Helt uden forsvar

[Gillian C. Fudge]

Femte år stod ikke på meget andet end læsning, U.G.L'er, vejledertjanser og mere læsning. Alligevel var Gillian for første gang distraheret fra studierne af en løve fra syvende årgang. Efter dagens timer var hun derfor ikke søgt direkte til biblioteket, men trippede i stedet ned på første sal.

Hun stod allerede ude foran lokalet til Forsvar Mod Mørkets Kræfter, da døren gik op og en del syvendeårselever strømmede ud, deriblandt storebroren. Men hun ventede troligt, til hendes forlovede trådte ud på gangen til hende.

"Liam," kaldte hun blidt og uden at ville tiltrække sig for meget opmærksomhed.

William Knight

[William Knight]

Det var nok den første gang i lang tid at Liam forlod et klasselokale uden at grue for opgaven der var blevet præsenteret i timen, og som skulle færdiggøres til den henliggende uge. Det var alligevel ikke ligefrem det der optog hans tanker, da døren åbnedes og han stuvede ud med de andre elever. For dér stod Gillian og ventede.

Han sendte hende et smil, før han roligt maste sig forbi de andre elever og satte kursen mod hende. Hjertet bankede allerede en smule hårdere. Heldigvis, var det dog ikke længere forbudt at nærme sig den yngre ørn.

"Hey," hilste han med en varm tone i stemmen.

[Gillian C. Fudge]

Kinderne havde allerede taget et let rosa skær, da Liam trådte hen til hende, men Gillian havde ventet længe på dagen, hvor de ikke længere ville behøve at snige sig rundt på gangene. “Hej,” gengældte hun derfor hans hilsen med samme varme tone uden at lægge skjul på, hvordan han gjorde hende blød i knæene. Hun tøvede lidt, men trådte så op på tæer og strejfede hans læber i et blidt kys.

“Har du lyst til at... lave noget?” Det havde været forbudt så længe, hvor deres tid sammen skulle hemmeligholdes eller begrænses. Først nu indså hun, at det havde efterladt hende på komplet bar bund i forhold til, hvordan man normalt tilbragte tid sammen med en kæreste.

[William Knight]

Den bløde fornemmelse af hendes læber mod hans, fik nakkehårene til at rejse sig på den bedst tænkelige måde. De stod på gangen - ikke trukket ind i skyggerne. En behagelig, velkommen og temmelig fremmet følelse.

Lave noget. Han smilede en smule over den forsøgende formulering. Reginald Fudge havde, ved 'forhøret', illustreret hvordan han krævede at Liam og Gillian skulle holde sig fra hinanden den første tid efter de startede på Hogwarts igen. Fomaningen hvilede i baghovedet, men selvfølgelig forsøgte løven at finde smuthuller.

"Noget der ikke involvere biblioteket eller depotrum, for en gangs skyld?" Han grinede en smule og nikkede dernæst i godkendelse.

[Senga Darrow]

[Gillian C. Fudge]

Gillian nikkede med et lille smil. “Det lyder godt,” svarede hun og trådte igen et skridt tilbage, før hun lod sig friste af hans nærhed og fortryllende duft. Allerede nu følte hun sine tanker kludre sammen og hjertet banke hårdere i brystet.

“Vi kan gå op i fællestuen?” De havde aldrig haft megen tid, men nu var de forlovede og det gik op for hende, at hun ikke vidste særlig meget om den ældre løve. Der havde altid været for mange udfordringer, for meget drama, men nu var der endelig tid til at tale. Eller bare tilbringe tid sammen.

[William Knight]

Fællesstuen var et godt forslag. Ikke nok med at de kunne tilbringe en stund sammen - Liam skulle heller ikke være nervøs for at få for megen privat frihed sammen med Gillian. Han havde lovet meget. Det var opretholdelsen det handlede om nu.

"God ide. Kom." Han sendte hende et smil, og trak lidt op i skulderremmen på den tunge skoletaske. Engang havde den hovedsageligt været fyldt med kedsommelige skriblerier. Nu var det bøger der skrabede op mod foret.

Han fulgte hende gennem korridoren. Hver gang han skævede mod hende, var der et varmt udtryk i de brune øjne. "Du ser glad ud..." bemærkede han. I øjeblikke havde han overvejet om forlovelsen bebyrdede Gillian eller frigjorde hende.

[Gillian C. Fudge]

Gillian rettede ligeså på sin taske og fejede en mørk krølle bag øret, før hun satte mod fællesstuen med Liam. Hvert skridt føltes fremmed og forbudt. Det var ikke sådan længere, mindede hun sig om, men det ville nok tage noget tid, før hun rent faktisk stoppede med at frygte knaldet fra en husalfs transferens.

Blå øjne blev rettet mod brune med forundring, før den smeltede væk under hans varme blik. Et smil blomstrede frem. “Jeg ér glad,” svarede hun og selvom hun havde været glad for, rørte det ikke denne følelse. Glæde havde altid været på trods af hendes ensomhed. Men hun følte sig ikke så alene med Liam.

“Er du ikke?”

[William Knight]

Gillian gik på femte årgang. Dengang Liam gjorde, havde han selv stavret rundt med en ikke-hemmeligholdt kæreste på gangene. En kæreste han dog aldrig havde haft følelser for. Gillian var alt det han ikke havde forstået dengang. Sårbarhed og svækkelse havde aldrig været attraktivt for ham. Brunetten med de blå øjne fik hjertet til at banke hurtigere i brystkassen på både godt og ondt. Lige nu, mærkede han dog intet til sidstnævnte.

"Selvfølgelig er jeg det," bemærkede han, før han tillod sig at gribe hendes hånd i sin. Han var stolt over endelig at kunne gå med hende sådan her. Åbent. Ærligt. Selvom det kunne være spændingsfuldt at liste rundt, var dette fortrækkeligt.

Snart ledte han hende ind i fællesstuen. Med vilje navigerede han hende en smule hen mod det område hvor de, for første gang på Hogwarts, havde haft en reel samtale, "Det virker som så lang tid siden nu. Synes du ikke?"

[Gillian C. Fudge]

Sommerfugle trak igen vingerne langs hendes inderside. Eller sådan føltes det i hvert fald, da Liam greb hendes hånd. Så mange år havde Gillian følt sig svag og uselvstændig, men med løven ved sin side, var ryggen rank. Hun flettede fingrene ind mellem hans og prøvede forgæves ikke at se fuldkommen forgabt ud, da hun så op på ham igen.

Blikket gled mellem Liam og hjørnet, før det gik op for hende. “Du sad der,” udbrød hun og kinderne syntes at tage et subtilt rosa skær. For det virkede som lang tid siden. Og han havde husket det. Hun klemte hans hånd tættere og nikkede.

“Der er sket så meget siden da.”

[William Knight]

Mundvigen trak sig kendetegnende opad. Lænestolen havde måske set bedre dage, men armlænenes kanter var slidte på den bedst tænkelige måde. Som med så meget andet på Hogwarts, var der en historie i møblet. En gammel historie.

"Du syntes at jeg var absolut useriøs," kommenterede han, uden den mindste smule bebrejdelse i stemmen. Det var måske stadig sandheden. De mørke øjne vendte sig mod Gillians lyse, før han dumpede ned i sofaen ved siden af lænestolen. Kunne han gribe muligheden for at sidde tæt på det, var det hvad han ønskede.

[Gillian C. Fudge]

"Ja, på det punkt er der ikke så meget, der har forandret sig," bemærkede hun i et tonefald, der ikke nødvendigvis indikerede en joke, medmindre man kendte ørnen. Hun satte sig ned ved siden af ham denne gang og da hånden fandt hans, var det med en nyfunden naturlighed.

"Er I begyndt at forberede jer på F.U.T'erne?"

[William Knight]

Sandt nok. Der var nok ikke foretaget mange ændringer omkring den del af hans personlighed, men Liam var nu ganske sikker på at hans villighed til at lade endnu en forlovelse smækkes omkring sig var en af de mere seriøse beslutninger han havde truffet længe. Impulsivt måske - men temmelig seriøst i dets ompakning.

Fingrende flettede sig varmt mellem hendes. Han følte en instinktiv lyst til at skæve rundt i rummet for at se hvem der bemærkede dem. Efter han, endnu en gang, huskede sig på at de ikke brød nogle regler, forblev blikket dog mod Gillian.

"Mon ikke. Det er en temmelig drastisk måde at komme tilbage efter juleferien på," grinede han. Der var et snert af eksamens-præget nervøsitet i de brune øjne. Han forsøgte dog at distrahere tankerne. "Jeg har heldigvis også andre ting at tænke på." Han smilede sigende til hende.

[Gillian C. Fudge]

I starten havde det føltes forbudt at røre ved Liam og det gjorde det på sin vis stadig, men noget var forandret. Deres sammenflettede fingre gav hende en inderlig tryghed og hun strøg tomlen en enkelt gang over hans med et smil, der måske ikke var stort, men oprigtigt og inderligt.

"Jeg skal gøre mit bedste for både at være distraktion og motivation i samme pakke," kommenterede hun. "Jeg har for resten noget at tale med dig om." Hun satte sig bedre til rette og så alvorsfuldt på ham.

"Patsy Murray."

[William Knight]

Tandrækken blev blottet i et ungdommeligt og klædeligt smil. Motivation og distraktion. Liam nød bestemt ideen, men nåede ikke at dvæle meget ved sagen, før Gillians øjne blev en smule mere alvorlige. Panden rynkede sig instinktivt. Selv før brunetten altså havde fået et ord over de perfekte-formede læber.

"Hvad er der med hende?" Han huskede hvordan han havde understreget han og Patsys venskabelige forhold til Gillian før - så det kunne nødigt være det. Patsy havde dog også nævnt at hun var rendt ind i Gillian til Yuleballet.