Når juleklokken kimer

[Gillian C. Fudge]

Det var altid hårdt for Gillian at være hjemme i ferierne. Det store hus virkede evigt tomt og selv, når hun søgte selskab hos Senga Darrow , følte hun sig alene. Derfor begravede hun sig ofte i de mange, tykke bøger, der var at finde i hjemmet og det var med en af dem i hånden, at hun bevægede sig ind i stuen.

Først for sent gik det op for hende, at Alastair var i rummet, men hun var efterhånden så vant til at gøre sig selv usynlig, at det var den naturlige fremgangsmåde. Blikket var sænket, som hun bevægede sig hen til sofaen og lydløst sank ned på den.

Alastair Fudge
24. december

[Alastair Fudge]

Alastair sad selv og læste, da lyden af fodtrin hørtes på gangen. Han løftede blikket og fulgte sin lillesøster. Han sagde dog ikke noget med det samme, men læste selv videre i en tid. På et tidspunkt stoppede han dog, som han også kom frem til, at han jo nok på et tidspunkt blev nødt til at tale med Gillian i løbet af ferien. Så han klarede halsen.

"Hvad har du købt til moder i julegave?"

[Gillian C. Fudge]

Der var ingen anden lyd i stuen, end bladren af sideer mellem dem i en god tid og Gillian nåede at håbe, at hun ville komme sikkert igennem, før Alastairs stemme lød. Med besvær sank hun og hævede langsomt blikket fra bogen.

"Jeg fandt hende et fortryllet smykkeskrin," svarede hun med spinkel stemme. Årene havde lært hende påpasselighed omkring broren. Mens andre børn var vokset op med hjertevarme og nærhed havde de fået lektioner om proper adfærd og afstand.

"Det er samtidig en spilledåse."

[Alastair Fudge]

Alastair var egentlig hamrende ligeglad med svaret. Hans interesse for moderen var på et absolut minimum, velvidende at det samme gjaldt den anden vej. "Aha," svarede han derfor roligt, uden at tage sig af Gillians usikkerhed. Den var alligevel malplaceret. Hvad havde hun at være usikker omkring?

Og så igen... "Jeg har hørt om, hvad der er sket i kølvandet på yuleballet."

[Gillian C. Fudge]

Blikket flakkede, men endte alligevel med at fæstne sig ved Alastairs lyse øjne, så lig hendes egne. I dem lå fordømmelsen, der lige så vel kunne være projiceret, men det fik det uanset til at ulme skamfuldt i hendes indre.

"Ja. Det... Det var skammeligt af mig. Liste ud til skabe på den måde," mumlede hun en mere eller mindre gentagelse af Reginalds ord.

[Alastair Fudge]

Alastair vidste ikke hvad han havde håbet på. Måske at hun ville stå ved sin handling. At de kunne finde en eller anden form for fælles grund, nu hvor han selv stod til at ændre alting. Men nej. I stedet lød Gillian som den perfekte kopi af deres forældre.

Alastair slap en intetsigende lyd, rynkede på brynene og slog blikket tænksomt ned.

[Gillian C. Fudge]

Gillian så stadig over på broren, selvom han ikke længere mødte hendes blik. Tankefuldt tyggede hun sammen om underlæben og overvejede, om der mon alligevel kunne findes en fortrolighed mellem dem. Uanset syntes ordene nu at slippe fra ham.

"Men... Det føltes bare ikke forkert. Ikke i øjeblikket, i hvert fald," indrømmede hun forsigtigt.

[Alastair Fudge]

Alastair forventede ikke mere fra Gillian, men da hun alligevel talte, hævede han kun langsomt blikket. Øjenbrynene trak sig let sammen, men der var ikke nogen tegn på afsmag på hans ansigt.

“Hvorfor ikke?”

[Gillian C. Fudge]

Allerede nu forberedte Gillian sig på at blive kaldt tåbelig eller naiv, men det var en af de første rigtige samtaler, de havde haft længe og alternativet var at sidde helt alene med sine tanker.

"Jeg ved det ikke," konstaterede hun. "Måske er det det, forelskelse gør."

[Alastair Fudge]

Alastair så fortsat eftertænksom ud, men havde ikke tænkt sig at grine af Gillian. Tværtimod lyttede han til hende og nikkede langsomt.

“Det tror jeg, at du har ret i...”

[Gillian C. Fudge]

Selvom det ikke kom til syne, var Gillian overrasket over svaret. Det fik hende endda til at lukke bogen i over bogmærket og i stedet pille distræt ved hjørnet af læderomslaget.

"Har du været forelsket?" spurgte hun med en stemme af glas og uden rigtigt at kunne møde hans blik. Det ville fremstå for respektløst.

[Alastair Fudge]

Gillian så ikke på ham, men han så til gengæld heller ikke for alvor på hende. De stirrede i hver sin retning, som de havde noget der mindede om den mest reelle samtale i årevis. Engang havde det nok været anderledes.

"Ja," svarede han lavmælt, men ærligt.

[Gillian C. Fudge]

Gillian blinkede en gang, så en gang mere, da hun fik et uventet svar af farens favorit. Hun fugtede læberne og havde på fornemmelsen, at hun burde stoppe, mens legen var god, men det var dage siden, hun havde talt med én, der ikke så strengt eller fordømmende på hende.

"Gjorde du noget ved det?"

[Alastair Fudge]

Han var tavs lidt efter hun havde stillet spørgsmålet og tog til sidst en dyb indånding. "Ja. Men ikke alt, hvad jeg burde," konstaterede han og rynkede på brynene. I mere end et halvt år havde Lysander Scamander accepteret hemmelighedskræmmeriet.

"Det kan vi ikke." Og med vi, mente han naturligvis ham selv og Gillian. Som en Fudge kunne man ikke bare gøre som man ville.

[Gillian C. Fudge]

Alastairs svar var kryptisk og gav hende ikke megen hjælp til, hvordan hun selv skulle forsøge at håndtere sin krise fremadrettet. Så hun nikkede og tog en dyb indånding.

"Nej. Det kan vi ikke." Hun skævede over til ham. "Har du fortalt det til far?"