I denne søde juletid

[Gillian C. Fudge]

Normalt, når Gillian var hjemme i ferierne, var det temmelig nemt for hende at holde lav profil og næsten gå i ét med baggrunden, men denne gang var det lidt anderledes. Det var ikke kun godt nyt, der var nået hjem, men også husalfens beretninger om hendes færden på slottet, især med en hvis løve.

Juledagene var derfor gået med en nervøs kugle i maven, der var vokset og blevet til permafrost. Stille som en mus trådte hun ind i pejsestuen, hvor det kun var hendes far, der befandt sig nu. Hun klamrede sig til sin bog og trådte lydløst hen til en lænestol, hun forhåbentlig kunne forsvinde lidt i.

Reginald Fudge
26. december

[Gillian C. Fudge]

Den komplette tavshed var ikke anderledes end soundtracket fra Gillians barndom og hun åbnede bogen for at give sig til at læse op til næste semester uden rigtigt at kunne koncentrere sig om ordene, hendes blik gled over. De lyse øjne var også hurtigt på faderen, da han brød tavsheden.

“Ja, sir,” svarede hun dæmpet og slog blikket ned.

[Gillian C. Fudge]

Gillians blik flakkede og hun ønskede sig to centimeter høj, så hun kunne forsvind væk i lænestolenes puder. Men der var ingen nem udvej. Hun tog en dyb indånding.

“Det ved jeg ikke, sir,” løj hun uden at kunne møde sin fars blik. I stedet var det fast rettet mod fingrene, der allerede nu gned nervøst mod siden af bogomslaget.

[Gillian C. Fudge]

Det var angstprovokerende til en grad, Gillian slet ikke kunne følge med på og hun savnede sig tilbage til skolen, hvor hun kunne flygte de evigt vurderende blikke og den på forhånd tanten kamp for forældrenes kærlighed.

“Jeg sås med en dreng,” indrømmede hun med vaklende stemme og kunne stadig ikke møde hans blik. “Jeg brød reglerne.” Det måtte være det.

[Gillian C. Fudge]

Svaret faldt tungt over hende og Gillians indre vred sig under blikket, hun vidste, stadig hvilede på hende. Det var en krig at synke, men hun fik det endelig ned. Alt. Det var vist ikke muligt at blive mindre.

“Undskyld. Jeg er virkelig ked af det .... sir.”

[Gillian C. Fudge]

Det nev faretruende i næsen og begyndte at svide bag øjnene, hvilket aldrig var et godt tegn, før hun var bag lukkede døre, hvor ingen kunne se hende eller klandre hende for svagheden. Langsomt hævede hun blikket, alligevel grebet af en trang til at forsvare sig selv.

“Jeg har ikke været sammen med ham,” indvendte hun med skamfuldt blussende kinder.

[Gillian C. Fudge]

Gillian bemærkede både de spændte fingre om armlænet og det strenge blik fra sin far. Det fik hende til at vende øjnene tilbage mod fødderne igen.

"Det er ikke en løgn, sir," hviskede hun og fugtede de tørre læber med en mindst lige så tør tungespids. Hvordan skulle hun kunne forklare sin far, at det hele bare havde været et forsøg på at lære ham at kende uden de forbandede rygter hele tiden.

"Det var udelukkende for at komme væk fra uvedkommende blikke og ondsindede tunger."

[Gillian C. Fudge]

Skammen syntes at syde og brænde i hendes mave, og Gillians fingre begyndte at ryste om bogomslaget. Det var ikke, at hun ikke udmærket godt vidste, hvad han fortalte, men for første gang havde en irettesættelse været nødvendig.

"Han er..." Stemmen svigtede hende og hun måtte klare halsen, før hun kunne få ordene ud. "Han er forlovet med en anden."

[Gillian C. Fudge]

Det havde kun været et splitsekund, hvor Gillian vovede at se op, men øjeblikket endte hurtigt over udtrykket i faderens ansigt. Øjnene blev blanke, men hun ville ikke forværre den i forvejen rædselsfulde samtale med gråd.

"Han vil ikke giftes med hende," svarede hun lavmælt. "Han..." elsker mig? "Han vil være sammen med mig."

[Gillian C. Fudge]

Selv de hårde ord ramte blidere end fnyset og Gillian bukkede en rødglødende nakke lidt mere. Lige indtil Reginald sammensatte en sætning, der fik hendes hjerte til at standse.

Hun nikkede stift. "Ja, sir."

[Gillian C. Fudge]

Lige fra starten af havde Gillian vidst, at det havde været en flirten med det forbudte med William Knight. Hans kærlighed havde været som en kniv; skinnende og uskyldig, men farlig, og sammen var de danset på en tumult rejse ned ad knivsæggen. Men før hun vidste af det, havde hendes far boret den kniv ind i hendes mave og drejede den nu langsomt ét ryk ad gangen.

"Nej, sir," svarede hun spinkelt og prøvede at gøre sig hård, mens hun nu sad tilbage, lige så alene som hun altid havde været.

[Gillian C. Fudge]

Ikke nok med at Gillian skulle leve med konsekvenserne med sin hovedløse, skamfulde adfærd, skulle hun nu også afbryde kontakten til drengen, hun elskede. Hun snøftede lavt og såret, ikke for at vinde medlidenhed, men fordi hun ikke kunne andet.

Langsomt lukkede hun bogen i og lagde den fra sig på det lille bord nær lænestolen, før hun krydsede gulvet over til sin far. Knæene rystede let under hende, da hun standsede og hun skulle bruge en dyb indånding, inden hun kunne møde hans blik.

[Gillian C. Fudge]

Gillian ventede tålmodigt som en pige, der godt vidste, at hun havde trådt gevaldigt i spinaten og da hun fik tegn på at sætte sig, gjorde hun også det. Nu var ikke tiden til indvendinger. Det havde det aldrig rigtig været.

"Ja," svarede hun og nikkede, selvom hun aldrig ville kunne presse Liam ned i en ny forlovelse. Hun havde set ham reagere på den sidste og ville aldrig byde ham at gå igennem det igen.

"Undskyld."

[Gillian C. Fudge]

Øjnene var store under Reginalds berøring. Det var en omsorg, der vægtede højere end noget andet. Selvom prisen for den var Liams kærlighed. Så Gillian nikkede igen.

"Hvad, hvis man ikke gør?" spurgte hun forsigtigt og vidste, at de allerede nu havde strukket den lidt. Det var ikke ofte, hun havde blottet sit følelsesliv på den måde.

[Gillian C. Fudge]

Gillian nikkede og prøvede at lade det synke ind. Måske det virkelig var sandt, at hun ville komme sig William Knight en dag og at bare tanken ikke ville få hendes hjerte til at bløde.

"Selvfølgelig, sir," svarede hun lavmælt og så på ham med et opmærksomt udtryk, selv med blanke øjne.