Som en dårlig joke

[June Chang-Masters]

Der kunne sikkert siges mangt og meget om June Chang-Masters og var sikkert også blevet gjort det gennem tiden, men hun kunne næppe beskyldes for at være bange for en konfrontation. Alligevel havde hun haft brug for mere end blot et par dages betænkningstid, efter nyheden om forlovelsen mellem Henrietta Fletcher og Hendry. Hendes bedste veninde og ekskæresten.

Alligevel havde hun stadig ikke følt sig helt i balance, da hun var gået ind på Hendrys kontor den eftermiddag og både roligt og professionelt havde forhørt sig om muligheden for at komme forbi til en kop kaffe. Måske var det også derfor, hun tøvede det ekstra, inden hun var trådt ind i pejsen og havde udtalt en adresse, hun ikke havde besøgt længe.

Det var underligt at træde ud i pejsen og vide, at hun var i Edinburgh. Efterhånden var hun der kun, når hun besøgte sin far og hun tog en dyb indånding, før hun børstede lidt aske af skjorten og trådte ud i hans stue.

"Hendry?"

Hendry Urquhart

[Hendry Urquhart]

Hendry sad i en lænestol i dagligstuen og afventede Junes ankomst. Da hun tidligere på dagen var trådt ind på hans kontor for at invitere sig selv på kaffe, havde han haft svært ved at læse hende. Hun havde været hurtigt inde og hurtigt ude igen, og hun havde intet sagt om anledningen. Så han sad og forsøgte at lade være med at gætte, men hans tanker blev ved med at finde vej til mulige årsager.
Den mest indlysende anledning var i hans hoved det lille optrin mellem ham selv og Benedict McLaggen til afdelingsjulefrokosten – havde han læst den anden troldmand rigtigt, ville det ligne ham dårligt ikke at have nævnt hændelsen for June.

Der var også en anden mulighed, denne også relateret til McLaggen-familien, men der var intet helt offentligt endnu.

Han vendte sig i stolen, da han hørte en puslen inde i pejsen, og der stod June klædt i aske. Med rolige bevægelser rejste han sig fra sit sæde.
”June,” hilste han, ikke helt sikker på hvilken fysisk hilsen der ville være passende for mødet. Derfor endte ham med blot at blive stående. ”Hvad skylder jeg æren?”

[June Chang-Masters]

Lejligheden lignede sig selv, med June nåede ikke at nærstudere den, før Hendry stod foran hende og krævede hendes opmærksomhed. Normalt listede hun ikke om den varme grød eller de svære samtaler, men nu var hun mere usikker. Det var alligevel over et år siden, at de sidst havde været alene i hans lejlighed.

“Jeg tænkte, vi måske burde tale sammen,” konstaterede hun. Det havde de vist egentlig aldrig gjort dengang. Ikke rigtigt. Nu virkede det pludseligt det vigtigere at få sat ord på nogle ting. “Kaffe eller te plejer at være godt til den slags. Det giver muligheden for at sidde og røre i ting,”

[Hendry Urquhart]

Kaffe eller te var gode, fordi de gav muligheden for at sidde og røre i ting. Hendry nikkede forstående, bekendt som han endnu var med Junes forkærlighed for at holde sine hænder beskæftiget.

”Jeg er lutter øren,” bemærkede han så og gjorde en gestus, der skulle byde hende længere ind i stuen. Det virkede overflødigt ligefrem at anvise hende en stol; så længe var det trods alt heller ikke siden, hun sidst havde været i lejligheden.

I det samme kom Skravl trissende ind i stuen, balancerende en bakke med en kande og to porcelænskopper hen mod det lille bord mellem lænestolene og sofaen.

[June Chang-Masters]

June huskede kun alt for godt ruten ind til stuen, selvom hun sidst havde taget turen baglæns i halvmørke og var tumlet rundt i en afklædningsproces. Efter lidt ståen og kiggen rastløst rundt, tog hun endeligt plads i en stol og plantede hænderne i skødet.

Tænderne blev lukket hårdt sammen, da husalfen kom tøffende. Hendry kendte udmærket hendes holdning til den slags og det var uanset ikke derfor, hun var kommet.

"Jeg har talt med Henrietta." Plasteret var af. Det var ikke sådan, hun havde forestillet sig, men ordene lå allerede og plaskede mellem dem.

[Hendry Urquhart]

Hendry kendte udmærket Junes holdning til husalfer, og tanken strejfede ham da også kortvarigt, mens Skravl begyndte at sætte kopper frem på bordet. Uvilligheden til at undskylde for traditioner havde imidlertid altid været et Urquhart-træk.

Da den mørkhårede heks satte sig, sluttede han sig til hende i stolen overfor, og han betragtede hende med et afventende blik. Der var ganske rigtigt mange ting, de aldrig havde fået talt om; tråde der kunne redes ud, og som til sammen fortalte den mudrede historie om deres korte forhold.
Det var imidlertid ikke sådan en tråd, hun samlede op.

Af de scenarier, der havde sneget sig ind i hans hoved, mens han havde forsøgt at holde dem ude, valgte hun hans absolut mindst foretrukne; ikke fordi han foretrak Benedict over Henrietta McLaggen, men fordi det var det, der havde langt den største betydning for hans eget liv.

”Javel,” præsterede han efter at have klaret halsen under et nu flakkende blik.
Kaffe og te viste sig nu ikke kun at være gode, fordi man kunne røre i dem; de kunne også være et holdepunkt for dem, der havde brug for at genvinde fodfæstet. Det havde Hendry, så han hørte sig selv spørge: ”Kaffe eller te?”

[June Chang-Masters]

Allerede da ordene havde forladt hendes tungespids, vidste June godt, at det var den forkerte tilgang til sagen, men hun havde aldrig været god til at liste på æggeskaller. Og nu havde hun taget den direkte med hovedet først i den dybe ende.

"Te," svarede hun. Koffeinen ville næppe gøre noget godt for hende lige nu, så lidt dulmende til nerverne virkede som en bedre ide. "Tak. Og det ville ikke gøre mig noget, om den blev irsk. Eller skotsk, men du ved..." Hold nu kæft, June. Hun havde alle dage været en nervøs pladrer.

[Hendry Urquhart]

Hendry var taknemmelig, da June tillod ham et øjeblik til at lade tankerne falde ind på det spor, hun havde slået dem hen på.

Hun ønskede te, og det ville ikke gøre hende noget, hvis den var af andet-end-engelsk oprindelse. Under andre omstændigheder, kunne hendes lidt kluntede formulering have fremkaldt et smil, men Hendrys mimik var en smule lammet af tankernes bevægelser.
Han gjorde mine til at række efter sin tryllestav, men i det samme knipsede Skravl med fingrene, og en flaske whisky dukkede op på bordet. Midt i det hele havde han halvvejs glemt husalfen, der allerede var beskæftiget henne ved pejsen, men som tydeligvis stadig lyttede.
”Tak, Skravl,” kommenterede han i en signede tone, og tjeneren forføjede sig med et lille buk.

Han lænede sig lidt frem og greb som det første omkring whiskyflasken.
”Sig stop,” bad han og skævede op mod June, mens han begyndte at hælde af den ravfarvede væske.

Det ville være simplere at holde samtalen på drikkevarer, men også mindre uholdbart i længden. Derfor klarede han halsen lidt, inden han atter samlede tråden op: ”Jeg håber, du ved, at det ikke er på mit initiativ.” Han kunne komme på adskillige grunde til, at Henrietta Fletcher ikke burde giftes med ham, og han var sikker på, at han kun kendte et fåtal af dem.

[June Chang-Masters]

Måske var deres historie en smule kludret og havde haft en komplicerende effekt på deres forhold, men June havde normalt alligevel et smil til ham. Nu var hendes mine komplet nøgtern, selvom den blev lidt strammere over husalfen og påmindelsen om dens navn. Skravl. Det magiske samfund og deres ristede syn på ting.

“Tak,” sagde hun i stedet og holdt en hånd op som tegn, da der var forsvundet et godt skvæt ned i hendes kop. Hun drak normalt ellers ikke på hverdage, men nu hævede hun koppen til læberne og tog en tår til nerverne. Ikke at det forhindrede hendes ene mundvige i at vride sig nedad ved hans ord.

“Det sagde hun.” Hun lagde benene over et kors og sendte ham et skarpt blik. Nyheden havde været lidt nemmere med en eller anden form for advarsel.

[Hendry Urquhart]

Hendry drak for tiden mere, end han burde, men netop nu stak han proppen tilbage i flasken uden først at hælde noget af indholdet op til sig selv. Rationalet, der førte hans hånd, var dette: For at have denne samtale, var han nødt til at være klar i hovedet.

Troldmandens lyse øjne fulgte Junes hånd, da den hævede koppen, og de fulgte den grimasse, der løb gennem hendes fine træk i kølvandet på hans ord.

Henrietta havde åbenbart allerede forsikret hende om det samme. Et lydløst suk gled over hans læber. Under Junes skarpe blik, kunne han ikke undslippe følelsen af at være på anklagebænken, og fornemmelsen affødte en mild frustration. Han trak på den ene skulder.
”Jeg ved, hun er din veninde, men jeg ville ikke nævne det, før noget var sikkert.” Tidligere havde han altid været i stand til at sno sig ud af disse arrangementer, men denne gang strammede nettet for alvor.

[June Chang-Masters]

Det lille træk på skulderen prikkede til hendes irritation og June prøvede at slukke gnisten igen med en tår mere. Det var en sølle trøst, så koppen blev hurtigt stillet tilbage på bordet igen i et kort øjeblik, hvor blikket forlod ham.

"Nej, Højmagiratet forbyde, at jeg skulle have tid til at forberede mig på nyheden," bemærkede hun syrligt og mærkede allerede uroen melde sig i kroppen sammen med et behov for at trave rastløst rundt. "Du kan jo næppe mangle andre end hende i afdelingen, så det giver vel mening."

[Hendry Urquhart]

Måske han var kommet til at hælde syre i Junes kop; de næste ord, der forlod hendes mund, var i hvert fald klædt i et ætsende lag. Hendry kneb øjnene let sammen under de lyse øjenbryn, der trak sig nærmere hinanden.

”Det sidste vælger jeg at overhøre,” sagde han i et forsøg på selvbeherskelse, mens han mærkede hjertet slå hurtigere, ”Tror du ikke, der har været rigeligt at tænke over?”

[June Chang-Masters]

Planen om at tilgå det nogenlunde professionelt syntes allerede fuldkommen fortabt. Adrenalinen slog allerede ud i hendes system og musklen spillede faretruende ved kæben. En dyb indånding senere fandt hun dog alligevel viljestyrken til at slå en rolig tone an.

"Selvfølgelig, men følte du aldrig, at jeg fortjente at få det at vide?" inkvirerede hun og lagde benene over kors bare for at have et eller andet at gøre til at holde rastløsheden skak. "Følte du ikke, at du måske skyldte mig i hvert fald det?"

[Hendry Urquhart]

Om han ikke følte, at han skyldte hende det? Hendry var nødt til at tage en dyb indånding for at holde en bølge af vantro ude af sit blik. Han havde tænkt, at han – med tanke på alt det der trods alt havde været mellem dem – ville sige det til hende, såfremt det blev relevant, men at han ligefrem skulle skylde hende det?

”Selvfølgelig tænkte jeg, at du fortjente at få det at vide,” svarede han med tilkæmpet ro i sin stemmeføring.
”Du må tilgive mig, at du ikke lige var den første, jeg rendte til–” Han gjorde et lille ophold og hævede brynene en smule, ”–Men det var jo først og fremmest på dit initiativ, at vi ikke længere er hinandens primære fortrolige.” Det var ikke fordi, han tænkte, at de nødvendigvis havde haft en stor forkromet fremtid foran sig – det havde de ganske givet ikke – men June havde været den første til at tage konsekvensen af sin egen tvivl.

[June Chang-Masters]

Et sted bag irritationen var June alligevel overrasket over, at Hendry endnu ikke havde hævet stemmen over for hende. Det ville ikke være første gang, hun havde presset ham derud. På trods af altid at have haft en skarp, logisk sans, var hun ikke altid lige rationel i sit reaktionsmønster.

"Det har ikke noget med det at gøre," fejede hun ham af og savnede næsten et skænderi, så hun kunne få lov at råbe og skabe sig og generelt reagere, som hun sådan trængte til.

"Men det endte jo med at passe meget fint for dig og din familie."