Is this the end? [S]

[Fred Weasley II]

2. november 2022
Bethany P. Green

Lejligheden var efterhånden ved at være mørk. Man kunne mærke at vinteren var på vej - lyset forsvandt hurtigere og vejret var koldt. Fred lukkede vinduet, sukkede og så igen ned på den travle gade udenfor. Bethany ville snart ankomme. Deres forhold havde været anstrengt i noget tid nu. Det var ikke fordi han ikke glædede sig til at se hende, men han kunne heller ikke ignorere den knugende fornemmelse han havde i maven. Efter dimissionen på Hogwarts var han flyttet til London. Beth var fulgt med og boede med sin bror ikke langt derfra. Hans lejlighed havde været deres fristed - et sted hvor de begge kunne slå fødderne op og slappe af. Men på det seneste havde han følt sig presset. Havde haft på fornemmelsen at det de havde ikke var som det engang havde været. Nemt, rart og fuld af latter.

Han trak øjnene fra gaden, fandt sin stav frem, gjorde en lille bevægelse mod en lampe i hjørnet. Den udsendte et varmt lys men det var som om atmosfæren i rummet kvalte varmen i det. Han traskede over til sofaen i den anden ende af lokalet og satte sig. Hun måtte være lige på trapperne.

[Bethany P. Green]

Vinteren var altid en prøvende årstid for Bethany, der levede for foråret og sommeren. Mørket gjorde intet godt for den evigt truende melankoli i periferien af hendes sind. Derfor havde hun også taget tideligt fri og valgte at gå den lille tur, der var fra Profettidende og hjem til Fred.

Knoerne dansede over døren i en let melodi, der sikkert havde været mere munter, hvis solen havde skinnet varmt og gyldent ind ad ruderne.

[Fred Weasley II]

Ved den pludselige banken så Fred over på døren. Der var pludselig langt derhen. Han rejste sig og gik med hastige skridt derover for at åbne op. Udenfor stod Beth, så smuk som altid og ventede på ham. Det var ikke længe siden han havde set hende, men hun holdt aldrig op med at være smuk.

"Hey Beth," sagde han så muntert han kunne og lukkede hende indenfor i den dunkle lejlighed. Han gav hende et kys som han altid havde gjort og stadig gjorde og mærkede ukendte følelser rase igennem ham. Følelser han ikke kunne sætte ord på eller definere. De var dog hurtigt væk og han rakte ud mod hende for at tage imod hendes overtøj.

[Bethany P. Green]

Skuldrene sank over det blik, Fred mødte hende med. Selvom Bethany bar rundt på en frygt og tvivl, der uvelkomment havde sneget sig ind mellem dem med skænderier og usikkerheder. De havde bundet sig selv og hinanden i en knude, hvor de forsøgte at leve i dagen og, men konstant længtedes efter dage i fortiden og famlede rundt i det mørke, der var deres fremtid.

"Hej skat," hilste hun blødt og mødte vanligt hans læber i en bevægelse, der i årenes løb var blevet lige så naturlig som at trække vejret. Hun lod ham tage hendes jakke med et lavmælt "tak."

Sammen skridtede de ind i hans stue. "Har du haft en god dag?"

[Fred Weasley II]

Han fik hængt hendes jakke op og gik efter hende ind i stuen. Der var stadig en smule koldt efter vinduet havde stået åbent. Det rørte ham dog ikke rigtigt men han vidste at det nok ville påvirke hende. Han satte sig igen i sofaen og rakte ud efter et tæppe så hun kunne sætte sig med det om sig hos ham.

"Den har været fin," sagde han lidt kort for hovedet men tilføjede hurtigt med et lille smil, "vi skal snart ud og se på det sted den nye butik skal sættes op." Det var et kort sammendrag og han kunne i øjeblikket ikke engang finde glæden i det han elskede mest i verden - sit arbejde. "Hvad med dig? Hvordan har din dag været, skat?" 

[Bethany P. Green]

Bethany var nærmest altid kold, i hvert fald omkring fingrene og fødderne. Det var skam ikke fordi hun ikke ville spise, men hun havde bare en tendens til at glemme det, når hun brugte hele dagen på at tegne. Hun skuttede sig lidt i det kølige rum.

Brynene blev hævet lidt over det kortfattede svar og hun skyndte sig i stedet at skridte mod køkkenet for at lave en kop kaffe. "Den har været fin. Jeg fik ros for min stribe sidste uge," bemærkede hun. "Finurlig og humoristisk, beskrev de mig som."

[Fred Weasley II]

Endnu engang sukkede han og rejste sig igen for at følge efter hende ud i køkkenet. Sådan her var deres samtaler meget for tiden. Ligegyldige. Uden følelse.
Hun stod ved køkkenbordet med ryggen til ham og var ved at lave kaffe som så mange gange før. Han huskede tilbage på deres første nat i lejligheden. De havde ligget i sengen hele dagen efter med hver deres kop kaffe i hånden og have snakket om løst og fast - ikke noget som helst af det de havde snakket om, havde virket ligegyldigt.

Han gik helt hen til hende og lagde sine arme blidt om livet på hende. Hovedet lagde han i hulningen mellem hendes hoved og skulder. Hun virkede så lille i forhold til ham. "Du fortjener ros. og de har ret..." sagde han med en lav stemme og lod sine øjne følge hendes hænders bevægelser. "... du er 'finurlig og humoristisk.'"

[Bethany P. Green]

Bethany havde netop skænket op i koppen, da hun mærkede Freds varme arme snige sig om hendes liv. Med et lille smil spirende om læberne lænede hun sig ind til ham og slap et enkelt, vaklende suk. I de øjeblikke virkede det hele simpelt, som var de skabt til at være sammen.

Hun ignorerede, at det ikke var sådan altid længere og lagde hænderne over hans. "Så passer vi jo fint sammen," mumlede hun og hvilede tindingen mod siden af hans hoved.

[Fred Weasley II]

Han smilede let og lukkede øjnene. Han kunne mærke hendes hoved mod sit eget og hendes hænder på hans. Hvorfor kunne det ikke bare altid være sådan her? Ukompliceret og let. Han vendte hovedet mod hendes og duftede straks den velkendte duft af hendes hår. Lavendel. Han følte han kunne blive stående her for evigt.

"Du ved godt at jeg elsker dig ikke?" sagde han efter en hurtig indskydelse. Det virkede vigtigt at fortælle hende det lige nu. Han mente det skam også men som så mange gange før var der stadig noget i ham der strittede imod. De havde haft mange uenigheder på det seneste. De var ikke alle endt pænt og et sted inden i ham, var der en forfærdelig fornemmelse af, at der snart ville ske noget skidt.

[Bethany P. Green]

Elsker. Ordet sendte en strøm af varme gennem hende, men fik også maven til at vride sig lidt sammen. Fred elskede hende. Det havde han gjort i årevis nu, men noget var anderledes. Når de ikke var sammen, vendte kulden og tvivlen tilbage og selvom der blot var få gader mellem dem, føltes det som have og hun druknede i dem.

"Jeg elsker også dig," hviskede hun alligevel og selvom ordene ikke betød det samme, som de engang havde gjort, mente hun dem. Langsomt drejede hun sig i hans arme og strejfede hans læber med sine.

"Skal vi måske gå ind og sætte os?"

[Fred Weasley II]

Den lille hentydning af et kys fik en kuldegysning til at løbe igennem ham som elektricitet. Han slap hende og så med en smule varme på hende før han svarede. "Efter dig."
Normalt ville han have givet hende et klap bagi efterfulgt af sådan en replik men der var noget i luften der gjorde at han lod vær. Det var mærkeligt hvordan denne dag føltes som den gjorde. Han havde før haft "grå dage" men lige præcis denne havde noget ondt med sig og han kunne mærke det hos dem begge.

[Bethany P. Green]

Stemningen var uplacerbart skæv og ordene mellem dem tomme. Det burde måske have været slut for længe siden, men hver gang Bethany så på ham og forestillede sig aftenerne alene og hvordan fuglene ville kvidre ude foran hendes vindue. De ville synge om, at han igen havde fundet en ny kærlighed og alle brikkerne ville falde på plads for ham. Hele hans liv ville gå op i en højere enhed, men det var en enhed uden hende.

Det var ikke, at hun ikke undte Fred alverdens lykke, men tanken om hans arm om en anden, mens hun ville danse alene ned ad livets vej gav hende ondt i maven. Gode intentioner var blevet til dårlige minder og deres forhold efterhånden reduceret til en dårlig joke, de blev ved at insistere på var kærlighed.

"Fejrer du jul med din familie igen?" spurgte hun i et forsøg på at fylde tomheden, mens hun tog plads i hans sofa.

[Fred Weasley II]

Igen mærkede han tomheden i den måde de snakkede på. De små øjeblikke, de fantastiske små øjeblikke, som det de lige havde haft havde længe været det der havde holdt ham kørende. Han vidste snart ikke hvad der var tilbage mere at kæmpe for og han havde på fornemmelsen at hun godt var klar over at det var det der ofte gik igennem hans tanker.

"Selvfølgelig gør jeg det." Han satte sig ved siden af hende i sofaen. Ikke helt tæt på hende men lidt væk. Det var ikke noget han tænkte over - det skete bare. Som så mange andre ting var det noget han savnede. Nærhed. Samtidig var der noget i ham ser fik ham til at holde sig lidt på afstand. Bethany havde snakket meget om deres fremtid sammen og han måtte indrømme at han var blevet skræmt af det. Hun havde ikke prøvet at tvinge ham til noget men presset var alligevel steget med tiden og det blev sværere og sværere at skubbe det ud af tankerne når han var sammen med hende.

Han rakte ud efter tæppet endnu engang og rakte det mod hende uden videre at tænke over det. "Hvad med dig?"

[Bethany P. Green]

Det var en vane som at trække vejret, da Bethany tog imod tæppet med et lille taknemmeligt smil. Hun lagde det over sig som kunne det give den varme, hun ikke længere fandt i ham. Især ikke da samtalen indirekte faldt på hendes familie.

"Jeg tror bare, jeg fejrer her med Quentin igen," svarede hun. På Hogwarts var hun også blevet på slottet over jul. Siden Quentin var flyttet hjemmefra havde der ikke været noget for hende i det kolde, tomme hjem, hun var vokset op i.

[Fred Weasley II]

Han betragtede hende imens hun pakkede sig ind i tæppet. Først nu gik det op for ham at hans spørgsmål havde været en smule taktløst. Han vidste jo godt hvilket hjem hun kom fra men som så mange gange før havde han ikke tænkt sig om før han havde sagt noget der potentielt kunne såre hende.
Han nikkede en smule. Var i syv sind om han burde undskylde eller om hun vidste at det ikke havde været for at at gøre hende ked af det at han havde spurgt. Han kunne selvfølgelig invitere hende med hjem i julen. Han vidste dog at hun højest sandsynligt ikke ville lade Quentin sidde alene. Derudover var han ikke sikker på, at det var en god idé med den tilstand deres forhold var i i øjeblikket.

"Undskyld Beth, jeg..." han stoppede sig selv og så væk. "Jeg tænkte mig ikke om inden jeg spurgte." Han vidste det ikke var yndlingsemnet at snakke om familien og da slet ikke omkring højtiderne. Han lod igen de mørkebrune, næsten sorte, øjne hvile på hende.