Anelser, sovende

[Renata P. Earnshaw]

Madlede, træthed og en spænden i brysterne var alt sammen tegn, Renata havde valgt at ignorere, men da drømmene begyndte, kunne hun ikke længere lade være at reagere og hun vidste allerede, hvad helbrederen ville sige, før hun fik ren faktisk besked. Det krævede selvfølgelig lidt overtalelse, før hun følte sig sikker på, at nyheden ikke ville nå hendes mand, før hun havde en mulighed for selv at bearbejde det.

Renata havde egentlig haft en idé om at vente på hospitalet eller som minimum svinge forbi afdelingen, hvor Noah arbejdede, men efter beskeden om, at hun var gravid, var hun vandret direkte ned til pejsene i en nærmest trancelignende tilstand. Hun var først stoppet, da hun var dumpet ned på sofaen derhjemme. Granatchok. Det var nok den bedste beskrivelse.

Hvor længe hun blev siddende sådan var hun ikke helt sikker på og først, da hun igen måtte ud og se dybt i kummen, bevægede hun sig. Hun skyllede munden grundigt, børstede tænder og kunne så alligevel ikke lade være at betragte sig selv i spejlet, men uden at kunne se nogen tydelig forskel.

Derfor stod hun kun i undertøj inde i soveværelset og studerede sig selv i helkropsspejlet, der hang på væggen, da hun hørte hoveddøren gå. Hurtigt trak hun kjolen til sig til lyden af fodtrin i stuen.

"Olá," kaldte hun og trak den over sig igen.

Cornelius Cameron , Noah Earnshaw

[Cornelius Cameron]

Cornelius havde haft en temmelig hektisk dag på arbejdet. Alle i AMER var blevet afhørt for mere end en uge siden for at afklare deres involvering i en temmelig speget sag, som han først efterfølgende var blevet involveret i og det fyldte en del i hans tanker, som han trådte ind af døren i lejligheden, der nu også var hans hjem. Kvistlejligheden var ikke helt tømt endnu og teknisk set var der stadig en seng deroppe, men han havde ikke sovet i den siden den skæbnesvangre dag i sofaen.

"Hola," hilste han fraværende, som han lukkede døren efter sig og trak kappen af. Han stod et øjeblik og så ud i luften, før han huskede hvordan man knælede ned og bandt sine snørebånd op.

[Renata P. Earnshaw]

Kjolen blev lukket grundigt og håret rettet, så hun ikke længere så så panisk ud. Men øjnene afslørede hende og da Renata gik ind i stuen, ilede hun hen til den lille krog, hvor hun havde skrivebord og skrivemaskine. Hun ville egentlig lade som om hun lavede noget, men hendes hoved var komplet tomt for ord. Ud over selvfølgelig: jeg er gravid, så hun skubbede hurtigt skrivemaskinen fra sig og trak i stedet bundtet af de udenlandske aviser, hun abonnerede på, til sig.

Opmærksomheden var tilsyneladende en artikel på fransk, da Cornelius kom ind i stuen og hun hævede meget bevidst ikke blikket, selvom hun ikke rigtigt læste ordene. “Lang dag?” spurgte hun i stedet og til sit held fandt hun, at hendes stemme ikke rystede.

[Cornelius Cameron]

Cornelius var selv ret distraheret af sin dag og lagde ikke mærke til at Renata virkede fraværende eller anderledes, da han kom ind i hjemmesko og så hende sidde ved skrivebordet. Han gik over mod hende og plantede som det mest naturlige et lille kys i hendes tinding.

"Vanvittig dag," svarede han ærligt. "Har du været hjemme længe?"

[Renata P. Earnshaw]

Renata slap en tilfreds lyd over kysset og følte sig derfor også tvunget til at hæve blikket. Hun smilede svagt til ham og så et splitsekund perpleks over spørgsmålet, der fik hende til at indse, at hun slet ikke anede, hvor længe hun havde været hjemme. Et kig på uret senere, fandt hun ham med blikket igen.

“Ikke længe,” svarede hun vagt og løftede den ene skulder. “Du ser træt ud, kære.”

[Cornelius Cameron]

Cornelius rettede sig op og strejfede Renatas arm i et let kærtegn, før han smilede svagt over hendes konstatering. "Den sag jeg ikke må fortælle om er ved at udfolde sig og det er massivt," svarede han alvorligt.

"Jeg tænkte jeg ville lave den gode pastaret med laks og fløde i aften. Jeg har brug for at tænke på noget helt andet."

[Renata P. Earnshaw]

Over de sidste par dage havde Renata været ved at revne af nysgerrighed hver gang Cornelius havde nævnt sagen, men nu fortrak hun knap en mine. “Mh. Det lyder hårdt,” svarede hun distræt og rettede blikket tilbage mod avisen. Hun havde sådan behov for at tale med nogen om det, men det måtte vente.

“Lækkert.” Uden at bemærke det foldede armen sig over maven og tomlen strøg den en enkelt gang, før hun tog sig i det og hurtigt lagde den i skødet i stedet. “Noah ender med at blive helt rund med den gode mad, du laver til os.”

[Cornelius Cameron]

Cornelius var selv distraheret og sansede derfor heller ikke helt, at Renata var det samme. Han kyssede hende bare på panden og trak sig lidt væk. "Jeg har planer om, at fede jer begge op, så I aldrig forlader mig," spøgte han.

"Du kommer bare ud i køkkenet, hvis du vil have selskab, ikke?"

[Noah Earnshaw]

Pejsen flammede op, før helbredens genkendeligt rene skosnuder kom i syne. Lejligheden duftede af mad, så snart han trådte ind i stuen, efter omhyggeligt at have taget skoene af uden at tilsmudse tæppet.

" 'Aften," lød det forkortet fra ham, mens han børstede soden af kappen. Håret var en smule uglet, efter gentagende gange at have kørt en hånd gennem det da han håndterede en konsultation med en temmelig omfattende patient, "Merlin, der dufter godt."

[Renata P. Earnshaw]

Renata slap en munter lyd og var lettet over, at Cornelius ikke kendt hende godt nok til at gennemskue det. Endnu. “Mh,” svarede hun distræt, før han forsvandt ud i køkkenet. Hun havde ingen intention om at gå derud og risikere at virke mistænksom, så hun fortsatte bare med at læse.

“Cornelius laver...” Det gik op for hende, at hun ikke havde lyttet. Ikke rigtigt i hvert fald. “Mad.” Åbenlyst. Hverken Noah eller Renata var meget værd i et køkken. Hun foldede avisen sammen og mærkede pludseligt nerverne.

“Hård dag?”

[Cornelius Cameron]

Cornelius hørte lyden af stemmer fra stuen, da han var godt inde i tilberedningen af det ret ukomplicerede, men til gengæld lækre måltid. Han nynnede lidt for sig selv, som han krydsede køkkenet og stak hovedet ud til de to andre.

"Heej, Noah. Renata mener at jeg prøver at fede dig op. Hvad mener du om det?"

[Noah Earnshaw]

Et blødt smil foldede sig om hans læber, før helbrederen trak dovent på de brede skuldre. Dagen havde ikke været mere overvældende end mange andre, men som altid kom han hjem både træt og med en rumlende mave.

"Ikke så slem endda," kommenterede han derfor blot, før han trådte hen, kyssede sin kone over håret, og dumpede ned i nærmeste lænestol. Netop da bemærkede han Cornelius kære ansigt. Noahs smil blev skævere, "Så længe I stadig vil have mig med lidt ekstra sul på kroppen, så er jeg tilfreds." Han var trods alt temmelig madglad.

[Renata P. Earnshaw]

Renata fulgte Noah med blikket, netop som Cornelius stak hovedet ind og delte hendes opmærksomhed. Med et lille smil betragtede hun mændenes ordudveksling uden et behov for at kommentere på den. Der var noget trygt og hjemligt over måden, de omgik hinanden på.

Hånden lagde sig igen over maven, tomlen strygende op og ned over kjolens glatte stof, mens et billede af deres fremtid begyndte at danne sig. De tre og en lille. Det var det, de alle ønskede, men ikke vidste, hvordan dog skulle gå. Tomlen standsede og hun blev atter nærværende i blikket.

“Hvornår kan vi spise?” spurgte hun og håbede, at hun ikke afbrød noget, nu hun mentalt var stemplet ud nogle sekunder.

[Cornelius Cameron]

Cornelius smilede varmt. "Det er bare mere at elske," konstaterede han kærligt, før blikket gled til Renata uden at varmen forsvandt.

"Lige om lidt. Det hele står og bobler, så hvis en af jer dækker bordet imens?"

[Noah Earnshaw]

Nok havde Noah lige sat sig mageligt i stolen, men han var hurtigt til at lave en 'jeg gør det' fakt til Renata, før han kom på benene. Hustruen havde syntes mere træt end normalt på det sidste, men foruden at anbefale diverse vitaminer og forklaret de første ugers kvalme-besvær som en mulig influensa, var det måske tydeligt at helbrederen ikke begik sig meget i graviditets diagnoser på arbejdspladsen. Radaren var vist et helt andet sted. 

Tryllestaven blev fundet frem og bordet blev dækket uden det store besvær. Motivationen blev vist altid forbedret af en rumlende sult.