Timen til stilhed og tanker

[Gillian C. Fudge]

Sengetid var blevet den hårdeste tid på døgnet. Det var længe siden, Gillian havde fået en ordentlig nats søvn. Plaget af tanker lå hun og stirrede i timevis op i loftet, mens hun ventede på søvnen.

Det var også med et hoved fyldt med spørgsmål, at hun havde skiftet til nattøj og nu børstede sit hår foran det lille spejl. Tankefuldt betragtede hun sit ansigt. Måske det ville være dumt at gifte sig med William Knight. Det ville unægteligt gøre mere ondt, når han en dag stoppede med at elske hende, fordi hun var blevet grim.

Børste strøg gennem de mørke krøller igen, da døren gik op og brød tankespindet i tusind stykker.

Senga Darrow
01. januar

[Senga Darrow]

Senga trådte ind i soveværelset uden at banke på. Datteren havde jo trods alt ikke noget at skjule for hende, i hvert fald ikke her. Hendes blik faldt på hendes ansigt og hun lukkede døren efter sig.
"Har du taget en beslutning?" Spurgte hun og gik hen mod sin datter og stoppede op lettere akavet ved hendes seng og betragtede pigebarnet.

[Gillian C. Fudge]

Gillian lagde børsten fra sig på bordet og vendte sig langsomt om på stolen. Hendes hjerte hamrede allerede nu så voldsomt, at hun frygtede, at hun ville falde ned fra skammelen når som helst. Men hun klarede den for nu og foldede hænderne i skødet med sænket blik.

“Ja, mor,” svarede hun roligt. “Jeg har tænkt mig at acceptere.”

[Senga Darrow]

Det var svært at sige hvad der var den bedste beslutning, men så længe der ikke var flere skandaler var Senga glad.
"Fint." Sagde hun og så på hende. "Jeg går igang med at arrangere brylluppet så snart forlovelsen er i hus, men først skal du vide, at det bliver en meget lang forlovelse og jeg har ingen tillid til at William Knight kan holde sig på den rene sti. Derfor vil jeg holde skarpt øje med ham, for at han ikke opfører sig skandaløst og ydmyger dig og vores familie." Sagde hun og så bestemt på Gillian.

[Gillian C. Fudge]

Brynene bevægede sig en smule. Bryllup? Gillian var stadig femten og allerede tanken om en forlovelse havde hylet hende ud af den. Ordene fløj om hende og hun forholdt sig tavs og nikkede i et forsøg på at få det hele med.

“Selvfølgelig, mor. Som det er på sin plads,” svarede hun ydmygt med alt for levende erindringer om pigehjemmet.

[Senga Darrow]

Det ville være nemt at stole på sin datters ydmyge opførsel, men hun havde vist sig at tage fejl før og gjorde det ikke igen.
"Jeg går ud fra at hans familie vil foretrække et bryllup i kort tid efter du er færdig med skolen. Det er dog mere ham der er problemet. Han vil sikkert prøve at få dig til at gøre ting Gillian, ligesom med pigerne på hjemmet. Du må sige nej hver gang. Hvis du har gjort noget med ham inden i er gift, så er ægteskabet ligegyldigt." Forklarede hun. "Og hvis han ombestemmer sig, så er der ingen andre der vil ægte dig." Forklarede hun tålmodigt.

[Gillian C. Fudge]

Gillian fugtede læberne og havde udfordringer med at synke under al den snak om ægteskab og rettidige bryllupper. Et emne, hun ville have givet alt for at vende tilbage til, da Senga bragte mareridtsmaterialet op igen.

“Han har lovet, at han aldrig ville gøre noget, jeg ikke var klar til,” indvendte hun med spæd stemme og uden at kunne møde sin mors blik.

[Senga Darrow]

Senga levede ikke i en verden hvor løfter betød særlig meget og slet ikke fra unge mænd.
"Det eneste virkelige løfte han giver dig er det på jeres bryllupsdag, for det er ubrydeligt." Sagde hun og så på hende. Det var det jo reelt ikke, men i Sengas verden var der intet der hed skilsmisse. I hvert fald ikke mere.
"De ægteskabelige pligter er ingen fornøjelser, men det er ens ansvar som kvinde at blive gravid og fører mandens slægt videre." Forklarede hun. "Hvis du opfylder det er der en chance for, at han bliver tilfreds med dig som hustru."

[Gillian C. Fudge]

Gillian tyggede ned i sin underlæbe og holdt derved en indvending tilbage. Hun stolede på William Knight og på de løfter, han havde aflagt til hende.

Et forvirret blik gled dog op til Senga, før hun nåede at stoppe det. Hun blinkede. “Så... Piger kan slet ikke lide det?” spurgte hun forsigtigt.

[Senga Darrow]

Senga havde aldrig oplevet at hun kunne lide det og derfor var hendes konklusion, at det var en ting for mænd.
"Nej." Sagde hun med et suk. "Måske er du bedre med børn end jeg er, så kan det være at han kommer til at holde mere af dig end Reginald Fudge gør af mig." Sagde hun med et bedrøvet udtryk i sit ansigt.

[Gillian C. Fudge]

Gillian så tankefuldt ned og overvejede, om hun mon kunne trøste sin mor. Men et spørgsmål trængte sig på i stedet. “Men jeg ved jo intet om børn,” indvendte hun fortvivlet. “Jeg er jo kun femten.”

[Senga Darrow]

"Han er heldigvis så ung, at han forhåbentlig ikke er så ivrig efter at få dem før om et stykke tid." Sagde hun og formåede at smile en anelse.
"Det er der desuden ingen der gør, inden de får dem." Forklarede hun og sukkede dybt.
"Men jeg kan nok skaffe en helbreder der kan hjælpe dig, hvis det kommer dertil, men der er forhåbentlig stadig meget lang tid til." Bemærkede hun.

[Gillian C. Fudge]

Kvalmen fik det til at snurre ubehageligt i maven og Gillian havde mest af alt lyst til at gå ud og få den tømt, men hun måtte siden og lytte lidt endnu.

“Ja,” hviskede hun åndeløst. “Um, jeg mener, tak, mor.” Hun trak en mørk krølle bag øret uden rigtigt at opdage det.

[Senga Darrow]

Det var tydeligt for Senga at Gillian ikke rigtig var klar til flere detaljer om ægteskabet, så hun tænkte hun ville vente til senere.
"Nå, men nu er det sengetid. Godnat Gillian." Bemærkede hun og vendte sig så for at gå mod døren.

[Gillian C. Fudge]

“Godnat,” mumlede hun, men blev siddende, selv efter døren gled i efter Senga. Tankerne virrede rundt og hun følte sig mere end nogensinde før som en forvirret, lille pige, da hun lagde sig under dynen og prøvede at falde i søvn.

afsluttet