Aftenstid

[Finnegan Schuyler]

Cadogan Schuyler

Hatten henlagde det meste af Finnegans ansigt i skygge. Selvom bestanddelen af troldmænd og hekse var forholdsvis lille i Liverpool, kunne man aldrig vide sig for sikker. Hans stok gav genlyd mellem gyden. Lygtepælenes ulmende lys oplyste skiftevis manden iklædt den sorte jakke – indtil han pludselig gled i ét med skyggerne og var væk.

Finnegan trådte ind ad døren til baglokalet i Cadogans hjem. Der duftede svagt af cigaretrøg, aftershave og whisky; dufte, der som regel hang om begge tvillinger. På det store bord lå diverse dokumenter spredt ud, og i en stol ved siden af sad Finnegans anden halvdel, hvis man ikke talte Abigail med.

”Cadogan,” hilste Finnegan. Han tog sin frakke og hat af og hængte dem på stumtjeneren, hvorefter han med et par slag fra sin tryllestav udløste Homenum Revelio, Protego Totalum og Muffliato. Dernæst satte han sig ved siden af Cadogan.

”Hvordan går det?”

[Cadogan Schuyler]

På bordet foran sig havde Cadogan et halvt arkiv; lageroversigter, leveranceplaner, nye og gamle handelsaftaler. Import- og eksportpapirer. De havde gjort ham selskab det meste af dagen, og de små sprækker i gardinerne afslørede, at det nu var blevet mørkt uden for. Et halvfyldt askebæger fortalte en lignende historie, og smugleren kunne ikke helt undgå at føle sig en smule lettet, da han hørte døren gå.

Træstolen gav sig, da han lænede sig tilbage i den for at se i retning af den mand, der trådte ind – Finnegan, ganske som forventet; han var den eneste, der ankom med denne naturlighed.
Han nikkede tavst, da broderen udtalte hans navn som hilsen. I et forsøg på at live lidt op kørte han en hånd op og ned over ansigtet et par gange, hele tiden med den sidste rest af en cigaret plantet mellem pege- og langefinger.

Da Finnegan sluttede sig til ham ved bordet og dernæst spurgte til hans tilstand, kom Cadogans umiddelbare svar ud som en brummen. Han havde befundet sig et lidt besynderligt sted mentalt efter et møde med Diana Castor nogle dage forinden. Diana var imidlertid et lidt kompliceret emne mellem brødrene, og han svarede i stedet blot ”Kvinder,” som om det var et svar i sig selv.

"Og du?"

[Finnegan Schuyler]

Broderen så udmattet ud, da han gned sig i ansigtet. Det var som at se sit eget spejlbillede, hvis man så bort fra arret, der strakte sig ned over Cadogans venstre øje.

”Ah, kvinder,” brummede Finnegan som svar. ”Den evige kilde til livets største glæder og pinsler.” Finnegan yndede som sædvanligt at svare i filosofiske floskler. Han spurgte ikke yderligere ind til sagen, velvidende at dybe følelser var et emne de først diskuterede, når de kunne læse bunden af en whiskyflaske.

”Udmærket. Noget nyt om vores forsvundne leverance?” De havde for nyligt modtaget en hasteugle fra en af deres samarbejdspartnere i Irland, hvor tyve kasser af deres hjemmebryggede whisky skulle leveres. Kasserne var imidlertid aldrig nået frem, og Finnegan frygtede, at deres kurér var kommet i problemer. Det hjalp ikke, at partneren var en hidsig og magtfuld mand, der ikke fandt sig i at blive narret.

Finn fandt en cigaret frem og tog et inderligt sug, imens hans blik gled over de mange optegnelser, aftaler og oversigter. Cadogan havde tydeligvis været i gang i timevis.

[Cadogan Schuyler]

Cadogan brummede blot dæmpet som svar på broderens lidt svulstige floskel, for mellem Schuyler-brødrene var det enkelte substantiv svar nok i sig selv. Både de og Merlin vidste, at de begge ganske rigtigt havde kendt deres dele af såvel pinsler som glæder med det binært modsatte køn. Cadogan dog færre og sjældnere end Finnegan.

Uanset hvad var der mere presserende sager end både hustruer, elskerinder og tidligere hjertenskære, og disse sager lå ganske bogstaveligt til skue på bordet.

”Måske … ” svarede han langsomt, stemmen sløvet af eftertænksomhed og mudrede mistanker. ”Jeg stoler på vores egen mand, og vores skib lader til at være tæt.” Hvor Finnegan var forfalden til filosofiske floskler, opererede Cadogan i disse sager med maritime metaforer.
Inden han skoddede den, tog han et sidste hiv af cigaretten for at hjælpe den mere komplicerede konklusion på vej: ”Så vidt jeg kan se, er utætheden på deres side.” Med hånden indikerede han et papir på bordet, der dokumenterede sendingens passage ind i Irland, men det var det sidste, de havde modtaget fra deres kurér.

[Finnegan Schuyler]

Røgen fra cigaretten steg op dovent op i rummets loft. Den magiske tobak havde en klarende effekt, der dog havde sine bivirkninger ved for hyppig brug. Nu gled Finnegans skarpe blik over de mange papirer på bordet. Han havde allerede spottet dokumentet før Cadogan pegede på det, og som indikerede, at forsendelsen var nået frem.

”En skam,” sagde Finnegan og satte cigaretten mellem læberne. ”Jeg kunne lide mr. Hayes. Muligvis drak han mere end et nyfødt spædbarn ved sin moders bryst, men han var en ærlig mand.” Mr. Hayes var navnet på deres kurér. Hans nuværende skæbne var ukendt, men Finnegan formodede, at Mr. Hayes havde drukket sin sidste whisky. Nu var sagen blot, at Schuylertvillingerne havde hver sin effektive måde til at få sandheden ud af folk: Cadogan med sine bare næver, Finnegan ved hjælp af legilimensi.

”Det lyder som om, det er tid til at besøge hr. O’Sullivan.” Finnegans stemme lød fra sprækken mellem læberne, der ikke var besat af en cigaret. Han lød ikke beklagelig, snarere forventningsfuld over det kommende møde.

[Cadogan Schuyler]

Cadogan brummede bekræftende som svar på broderens museren over Mr. Hayes; der var de, der sagde, at man ikke kunne stole på en drukkenbolt, men kuréren havde gennem årene vist sig som undtagelsen, der bekræftede reglen. Flere gange var han gået imod arrangementer, der kunne have gavnet ham personligt, for at værne om brødrenes interesser. At han nu skulle have smidt det overbord for tyve kasser ildwhisky … Det virkede for Cadogan utænkeligt.

Selv var han allerede nået til en konklusion, Finnegan dernæst indirekte formulerede; de var nødt til at gøre noget ved den irske side, og han var taknemmelig for, at det ikke behøvede at være oppe til diskussion.
”Jeg er enig,” verbaliserede han, ”Vi kan ikke lade den slags gå ubemærket hen.” Ligesom broderens var Cadogans stemme upåvirket af udsigten til en direkte konfrontation; konsekvens var en del af jobbet på samme måde som forfalskede underskrifter.

Han lænede sig lidt frem for at hvile albuerne mod bordet. Mens han tænkte, kørte han tommelfingeren over underlæben.
”Så vidt jeg ved, frekventerer han stadig den der beværtning i Dublin om søndagen.”

[Finnegan Schuyler]

Det lå usagt mellem brødrene, at mødet sandsynligvis ville ende med blodige næver og bønner om tilgivelse, som det så ofte før var sket. Det var hård business at drive et destilleri, som ikke gjorde alt lovligt på papir. Mange kunder lod til at mene, at dette retfærdiggjorde deres egne forsøg på at snyde Finnegan og Cadogan. Tvillingerne var nødt til at tage hårde midler i brug for at skabe respekt og forståelse.

Finnegan lænede sig tilbage i stolen og strakte sig velbehageligt. ”Fortræffeligt. Jeg mindes, at Den Berusede Bøddel serverer en særdeles velsmagende gullasch.”

I en stund var der stille mellem dem, så den eneste lyd kom fra de knitrende papirer, Cadogan flyttede rundt på. Røgen fra Finnegans cigaret lavede dovne cirkler i den tætte luft. Endelig afbrød han stilheden.

”Jeg ved hvem vores far er."

[Cadogan Schuyler]

Gullasch. Udsigten til blodsudgydelser kunne være nok til at frarøve de fleste appetitten, men der skulle mere til at for at få det til at vende sig i Schuyler-brødrene. De var vokset op på lige dele modermælk og næseblod.

Endnu en bekræftende brummen rejste sig fra Cadogans strube, men hans tanker fandt snart tilbage til de cirkler, de havde slået over papirerne, der lå spredt ud på bordet. Det var altid besværligt at miste en mand, uanset grunden; der var tomrum, der skulle udfyldes, og familier der skulle underrettes.
Cadogans tanker var på vej mod Mr. Hayes' søster, da Finnegan med en enkelt sætning rev dem tilbage til deres egne familieanliggender.

Et langt øjeblik passerede i tavshed, mens Cadogan så frem for sig uden at notere nogle af ordene for sit blik.

Deres far? Langsomt lænede smugleren sig tilbage i stolen, mens han så mod sin bror.

"Hvem?" spurgte han en kende stift.
I barndommens fortællinger havde faderen været et nærmest mytisk væsen, mere monster end mand; udsigten til at stå over for denne skabning var mest af alt ildevarslende.

[Finnegan Schuyler]

Finnegan tog roligt adskillige hiv af sin cigaret, mens han gav Cadogan tid til at fordøje nyheden. Farens identitet havde sandsynligvis spøgt mere i Finnegans bevidsthed end Cadogans, men det var uden tvivl et chok for tvillingen alligevel.

”Maxwell Emery,” svarede Finnegan. ”Uregistreret varulv.” Han havde været et smut forbi afdelingen for Afdelingen for Overvågning og Regulering af Magiske Væsner for at se om faren stod i registeret.

Det lå usagt imellem dem, at Finnegan havde brugt legilimensi for at uddrage denne information fra Esme. Det havde været hurtigt, smertefrit og sket i søvne. Han vidste ikke, om Cadogan fordømte handlingen. Efter en rum tid skoddede han cigaretten i det fyldte askebæger og tilføjede, ”jeg gjorde, hvad jeg var nødt til.”

[Cadogan Schuyler]

Maxwell Emery. Uregistreret varulv.
Der var næppe noget navn, der helt kunne have passet til dette barndommens bæst, og i et øjeblik forstod Cadogan næsten ikke, at han havde et.

Faderen havde altid været Finnegans besættelse. Han havde tilgivet moderen fortidens synder og i stedet hældt sin vrede i det tomrum, der åbenbart hed Maxwell. Cadogan var mindre villig til at slippe fortidens bebrejdelser, og det var måske brødrenes held, at han ikke nærede samme kærlighed til Esme. Havde han elsket hende så højt, som Finnegan mente at gøre, havde han måske været vred over det, der velsagtens kunne betragtes som et overgreb. Lige nu følte han dog ikke meget andet end et nagende ubehag – ikke så meget på moderens som på egne vegne. For hvor gik egentlig grænsen for, hvornår Finnegan kunne finde på at bruge sine evner?

Mens disse tanker flød gennem hans hovede, fjernede Cadogan ikke blikket fra broderen, men i stedet for at give sin bekymring en stemme, nikkede han blot til sidst.

"Det gjorde du sikkert." Han vendte sig lidt i stolen for at famle efter cigaretpakken under papirerne. Han vendte sig tilbage mod tvillingen, da han havde fisket en frem og sat den mellem sine læber. "Ved du, hvor han er?"

[Finnegan Schuyler]

Det havde været besynderligt utilfredsstillende, at få sat navn på faderen, efter at have spekuleret og raset over ham i årtier. En legemliggjort far betød et opgør med fortiden, men hvad det præcist indebar, kunne Finnegan først udtale sig om, når han stod ansigt til ansigt med manden, der havde forladt tvillingerne som spæd.

Cadogans reaktion var som Finnegan havde forventet: ordknap, men han formodede, at de samme følelser som han havde oplevet, foregik inde i Cadogan. ”Nej, men jeg har alle intentioner om at finde ud af det.” Disse ord varslede ikke godt for dem, der stod i Finnegans vej; de betød, at han var forberedt på at gøre hvad som helst og bruge alle midler, for at finde frem til faren.

Finnegan rakte ud efter whiskyen der stod på bordet. Efter at have læst mærkatet (Batch 4, barrel 3), skænkede han en gavmild sjat i to glas og skubbede det ene hen mod Cadogan. Han skyllede tankerne om Maxwell hurtigt ned, hvorefter han rejste sig op med en lille gryntende protest. Det var tid til at tage sig af mere presserende opgaver.

Finnegan iklædte sig sin kappe og hat. ”Skal vi?” spurgte han sigende til tvillingebroderen.