Blødende hjerte

[Cornelius Cameron]

Cornelius var lige kommet hjem fra nytår hos sine forældre, da han faldt over et brev fra Noah Earnshaw. Han bryggede sig fornuftigt en kop te, før han satte sig ned med brevet og gav sig til at læse.

Da først han var igennem det, følte han sig blød som en kammusling uden skal og han mærkede sit hjerte hamre lidt. Han sad alene med sine tanker og drak sin te færdig, før han til sidst rejste sig op og gik en etage ned. Hans knoer dumpede let imod døren og han håbede, at både Noah og Renata P. Earnshaw var hjemme.

2. januar, 2026

[Renata P. Earnshaw]

Normal var Renata både sprudlende og energisk, men nytåret havde været en lidt flad oplevelse for hende, og hun var stadig udmattet i dagene derpå. Med dagens avis halvt gledet ned på gulvet lå hun og sov i sofaen. Noah Earnshaw havde heldigvis sørget for at lægge et tæppe over hende, som hun trak op under hagen, da det bankede på.

“Skat?” kaldte hun søvndrukkent uden at kunne overskue at åbne øjnene.

[Noah Earnshaw]

Brevet var skubbet ind over døren for længst. Det havde virket forkert at banke på deroppe, hvis Cornelius havde truffet sit valg. Noah var måske ikke afklaret med situationen, men han håbede at det ville gøre en smule mindre ondt, for hver dag der gik. Selvom han hverken havde været fuld eller festlig til nytåret, føltes det som om trætheden havde boret sig helt ind i knoglerne. Derfor stod han og bryggede kaffe, da det bankede på døren.

"Jeg åbner," kaldte han tilbage, før han vandrede hen mod hoveddøren. En klat af den varme kaffe landede på den nøgne storetå, så snart døren åbnedes. "Cornelius... Hvad... Hej." 

[Cornelius Cameron]

Cornelius prøvede at smile svagt, men hans udtryk var dybt alvorligt, som han så på barfodede Noah i døråbningen og smeltede et lille stykke mere indeni.

"Jeg er først lige kommet hjem," sagde han hæst, selvom han i realiteten ikke kunne være sikker på hvornår Noah havde skrevet brevet. "Må jeg komme ind?"

[Noah Earnshaw]

Hjertet var nærmest som gået i stå. Det lykkedes dog helbrederen at nikke en smule - faktisk var det nok det eneste han var i stand til at udtrykke eftersom tungen syntes at være limet fast til ganen. Dernæst trådte han en smule til side, så Cornelius kunne træde ind.

"Renata..." Stemmen lød en smule kvækkende, som havde han en tudse i halsen. Noah lukkede døren bag Cornelius, med en lidt rystende hånd. "Cornelius er her."

[Renata P. Earnshaw]

Renata orkede ikke andet end at vifte accepterende med hånden, mens Noah skøjtede ud i gangen. Hun følte sig allerede kvalm og utilpas, før hun hørte ham kalde, men tonefaldet fik det til at knuge yderligere sammen om maven på hende. Langsomt skubbede hun sig op at sidde, men stivnede ved svaret.

Følende sig sårbar og underligt blottet, samlede hun tæppet op omkring sig og foldede det tæt om skuldrene uden at svare.

[Cornelius Cameron]

Cornelius kunne godt mærke begravelsesstemningen. Han var selv skyld i den. Han var udvandret, fordi han ikke kunne klare presset. Som han trådte ind i stuen og så på Renata, knugede hans mellemgulv sig sammen og han måtte snappe efter vejret. Han stoppede der, begravede hænderne dybt nede i sine bløde feriedagsbuksers lommer og så fra den ene til den anden af de smukke mennesker, som han elskede så højt.

"Jeg sagde lige til Noah, at jeg først lige har læst hans brev," bemærkede han dæmpet, imens hans mave tumlede rundt. "Mener I det stadig? Begge to?" Blikket flakkede mellem dem. Han gik ud fra, at Renata kendte til brevet.

[Noah Earnshaw]

Øjnene fulgte den nuttede krøltops skikkelse, før han fulgte ham ind i stuen. Kaffekoppen var knuget en smule i hænderne, selvom varmen gjorde det en smule ulideligt. Noahs fokus var dog et helt andet sted. Han var forvirret. Fortumlet. Som havde han spektral transfereret sig for første gang igen. 

Han gik hen mod sofaen og stoppede op tæt på der hvor Renata sad. Øjnene betragtede afvendtende advokaten. Han nikkede en smule mekanisk ved spørgsmålet. Han havde fortalt Renata om brevet, men havde ikke gengivet det ord for ord. Derfor understregede han, "Følelser som dem forsvinder ikke bare..."

[Renata P. Earnshaw]

Det var sjældent, Renata lukkede nogen så tæt ind, at de fik lov at se hende sådan. Selv med Noah var der gået år, før han havde set hende med uglet hår og uden bh, men nu sad hun sammenfiltret indefra og ud med tæppet som eneste værn, som hun så op på mændene.

Hun følte sig tør i halsen og endte bare med at nikke, før Noah tog ordet. Brynene rynkedes og hun slog blikket ned.

[Cornelius Cameron]

Cornelius så fra den ene til den anden og hans mellemgulv tumlede med tusind sommerfugle. Han slog selv blikket ned et øjeblik, klarede halsen lidt og kradsede sig på siden af halsen.

"Undskyld," startede han dæmpet ud. "Jeg skulle ikke være gået, men jeg kunne ikke holde ud, at jeg skulle holde jer fra at få et barn." Han tog en hørlig indånding og så op igen, blikket flakkende imellem dem. "Hvis der findes en vej for os alle tre sammen, hvor vi kan blive en sand enhed og jorden ikke hele tiden slår revner under vores kærlighed, så er der intet jeg hellere vil end at være jeres begge tos. Jeg lover, at jeg stopper med at stikke halen mellem benene, hvis I vil tage mig tilbage."

[Noah Earnshaw]

Varmen fyldte hans bryst ved Cornelius' ord. I et øjeblik følte han sig svimmel, og havde mest lyst til at tage plads i sofaens puder, ved siden af Renata. Langsomt sænkede han hagen og kastede et blik mod sin kone. Hun havde ikke været på toppen i dag, eller den seneste tid. Et knust hjerte kunne vel presse kroppen.

Han trådte dernæst over mod Cornelius igen. En hånd blev hævet, for blidt af tage fat i en af de mørke krøller. Noah sank, men øjnene syntes langsomt at fyldes med et inderligt håb. "Vi hører sammen. Os alle tre." Han vendte blikket mod Renata igen, "Skat...?"

[Renata P. Earnshaw]

En sand enhed. Renata ville virkelig gerne tro, at det var en mulighed for dem og med de løfter, der lå i luften, var det let at lade sig lulle ind i en verden, hvor det måske kunne lade sig gøre. Hun fugtede læberne og tog en dyb indånding, før hun så op til lyden af Noahs blide kalden.

“Det skal være for alvor denne gang, Cornelius,” svarede hun alvorligt og mødte hans blik. “Jeg hverken kan eller vil det her igen.” Desuden frygtede hun, hvad der ville være tilbage af ægteskabet, hvis han forlod dem. De var ikke bare en tosomhed længere.

[Cornelius Cameron]

Cornelius så på Noah, som en hånd rakte op og pillede ved en af hans mørke krøller. Han havde selv lyst til at række frem og røre ved sin første kærlighed, men Renatas stemme rev ham tilbage til virkeligheden. Han så over på hende med øjne, der sved og blev blanke.

"Det var altid for alvor for mig, Renata," svarede han. "Det var for alvor at jeg sagde jeg ønskede børn sammen med jer og det var for alvor at jeg sagde at jeg elskede jer. Det var for alvor, da du kaldte det en synd og sagde at et barn ikke skulle bringes ind i det. Hvornår synes du nogensinde jeg har taget let på det?"

[Noah Earnshaw]

Det var alvor. Han havde ikke ønsket at risikere ægteskabet eller stabiliteten, havde han ikke troet på at det kunne lade sig gøre. Blikket vandrede mellem de to, før han sænkede sin hånd fra Cornelius' krøller. Han måtte ikke være overilet, selvom hjertet både blødte og bankede hurtigere end normalt. En følelse der kun blev intensiveret ved Cornelius' bemærkninger.

"Det har været hårdt for os alle sammen," sagde han endelig, med en rolig klang i stemmen, selvom han kæmpede for at beherske sig. "Det vigtige er at vi snakker sammen som en enhed fra nu af. Bare fordi det kan være svært, må vi forsøge af holde sammen."

[Renata P. Earnshaw]

Cornelius’ ord var som et slag i ansigtet og Renata følte sig om muligt mere sårbar end før. Hun strammede grebet om tæppet og stirrede på ham med øjne, der var blevet blanke. På en eller anden måde havde han vendt det til hendes skyld, at han havde forladt dem.

Noahs stemme lød langt væk og hun så ned igen, blinkende tårerne væk med et skarpt snøft, mens hendes indre vred sig. Brat rejste hun sig og forlod stuen i halvløb. Badeværelsesdøren smækkede højlydt efter hende, men dæmpede ikke lyden af morgenmaden, der kom op igen.