Jeg har gjort noget frygteligt

[Zachery Winterbottom]

Zachery havde været til jul hos sin mugglerfamilie uden Quirinus. Måske var det derfor, at det var sket, i en lille by udenfor London, udenfor den magiske verden. Det var i hvert fald sket og selvom han havde det fuldstændig rædselsfuldt bagefter, så kunne han ikke få det til at gå væk.

Da han kom hjem til den tomme lejlighed gik han i bad. Han skrubbede sig grundigt over det hele, vaskede sig to gange og var helt rød og glat som en baby, da han kom ud derfra på et dampende badeværelse.

Han spiste ikke, men satte sig i sofaen og ventede på Quir. 

Quirinus L. Fawcett

[Quirinus L. Fawcett]

Juledagene var for Quirinus' vedkommende blevet tilbragt hos forældrene i Godricdalen og selvom det havde været hyggeligt, var han udmattet, da han dukkede op i pejsen hjemme i lejligheden. Sådan var det vel i en familie med meget højrøstede, testosteronfyldte mænd. Og så Quir og hans mor, selvfølgelig.

"Ugh," lød det fra ham, da han trådte ud i stuen og dryssede lidt aske omkring sig, mens han sparkede skoene af. "Glædelig jul."

[Zachery Winterbottom]

Zachery rejste sig brat, da Quirinus trådte ud af pejsen. Han havde ondt i maven, men formåede et smil, der føltes kunstigt og påklistret.

"Jeg skal lige lave en kop te," udbrød han, i stedet for at sige glædelig jul eller kysse sin kæreste. "Skal jeg lave dig en?"

[Quirinus L. Fawcett]

Quirinus havde alle intentioner om at skridte hen til sofaen og trykke et kys mod Zacherys læber. Det havde han glædet sig til i flere dage nu, men behovet blev skubbet til side for sammentrukne bryn, da han lige pludselig rejste sig.

“Øh, jo tak. Hvor sødt af dig,” bemærkede han og bevægede sig mod ham. “Kom lige her.”

[Zachery Winterbottom]

Zachs mave vendte sig over tanken om at skulle kysse Quir efter det han havde gjort. Han klarede halsen, hostede lidt. "Jeg er forkølet," løj han. "Snottet. Du skal ikke blive smittet."

Og med den dårlige undskyldning, nærmest flygtede han ud i køkkenet, stort set uden at have set sin kæreste i øjnene.

[Quirinus L. Fawcett]

Quirinus havde måske grinet af tanken om, at han skulle lade noget som en lille forkølelse afholde ham fra at dele kys med sin kæreste, hvis ikke det var fordi selvsamme havde forladt stuen med en sådan fart, at Quir næsten havde forventet at se flammer efter ham.

"Zach," brummede han undrende og tøffede efter ham. Han lænede sig op ad dørkarmen med korslagte arme.

[Zachery Winterbottom]

Normalt var det måske charmerende at have svært ved at lyve overfor Quir, men i dag var det ret upraktisk. Zacherys indvolde føltes som om de slog knuder ude i køkkenet og han nåede ikke meget mere end at finde teen frem, før han var konfronteret med sin kæreste igen.

"Undskyld," tumlede det ud af ham, imens han stod der, uden at se på Quir. "Jeg har gjort noget frygteligt."

[Quirinus L. Fawcett]

Normalt ville Quirinus måske ikke have lagt noget i den underlige adfærd, men nu havde de været fra hinanden nogle dage og han havde savnet sin kæreste. En lille fold dukkede op mellem de mørke bryn, men den forsvandt hurtigt igen, mens armene gled fra hinanden igen.

"Jeg er sikker på, det ikke er så slemt," konstaterede han varmt og var allerede nu på vej hen for at lægge armene om ham.

[Zachery Winterbottom]

Zachery så over på Quirinus og kunne se krammet nærme sig. Han kunne bære det. Han kunne ikke klare, at de skulle røre ved hinanden, nu hvor han havde gjort det utilgivelige.

"Jeg har været sammen med en anden," brast det ud, som et forsvar mod krammet og de intense følelser, der alligevel føltes som om de eksploderede og ringede i hans ører sekundet efter han havde fortalt den beskidte, forfærdelige sandhed.

[Quirinus L. Fawcett]

Quirinus havde tilbagelagt halvdelen af afstanden mellem dem, da ordene ramte ham som en lavine og han hjælpeløst lod sig ikke bare standse, men meje ned af deres kraft. Lamslået stirrede han over på Zach.

"Hvad?" spurgte han dumt og genkendte knapt lyden af sin stemme, lille og skrøbelig som den var.

[Zachery Winterbottom]

Lige pludselig var alting forandret og det var hans skyld. Han havde været kørt træt i glansbilledet af et forhold, som aldrig udfordrede ham, men i det sekund han sagde ordene ville han ønske han kunne tage det tilbage, kramme Quirinus hårdt og få det til at blive som før. Han var normalt kølig og velovervejet, men nu mærkede han sine øjne svømme og sin næse tilstoppe.

"Undskyld, Quir," sagde han hæst, snøftende lidt ind. Han forsøgte at holde sammen på sig selv. Han var skurken i det her.

[Quirinus L. Fawcett]

Det gav stadig ikke helt mening og Quirinus stod længe bare og stirrede på Zachery, der prøvede at lappe hans hjerte sammen med et undskyld. Han blinkede en gang, så en gang mere, mens han prøvede at forstå.

Hænderne føltes tomme og underligt gorillaagtigt dinglende ned langs hans sider, så han stak dem i lommerne, men det hjalp ikke meget. Han trak dem op igen og åbnede munden, men den blev også lukket igen.

"Hvad?" gentog han, tydeligvis brændt sammen.

[Zachery Winterbottom]

Hvorfor råbte han ikke? Slog ham? Gjorde noget, der ikke blot var at stå og se på ham som om hans verden var brast sammen. Zachery skrumpede mere og mere sammen, imens hans mellemgulv blev vredet som en karklud. Han havde lyst til at røre ved Quirinus, men han ville selv være blevet rasende. Alligevel nåede han at strække en hånd ud, før den faldt igen.

"Vær sød at sige noget," bad han hæst. "Jeg ved godt, at du må hade mig."

[Quirinus L. Fawcett]

Quirinus havde altid haft et rædsomt temperament, men selv i de værste skænderier med Zach havde han aldrig forestillet sig, at de to ikke skulle være sammen altid. Nu han havde sat spørgsmålstegn ved den eneste konstant, var raseriet fraværende.

Uden et ord drejede han om på hælen og marcherede direkte ind mod deres soveværelse, før tårerne kom.

[Zachery Winterbottom]

Zachery stod som lammet et øjeblik. Et faretruende, langt øjeblik. Da først han gik efter Quirinus var det dog med lange skridt. Han stoppede op i døren, greb om karmen og så ind i halvmørket, forpustet af følelser, snarere end fysisk udmattelse.

"Quir? Jeg... Undskyld."

Det lød så utrolig tamt og ligegyldigt.