Vådt græs og udsigt til katastrofe

[Cailean Morgaine]

Den 9. januar

Dagen efter link

En varm vinterkappe i løvgrønne farver omfavnede en femtenårig gryffindor elev, som stod og kiggede ud over det våde græs. Det havde sneet i nat men her til morgen var vejret blevet lunere, og derfor var det lille lag hurtigt smeltet. I venstre hånd havde han en snor, og for enden af snoren var et lille væsen med blanke øjne og sort pels i færd med at undersøge hele det område, snoren tillod den.

Caileans tær var allerede kolde fordi han ikke havde taget sine vinterstøvler på, da de blev lukket med nogle blanke spænder, som han ikke ønskede at det lille væsen skule få fingrene i. Væsnet var en niffler, og Cailean skulle passe den i en uge i forbindelse med en opgave i magiske dyrs pasning og pleje. Desværre var det ikke en individuel udfordring, og Cailean var blevet sat sammen med Fiona Buchanan - et samarbejde der allerede havde skabt problemer få minutter efter første lektions afslutning i går.

Men det var alligevel på en eller anden måde lykkedes dem, at aftale et mødested for morgenens gåtur. En aftale Cailean bestemt ikke havde glædet sig til.

[Fiona Buchanan]

Fiona havde skoleuniformen på og sit grønne og lysegrå tørklæde rullet tæt om halsen, så det dækkede det meste af hendes underansigt og holdt hende godt varm. Hun kom vadende gennem græsset mod Cailean med dyb, dyb modvilje. Han havde været slet og ret modbydelig dagen før og hun havde slet ikke lyst til at skulle mødes med ham igen eller til at overtage plejen af det lille, sorte, bæst, der tumlede rundt i græsset.

"Morgaine," hilste hun alligevel spidst, som hun stoppede ved dem og niffleren så opmærksomt op på hende. "Har du fodret den godt?"

[Cailean Morgaine]

"Buchanan," hilste han ligeså køligt igen da hun dukkede op. Niffleren virkede en hel del mere interesseret i hende end Cailean, men om det var fordi hun stadig havde øreringe i, eller om den bare var begejstret over én mere til selskabet kunne Cailean ikke finde ud af. Han kunne ikke se hendes ører for vinterindpakningen.

"Ja, selvfølgelig har jeg fodret hende." Han himlede med øjnene, "hvad tror du jeg er?"

[Fiona Buchanan]

Fiona hævede begge bryn under sin grønne hue. "Tro mig," svarede hun syrligt. "Du har ikke lyst til at høre hvad jeg mener du er."

Hun rakte hånden frem efter selen han havde niffleren i. "Så det er min tur med hende, ikke?"

[Cailean Morgaine]

"Touché," det var da i det mindste noget de kunne være enige om.

Han var til gengæld ikke umiddelbart ekstatisk over at skulle overlade niffleren til hende. "Hun er blevet vandt til Nora nu, så du kan ikke kalde hende Goldie." I virkeligheden var den nok bedøvende ligeglad. "Og græsset er vådt, så hun skal have vasket fødder bagefter i lunt vand, så hun ikke bliver forkølet" han så på niffleren og kom til at smile lidt. Han havde vasket fødder på den aftenen før efter en gåtur. "Og du skal nok bruge en besværgelse, når du tørre fødderne for jeg tror hun er kilden, altså fordi da jeg brugte et håndklæde kom der sådan en lille lyd, og..." Et kort øjeblik havde han glemt, hvem han talte til. Men nu fortrød han ret hurtigt den samtale han havde startet, og han stoppede bræt og så irriteret på hende fordi hun var tilstede.

[Fiona Buchanan]

Caileans ømhed omkring dyret blev tydeligvis ikke rigtig modsvaret hos Fiona, som ofte spurgte sig selv hvad hun lavede med det fag. At hun næppe ville fortsætte med det på sjette og syvende årgang var ret sikkert. Det ville samtidig give hende mindre tid med den modbydelige dreng, som åbenbart havde et ømt punkt for grimme, næbbede dyr.

"Du kan også bare beholde den," konstaterede hun tørt. "Hvis du er så forelsket i den."

[Cailean Morgaine]

”Vi kan også se om hun kan finde den guldske du tydeligvis har fået stukket op i røven,” snerrede han tilbage. ”Eller hvad det er, der gør at du skal være så uudholdelig at være sammen med.” Cailean kastede snoren til hende, men havde måske ikke gennemtænkt det faktum, at niffleren nu i princippet havde frit lejde til at stikke af.

[Fiona Buchanan]

Fiona fnøs og havde helt klart et svar til Cailean.

Inden det kom over hendes læber, havde niffleren dog grebet sin helt klare mulighed for at løbe, halsbåndet om dens hals og blikket fast på noget, der glimtede: Den sorte sø.

"Din idiot," hvæsede Fiona, før hun satte i løb efter dyret og trak sin tryllestav samtidig."

[Cailean Morgaine]

Klart ikke en gennemtænkt handling. Men havde han virkelig regnet med at hun greb den, når han ikke kom med en advarsel? Måske ikke. Uanset hvad satte Cailean også i løb efter væsnet, og som et ekko af Buchanans handlinger, trak han også sin stav.

Det våde græs var glat og det var for tidligt om morgenen til at solen var stået op endnu, så niffleren havde en klar fordel ved at være sort. Heldigvis var den det eneste, udover de to elever, der bevægede sig gennem græsset, og på den måde var det nogenlunde nemt at holde øje med den. Til gengæld frygtede Cailean at han før eller siden ville glide i græsset.

”Du kunne bare have grebet!” Råbte han tilbage til hende mens de løb.

[Fiona Buchanan]

"Hold kæft," hvæsede Fiona af Cailean, imens de stæsede gennem græsset. "Lammer," råbte hun, før et lys skød fra hendes tryllestav og ramte jorden tæt på det lille, sorte dyr.

Hun var ved at snuble, men fandt balancen og fortsatte forpustet efter niffleren.

[Cailean Morgaine]

Cailean blev næsten helt forskækket da hun sendte en lammer efter pels bolden der pilede over jorden. ”Det er meningen vi skal passe den, ikke tor- argh” alt imens han havde havde haft travlt med at råbe og sende øjne af Buchanan, havde han glemte at holde styr på hvad hans ben lavede og hvor han satte fødderne. Om det var det våde græs eller den knold af jord der pludelig stak op, kunne han ikke sige. Det var muligvis en kombi, men Cailean havde fået overbalance og med den fart han havde haft på fløj han nu et par meter hen af græsset og ramlede ind i noget der enten var Buchanan eller et ualmindeligt malplaceret træ.

[Fiona Buchanan]

Da Cailean væltede ind i Fiona, havde hun lige sendt endnu en besværgelse efter dyret, denne gang en hidkaldelse.

Den susede derfor gennem luften og lige ind i hendes favn, som hun lå og rodede rundt med Cailean på græsset. "Hah, fik dig," triumferede hun, før hun sparkede lidt efter klassekammeraten. "Flyt dig nu, din grimme trold!"

[Cailean Morgaine]

Rodebunken af de to elever og niffleren havde garenteret set underholdende ud udefra, men dat var lagt fra morsomt. Buchanan havde muligvis ikke sparket særlig hårdt, men ikke desto mindre havde hun sparkede, og det var ifølge Cailean grønt lys til at han kunne sparke igen. Så det gjorde han. Og ganske hårdt, idet han sigtede efter hvad der lå mest lige til ”flyt dig selv, ko!”

[Fiona Buchanan]

Fiona var ikke mildt anlagt og da Cailean sparkede igen, slap hun alle hæmninger og sigtede sit knæ direkte efter hans skridt, imens niffleren hvinede over at blive rullet rundt i hendes greb.

[Cailean Morgaine]

Hvis der var nogen elever der stadig lå og sov, var der en god sandsynlighed for at de var vågne nu. Buchanans knæ havde ramt plet, og det var umuligt for Cailean ikke at råbe op og rulle sig sammen i smerte. "Fuck!" Han slog en knytnæve i jorden, måske i håb om at smerte et andet sted ville aflede opmærksomheden. Men jorden var blød og våd, og der var absolut intet han kunne forstille sig, som ville gøre mere ondt.

I stedet fik ha fingrene i sin tryllestav, og sigtede den mod Buchanan, med raseri i øjnene. Han sendte en hex der ville få sardiner til at falde ud af næsen på hende, hvis ellers hans koncentration tillod ham at udføre magi der virkede. Han var stadig i smerte.