Et blik på en mulig fremtid

[Senga Darrow]

Gillian C. Fudge

Det var ikke med sin gode vilje at Senga bragte sin datter med til sådan et skrækkeligt sted, men nu stod de altså foran det store hus der mere eller mindre lignede et fort. Transitnøglen havde givet hende en mild kvalme, men hun blev nødt til at være stærk. Reginald Fudge havde allerede taget sig af så mange ting og hun følte, at det var hendes tur til at skubbe lidt fornuft ind i datterens hoved. Hun var skuffet over hende og havde stort set ikke talt med hende ved mindre det var højst nødvendigt, siden de kom hjem. Hun havde heller ikke fortalt hende særlig meget om hvor de skulle hen, andet end at de skulle besøge et hjem for uheldige unge kvinder. Senga havde tilmed skænket sin søn Alastair Fudge mere opmærksomhed, sådan var det vel, nu han levede op til familiens forventninger. 

"Så er vi her Gillian." Sagde hun afdæmpet og med en lettere skrøbelig stemme, fordi hun allerede var ved at være deprimeret over det de skulle se. Det var hårdt at være mor nogle gange. Hun forsøgte at gøre det bedste for sin datter, men hvad var takken? Et suk slap hen over hendes læber.
Derefter begyndte hun at gå hen mod den største dør og bankede hårdt på døren, hvorefter hun trådte tilbage og ventede. En lille lem blev åbnet i døren og der blev kigget grundigt på hende, men så blev der åbnet og Senga trådte ind.

"Mit navn er Senga Fudge, jeg skal mødes med Frk. Wishminister." Bemærkede hun. Derefter satte hun sig hen på en af bænkene og ventede på at værtinden ville komme og hente dem.
Pludselig skar et babyskrig gennem luften, efterfulgt af en ung kvindes stemme der skreg om nåde. Magdalene søstrene var for længst ovre, men der var en ældre heks der havde set sit snit til at opkøbe en tidligere ejendom og sætte den i stand og bruge den til stort set det samme. Hun tjente gode penge på alle fuldblodsdøtrenes fejl og deres familiers forsøg på at skjule dem.

[Gillian C. Fudge]

Ferien havde indtil videre været rædselsfuld. Der havde været komplet tavshed fra William Knight efter brevet, hun havde sendt og lige så var hun blevet frosset ud af det meste af familiens skuffelse. Underligt nok virkede Alastair pludselig som den mest sympatiske i familien.

Derfor havde Gillian også været tavs og ordentlig, da hun og Senga havde begivet sig af sted. Hun var ikke interesseret i at træde forkert igen og hun fulgte hende til hoveddøren uden brok eller besvær.

Først da der lød skrig og gråd, hævede hun blikket og så forfærdet mod stedet, det syntes at komme fra. Hurtigt blev blikket dog slået ned igen.

[Senga Darrow]

Som forventet forholdt Gillian sig tavst og hun havde svært ved ikke at sukke skuffet over hendes opførsel. Der var noget eftergivende over det og hun kunne ikke holde det ud, fordi det mindede hende så meget om sig selv. Ventetiden blev brugt i en anspændt stilhed og Senga gjorde intet forsøg på at skjule at den var der.

Da Wishminister dukkede op, rejste Senga sig og forventede at Gillian ville gøre det samme. Hun hilste og skævede derefter mod sin datter.
"Tak fordi vi kunne komme. Det sætter vi meget pris på." Sagde hun og smilede anstrengt.

Derefter løftede Wishminister sin krogede hånd og rettede lidt på en lille lok hår, som rebelsk havde revet sig løs af hendes stramme knold.
"Vi kan starte med arbejdsrummet." Sagde hun og begyndte derefter at gå ned ad en gang, hvor man efterhånden kunne høre støj og rumsteren, jo tættere de kom på døren for enden af gangen.
"Det er her pigerne mærker, hvad de skal lave resten af deres liv, hvis de forsætter deres beskidte levestil." Forklarede Wishminister. Sengas blik var hårdt og hun kiggede ikke på sin datter. Det var implicit at Gillian var på vej til at blive en af dem og hun var ikke ligefrem stolt over at være her nu.

[Gillian C. Fudge]

Det føltes som en livstid senere, da Mrs. Wishminister endelig gjorde dem selskab og Gillian bøjede nakken respektfuldt og da hun løftede blikket, mødte hun stadig ikke den ældre kvindes strenge blik. Hun ville under ingen omstændigheder fremstå respektløs i hvert fald.

Så hun fulgte tavst med mod døren for enden af gangen. Hjertet hamrede hårdt i brystet allerede nu og hun mærkede varmen sprede sig i nakken, men hun kom ikke med beklagelser.

[Senga Darrow]

Da de nåede enden af gangen, rettede Wishminister sig op, tydeligvis stolt af sit arbejde. Det store lokale var fyldt af store beholdere, hvor pigerne stod og sled med deres bare næver for at vaske tøj.
"Vi har taget deres tryllestave fra dem. Bare indtil de har forstået vores pointe." Forklarede hun og smilede en anelse til Senga.

"Min holdning er, undskyld mig, at piger fra overklassen af og til er blevet en smule virkelighedsfjerne. De ved ikke hvordan det er at arbejde hårdt og er måske lidt.. forkælede." Hun skævede ned mod Gillian med et overbærende smil.
"Her lærer de lidt mere om livet." Sagde hun og begyndte derefter at gå videre. Rundvisningen var slet ikke ovre endnu.
Senga rystede bare på hovedet og fulgte med, mens hun blev mere og mere fortvivlet.

[Gillian C. Fudge]

Kæben gled ned og efterlod Gillian måbende ved tanken om at få frataget sin tryllestav. Den var en forlængelse af hende til en sådan grad, at hun hellere opgav en arm end sin stav. Langsomt lukkede hun dog munden og slog blikket ned.

Forkælet. Det var hun aldrig blevet kaldt før og nakken blev farvet rød af skam, men hun sagde intet for at forsvare sig.

[Senga Darrow]

Det værste var endnu ikke overstået, så meget var Senga klar over og hun fik en seriøs kvalme, mens de bevægede sig gennem gangene mod et nyt rum. Dette rum befandt sig på etagen over arbejdsrummet og var en del bedre belyst og hyggeligere indrettet. Der var da også en grund til det, da der var en masse små vugger hvor der lå babyer og sov, mens sygeplejersken tog sig af dem. Senga stirrede misfornøjet på alle de forældreløse babyer. Hvor var det dog et usselt syn.

"De piger der har været særdeles uheldige, tja, når deres dårlige opførsel ender ud i en graviditet ender deres bastarder her og ja, så giver vi dem videre til hvem end der vil have dem." Sagde Wishminister og trak på skuldrene, som om hun jo egentlig ikke kunne gøre noget anderledes.
"Det er jo deres eget valg, når de roder rundt med drenge udenfor ægteskab."

"Nu vil vi så gå op til næste gang, hvor de gravide piger bor." Bemærkede hun og rynkede på næsen. "De kan jo ikke arbejde." Tilføjede med en stram og meget fordømmende mine.

[Gillian C. Fudge]

Den larmende tavshed, kun brudt af deres skridt gennem huset og lyden af de lidende piger og grædende børn gav hende kvalme og Gillian frygtede, at hun ville give efter for den truende gråd, der efterhånden havde sat sig stramt om hendes hals.

Alle de små børn... Det vendte sig i hende og hendes mund smagte surt, da de fortsatte, men hun holdt det tilbage for nu. Det var hendes bodsgang og hun måtte lide i tavshed.

[Senga Darrow]

Atmosfæren skar også i Sengas ellers iskolde hjerte og hun så allerede frem til, at det ville være overstået. Det ville nok kræve en del af hende, at komme sig over dette. Hun håbede virkelig at Reginald Fudge ville være meget tilfreds med det hun havde fået på plads, ellers ville det blive endnu vanskeligere for hende at holde ud når hun kom hjem.

Wishminister tog dem med op på øverste etage, hvor dørene var åbne ind til pigernes små kamre, hvor der sad et par stykke der alle var mere eller mindre højgravide.
"Ja, vi holder dørene åbne, for man ved jo ikke hvad den slags piger kan finde på." Bemærkede hun køligt og sørgede for at sende dømmende blikke mod de unge kvinder. Nogle af dem sad og græd, men de fleste stirrede bare lettere fjernt ud i luften.
Senga havde ikke lyst til at forestille sig sin datter her, men det var det hun gjorde og hun havde lyst til at kaste op over det.
Hvad man ikke gjorde som mor, hvorfor havde ingen sagt at det ville være så hårdt?

[Gillian C. Fudge]

Indtrykkene skar dybe sår i Gillians allerede bløde, flossede indre, men hun vidste, at det hele var fortjent og meget mere endnu. Hun havde svigtet familien, selvom det i øjeblikket ikke havde føltes forkert. Så hun så på pigerne. Hun så deres smerte, lidelse og fortrydelse, og mens hun så blev det oprørte ansigt hårdere.

Det var sådan, verdenen var. Uretfærdig og hård. Kærlighed var der ingen plads til. Hun rankede sig og tog en dyb indånding mere, mens hun fortsatte sig på det næste, der ville komme.

[Senga Darrow]

Heldigvis for de to skrøbelige kvinder, var turen ved at være overstået og det sidste der var tilbage, var det der skete nu. Wishminister tog dem med ind på sit kontor og hun så derefter fra den ene til den anden og sukkede dybt.

"Nu har du set hvad der sker med unge kvinder, der opfører sig uanstændigt og jeg håber, at det er nok til at vi ikke ser dig her om et halvt år." Hun smilede overbærende til Senga, som gengældte det en anelse anstrengt.
"Du er heldig at din mor har et så godt netværk og er så velanset at jeg gjorde hende denne tjeneste. De fleste får ikke denne mulighed." Bemærkede hun og fnøs.

"Hvis hun ikke makker ret, foreslår jeg at hun kan komme herhen til sommer, selv hvis det ikke går galt." Bemærkede hun og sendte pigen et skarpt blik.
"Resten er op til dig min egen. Er der nogle spørgsmål?" Spurgte hun og så næsten helt venlig ud.

[Gillian C. Fudge]

Gillian barn omtrent halvanden centimeter høj og klar til at krybe i skjul i et musehul, da de endte turen inde på kontoret. Hendes blik var naglet til de blanke skosnuder, der viste en sløret genspejling af hendes silhuet. Først da hun blev tiltalt direkte igen, dristede hun sig til at møde de strenge øjne.

“Nej, Ma’am,” svarede hun høfligt og frakoblet i en fortsat kamp for at holde tårerne tilbage. Fingrene pillede allerede nu en flosset neglerod ved tommelfingeren.

[Senga Darrow]

Det var overstået og da de forlod kontoret, eskorteret af en af Wishministers ansatte, kunne hun endelig slappe af igen. Senga sagde dog ikke noget. Ikke før de var ude af den store fæstning, der indeholdt så meget ulykke og sorg, at hun ikke kunne holde det ud. Det fik hende til at føle sig som det lille barn hun havde været engang, før hun udviklede sig til en følelsesfjern kvinde. Hun skulle bruge mange kræfter på ikke at bryde grædende sammen foran sin datter. Noget hun ellers havde gjort tit, men det var krokodilletårer, ikke reel svaghed.

Udenfor var det koldt og gråt. Den naturlige fugtighed i Irlands klima, fik det til at føles som om de var i et koldt bad. Det støvregnede og de skulle snart hen til deres transitnøgle. Alligevel vendte hun sig mod sin datter med en alvorlig mine.
"Det du foretager dig, er bare første skridt på vejen til at ende sådan et sted." Sagde hun. "Du tror at verden stadig vil elske dig hvis du er en falden kvinde, men reglerne er anderledes for os kvinder, end den er for den idiot af en mand du har valgt. Han kan opføre sig som han vil, det kan du ikke. Det vil ødelægge resten af dit liv." Sagde hun og tog fat i hendes skuldre.
"Det er fordi jeg elsker dig Gillian. Forstår du det?" Hviskede hun desperat og så hende i øjnene.

[Gillian C. Fudge]

Gillian kunne ikke slappe af, hverken på vej ud gennem huset eller da de igen kom ud i den langt fra friske luft. Støvregnen faldt og gjorde hendes ansigt fugtigt, lagde sig som små finde perler i hendes mørke krøller. Og det var med øjne så store som tekopper, at hun så op på sin mor.

“Jeg forstår,” hviskede hun ydmygt. “Men jeg gjorde ikke noget, mor.” Nu begyndte tårerne endelig at trille ned over hendes blege kinder. “Jeg gjorde ikke noget, jeg lover det.”

[Senga Darrow]

Det kunne da godt være at hun ikke havde gjort noget, men det var ikke ligefrem Sengas pointe. Selvom de to skøre teenagere ikke havde rørt hinandens kroppe, havde hun sat sig selv i en nedgørende situation. En der kunne have ødelagt hendes ry for altid.
"Det er ligemeget hvad i gjorde og ikke gjorde. Folk elsker sladder og du render rundt med en fyr som William Knight. Ja, jeg er godt klar over hans rygte, prøv ikke på at få mig til at tro på at han er en god fyr. Andre mennesker er ikke så nuancerede når de ser på en situation. De ser bare dig og ham sammen og drager deres konklusion. Hvem gider at have deres søn gift til en pige, der måske eller måske ikke er blevet ødelagt? Tvivlen er nok Gillian." Bemærkede hun og viftede med hånden.
"Vi må hellere komme hen til Transitnøglen." Sagde hun og sukkede opgivende. Det var nok begrænset hvad hun kunne gøre for sin datter mere, men så længe skaden ikke blev værre end den allerede var.