Uforanderlighed

[William Knight]

Gillian C. Fudge

Det store vindue sendte det sidste dagslys ind gennem det rene glas. Efterhånden gik solen så tidligt ned, at de færreste elever nåede at nyde solskinstimerne uden for deres respektive klasselokaler. Liam havde selv spenderet en stor del af dagen på biblioteket med sin F.U.T forberedelse. Galleonen havde ligget ved siden af hans bog, og havde ofte trukket de brune øjne mod sig, i en forventning om at den snart skulle oplyses. Det var ikke sket.

"Gillian." Han bemærkede brunetten vandre gennem korridoren ved det store vindue. De havde mødtes her før - og efterhånden var det måske blevet et af de steder han vidste at han kunne forvente at møde hende. "Har du tid til at tale med mig?"

[Gillian C. Fudge]

U.G.L’erne var lige om hjørnet, eller sådan føltes det i hvert fald med under et halvt år tilbage, og selvom Gillian havde alvorligt behov for at læse, havde hun undgået biblioteket de sidste par dage. Hun var stadig skuffet over Liam og havde undgået ham for ikke at lide under fristelsen til alligevel at tage kontakt, og hun var på vej hen mod trapperne, tilsyneladende intetanende om hans nærvær, indtil han formede hendes navn.

Maven slog knuder på sig selv, men hun trådte alligevel hen til ham. Det var nok et held, at han ikke kunne se hendes hjerte hamre af sted i brystet og hun knugede bogen i sin hånd ind mod sig, da hun standsede foran ham.

“Ja?”

[William Knight]

Løvens ene hånd fandt nakken. Der var noget beroligende i at distrahere de rastløse fingerspidser, ved at klø en smule over den sarte hud under håret. Han forsøgte at finde ord. Alle ord, der ikke var en direkte undskyldning.

"Jeg ville gerne snakke med dig om... Sidst." sagde han roligt, mens øjnene gled mellem hendes i en søgen efter respons. "Om hvad du sagde om Patsy Murray ."

[Gillian C. Fudge]

Bøgerne fungerede effektivt som et skjold mellem dem, der tillod Gillian at udstråle både ro og balance, hun ikke besad, mens hun betragtede sin forlovede. Blikket flakkede dog let, da han nævnte sin venindes navn.

"Du har min opmærksomhed," svarede hun så neutralt som muligt.

[William Knight]

Måske havde Liam forventet at Gillian ville komme ham i forekøbet. At det var hende der ville undskylde for at have talt ned om hans ældste ven på slottet. Der var intet. Absolut intet. Gillian så blot afventende op mod ham.

"Ved du hvad du bedte mig om?" spurgte han, "Hvis ikke jeg kan tale med en af mine nærmeste venner om hvad der sker i mit liv - overflødiggøre det så ikke hele ideen med det venskab? Det er ikke retfærdigt, Gillian."

[Gillian C. Fudge]

Gillian så op på Liam, der ikke blot havde ladet hende gå, men nu også stod og skældte hende ud for at have haft en holdning anderledes foran hans. Hun knugede bogen lidt tættere ind til sig. “Bad,” rettede hun ham derfor, fordi grammatik var det eneste, hun kunne overskue at starte ud med.

“Du kan sagtens tale med dine venner om, hvad der sker i dit liv, men jeg vil ikke have, at du nævner mig eller de ting, der involverer mig og mine. Var jeres venskab måske overflødigt igennem de sidste par måneder?”

[William Knight]

Han havde håbet på noget andet. En form for forsoning, men han kunne ikke undgå at tænke at han havde ladet Gillian udfolde sig selv mere gennem de seneste måneder, mens hun havde indskrænket ham. Han var bange for hvor det ville ende.

"Det var ikke ligefrem behageligt at afholde hende fra sandheden," Han rystede på hovedet. Stemmen blev ikke hævet, men han lød oprigtigt frustreret. "Du er en stor del af mit liv. Jeg elsker dig... men jeg ville ønske at du kunne stole på min dømmekraft."

[Gillian C. Fudge]

Liams frustration var tydelig, men uanset hvor meget Gillian havde lyst til at være blød og imødekommende og altid passe sig efter hans behov, kunne hun ikke ignorere den insisterende rumsteren i maven ved tanken om hans veninde. Hun tog et lille skridt frem mod ham, men standsede sig selv i at etablere fysisk kontakt. I stedet klemte hun bogen tæt ind mod brystet.

“Jeg stoler på dig, men jeg stoler ikke på hende,” svarede hun. “Det har intet med dig at gøre. Gennem mange års venskab forventer jeg ikke, at du kan være objektiv, når det kommer til hende, men det kan jeg. Tror du ikke, jeg har hørt om hende og Duncan Brown? Alt, jeg har hørt om hende har været forbundet med drama og skandaler.”

Gillian rystede på hovedet og fortsatte. “Jeg kan ikke have den slags forbundet med det her. Ikke, hvis vi...” Hendes stemme døde ud og hun slog blikket ned til sine fødder. Ikke at det dvælede der længe, før hun igen fandt hans øjne. Denne gang med en utilsløret sårbarhed i blikket.

“Jeg tager ikke tilbage dertil.” Lyden af pigernes gråd og den stramtandede kvindes strenge blik slog kulde i hendes bryst, som minderne fra pigehjemmet igen vendte tilbage til hende.

[William Knight]

Det var sandt at Patsy Murray havde været involveret i meget hun ikke burde, grundet sin dysfunktionelle forhold til en fyr. Liam kunne dog næppe forstå hvordan noget den gamle veninde havde gjort, nogensinde kunne komme i nærheden med at måle sig med noget han selv havde. Der var meget Gillian vidste om hans brogede fortid. 

Smerten stak ham dog alligevel i brystet. Han kunne forstå Gillians nervøsitet, men samtidig kunne han ikke indfinde sig med det hun sagde. Hvis Patsy ikke kunne forbindes med ham... Snart var der ikke mere tilbage af hans gamle jeg.

Løven forsøgte ikke at virke for påvirket af situationen. Temperamentet bed og sled dog i ham bag facaden. Sårbarheden lyste dog snart ud af Gillians øjne og distraherede ham en smule. "Du ender ikke der." bemærkede han med en hovedrysten, "Men du straffer mig for en hypotetisk fremtid..."

[Gillian C. Fudge]

Gillian følte sig ikke lyttet til, som han bare fejede hendes frygt af vejen og lagde fokus på sin egen lidelse i stedet for at passe på hende, som han havde lovet. Så hun trådte et halvt skridt tilbage med gråden siddende i halsen, fordi deres kærlighed kun havde været en illusion og hun i virkeligheden var mutters alene i verden. Og altid ville være det.

“Sig til hende, hvad du vil, William,” svarede hun såret. Hvis det var sådan, det skulle være, måtte hun jo bare sørge for, at der ikke var noget at fortælle, selvom tanken om at skulle fortsætte med at undgå ham gjorde hende kold indeni.

[William Knight]

Han vidste ikke hvordan man navigerede en situation som denne her. Utrygheden var tætpakket i de mørke øjne, som flakkede nervøst mellem hendes i en søgen efter de svar hun ledte efter. Hun bad ham om at ofre noget, men forlovelsen var stadig frisk. Der var mange ting han skulle tage stilling til - meget han måtte lære fra bunden.

William. Det var som et skub i brystet. Et lille desperat skub. "Gillian, lad være..." Bad han. "Undskyld..."

[Gillian C. Fudge]

Gillian rystede på hovedet af hans undskyldning i en rædselsfuld blanding af, at hun gerne ville høre den, men samtidig heller ikke overhovedet ville høre på noget, han havde at sige. Hun blinkede voldsomt med de blanke øjne og fik reddet situationen, før den udviklede sig til tårer.

“Nej,” skar hun ham af. “Du er jo ligeglad med min mening, så jeg skal nok lade være at belemre dig med det. Gør, hvad du vil. Det er din ret.” Det var sådan det var at være hunkøn. Måske det bare var tid til at affinde sig med det.

[William Knight]

Forvirringen blev kun mere omfattende. Han havde undskyldt uden helt at vide hvorfor - nu oplevede han at det ikke behjalp noget som helst omkring situationen.  Øjenbrynene bøjede sig en smule.

"Min ret..." Gentog han, oprigtigt frustreret over hvor mange gange hans tanker drejede rundt om sig selv i en søgen efter hvor problemet begyndte og endte. Han var ikke opvokset med den samme kønsrolle fordeling i hjemmet som Gillian.

"Hvad snakker du om, Gillian? Din mening betyder noget for mig. Jeg håbede bare vi kunne være mere diplomatiske omkring det her."

[Gillian C. Fudge]

For hvert ord, der blev delt mellem dem, følte Gillian sig endnu mindre forstået og hun blev overvældet af en trang til at gemme sit ansigt i hænderne og græde. Eller bare gå op og lægge sig, indtil aftensmaden. Men der var kun et halv år til U.G.L’erne og hun måtte få læst, før hun kunne slappe af.

“Hvad er det diplomatisk i at sige, jeg straffer dig og påvirker dit venskab negativt, men du er helt ligeglad med, hvordan hun påvirker mig,” pointerede hun og snøftede. “Bare lad være.” Hun vendte ryggen til ham igen og gik mod opholdsstuen, selvom hun lige var kommet derfra.

[William Knight]

Liam var ikke ligeglad. Langt fra. Han havde forsøgt at forklare hvordan han kunne være fornuftig omkring hvad han fortalte hvem. Det var ikke nok. I hans øjne, var Gillian ligeså udiplomatisk ved at vende ham ryggen. Alligevel var han så vant til at være den der skulle nære dårlig samvittighed, at det var den selvsamme følelse der indtog ham nu. Det var rædsomt.

"Gillian. Stop nu." Han lød ikke vred, men nærmere fortabt. Fødderne løftede sig endelig en smule fra gulvet, før han fulgte hende en smule, før han stoppede op. "Hvad skal jeg gøre?" Ingen havde lært ham det her.