Late night reality

[Theodore Blanchett]

"Den Utætte Kedel," svarede han tørt. Hænderne forblev i lommerne, smilet forsvundet, og som han stod der, rank, virkede han ualmindelig høj. Mange ville finde ham intimiderende; det kønne ydre, han efterhånden var kendt med. Men ligeså vel det kølige indre, som ofte blev forbundet med arrogance og egoisme. Men Alannah kendte sin bror og var tydeligvis ikke berørt af hans fremtræden. For mange kunne man ikke forestille sig Theodore ligesom sin søster. Men de fleste, som kendte til hans baggrund, bebrejdede heller ikke hans ændrede natur.

Theodore var stille et øjeblik, men fortsatte bestemt og ærligt efter, stadig med blikket fastholdt i sin søsters blik.

"Jeg bad ham holde sig langt væk fra dig."

[Alannah Blanchett]

Alannah sagde ikke noget, men holdt blot Theodores blik med sit eget. Hun kendte ham for godt til at føle sig intimideret. Mest af alt irriterede hans arrogante facon hende bare når den dukkede op til overfladen. Hun hævede brynene lidt, ganske sikker på der var mere, noget han ikke havde sagt endnu og da det kom, forsvandt den sidste lille rest af et smil.

Et langt øjeblik så hun bare på ham, uden at afsløre hvad der foregik bag de lyse øjne der mindede hans så meget “Hvorfor?” Spurgte hun simpelt, men ildevarslende roligt.

[Theodore Blanchett]

Et støn forlod den ranke amerikaner, som om, at han lige skulle overveje sine ord. Inderst inde bandede han nok en anelse over samtalen, for med tanke på, at Alannah var faldet for Gabriel, så måtte Theodores ord ikke falde i særlig god jord i sidste ende.

"Alannah, mænd som ham har kun tanker på, at have selskab om natten, forstår du det ikke?" sagde han kort for hovedet, "Han ender med at knalde dig for så at efterlade dig for den næste, som viser ham bare lidt interesse!" lød det bestemt fra Theodore, mens at han med rank ryg slog pissed ud med den ene arm. Han var irriteret. Irriteret over, at hun forhelvede ikke kunne være bare lidt fornuftig.

[Alannah Blanchett]

ALannah fortrak ikke en mine eller så væk, mens Theodor skiftede fra den storebror hun elskede, til det arrogante røvhul han for det meste, viste resten af verden. Hendes kæbe var dog spændt fordi hun bed så hårdt sammen. Hun var tavs adskillige sekunder efter han tav, stadig uden at have taget blikket af ham “Du er den største fucking hykler i verden, Theo.. ved du det?” Da hun endelig talte var hendes stemme langt mere rolig end hun reelt var og øjnene var blanke.

[Theodore Blanchett]

Det var sjældent, at han viste sig sådan her for sin søster; den arrogante side, der var uimponeret, kølig og arrogant selv over for dem, som han havde kært. Men hun havde ikke forstået det. Og som tiden gik begyndte Theodore at finde Alannahs og Gabriels leg en anelse for dumdristigt og naivt. Fordi, at han inderst inde, bag den kølige røvhuls-facade, ikke ønskede at Alannah skulle få knust sit hjerte.

Han gik hen til hende i bar irritation. Stillede sig rankt foran hende med det blå blik fast i hendes og lod sine hænder finde hvile mod bordkanten på hver side af hendes hofter.

"Hvad så? Hvad så hvis jeg får ret." sagde han kort for hovedet; provokerende, kølig og irriteret over hele situationen, "Du har lukket dine øjne for længst. Men når virkeligheden rammer, han er skredet, og du sidder tilbage på hans sengekant med tårer ned ad kinderne fordi at du har givet ham hvad han ville.. Hvad så?" afsluttede han lavmælt, mens at han holdte sit blik i hendes.

[Alannah Blanchett]

Alannah veg stadig ikke en tomme selvom de fleste nok ville have krympet sig under Theodores blik og intimiderende kropssprog. I stedet fnøs hun hånligt "Hvad så? Så er det livet, Theo. Han er ikke den første jeg har været sammen med. Måske er det kun for et par måneder, måske er det for resten af livet, men lige nu gør han mig glad. Virkelig glad. Er du virkelig så opsat på at spolere det med dine åndsvage fordomme?" hun gjorde en lille pause og så ham, ikke uberørt, men ubøjeligt i øjnene "Hvis det eneste han ville var at komme i bukserne på mig, så kunne han være skredet for længe siden." hun havde løftet den ene hånd og skubbede nu hårdt til ham, før hun lod sig glide ned fra bordet og nogle skridt væk "Det er MIN sag.. ikke din. Du er hverken min far eller nogen som helst anden der har ret til at blande sig i hvem jeg involverer mig med og prøver at gemme det bag bare at ville passe på mig." fortsatte hun harmdirrende og pegede en anklagende pegefinger mod ham.

Hånden faldt og hun tog en dyb indånding for at få genetableret en smule selvkontrol midt i alt der havde bygget sig op siden hun kom til England "Jeg er færdig med det her, Theo. Færdig med at undskylde overfor alle andre at du er et arrogant røvhul, når de opdager vi er søskende og ikke kan få brikkerne til at passe sammen. Jeg er træt af at føle du ikke kan bære at se andre være glade, ikke engang mig, og færdig med at blive ved at tro min storebror, ham jeg har set op til hele mit liv, er derinde bag al galden et sted. For ham her.." hun tav et øjeblik og slog ud med hånden mod ham "..er ikke ham." hun var såret og rasende og lige nu skide ligeglad med, at han var et årti ældre end hende "Hvis du har lyst til at leve resten af dit liv sobbende i selvmedlidenhed uden bare at prøve at komme videre, så fint. Drukn i det, men du skal ved Merlins stinkende skridtbind ikke trække mig med ned!" erklærede hun og tav, en smule stakåndet.

[Theodore Blanchett]

Det var en skideballe uden lige. Hvilket han i virkeligheden nok fortjente for sin direkte ubehøvlede måde at lægge sine tanker frem. Sine tanker om, at Alannah blev holdt for nar, at denne Gabriel ikke var andet end en charlatan, der blot ønskede at sprede hendes lår. Det var, for Theodore, et typisk eksempel på, at kærlighed gjorde blind; ikke nok med, at det fjernede fokus fra det, der var vigtigt - det gjorde én uopmærksom på det fornuftige, fordi ens hjerte tog over. Han havde jo prøvet det selv for længe siden.

Han lod hende tale ud uden at fjerne det intense, blå blik fra hende. Indtil at hun nævnte det sidste. Ikke nok med, at han var irriteret over hendes valg, nu kom vreden. Vreden over, at hun inddirekte inddragede hans egen familie.

"Nu passer du på," sagde han med blikket fast i hendes, "Du holder Hannah og Emma uden for det her - de har intet med dette her at gøre!" lød det fra ham med hævet stemme idet at han gik mod hende.

"Gør hvad du vil, Alannah," sagde han vredt, "Men kom ikke og sig, at jeg ikke prøvede at få lidt fornuft ind i dit lukkede sind."

Han fjernede sig fra hende igen efter at have holdt blikket flakkende i hendes i stilhed, og som han gik væk derfra slog han ligegyldigt ud med hånden i pejsens retning, "Tag hen og spred dine ben for ham, kære søster, han venter sikkert," afsluttede han tørt, uimponeret og provokerende som han så tit kunne være når vreden havde ikke forladt ham.

[Alannah Blanchett]

Alannah kastede armene frustreret i vejret med en opgivende hovedrysten, men blev stående uden at rokke sig da han kome tættere på, selvom det betød hun måtte lægge nakken tilbage for at holde øjenkontakten. "Det har alt med dem at gøre, Theo! Du har lukket dig selv inde bag så tykke mure, at du ikke engang længere kan huske hvordan det føles at være i live." armene faldt, men hun var ikke færdig "Du overlever, men du lever ikke. Hvis der er nogen her der har lukket af, så er det dig. Tror du ikke allesammen vi mærker det? Du skubber os væk for at slippe for at føle noget som helst og du nægter at lytte!"

Hun fulgte efter ham ind i stuen som en vedholdende myg "Du kender ikke engang Gabriel, men du har allerede dømt ham. Ligesom du har gjort med Imogen. Du kan ikke kontrollere hele verden, Theo. Det har ikke sn fløjtende fis med dem, eller mig at gøre, men med at du er hunderæd for at lade nogen komme tæt på.. for at føle noget som helst." hendes stemme knækkede og meget mod sin vilje, mærkede hun tårene begynde at trille ned over sine kinder.

[Theodore Blanchett]

Som de nåede ind i stuen var det en blanding af hendes ord og vedholdenhed, som fik Theodore til at stoppe op. Han vendte sig mod hende, velvidende, at dette kun ville være med at til at få situationen i den forkerte retning. Men at høre hende snakke så åbent og direkte om hans familie, som han gav sig selv skylden for ikke var der længere, var som et slag mod den hårde facade, han prøvede at bibeholde.

"Jeg har mine grunde, Alannah, og det ved du!" råbte han afbrydende, og havde for første gang hævet stemmen højere, end den ellers så kontrollerede amerikaner normalt ville have gjort.

"Det var min skyld, at det skete! Ene og alene min skyld!" fortsatte han i det råbende, vrede toneleje. Hans skyld, at han havde været for svag og haft en affære med en anden kvinde, hvilket havde resulteret i den tragiske hændelse.

"Og ved Gud om jeg vil lade det være min skyld, at du på et tidspunkt også får knust dit hjerte og din stolthed fordi at jeg ikke reagerede, som den bror jeg burde være!" Kontrollen, igen. Det var, for Theodore, det vigtigste - fordi, at han havde prøvet at miste den noget så voldsomt førhen. 

[Alannah Blanchett]

Alannah tørrede kinderne med hidsige bevægelse og som Theodor hævede stemmen, gjorde hun også "Du er et menneske, Theo.. og mennesker begår fejl og lærer af dem. Det var ikke dig der tog det valg, men Hannah. Uanset hvad du havde gjort eller ikke gjort, var dét hendes valg." råbte hun grådkvalt tilbage. Det havde slået dem allesammen i stykker dengang, men det gjorde allermest ondt at se Theodors stædige beslutning om at bruge resten af sit liv på at martre sig selv for det "Jeg ved hvordan et knust hjerte føles, Theo. Smerte er en del af at leve og du kan hverken leve mit liv for mig, eller bure mig inde i et tårn. Jeg er ikke dig. Jeg vil ikke sidde og se på alle andre leve deres med op og nedture, mens jeg selv bliver mere og mere bitter på hele verden."

[Theodore Blanchett]

Amerikaneren lyttede, men det passede ham ikke det mindste. Hendes hjerteskærende, grådkvalte råb var nok den eneste grund til, at han blev stående, hvor han gjorde, rank og stolt til trods for, at alt hun sagde, alt hun gjorde, var som slag mod brystkassen. Og det var ligeledes også derfor, at han lod det fare igennem med spredte fingre. Fordi at det netop gjorde ondt at høre hende tale om den hændelse, som havde påvirket dem alle på en eller anden måde. Derfor reagerede han også som han gjorde. Fordi bægeret flød over.

"Der er intet, der holder dig her, Alannah," lød det irriteret fra ham. Han havde ikke brug for at høre på hendes bebrejdende syn.

"Du ved hvem jeg var, da du kom her. Hvad får dig til at tro, at din tilstedeværelse skulle ændre mig på nogen som helst måde?" fortsatte han bestemt, og var endnu engang i kontrol i toneleje.

"Hvis du er så overbevist om, at du vil sætte dig i en dårlig situation, så har du nu min tilladelse til at gå. Pak dine ting og forsvind herfra." afsluttede han tørt, og med blikket så fast i hendes var det denne gang ikke længere flakkende.

[Alannah Blanchett]

Hun prøvede ikke engang at lade som om hans ord ikke ramte rent, for det gjorde de. Som glohede nåle indeni. Alligevel genfandt hun selvkontrollen og med den også ulideligt klart hvad hun skulle gøre, selvom det gjorde ondt "Nej.." hun rystede på hovedet "Jeg kom her for at se min storebror.. ikke den her afstumpede undskyldning for et menneske du insisterer på at være, fordi du ikke magter at tilgive dig selv og komme videre." hun tørrede kinderne og så trist og en smule opløst på ham "God jul, Theo." mumlede hun på vej forbi ham, ud ad stuen. Hun stoppede ikke før hun nåede det værelse hun havde lånt og begyndte med hidsige bevægelser at stoppe tøj i en taske. Magi kunne have gjort det, men var ikke nær så tilfredsstillende.

[Theodore Blanchett]

Med rank ryg blev han stående på sin spot. Deres øjenkontakt var fast, men var ualmindelig anderledes fra dem, de havde delt så ofte. Theodore havde været for stolt i hele opløbet, og det var først da han opdagede tårene ned ad hendes kinder, at han sank for at fjerne dét, som havde sat sig fast i halsen.

"Alannah.." mumlede han lavmælt, da den svage fornuft ligeså stille væltede ind over ham idet hun målfast gik forbi ham. Hans hænder knyttes. I et forsøg på at kontrollere sig selv fra at række ud efter hende til trods for, at det var dét han allermest havde lyst til. 

Som hun forlod stuen og søgte sit værelse blev Theodore stående i det mørke, ualmindelig store rum. Han bandede sig selv indeni. Over situationen. Og sekunder efter kunne han ikke længere kontrollere den rastløse følelse. I stedet for at følge efter hende satte han kursen mod den flaske whiskey, der stod på bordet ved de store panoramavinduer. 

Den fik ikke for lidt, og han tømte det ophældte glas efter få sekunder. "Forbandede.." lød det hæst fra ham da han lagde glasset bestemt fra sig med et klink mod det hårde bord. 

[Alannah Blanchett]

Det tog ikke længe at fylde tasken med de mest nødvendige ting. Så meget havde hun ikke og værelset var næsten tømt for tegn på hun havde været der, da hun med tasken i den ene hånd og sin tryllestav i den anden gik tilbage til stuen. Det var egentligt hendes plan at bruge pejsen, men da hun nåede rummet lige som Theodor kvalte et glas hun ikke var i tvivl om hvad indeholdt, sank hjertet bare dybere i brystet på hende og tårerne pressede sig på igen.

Hun stod et øjeblik bare og så på hans ryg. Håbede han ville vende sig og gøre et eller andet, eller at hun selv ville komme på noget der løste det hele. På samme tid vidste hun også det ikke kom til at ske og med en skælvende, hørlig indånding slog hun et svip i luften med sin tryllestav og forsvandt med et smæld der gav genlyd i det kolde rum.

[Theodore Blanchett]

Han havde hørt hendes fodtrin. Men netop som han havde lagt glasset fra sig, fandt modet til at prøve at få et ord ind og vendte sig rundt, lød det velkendte smæld. Og med ét så han hende forsvinde. Hvor hun havde stået tidligere var der nu blot luft og en lille sky af røg.

Han mærkede sit hjerte sank som sine skuldre. Og som han stod der i et par sekunder mærkede han den indre frustration komme tilbage til sig selv igen.

I en hurtig bevægelse havde han taget sit glas, og i et frustreret råb kastede han den hårdt mod den modsatte væg.

Afsluttet.