikker på, at han ikke boede et sted som Imrah. Alligevel ville hun sikkert blive overvældet af det og hun håbede at hun ikke ville blive alt for nervøs.
"Det lyder dejligt." Sagde hun og smilede. "Det er måske også meget godt, at du aldrig besøgte mig." Bemærkede hun og bed ned i sin underlæbe. Der var vel ingen grund til at vise ham hvordan hun var vokset op nu. Det skammede hun sig for meget over.