Løse ender

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde ikke kunne slippe tanken om, at hun blev nødt til at snakke med Imrah, men hver gang hun havde prøvet, havde der været mange mennesker eller for kort tid til enten træning eller undervisning. Skridtende ned ad trapperne fra at have mødtes med Ronan ved ørnenes tårn, fik hun øje på ham og satte farten op.

"Imrah?" kaldte hun, da hun nåede op på siden af ham. "Hey."

Imrah Avery

[Imrah Avery]

Imrah havde ikke trang til at snakke med hverken Kala eller Ronan Thomas. Det var lidt en tåge, hvad der var sket i ferien og det var fint for ham, hvis det forblev sådan.

Da Kala sagde hans navn, havde han derfor mest lyst til at bede hende pille af, men han smilede lidt anstrengt og stoppede i stedet op. "Hvad så?"

[Kala Patil-Fawley]

Det havde været svært nok at lege venner i forvejen og Kala bankede sig mentalt i hovedet over, at hun havde været så dum. Hun stak hænderne i lommen.

"Jeg ville bare høre dig... Det i ferien... Uhm. Kan vi ikke bare glemme, det skete?" padlede hun lidt rundt i det og fangede først der rigtigt hans blik.

[Imrah Avery]

Imrah hævede begge bryn. "Uhm. Hvad for noget?" Han huskede noget med et kosteskab og helt klart noget med at ryge sig høj. Fjernt huskede han også at hun havde kysset ham og at han var taget hjem.

"Altså hvilken del?"

[Kala Patil-Fawley]

Situationen blev ikke lettere af Imrahs hukommelsestab og hun så temmelig klemt ud, som hun stod der foran ham og skrabede lidt i gulvet med foden.

“Den åndssvage leg og... Udenfor. Jeg var fuld og, ja...” Hun trak luft ind og fejede en tot bag øret. “Jeg vil bare ikke have, at det begynder at sprede sig og bliver misforstået og sådan.”

[Imrah Avery]

Imrah hævede begge bryn. Det var kysset hun ikke ville have ud. Han huskede godt kysset og noget om et rimelig akavet efterspil.

"Er det fordi du er bange for, at jeg fortæller Ron, at du har snavet mig eller hvad?"

[Kala Patil-Fawley]

Der blev slet ikke pakket noget ind fra Imrahs side og selvom Kala et øjeblik så overrasket ud over det, valgte hun at pakke hele sit forsøg på ikke at støde nogen væk. Det virkede alligevel ikke for hende.

“Ja,” svarede hun, selvom det gav hende en sur smag i munden og fik hende til at føle sig som det tarveligste menneske igen. “Jeg vil bare gerne...” Videre. Fuck, hvor ville hun give alt i verden for, at dramaet bare kunne være slut nu.

[Imrah Avery]

Imrah himlede med øjnene. "Kala, jeg har ikke tænkt mig at fortælle Ronan at du stak din tunge i munden på mig. Held og lykke til jer begge to, ærlig talt."

Han rystede lidt på hovedet. "Var det bare det du ville?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala slog blikket ned og følte sig igen fuldkommen håbløs. Så klarede hun halsen og tvang blikket op igen. Hun ville have takket, men det virkede malplaceret.

“Nej da. Jeg ville også sige undskyld. Jeg håber ikke, det har givet problemer med Augusta.” Ikke at hun havde vildt meget lyst til at vide svaret.

[Imrah Avery]

Imrah hævede begge bryn og kløede sig lidt i nakken. "Uhm," brummede han. "Nej, det ville være synd at sige."

Han trak på skuldrene. "Såeh...?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde aldrig ønsket sig at kunne forsvinde på stedet så meget som lige der og selv en dyb indånding hjalp ikke helt på det. Hænderne begravede sig dybere i lommerne.

"Såeh, ja... Uhm, undskyld for det hele. Igen. Jeg skal nok..." Ordene blev hængende i luften, og hun hævede i stedet den ene hånd og pegede bag sig.

[Imrah Avery]

Imrah kunne godt se at hele det her med at være venner blev besværliggjort af hvor åndssvage de begge to var og da Kala pegede bag sig, kørte han en enkelt hånd gennem håret.

"Bare... Giv mig lidt rum," endte han med at sige. "Det skal nok gå."

[Kala Patil-Fawley]

Mentalt var Kala allerede på vej videre, men blev stoppet af Imrahs udtryk, der afslørede at han var på vej til at sige noget. Ordene fik det til at trække lidt opad i den ene mundvige og hun nikkede. I det mindste var alle håb ikke ude for det tog.

"Selvfølgelig. Og... Tak for det." Hun fejede en tyk lok bag øret, før hun begravede hænderne i lommen igen. "Vi ses." Og med de ord forlod hun ham, denne gang med en bare lidt bedre fornemmelse i maven.

afsluttet