Når epidemien rammer

[Alice Longbottom]

Det var december. Ganske vist var Alice en sommerpige, men der var nu magi over december, der modsat resten af vinteren ikke var kold og mørk, men fyldt med lys og hjertevarme og småkager. Ganske vist betød det også travlhed på afdelingerne, men da hun udskrev en patient, de havde haft liggende i godt humør og endda med et et lille kram og et "god jul", var der alligevel intet andet end smil.

Klædt om og igen i sit eget tøj trådte hun ind i elevatoren og satte mod indgangen med en lille munter julenynnen, der stoppede brat, da en velkendt patronus søgte hende. Beskeden fik hende til at stivne og hun satte omgående mod anden sal.

Med en emotionel storm i blikket marcherede hun hem mod det første ansigt, hun umiddelbart genkendte. Barnabas Birthwistle havde introduceret dem engang. "Miss Blishwick." Hendes stemme lød oprørt. "Hvor er han?"

Ottoline Blishwick
5. december

[Ottoline Blishwick]

Ottoline havde voldsomt travlt pt. Hun havde det som om hun var ved at knække over indeni. Det havde ikke været nemt at forlade kæresten og nu skete dette. En ulykke kom sjældent alene, som man sagde. Alligevel forsøgte hun at være professionel og da hun fik øje på Longbottom, gik hun diskret ind foran hende for at stoppe hende fra at bevæge sig videre.
"Du kan ikke se ham nu. Har du været sammen med ham for nyligt?" Spurgte hun. "I så fald skal du testes." Forklarede hun og forsøgte at have en form for autoritet i stemmen. Hun var ikke sikker på hvad han fejlede endnu, men de kunne ikke risikere noget.

[Alice Longbottom]

Alice rynkede brynene og holdt ikke irritationen ude af blikket, da hun så ind i Ottolines lyse øjne. Affejende hævede hun hånden.

"Jeg skal nok lade jer tage alle de tests, I gerne vil have, men for nu vil jeg gerne se Barnabas," konstaterede hun med en myndighed i stemmen, hun ikke helt anede, hvor kom fra.

[Ottoline Blishwick]

Det var ikke så tit, at Ottoline blev en kontrær dame, men hun måtte dog finde den side frem i sig selv nu.
"Det kan der ikke blive tale om. Du skal testes og så skal du direkte hjem." Sagde hun og rettede sig lidt op. Hun var en lille smule lavere end Alice og det gjorde det lidt svært at puste sig op overfor hende.
"Vi skal nok tage os af Barnabas." Bemærkede hun og smilede beroligende til Alice.

[Alice Longbottom]

Alice var vant til at være en god bid lavere end de fleste, hun stod over for og hun havde fundet måden at gøre op for det på, når hun skulle. Hun rystede fast på hovedet uden at slippe kvinden med blikket.

"Jeg vil gerne se ham. Nu."

[Ottoline Blishwick]

"Det kommer du ikke til Longbottom." Sagde hun bestemt. "Vi kan ikke risikere noget og du ved også at Barnabas ville slå mig ihjel, hvis jeg lod dig gå ind til ham." Sagde hun og satte hænderne i siden.
"Kom ikke og sig, at jeg skal have hjælp til at håndtere dig. Du er selv helbreder. Prøv at lyt til din fornuft." Bemærkede hun.

[Alice Longbottom]

Der var år og rang mellem dem, men det forhindrede ikke Alice i at ranke sig i den limegrønne hospitalsuniform. Der var fornuft i hver af Ottolines ord, men hun var blind for den lige nu.

I en blanding af skærpet klarhed og en næsten trancelignende tilstand gik det op for hende, at hun havde trukket staven. "Jeg mener det, Blishwick. Træd til side."

[Ottoline Blishwick]

Ottoline løftede sine øjenbryn da Alice trak sin tryllestav. Det havde hun ikke lige regnet med og hun var derfor for langsom til at reagere. Det var en af de andre helbredere heldigvis ikke, som afvæbnede Longbottom inden hun kunne nå at kaste en besværgelse.
"Nej." Sagde hun og så Alice i øjnene. Hun ville få den anden helbreder til at trække hende med ind og få taget tests, hvis det var det der skulle til.

[Alice Longbottom]

Alice havde ikke tænkt sig at gøre brug af magi for at komme forbi. Det var i hvert fald ikke kommet langt nok til, at hun havde overvejet det, før staven blev trukket ud mellem fingrene på hende. Uden Barnie og uden magi følte hun sig pludselig nøgen. Tårerne gjorde hendes øjne blanke og syn sløret, men hun slap dem ikke endnu.

"Jeg vil se ham," gentog hun utrætteligt.

[Ottoline Blishwick]

Da Alice begyndte at falde fra hinanden, begyndte Ottoline at lade sine parader falde en smule og hun så mere sympatisk på den yngre kvinde.
"Det kan du desværre ikke, men hvis du kommer med mig og bliver testet, kan du få din tryllestav tilbage." Sagde hun og sukkede dybt.
"Alice. Det er ikke fordi jeg synes det her er sjovt, men jeg lader dig ikke komme ind til ham." Bemærkede hun med et varmt blik.

[Alice Longbottom]

Alice havde ikke særlig meget lyst til bare at overgive sig og komme med Ottoline. Faktisk havde hun ingen intentioner om det. Hun havde aldrig været en særligt trodsig sjæl, men nu skridtede hun alligevel frem med intentionen om at passere kvinden.

Der var intet andet i hendes tanker end Barnie. Hendes Barnie, der sikkert lå helt alene på en stue. Hendes Barnie, som muligvis havde dragekopper.

[Ottoline Blishwick]

Da Alice gik hen mod hende, gik hun straks ind foran hende og trak sin tryllestav.
"Der er låst." Sagde hun. "Der er ingen måde, du kan komme ind til ham." Bemærkede hun og var nu efterhånden ved at være godt træt af hende.
"Hvis du bliver ved på denne måde, bliver jeg nødt til at trække dig væk mod din vilje." Sagde hun. Det ville hun enten gøre med magi eller med hjælp af den rimelig bredskuldrede helbreder, der stadig stod med Alices tryllestav i hånden.

[Alice Longbottom]

Det havde hele tiden været et dødsdømt forsøg, men Alice havde ladet sig bære af sine følelser. Nu tog hun for første gang en dyb indånding og prøvede at klare tankerne, bare en smule. Musklen spillede stadig ved kæben.

"Fint," overgav hun sig endeligt og stemmen lød ubehageligt hul.

[Ottoline Blishwick]

Ottoline holdt sig selv tilbage fra at slippe et lettet, dybt suk. Det var dog i virkeligheden det hun havde lyst til. Hun smilede dog i stedet overbærende og nikkede derefter.
"Så kom." Sagde hun og begyndte at gå længere ned ad gangen, hvor rummet hvor de kunne teste hende befandt sig. Samtidig holdt hun dog stadig øje med Alice, for at være sikker på at hun ikke prøvede på noget.

[Alice Longbottom]

Alice fulgte Ottoline i god ro og orden, selvom hun kastede et længselsfuldt blik omkring sig for at se, om hun kunne finde Barnies rum. Bare at kunne få et glimt af ham ville berolige hende betragteligt, men hun var ikke så heldig.

Der var ikke mere tilbage at sige, så hun prøvede i stedet at holde gråden skak ved at beholde munden lukket.