Den er god nok... Vandet er stift [åben]

[Patsy Murray]

Tidspunkt: I skumringen d. 20. december
outfit

Skøjterne blev strammet godt til, før Patsy igen tog vanterne på, så hun ikke frøs fingrene. Det var ikke helt så let at skøjte med vanter på, men nu havde hun endelig fundet ned til skøjtebanen og hun håbede på at kunne tilbringe lidt tid dernede uden at skulle tage sig for meget af sine problemer. ikke at de var store for tiden, men tankerne fyldte alligevel i hovedet på hende. Normalt var balletten hendes store terapi, men nu med skøjtebanen var hun simpelthen fristet til at få brugt sine skøjte og i stedet "danse" hen  over isen.

Efter at skøjterne var strammet rejste hun sig op o løb først en tur rundt langs kanten for lige at mærke banen og varme op. Roligt tilføjede hun den ene smukke bevægelse efter den anden og et smil voksede frem på hendes læber, som hun nød den blide susen for ørerne. Hun vendte sig og skøjtede baglæns lidt, før hun tog fart til og udførte en smuk pieotte. Det var kun fordi hun havde danset ballet så længe at skøjteløbet lå hende så naturlig.

Patsy glemte alt omkring sig og nød bare friheden der på isen med en ro og et smil som ville smitte af på enhver der så hende.

[Cailean Morgaine]

Cailean kunne ikke skøjte, og Cailean havde heller ikke haft nogle planer om at skulle skøjte. Alligevel var han på forunderlig vis havnet på skøjtebanen, og havde til og med præsteret at forvandle sine sko til skøjter. Hvorfor? Fordi han havde fået en god idé. Han var simpelthen træt af, at vælte rundt på den del af skolegården som var forvandlet til skøjtebane i dagtimerne. Han blev af en eller anden grund ved med, at glemme at den var der, og han kunne snart ikke tælle hvor mange gange han var faldet på røven.

Så nu måtte han ud og se fjenden i øjnene. Han havde udfordret sig selv til at lure, hvilken magi der holdte det her cirkus kørende, og om han kunne gøre noget ved det. Hvis han kunne finde ud af, hvordan han kunne smelte isen væk, uden nogen fandt ud af, at det var ham, så ville januar blive en god måned. Han var desværre ikke alene. Så han måtte nøjes med at lure lidt, og håbe han kunne gøre det diskret nok, til at hun ikke ville mistænke ham, hvis planen rent faktisk lykkedes.

Det skulle hurtigt vise sig, at det ikke blev noget problem at komme tæt på isen. Cailean var knap nåede ud på det glatte underlag, før han væltede. "Umph!" Han var glad for, at han havde sin tryllestav i lommen på hans vinter kappe, og ikke i baglommen på hans bukser, ellers var den nok knækket.

[Patsy Murray]

Patsy var i sin egen lille verden, da hun pludselig hørte en lyd trænge ind til sig, og da hun så i retningen deraf, fik hun øje på en af de andre løver, der lige nu sad på isen. Der skulle ikke mange hjerneceller til for at regne ud, at han var væltet. Patsy skyndte sig derfor hen til ham og stoppede fint lige foran. "Kom du noget til?" Spurgte hun med et kækt lille smil, før hun rakte ham en hånd han kunne holde i for at komme op. Så snart han var på benene igen, kunne Patsy godt se at han ikke var helt tryg på skøjterne. "ro på, slap af i dine ben. Ellers så vælter du bare ingen."

[Cailean Morgaine]

Cailean rystede på hovedet af hendes spørgsmål "Nej." Han var en anelse øm, men om det skyldtes netop dette fald eller et af de andre han havde lidt de sidste par dage, det kunne han ikke svare på. I stedet forsøgte han hurtigt at komme på benene igen, så han ikke sad der og så ynkelig ud. Men for være helt ærligt, så han mindst ligeså ynkelig ud da han kom op og stå.

I en hvilken som helst anden situation havde han nok bedt hende om at blande sig uden om og skrubbe af, men han var for optaget af ikke at vælte. "Ja ja, det kan du sagtens sige!" Han greb ud efter hendes arm i refleks, da han endnu engang var ved at få overbalance, "hvilken besværgelse har du brugt på dine skøjter, siden du ikke vælter?" Det var tydeligvis umuligt at danse rundt på den måde hun havde gjort før, uden at bruge lidt magi.

[Patsy Murray]

Patsy grinede lidt over hans spørgsmål og rystede på hovedet af ham. "Jeg har ikke brugt nogen besværgelse. Det er mere balance og teknik." For Patsy var det ikke noget problem at løbe afsted over isen, men hun havde også lært det fra barnsben, hvilket nok bestemt ikke var det samme for Cailean. 

Derfor skøjtede hun om foran ham, så de stod ansigt til ansigt, og kunne se hinanden i øjnene. "jeg kan lærer dig det hvis du vil?" Foreslog hun så og rakte sine hænder ud, så han kunne tage ved dem begge to. Det skulle nok blive sjovt, og bedre end at skøjte rundt selv.

[Cailean Morgaine]

Hans første indskydelse var at sige 'nej tak' og skøjte langt væk. Han havde vigtigere ting at tage sig til, end at svanse rundt på isen med Murray.

Men som situationen så ud, kunne han ikke umiddelbart udføre en sådan plan. Der var absolut ingen chance for, at han ville nå meget længere en stavs længde fra hende, før han sikkert væltede igen. Så han kunne ikke se andre muligheder end at acceptere hendes tilbud, "hvor lang tid tager det?" Han kune godt undvære et par minutter, før han fortsatte med at undersøge hvordan han kunne fjerne isen.

[Patsy Murray]

Han virkede ikke umiddelbart som en der var interesseret i at lære det, af samme grund lod Patsy sine hænder falde ned langs siden igen. Det måtte han da også selvom, det var ikke fordi hun skulle presse ham eller noget. Hans spørgsmål måtte hun dog alligevel lige gennemtænke svaret på. "alt efter hvor lærernem du er, 15 min til en time vil jeg sige. Derefter kan du klare dig selv på isen." Det var hende lidt en gåde hvad han lavede der, hvis ikke han hverken kunne finde ud af at stå på skøjte eller reelt ønskede at lære det. Det fandt hun måske aldrig ud af.

[Cailean Morgaine]

"Hov hov nej, vent nu lidt med at pakke sammen, jeg-" i sin iver efter at have noget at holde fast i, og hans frygt om at hun ville efterlade ham midt på denne dødsfælde, havde han taget et skridt frem for at stoppe hende i at gå. Men et skridt på isen med skøjter på kombineret med hans ikke eksisteredne balanceevne, resulterede blot i at han skulle til at vælte igen. Han greb ud efter hende og fik fat i en arm, uden nogen som helst sikkerhed for, at hun blev stående.

[Patsy Murray]

Det lød til at skiftede mening ret prompte, hvilket også gjorde at han glemte sig om, og var ved at snuble igen. i det han greb ud efter Patsy formåede han også at få hende til at miste balancen, hun klarede dog lige at få den genetableret, så det ikke væltede. "Uh!" Hun tog fat om ham, så han også forhåbentlig kunne genskabe lidt balance. "Du hvad?" Grinede hun så uden at det på nogen måde var ondsindet. "forresten så husk at du skal glide, ikke gå." Man kunne ikke bare vade afsted som havde man almindelige sko på. Så var det klart han væltede.

[Cailean Morgaine]

Han så ikke særlig tilfreds ud med at hun grinte, ondsindet eller ej. "Ja ja, det var en midlertidig forglemmelse. Jeg ved godt hvordan de virker." I hvert fald i teorien. "Men hvis du skal lære mig det, skal det altså være nu." Cailean var ofte ikke særlig høflig med vilje, men lige i den her situation var han mest bare frustreret over at være så hjælpeløs.

[Patsy Murray]

Det var næsten som at snakke med en yngre udgave at William Knight, men Patsy kommenterede ikke på det. Det måtte han selv ligge og rode med, hun havde tilbudt hjælp og han havde taget imod. Det kriblede næsten i fingrene for så at få lov til også at hjælpe. Igen placerede hun sig foran ham og rakte hænderne ud imod ham. "godt, hvis du tager fat i mine arme, så har vi det bedste greb." instruerede hun ham roligt. "Så følger du bare mig, stille og roligt." Hun begyndte at skøjte baglæns, så han kunne skøjte rigtigt.

[Cailean Morgaine]

Cailean så sig omkring. Der var stadig ikke andre elever i nærheden. Med lidt modvilje tog han fat i Murrays arme, og fulgte med. Hans ben var stive og flyttede kun på sig, når de gled for langt fra hinanden, og han var så foroverbøjet at han vile falde lige på næsen hvis de gav slip på hinanden. Men Cailean bevægede sig fremad, og det i sig selv var fremskrift. "Okaaaaay, så køre det fandme!" Et grin spredte sig over hans læber.

[Patsy Murray]

Patsy kiggede på ham og kom til at grine af hans ordvalg. Det var så råt og frit at det blev helt interessant. Langt mere beskidt end hvordan hun normalt snakkede. Det var tiltalende på nogen måder. "Slap af. Du er alt for stiv. Hvis jeg slipper dig  falder du bare på enden igen" Forsøgte hun at guide ham. Lige nu virkede det til at hun var det eneste der holdt ham oppe og sådan skulle det gerne ikke være. "Du skal glide frem med dine ben. Stille og roligt."

[Cailean Morgaine]

”Det er helt fint, Murray. Jeg skal bare ud til sådan cirka midten af isen, og så kan du sætte mig af dér, indtil jeg kalder og du kan få mig tilbage igen.” Han havde en idé om, at midten af isen ville være det sted hvor det var nemmest at lure, hvilken magi der holdt vandet frossent. I mellem tiden skete der ikke nogen voldsomme forandringer på hans måde at ”skøjte” på, og han hang fortsat bare ved. ”Tricket er, at du bare ikke giver slip - så går det fint.” Hans stemmeføring var efterhånden slået over i en mere irsk dialekt af at tale med nogen fra samme land som ham selv.

[Patsy Murray]

Patsy første ham afsted, indtil det pludselig gik op for hende, at Cailean vidst ikke helt havde rent mel i posen. Hvad ville han ude midt på isen? Måden han havde nævnt det på var præcis som Scott gjorde, når han havde planer for noget. Derfor kiggede hun ham direkte i øjnene, men stadig med et lille smil. "Og hvad har du så tænkt dig når vi når midten?" Spurgte hun, i et forsøg på at lade ham forklare sig, så hun vidste om hun skulle hjælpe ham eller ej.