Flakkende øjne og brede smil [S]

[Cedric Llywelyn]

Det var efterhånden et stykke tid siden at Cedric havde haft en reel samtale med Bethany P. Green . Han havde ikke bevist undgået hende, tværtimod virkede det som om at det var hende der havde forsøgt ikke at integrerer med ham. Hvilket var nyt for ham, da han plejede at være nødt til at sende damerne væk. - Nu hvor han rent faktisk ønskede en kvindes opmærksomhed, var det blevet besværligt.

At det var Quentin Green 's lillesøster syntes ikke at være et lige så stort problem for ham, som det var for hende. Men han kunne end ikke være ærlig overfor sin bedste ven omkring det. Cedric følte ikke at der var noget at fortælle, og selv hvis han forsøgte på det ville Quentin uden tvivl kalde ham frem som en pervers stodder. Det havde han ikke ligefrem lyst til at blive kaldt.

Han havde netop været ude og handle, da han kom i tanke om at han ventede et vigtigt brev. På vej ned af trappen stødte han ind i den mørkhårede heks. "Beth" kom det en anelse ståkantet fra ham. Han løftede hånden og klørede sig i nakken der allerede syntes varm.

[Bethany P. Green]

Bethany var temmelig udmattet og nedslået, da hun kom hjem fra Føniksteatret. Måske hun bare burde indse, at der ikke var nogen gylden løsning. Noget, der kun blev tydeligere, da hun pludselig stod ansigt til ansigt med Cedric.

"Oh," gispede hun overrasket og blinkede et par gange. "Cedric. Um, hej." Blikket flakkede og hun strøg selvbevidst sine pludseligt svedige håndflader over folderne på den røde kjole.

[Cedric Llywelyn]

Ret hurtigt gled de lyse blå blik hen over Behtanys valg af kjole. Noget han aldrig syntes at have set hende i. Ikke at det var forfærdeligt. Den klædte hende ganske godt, men han foretrak hende uden noget eller den normale stil hun kørte.

"Hej.." kom det næsten sukkende fra ham i det han klarede halsen for ikke at lyde alt for sørgmodig. "Du ser godt ud. Har du været ude?"

[Bethany P. Green]

Bethany følte sig rimelig meget uden for sin komfortzone i forvejen, som hun havde klemt sig ned i en latterlig rød kjole for en blind date og havde ikke brug for at stå ansigt til ansigt med den forbudte mand, der fik hendes hjerte til at gallopere af sted.

"Ja. Forfærdelig aften dog," svarede hun i et forsøg på humor, men hun lød stakåndet og nervøs.

[Cedric Llywelyn]

Cedric følte sig umådelig dum, som han stod der, halvejs ned af trappen. Han burde bare gå videre og lade Bethany stå der mutters alene og fortvivlet. Men det kunne han ikke få sig selv til. Han bekymrede sig om hende til trods for deres mangel på kommunikation de sidste uger.

Desuden var Quentin ikke hjemme, og mente faktisk at han var væk resten af aftenen og natten. Hvilket ikke var ulig fuglereden når han slog sig løs i Londons natteliv og gik fra arm til arm.

Hun havde haft en forfærdelig aften. Cedric kunne ikke lade være med at fryde sig over det. Men man kunne kun lige ane smilet der viste sig på hans læber. "Det lyder som om det er noget der skal fortælles over et glas vin. ELler to"

[Bethany P. Green]

Bethany fugtede læberne og mødte Cedrics blik, selvom det fik hendes mave til at trække sig ind mod midten med et koldt sug. Hun havde så inderligt lyst til bare at kysse ham igen, være nær ham og aldrig trække sig fri igen, at hun vidste, hun burde sige nej.

Men et lille smil tegnede sig alligevel på hendes læber og hun nikkede en enkelt gang. "Jo, tak. Hos os eller dig?"

[Cedric Llywelyn]

De var ikke sikre nogen steder. Quentin havde nøgler til begge lejligheder og Cedric følte ikke for at smide en besværgelse over sin hoveddør. End ikke for Bethany.

"Jeg ved at Quinny ikke er at se før engang i morgen, og kender jeg ham ret, snøvler han sig først hjem hen på eftermiddagen" bemærkede Cedric med et roligt glimt i de lyse øjne.

"Så vi kan med god ro og orden nyde vinen hos dig, og slippe for at han skal drikke med" humoren mellem de to venner var ikke altid at spore, men Cedric holdte af sin løsslupne ven. Men lige i aften ønskede han ham hen hvor pepperet gror så han kunne få en aften alene i selskab med Bethany.

"Men du kan bare gå op, jeg skal lige i postkassen før jeg glemmer det.." Han holdte en pause og trak vejret dybt ind.

"Så kan du også nå og hoppe ud af kjolen"

[Bethany P. Green]

Bethany slap en halvflad, men dog underholdt lyd af den temmelig rammende observation om Quentin. "Ja, øhm, jo, ja," væltede det ud af hende. Hoppe ud af kjolen. Selv hvis Cedric ikke havde ment noget med det, bankede hendes hjerte lidt hårdere igen. Så hun tog flugten op ad trapperne.

I lejligheden tog hun et par dybe indåndinger og smed koldt vand i hovedet for at klare tankerne lidt op, før hun hoppede ud af kjolen. Hun stod stadig i sit undertøj og gloede uinspireret på sit rodede klædeskab, da hun hørte døren gå.

"Jeg er ude om to," kaldte hun.

[Cedric Llywelyn]

Cedrics blik lå stadig imod de få konvolutter han havde i hånden. Det ene brev blev gemt af vejen i baglommen imens han flåede det andet op. Quentin og ham havde gang i noget stort, og deres lille intime redaktion havde brug for flere folk. Derfor havde de været nødsaget til at skrive til et par gamle kammerater der ligeledes minglede sig med journalistisk eller noget i den duer. En af dem var vist blevet gartner, men det forhindrede ham ikke i at sende tekster ud.

Han kløede sig i det rødlige skæg og smed brevet på bordet. Quentin ville nok gerne læse der når han havde fået sit syn tilbage efter den hovedpine han ville komme hjem med.

Lyden af Bethanys ord fangede ham med det samme. Men i stedet for at lade hende komme ud til ham, stak han hovedet frem i dørens åbning og betragtede hendes letpåklædte krop.

"Du behøver ikke tage mere på" bemærkede han og lænede sig op af dørkarmen med armene foldet hen over brystet.

[Bethany P. Green]

Måske var Bethany pligtopfyldende og prøvede altid at gøre det rigtige i forhold til dem, hun holdt af (og alle andre, egentlig), men da hun vendte sig om til lyden af Cedrics stemme og så ham stå i døråbningen, huskede hun knapt hvorfor hun skulle holde sin afstand.

Hun snappede efter vejret. "Cedric," indvendte hun i en blid protest, men sagde ikke mere. Han vidste jo også godt, at det var forkert. Det havde hun forklaret ham.

[Cedric Llywelyn]

Cedric blev stående, selvom alle impulser i ham ville have at han skulle mindske afstanden imellem dem. Han funderede ikke meget over hendes lille udbrud, og syntes mest af alt at det var ganske charmerende. Hun havde endnu ikke kastet en bøjle efter ham, og havde derfor overbevist sig selv om at han var sikker, for nu.

Han kunne ikke lade være med at lade sit blik vandre ned over hendes krop, som hun stod der, kun iført sit undertøj. "Du har sandelig ikke travlt med at dække dig til" kom det roligt fra ham. Han rettede sig op og trådte ind i værelset.

[Bethany P. Green]

Bethany nød hans dvælende blik lidt for meget og endte med at kaste en bluse efter ham, der ramte en del for højt og bare røg ud gennem døråbningen og efter lyden at dømme landede lidt bag Cedric.

"Du er så upassende," mumlede hun, men kunne ikke lade være at smile, selvom hun ubevidst trådte et skridt tilbage. Det var farligt at have ham så tæt på. Hun greb ud efter et stykke stof og fandt en hvid t-shirt, som hun hurtigt trak over hovedet.

[Cedric Llywelyn]

Cedric så efter blusen. Han vidste godt at hun havde forsøgt på at ramme ham. Han priste sig bare lykkelig for at det ikke havde været noget mere robust hun havde kastet med. Han tvivlede ikke på at hun havde det i sig.

"Men du kan stadigvæk lide mig, ikk?" Hovedet blev lagt en smule på sneg, og kneb let øjnene sammen da hun i en hurtig bevægelse fik dækket kroppen af en t-shirt.

Han ville først ærgre sig hvis hun smed ham ud.

[Bethany P. Green]

Hun fnøs. "Nej, du er dum," mumlede hun, selvom hendes indre var blødt og varmt for ham. Det var for tåbeligt og hun prøvede virkelig at lade være at tænke på, hvordan hans læber havde kælet for hendes. Hvordan hans fingre havde udforsket hendes lår, men mindet kørte i uendeligt loop.

"Det er kun klamme typer, der lurer på kvinder, mens de skifter."

[Cedric Llywelyn]

"Jeg lurede ikke. Jeg betragtede dig" bemærkede Cedric. Der var i nogens øjne ikke nogen forskel, men for ham var der. Mænd der lurede på kvinder generelt var klamme. Cedric betragtede ikke alle kvinder han mødte. Faktisk var Bethany en af dem han havde brugt mest tid sammen med, selvom han måtte tage alle midler i brug for ikke at omfavne hende der hvor hun stod.