Aftagende måne

[Siobhan Munro]

Reginald Fudge

Der var gået en uge. Det føltes som en evighed. Til sidst havde de ladet hende ligge ned, men hendes krop havde aldrig fuldt ud fået roen til at hvile sig ovenpå det overgreb, som forvandlingen var. Randerne under hendes øjne var næsten sorte, som hun bevægede sig ud i mørket. Endelig fri igen. Men mere alene end nogensinde. Hun havde endnu engang mistet en flok. Det eneste der var tilbage, ventede i Tusmørkegyden og det var i den retning tunge fødder bragte hende. Hun kunne ikke transferere. Ikke i den tilstand.

Det var intet chok at se, at hendes værelse var blevet ransaget i den tid, hun havde været væk. Hun registrerede det kun frakoblet, som hun smed alt det tøj, som de havde givet hende i ministeriet. Vandhanen hostede faretruende, da hun fyldte det simple, lille badekar og vandet var for længst blevet koldt, da hun endelig rejste sig op igen. Fri for skovens spor, men ikke desto mindre stadig mærket. Hun stirrede på sin blege skikkelse i det ene, krakelerede spejl hun ejede. Tatoveringerne stod ud mod den ligblege hud og åndsfraværende lod hun fingrene følge det lange ar, der snoede sig over den ene hofte. Tandmærket.

En skælven gik gennem hende og hun vendte sig brat væk fra spejlet. Med rystende hænder iklædte hun sig en tyk, mørk sweater og et par bløde bukser, før hun slet og ret krøb sammen under den ynkelige undskyldning for en dyne. Men hun sov ikke. I stedet stirrede hun blot ud i mørket og så sin ånde klart i den iskolde luft. Hun kunne tænde op, men udmattelsen havde grebet hende og da der efter nogen tid lød fodtrin på trappen udenfor, svævede hun et sted mellem bevidsthed og søvn.

[Reginald Fudge]

Reginald havde kun mere eller mindre tilfældigt hørt, at hun var sluppet fri. Han havde aldrig opsøgt hende på hendes adresse, men det var her hun var registreret til og da først han havde sedlen med husnummeret, var det som om der gik en djævel i ham. Han transfererede sig væk fra gyden over ministeriet med en skærende lyd og gik snart efter med lange skridt gennem den dystreste del af det magiske London.

Trappen knagede under ham, som han begav sig op imod den lille biks. Det lød hult, da han kort efter bankede på døren med tre knoer.

[Siobhan Munro]

Siobhan blev revet ud af sin svævende tilstand med et sæt, da der lød en banken på døren. Instinktivt fløj hånden ud efter tryllestaven og hun trak den til sig i samme bevægelse, som hun kom op at sidde i sengen. De eneste, der kunne finde på at komme der var Sarah Bennett eller Keera Kavanagh , men ingen af dem kunne vide, at hun var der. Hjertet hamrede og med ét var alle instinkterne vågne.

Nøgne fødder gled ud på gulvet og smøg sig ned mod de ru, askefarvede træbrædder. Lydløst bevægede hun sig over gulvet og stoppede godt halvanden meter fra døren. Hun gik ikke over og åbnede og stolede ikke på sin hæse stemme til at kalde efter hvem det var. I stedet slog hun et sving med tryllestaven, som fik døren til at gå op.

Tryllestaven forblev hævet, som blikket faldt på den pressefoldede skikkelse i skyggerne, som hun kun svagt huskede at have set. I ministeriet. Hjertet hamrede i brystet på hende og en svagt knurrende lyd, der ikke helt lød menneskelig, kom fra hende.

"Hvad vil du?"

[Reginald Fudge]

Reginald forventede fjendtlighed. Han vidste hun ikke kunne huske ham, selvom det gnavede i ham at se hende sådan. Hun havde løjet for ham, han havde ret til at være vred, men det var der ikke plads til nu. Nu var der kun plads til, at minde hende om hvad de havde haft sammen.

"Vi skal tale sammen, Miss Munro," konstaterede han, før han hævede begge sin hænder uden en tryllestav. "Jeg er her for at fortælle dig noget - ikke for at gøre dig fortræd."

[Siobhan Munro]

Siobhan sænkede ikke sin tryllestav, selvom hun ikke ligefrem udgjorde nogen faretruende skikkelse, som hun stod der. Barfodet, svømmende i en alt for stor rullekravesweater og skælvende som et espeløv. Hun havde ikke kun taget gode minder med sig fra ministeriet og nu var det fulgt efter hende hjem.

"I har holdt mig i en uge. Hvorfor nu?" forlangte hun, men med en stemme, der var mere hæs end noget andet. Øjenbrynene trak sig uforstående sammen, men en dyb følelse af uro havde samlet sig som en knude i hendes mellemgulv.

[Reginald Fudge]

Reginald så sig over skulderen. Han skulle helst ikke findes her, men han tvang sig ikke indenfor. I stedet tog han en dyb indånding.

"Det er personligt, Siobhan. Jeg kommer ikke på ministeriets vegne."

[Siobhan Munro]

Det gav et sæt i hende, da han sagde hendes navn. Hun anede ikke hvem han var, men her stod han og lod som om at han kendte hende. Hun vidste ikke, hvad han ville med hende, men ingen gode muligheder dukkede op. Det var en varulvejæger, der havde myrdet hendes sidste alfa...

Hånden med tryllestaven skælvede faretruende, men hun strammede grebet. Stemmen var knapt hørlig, men ikke med hendes gode vilje.

“Hvorfor skulle jeg stole på dig?”

[Reginald Fudge]

Reginalds blik gled fra hendes rystende hånd, til hendes nøgne fødder, før han så ind i de dybe, karamelfarvede øjne igen.

"Fordi du har brug for at vide hvorfor jeg ved, at der er en hjerteformet skønhedsplet på din højre skulder," svarede han afdæmpet.

[Siobhan Munro]

Svaret kom tydeligt som et chok. Øjnene spærrede sig op og armen med tryllestaven faldt et stykke, selvom hun ikke vidste at det skete. “Hvordan...” lød det, men hun færdiggjorde ikke sætningen.

Blikket flakkede over ham, uforstående. En svag stemme i hendes hoved mindede hende om, at hun havde været nøgen, da de bragte hende til ministeriet, men der var noget ved hans ansigtsudtryk...

Armen faldt helt, selvom hun beholdt tryllestaven i sin hånd. Hjertet hamrede, men bare en snert af fjendtligheden krakelerede. Hendes hoved dunkede lidt, som om hendes hjerne forsøgte at få hende til at huske noget, der for længst var glemt.

“Kom ind,” sagde hun til sidst.

[Reginald Fudge]

Reginald svarede ikke. Ikke før døren var lukket bag dem og han kunne se sig rundt i den dunkle, lillebitte, usle lejlighed hun boede i. Han rynkede panden dybt.

"Siobhan," mumlede han med en ømhed de færreste hørte til. "Har du et sted vi kan sidde?"

[Siobhan Munro]

Siobhan betragtede ham, som han lukkede døren. Der var endnu en dyb rynke mellem hendes bryn og et uforstående udtryk på hendes ansigt. Samtidig strammede knuden i hendes mave sig lidt over den uforklarlige ømhed i hans stemme.

“Du kan sidde på stolen der,” svarede hun hæst, tilbageholdende og nikkede mod stolen ved det lille bord, som stod umiddelbart ved siden af sengen. Varsomt og uden at tage blikket fra ham, satte hun sig selv på kanten af sengen. Skælvende af kulde, men årvågen.

[Reginald Fudge]

Reginald tog en dyb indånding, før han sank ned på den vakkelvorne, slidte stol med en ryg så ret som om han havde et kosteskaft fra nakken til røven.

"Jeg har slettet alle dine minder om mig," konstaterede han ligefremt. "Du gav mig selv lov, men det kan du selvfølgelig heller ikke huske. Du stolede nok på mig til at lade mig gøre det. Måske smigrer jeg mig selv overdrevet ved at sige, at du havde følelser for mig. Jeg har dem for dig."

[Siobhan Munro]

Siobhan fulgte hans bevægelser nøje med blikket. Hun kunne have gættet på mange ting, han ville sige, men intet af det ville være i nærheden af de ord, der forlod ham nu. Vantroen var klar på hendes ansigt. Det var absurd... Helt og aldeles umuligt at forestille sig. Men umuligt at tro på? Hun var stille i flere sekunder, hvor hun forsøgte at lade det hele synke ind. Og samtidig forsøgte at forestille sig en verden, hvor hun selv havde følelser for den pressefoldede, stive skikkelse, der sad overfor hende nu. For første gang så hun for alvor på ham.

Han var en nydelig mand. Ingen tvivl om det. Men som de sad der, var det også klart for hende, at de var fra to, vidtforskellige verdner. Hvis han talte sandt... Hvordan var det så sket? Øjenbrynene trak sig sammen og hun ledte længe efter ord, der ikke bare indeholdt et fnys og en konstatering af at han måtte være vanvittig. Siobhan klarede halsen.

"Hvorfor gjorde du det?"

[Reginald Fudge]

Reginald havde forberedt sig mentalt på at sidde overfor hende uden at hun kunne huske ham. Han måtte gøre sig hård, men det var nemmere sagt end gjort og det var et held, at han havde årevis af træning i at lægge låg på sine følelser. Han klarede halsen, men forblev rank og rakte blot ind i sin kappes inderlomme for at fremdrage en lille flaske med en hvid substans, halvt væske og halvt gas.

"De har givet dig veritaserum, ja? Udsat dig for legilimens. Vi kunne ikke risikere, at de fandt mig i dit hoved, men dine minder er lige her i denne flaske. Desværre kan du ikke få dem igen, men jeg kan vise dig dem, hvis du tør stole på mig igen."

[Siobhan Munro]

Siobhans blik faldt til den lille flaske med en ubestemmelig, hvid substans. Øjenbryn trak sig sammen og hun stirrede på den i flere sekunder, mens hun forsøgte at forstå, hvad det var han fortalte hende. Det dunkede smertefuldt ved hendes tinding og til sidst rejste hun sig. Uden endnu at have sagt noget.

Resolut gik hun over til et lille, temmelig skævt skab og hev en flaske ud med et gylden indhold. Hun skænkede whiskyen op i et glas, drænede det i en enkelt, brændende mundfuld og fyldte så glasset en gang til. Et øjeblik endnu stod hun med ryggen til, tog en indånding og gik så først da på usikre ben tilbage mod ministeriemanden. Det føltes som om at det tog en evighed at forcere afstanden. Da hun talte, var det hæst.

"Hvad er dit navn?"