Efter juledagene

[Ottoline Blishwick]

Katherine S. Blishwick
26 december

Efter at have taget de nødvendige foranstaltninger, havde Ottoline formået at blive tryg nok ved at bruge julen sammen med familien og dermed også Katherine og hendes børn. Hun havde trods alt ingen tegn på at hun var blevet syg og derfor, følte hun sig nogenlunde sikker ved at være sammen med dem.

Ud over det forsøgte hun dog at arbejde så meget hun kunne. Det var ikke sjovt at bo hjemme hos sine forældre og se dem betragte hende med et lettere overbærende 'hvad sagde jeg' blik i deres øjne. Hendes tidligere forhold blev ellers ikke bragt op, spørgsmålet var bare, om der stadig var tid til at finde en mere passende mand til hende.

Da juledagene endelig var ovre og børnene var optagede af deres gaver og den lille lagt til at sove, satte Ottoline sig ned og rakte Katherine et lille glas portvin.
"Næste år, må jeg hellere finde nogle gaver, der er i lidt mere samme størrelse, så der ikke er flere kriser." Bemærkede hun og drak en stor tår af sit glas med portvin.

[Katherine S. Blishwick]

Julen havde altid været en lidt anstrengende tid. Det var jo børnenes fest og især nu Aleksander Karkaroff kun havde mulighed for at fejre med dem halvanden dag, ville Katherine sørge for, de havde en god jul. Hun vidste jo udmærket godt, hvorfor hendes mand undgik hendes altid skeptiske far og de fordømmende kommentarer, han strategisk lagde for at lokke Aleks temperament frem.

Derfor var det næsten også en lettelse, da han igen var taget hjem til huset. Her hos hendes forældre var der både Ottie og en husalf til at hjælpe med læsset, og hun tillod sig at slappe lidt af et øjeblik med portvinen, mens hun bare betragtede sine to ældste.

“Hm?” spurgte hun distræt og blinkede, før hun så over på sin yngre søster. “Nej, det skal du ikke tænke på. De har godt af at lære det.”

[Ottoline Blishwick]

Ottoline var også glad da Katherines mand tog hjem, hun havde svært ved ikke at sende passivt aggressive bemærkninger efter ham fordi han ikke var tilstede nok i hendes søsters liv. Det var dog mest for Katherines skyld at hun prøvede at lade være, hun kunne godt mærke det ikke ligefrem var sjovt for søsteren når det blev bragt op.

"Har de det?" Sagde hun lettere overrasket og drak lidt portvin. "Vi fik ellers altid så mange gaver, jeg kan da ikke huske, at jeg nogensinde fik noget der var mindre end jeres." Måske huskede hun forkert. Ottie havde en god evne til at have en selektiv hukommelse når det kom til de mere personlige ting, på den måde behøvede hun ikke at se alting så klart og kunne ignorere lidt af smerten.

[Katherine S. Blishwick]

Katherine tog en tår portvin og glædede sig bare over, at der vat et øjebliks fred. Hvor der ikke var nogen, der græd eller nogen, der havde skubbet eller sparket eller hevet eller noget andet dumt. Derfor kunne hun også dele lidt af sin livsvisdom.

“Nå nej, men jeg mener heller ikke altid, at de er pragteksemplarer på forældrerollen,” konstaterede hun roligt. “Desuden var det skønne gaver, du fandt til dem, Ottie. Det skal du virkelig have en tak for.” Også selvom både Markus og Annu havde sagt det flere gange.

[Ottoline Blishwick]

Ottoline så igen lidt overrasket på Katherine, sådan havde hun aldrig tænkt på det før, men i stedet for egentlig at overveje kritikken lod hun det glide ind af det ene øre og ud af det andet og ville sikkert glemme det om ti minutter.
"Åh, det var så lidt." Sagde hun med et smil. "Hvordan går det på arbejdet? Opfører folk sig ordentligt?" Spurgte hun og vendte blikket mod Katherine, mens hun strøg fingrene gennem håret og ned foran sin skulder. Hun var altid meget nysgerrig efter at høre om Katherines arbejde, fordi hun havde sådan en fin stilling i Ministeriet, som altid var det storesøsteren der strålede som en stjerne hen over de andre søskende - eller sådan så Ottie det i hvert fald.

[Katherine S. Blishwick]

“Hvis de ved, hvad der er godt for dem,” konstaterede Katherine i mild spøg og blinkede til søsteren. Det var ingen hemmelighed, at hun kunne være hård at bide skeer med, især når det kom til hendes arbejde. Intet andet end det perfekte var godt nok.

“Vi har jo heldigvis ikke døende mennesker derinde hver dag. Jeg hører, I har et epidemi-udbrud?” Det var ret svært ikke at vide, hvad der foregik som juniorassistent for ministeren.

[Ottoline Blishwick]

Tænderne blev blottet i et stort smil over Katherines ord, det var jo sandt nok, hun regnede egentlig heller ikke med at storesøsteren ikke havde styr på det.
"Ja. En af helbrederne på afdelingen er blevet syg med dragepest." Sagde hun alvorligt, inden hun vendte blikket mod søsteren. "Bare rolig, jeg passer godt på ikke at blive smittet." Forklarede hun, fordi hun forventede at hun ville blive bekymret, det ville i hvert fald være forståeligt hvis hun gjorde.

[Katherine S. Blishwick]

Katherine nikkede langsomt, men troede ikke reelt, at Ottoline nogensinde ville have ladet børnene komme i nærheden, hvis der var den mindste mulighed for, at hun havde dragekopper.

"Det må du love mig, Ottie. Vi vil ikke have den slags rod," konstaterede hun alvorligt og smed en formaning efter børnene, da lydniveauet begyndte at sige lige lovligt.

"Hvordan har du det egentlig?"

[Ottoline Blishwick]

Da Katherine spurgte hende hvordan hun havde det, trak Ottie på skuldrene, mens hendes blik blev en anelse fjernt. På den måde kunne hun lige holde nok sammen på sig selv, til at svare på søsterens spørgsmål.
"Det går vist bedre efterhånden, jeg har det egentlig fint nok. Egentlig, er jeg bare glad for det er ovre nu, så kan jeg måske komme videre." Sagde hun og smilede til Kath, selvom hun egentlig slet ikke følte sig så ok som hun gav udtryk for. Det var bare svært for hende at være helt ærlig overfor storesøsteren, fordi hun ikke ville have at hun bekymrede sig.

[Katherine S. Blishwick]

Katherine kendte en ting eller to til at bære sin smerte på indersiden og syntes at kunne se nogle af de samme træk i lillesøsteren, som hun selv udviste, når hun ville skjule sin smerte. Så hun respekterede det med et lille nik.

"Jeg tror, du kommer til at få det bedre uden ham, i hvert fald," konstaterede hun.

[Ottoline Blishwick]

Det gjorde hun muligvis, men hun var også ved at være usikker på om hun overhovedet kunne forvente at finde en anden nu. Fuldblodsfamilierne havde det med at gifte deres børn væk i en tidlig alder, men måske hendes forældre ville lade hende slippe med en halvblodstroldmand.
"Det gør jeg nok." Sagde hun og drak en tår af sin portvin, mens hun endte med at tænke på sin ekskæreste, selvom hun egentlig prøvede at lade være.

[Katherine S. Blishwick]

Katherine nikkede og tog en tår portvin mere. Det var ikke det mest hjertevarme hjem, men de stod dog sammen gennem tykt og tyndt. Især de tre søstre.

"Aleksander og jeg overvejer at tage en forlænget weekend fri, så vi kan tage et sted hen," konstaterede hun for at få skiftet emnet til et lidt sikrere. Selvom hende og Aleks ægteskab sjældent var et direkte sikkert emne.

[Ottoline Blishwick]

"Åh. Måske du kan lade børnene blive her imens så?" Sagde hun og smilede en anelse.
"Hvor vil i tage hen? Paris?" Spurgte hun og vendte blikket mod Katherine. Hun savnede allerede lidt følelsen af tosomheden der kunne opstå når man tog afsted sammen.

[Katherine S. Blishwick]

"Det var planen," svarede Katherine. Selvom forældrene ikke altid var lige familieorienterede, tvivlede hun ikke så meget som et sekund på, at børnene ville være i sikre hænder der.

"Jeg ved det ikke endnu. Vi har ikke rigtigt nået at tale om det, før hverdagen trådte ind igen."

[Ottoline Blishwick]

Ottie var tæt på at sende Katherine et skeptisk blik, men hun nåede dog at holde sig tilbage. Hvor var hun dog træt af den måde hendes søster blev behandlet på.
"Han har vel travlt igen." Bemærkede hun og kunne ikke tilbageholde sin utilfredshed længere.
"Hvornår lærer han at sætte pris på dig?" Sagde hun og pressede læberne mod hinanden.