Mit livs kærlighed

[Zachery Winterbottom]

Zachery havde været fuldstændig mentalt kollapset i fjorten dage, men han havde samlet sig selv en lille smule sammen, da der landede en ugle fra Quirinus L. Fawcett. Han ville komme for at hente sine ting. Tanken gjorde ham tom indeni, men det betød, at han blev nødt til at forsøge at gøre noget ved hjemmet. Trods en deadline og selvom han normalt var ekstremt pertentlig, sejlede lejligheden stadig en hel del, da han kom hjem fra arbejde tidligt denne mandag.

Han gav sig lidt håbløst til at se sig rundt for at gøre noget, men endte i stedet med at gå ud i køkkenet for at lave en kop te. Det var her han var, da der lød en lyd fra pejsen i stuen. Hans mave gjorde ondt, da slæbende skridt førte ham imod Quir. Stemmen var hæs, som han stoppede i døren.

"Hej..."

[Quirinus L. Fawcett]

Det havde været den absolut værste start på et år nogensinde, og Quirinus havde tilbragt over en uge med primært at ligge i skrædderstilling i sengen på sit barndomsværelse. Alle som en var brødrene kommet forbi for at se til ham, men de havde ikke været behjælpelige med akavede, lidt for hårde klap på armen og tydelig medlidenhed i blikket.

Han var et komplet nervevrag, da han trådte ud i stuen, han havde delt med Zachery siden deres syvende år. Følelsen af hjem og duften af deres liv der påvirkede ham stadig, selvom det var underligt at være tilbage.

"Hej," svarede han tamt uden rigtigt at kunne møde sin ekskærestes (?) blik.

[Zachery Winterbottom]

Zachery rømmede sig. Hans stemme føltes dog stadig som om den kom fra en anden, da han talte.

"Jeg prøvede at rydde op, men jeg kan ikke huske hvad der er dit og hvad vi har købt sammen."

Han lød næsten som en mand, der havde kontrol over sig selv, men han lignede et lig.

[Quirinus L. Fawcett]

Quirinus havde selvfølgelig håbet, at det hele ville være lidt mere klar, når han ankom og det knugede hårdt om brystet, at alt lignede sig selv på den måde. Han prøvede at gøre sig hård, men søvnløshed havde kun gjort ham mere grådlabil.

"Så pakker jeg først," konstaterede han og stak hænderne dybt i lommerne. Hans mund føltes tør, men han havde ikke lyst til at bede om noget.

[Zachery Winterbottom]

Zacherys skuldre faldt helt og ethvert håb om at han ville få nogen livlinje i det han måtte sige forsvandt. Han kunne dog ikke lade være. Samtalen med Lily, beruset af rødvin og helt ulykkelig, havde alligevel sat sig.

Han blev stående i døråbningen med den ene hånd på dørkarmen og så på Quirinus, som så træt ud. Træt og ulykkelig - som ham selv.

"Kan vi snakke lidt inden du pakker?"

[Quirinus L. Fawcett]

Lysten til at tale med Zachery og behovet for hverken at tale til eller se på ham kæmpede en kamp i hans indre, men Quirinus endte med at nikke. Uroen kriblede i hans krop, men han skridtede alligevel hen til sofaen og satte sig.

Munden gled op, men det gik hurtigt op for ham, at han ikke havde meget at sige. Så han lukkede den i stedet igen og betragtede sine hænder, som han lagde over sine ben.

[Zachery Winterbottom]

Zachery lod te være te og stavrede hen og satte sig i den anden ende af sofaen. Der var afstand mellem dem, men meget mindre end der havde været siden han ytrede de skæbnesvangre ord.

Han snøftede ind en enkelt gang og trak benene op til sig med fronten vendt imod Quirinus og et hastigt bankende hjerte.

"Jeg er så ked af det, Quir," startede han lavmælt ud. "Og jeg kan godt... Jeg skal nok acceptere, hvis det er slut for dig og du aldrig ville kunne se forbi det, men jeg elsker dig... Så højt. Hvis du på nogen måde kan forestille dig at tilgive mig, også selvom det tager et halvt år, så vil jeg gøre alt for dig. Alt."

[Quirinus L. Fawcett]

Quirinus var hyperbevidst om, at Zachery sad inden for en meters afstand af ham igen, men det fik ham kun til at rykke sig lidt længere ind mod armlænet. Det var et sølle forsøg på at holde facaderne oppe, der allerede nu begyndte at smuldre under en malplaceret kærlighedserklæring.

"Du tog et valg for os begge to, der ændrede alt," svarede han og vred hænderne mellem hinanden. Han havde lyst til at se op på sit livs kærlighed, men vedblev bare at stirre ned på sine hænder. Han vidste godt, at hvis først han fangede hans blik, ville det hele være tabt, og han ville falde ham om halsen og aldrig kunne vriste sig fri igen.

"Det kommer ikke bare til at forsvinde på et halvt år."

[Zachery Winterbottom]

Zachery sagde, at han ville acceptere det, fordi han ville blive nødt til det. Han havde ikke lyst til at acceptere noget som helst, der ikke på en eller anden måde inkluderede en fremtid med Quirinus. Så meget var han blevet sikker på over de sidste to uger. Han holdt sig dog fra at røre ved den smukke mand i den anden ende af sofaen. Konsekvenserne var for uforudsigelige.

"Ja," svarede han i stedet lidt hæst. "Der er ingen undskyldninger for mit bedrag," svarede han lavmælt. "Men vores forhold var ikke perfekt før det, Quir. Vi havde problemer og jeg er villig til at gøre alt for at løse dem sammen med dig. Jeg trådte forkert. Jeg hader mig selv for det, men du er mit livs kærlighed. Der er kun dig."

[Quirinus L. Fawcett]

Vreden rørte på sig inde bagved, men han fór ikke op eller gjorde andet drastisk. Kun hans blik flyttede sig, fandt i stedet Zachery.

"Jeg tror ikke på dig," mumlede han hæst. "Alle forhold har problemer. Hvis du skal ud og finde en anden hver gang, vi støder ind i det..." Stemmen døde ud og han endte med at ryste på hovedet.

[Zachery Winterbottom]

Da Quir endelig så ham i øjnene, klemte Zachs mave sig fuldstændig sammen og han følte sig helt tør i munden. Øjnene sved, men han græd ikke.

"Det er ikke retfærdigt sagt," protesterede han, selvom heller ikke han hævede stemmen. "Jeg prøvede at tale med dig om det, men du synes alting var godt og ingenting skulle forandres."

[Quirinus L. Fawcett]

Det gav et koldt sug gennem ham og maven trak sig ind mod midten i et smertefuldt jag ved Zacherys ord. Han mente nu, at han havde fået retten til at være uretfærdigt det sekund, Zach havde været sammen med en anden.

"Så det er min skyld?" spurgte Quirinus såret og rejste sig op uden at vente på svar. "Jeg tror, jeg skal have pakket nu."

[Zachery Winterbottom]

"Nej, Quir," protesterede Zach, som rejste sig op lige efter ham, men igen stoppede sig selv fra fysisk at række ud efter ham, selvom han brændte efter at gøre det.

"Det var ikke det jeg sagde. Det jeg gjorde..." Han sank en tæt klump. "Jeg prøvede kun at forklare, ikke at give dig skylden."

Hans mave slog knuder. "Jeg er så ked af at jeg har gjort det her ved dig. Ved os. Jeg håber du en dag kan tilgive mig."

[Quirinus L. Fawcett]

Quirinus vendte sig for første gang helt mod Zach, selvom det fik hans indre til at vride sig. Håndfladerne var kolde og klamme, men han vidste ikke, hvad han skulle stille op med dem.

"Jeg elskede dig, Zachery," pointerede han såret. "Alt, jeg nogensinde har gjort, er at elske dig. Og du... For hvad?"

[Zachery Winterbottom]

Zachery hørte datidsformen og hvis han havde haft en flig af håb tilbage, så blev den kvast i det øjeblik, stampet på og trådt under fode. Hans øjne sved og blev blanke og han måtte se væk for ikke at græde, men blinke dem væk.

"Fordi vi var gået i stå," røg det endelig ud, nu hvor det kunne være ligegyldigt at holde tilbage. Nu hvor han var sikker på, at det var slut imellem dem og hans hjerte føltes om det blev flået itu. Der løb alligevel en tåre fra hans ene øje. "Fordi jeg havde brug for at blive udfordret bare én gang. Fordi jeg havde fucking lyst. Er det det du har brug for at jeg siger?"