Det' sørme, det' sandt kaotisk

[Albus Severus Potter]

Det var snart jul, og Albus befandt sig i Vindelhuset midt i det kaos, der var december. Han var iført bedstemor Weasleys nyeste kreation: En sweater som hun havde sendt til ham få dage forinden sammen med en seddel, hvis tydelige implikation var, at det ville skuffe hende grumt, hvis ikke han havde den på, når han kom på besøg. Der var få mennesker, hvis ordrer Albus efterhånden ikke var villig til at sidde overhørig, men bedstemoderen var en af dem.

Vindelhuset var fyldt til bristepunktet, og Albus havde søgt tilflugt i en lænestol i et hjørne af stuen, hvor han havde forskandset sig med et gammelt fotoalbum. I et andet hjørne sad Rose fordybet i en bog, og hele tableauet var faktisk ret fjollet. Albus havde flere gange skævet over til kusinen, men femte gang løftede han hovedet helt og rømmede sig dæmpet.
"Hvordan går det med træningen?" spurgte han, højt nok til at kusinen ikke kunne ignorere det, uden at det virkede bevidst.

Lørdag d. 15. december,
Rose Granger-Weasley .

[Rose Granger-Weasley]

Rose lå halvt krøllet sammen i den lille sofa, med benene trukket op og en tyk mod mellem sine hænder. To store totter af krøllet hår var bundet op på hver side, og sad som to frikadeller, mens resten hang løst ned langs skuldrene. Hun havde som Albus, en af bedstemor Weasleys hjemmestrikkede sweaters på. Rød, og med et kursivt julegrønt R i midten.

Hun havde altid holdt meget af de store familiefester der blev holdt på kryds og tværs. Men særligt julen bragte noget over sig, og man huskede dem væk, men aldrig glemt. Julestemningen spredte sig fra kælder til kvist og snakken gik lystigt.

Rose havde dog sat sig lidt væk fra larmen, og kunne som altid ikke lade være med at læse op på ting hun ikke vidste noget om. Hun mærkede hvordan klumpen i hendes mave var blevet større efter Albus havde gjort hende selskab i lænestolen overfor hende. De talte sjældent sammen, og Rose var begyndt at blive en anelse bekymret hvordan de overhovedet skulle komme over de festlige dage.

Hun var jo ikke spor god til at tage det første skridt, og jo længere hun ventede med at agerer jo større blev fortvivlelsen. Hun løftede dog hovedet fra Albus talte, og lagde sit bogmærke i bogen for at flytte sin opmærksomhed.

"Det går glimrende." kom det en smule opblæst fra Rose. Hun indså dog ret hurtigt hendes måde at opfører sig på, og klarede halsen en smule. "Hen.." hun tav og rankede ryggen en smule. ".. Mr. Urquhart siger at jeg viser store fremskridt"

[Albus Severus Potter]

For Albus var disse familiearrangementer en blandet fornøjelse, og det var også grunden til, at han havde forskandset sig, hvor han havde. Alle var fulde af smil og grin og spøgefuldheder, men han kunne stadig ikke helt undslippe følelsen af at stå uden for - af ikke helt at høre til i munterheden.

Selvfølgelig gik det glimrende.
Tonen, hvormed Rose først svarede, var et ekko fra fortiden, men Albus forsøgte ikke at lade sig mærke med det på overfladen. Sådan var det ofte med ham; reaktionen manifesterede sig i stedet som et stik i den følelse af utilstrækkelighed, der altid havde fået næring i nærheden af Rose. Det ikke var kusinens fejl som sådan, så meget havde han indset, men at være bevidst om det, gjorde det ikke nødvendigvis nemmere at håndtere.
Alt det viste sig imidlertid kun som en let usikkerhed i det smil, hans præsterede.

"Naturligvis," bemærkede han og rømmede sig lidt, "Det må være svært; at finde ud af, hvilke minder man skal røre ved, og hvilke man ikke skal."

[Rose Granger-Weasley]

Det var ikke ulig at finde Rose, afskåret fra hele herligheden. Hun elskede sin familie, men nogen gange blev det simpelthen for meget. Derfor var det rart at der næsten altid var et stille hjørne eller en seng man kunne henslænge sig i og glemme at man eksisterede, om end det blot var for en kort stund. Hun havde håbet at Albus gjorde hende selskab, men havde ikke forventet det. - Hvem vidste om den eneste grund til at han gjorde det var fordi alle andre stedet var optaget.

Hun besvarede hans smil. Havde hun bare vidst hvordan Albus følte, havde de måske kunne dele om den smerte og usikkerhed der satte ros hos dem begge. Men de var lige stædige. Hvilket kunne være en god ting, det var det dog ikke i dette tilfælde. Langt fra.

Det var ikke nogen selvfølge at det gik glimrende for Rose. Hun kæmpede en brag kamp med sin selvtillid og evnen til at præsterer de bedste resultater. Det så legene let ud, hvilket var hendes forbandelse at bære. Men det gjorde også at hun i langt de største tilfælde fremstod overlegen og høj på strå.

"Man lærer jo et menneske at kende, på en måde. Det er aldrig sjovt at skulle tage et minde fra en. Selvom det er det eneste rigtige at gøre" bemærkede Rose og rynkede let de mørke bryn sammen, så der viste sig en rynke på hendes næse. Hun havde selv overvejet en del gange hvordan det ville have været hvis hun kunne fjerne nogen af sine minder, og derved erstatte dem med nogen andre. Hun klarede halsen en smule.

"Du må inviterer Scorpius Malfoy med næste gang." kom det så fra Rose og hendes ansigtstræk mildnes en smule.

[Albus Severus Potter]

Det var selvfølgelig ikke, fordi Albus ikke vidste, at Rose klarede sig godt, fordi hun arbejdede hårdere end de fleste. Det vidste han, men han kunne somme tider blive så opslugt af sine egne frustrationer over ikke at formå det samme som hende eller sine søskende, trods hårdt arbejde, at han mistede fokus på det. I hans øjne var der bare nogle, der var mere talentfulde end andre, og han var helt åbenlyst ikke en af dem; ellers ville han vel ikke stå med endeløse gaveindpakninger hver dag, mens kusinen var i gang med at uddanne sig til obliviator.

Hans smil blev en smule mere afslappet, da Rose begyndte at fortælle om sine overvejelser om uddannelsen i større detaljer; med tanke på hvor uforsigtigt han tidligere havde ageret, havde Albus altid følt sig ret sikker på, at han ikke ville egne sig som obliviator. Sandsynligheden virkede ret stor for, at han sikkert bare ville ende med at slette hele en eller andens hukommelse om deres ægtefælle.

Afslappet forblev smilet dog ikke længe, for midt i hans overvejelser, drejede Rose samtalen hen på Scorpius – et emne som under de fleste andre omstændigheder syntes vældig godt om.
”Hvorfor?” røg det over hans læber, en kende defensivt.

[Rose Granger-Weasley]

Rose var stadig så tidlig i sin uddannelse at hun endnu ikke var helt sikker på at det var lige præcis det hun ville. Hun var en brillant quidditch spiller, og hun måtte indrømme at når hun var klemt inde på kontoret, trak den friske luft lidt for meget. Men hun var ikke sikker på at både James ego og hendes eget kunne holde til at de begge to spillede professionelt. Hun smilte ved tanken og fortrød nu at tankerne ikke havde været ord, så hende og Albus kunne grine sammen. Ikke af hende, men af hans storebror.

Rose så overrasket ud over fætterens skiftende adfærd. Hun kneb øjnene sammen og betragtede ham.

"Fordi jeg er ret så sikker på at de ikke hygger sig så gevaldigt som vi gør, i Malfoy Manor." Hun følte at hun nærmest skulle forsvare sig selv og, i hendes øjne, søde gestus. Han var altid så defensiv når hun en sjælden gang åbnede op og talte om hans bedste ven. Hvilket hun ikke helt kunne forstå.

[Albus Severus Potter]

Albus kunne ikke helt undslippe det stik af dårlig samvittighed, der sneg sig ind på ham, da han mærkede kusinens blik på sig. Selv var han desværre pinefuldt bevidst om, hvorfor han var så defensiv; den blotte mulighed for, at Scorpius en dag skulle finde på at bede Rose om at gå ud med sig igen, og muligheden for, at hun kunne finde på at sige ja, havde i Potter-sønnens hoved proportion af en katastrofe.
Hendes svar indikerede dog ikke, at hun skulle have nogen intentioner i den retning, og han rømmede sig atter lidt.

”Nej, det … ” Han tøvede lidt, pludselig ramt af sørgmodighed på Scorpius’ vegne over ikke på samme måde at kunne være omgivet af latter og familie, ”D har du nok ret i.” Han så lidt ned til siden, mens han ubevidst pillede ved hjørnet på fotoalbummet.
”Ville det mon være okay?”

[Rose Granger-Weasley]

De var alle blevet ældre, og klogere. Men det betød ikke at man havde fået visket sin tavle ren. Rose vidste at hun havde nogen ting hun skulle gøre godt igen, på samme måde som Albus havde. Men at nå til det fælles punk var ikke nødvendigvis en let rejse. Men det hjalp dog at de kunne tale sammen.

Måske var hun en smule dobbeltmoralsk. At hun i så mange år afviste Scorpius, for kun at finde ham interessant den dag hun finder ud af at han ikke havde tænkt sig at inviterer hende til Yuleballet. Men hun nægtede at jagte ham som en hundehvalp, og det fik hende blot til at trække sig yderlige væk. Rose Minerva Granger-Wealey skulle så absolut ikke tabe ansigt.

Et sjældent varmt smil fandt dog frem til Rose. "Han er vel lige så meget familie som os andre" hørte hun sig selv sige. Scorpius var ikke hendes familie, men hun vidste at hvis hun nogensinde skulle håbe på Albus' tilgivelse, så skulle hun bide i det sure æble og starte med at accepterer hans bedste ven. Selvom fortiden stadig spøgte, og minderne morgenfriske.

[Albus Severus Potter]

Albus mærkede, hvordan hans skuldre sank en smule, først da Rose smilede mere varmt, og dernæst da hun nævnte muligheden for, at Scorpius kunne være lige så meget familie som resten af dem. Det var han ganske rigtigt i Potter-sønnens øjne – og så alligevel ikke helt.

Der skete et lille kollaps i forsvaret, og selvom Albus kort forinden havde fortrudt, at det stille spørgsmål, der mest havde været en overvejelse for ham selv, var sluppet ud, føltes det nu som en lille lettelse.

"Måske ... " mumlede han eftertænksomt, "Måske." Det var jo ikke en gang sikkert, at Scorpius ville bryde sig om det – om kaoset og larmen og maden og guirlanderne og ...
Albus sank en enkelt gang.

"Det hele var lidt fjollet dengang," besluttede han så med et forsigtigt smil uden helt at præcisere det, "Alle de anstrengte sommerferier."  

[Rose Granger-Weasley]

Rose vidste først ikke hvad hun skulle sige, da Albus bragte fortidens spøgelser op. Hun sank en anelse og klarede halsen for at få eller anden form for lyd frem. Det havde været anstrengende og suget både kræfter og glæde ud af Rose. Det havde jo ikke været spor sjovt. Foruden at miste sin bedste ven det aller først Hogwarts år, som jo skulle have været deres. Så pustede hendes forældre hende i nakken og forsøgte at få hende til at gøre og sige ting hun slet ikke havde lyst til.

Rose havde aldrig bearbejdet sorgen over hvad der var sket, og på baggrund af det havde stoltheden og fordommene nok voksede sig hende op over ørerne. Men det var ikke noget man bare sådan lige trådte ud af.

Hun var dog glad for at det var Albus der valgte at lægge ud. Det var en start, og den havde Rose ikke tænkt sig at misse, selvom hun heller ikke ville kaste sig om halsen på sin fætter.

Rose mente jo at hun havde haft ret til ar reagere som hun gjorde, og at det var alle andre der måtte se forkert. Mene og tænke forkert. Hun var stadig snobbet og en anelse snæversynet. Men det var ikke så slemt. Medmindre nogen trådte hende over tæerne. "Det var barnligt" erkendte hun.

Rose var som sådan ligeglad med sommerferierne. Det var skoletiden der havde været mest anstrengt for hende. Hver eneste dag blev hun nødt til at se på hvordan Scorpius og Albus morede sig. Smil og latter som hun var blevet frarøvet.

[Albus Severus Potter]

Det var barnligt. Albus nikkede langsomt af kusinens konklusion, lettet over at hun ikke med det samme slog den udstrakte hånd væk; de havde jo været børn, og på den måde var de begge måske undskyldt.

”Jah,” sukkede han stilfærdigt. Det var i sig selv ret sigende, at det var sommerferierne, Albus havde hæftet sig ved; det var de perioder, hvor han ikke hver dag havde haft Scorpius ved sin side.

”Det er næsten ikke til at se på billederne,” indskød han så, atter med et prøvende smil, mens han indikerede fotoalbummet, der lå i hans skød, ”Ikke de første par år.”

[Rose Granger-Weasley]

Rose ville aldrig komme sig over hvad der var sket, lige som hun vidste at Albus nok heller aldrig ville mindes tilbage med et smil på læberne. Alligevel ville hun gøre sit allerbedste til at de fremadrettet kunne finde hinanden igen. Men de kunne ikke ændre hvem de var, og det var i sidste ende nok en god idé at lærer hinanden at kende på ny. Hvor var deres grænser, og kunne de respekteres? Hun hadede at være uvenner med folk, men var hun blevet forurettet eller svigtet havde hun det med at afskrive sig venskaber. Albus var dog alt for vigtigt til at hun nogensinde havde overvejet at gøre det. Foruden at han havde været hendes bedste ven, var han familie. Det slog hvad end af de regler Rose havde liggende.

De var så forskellige. Som sol og måne, og alligevel havde de fundet hinanden som børn. Den ene havde styrker, hvor den anden fandt svaghed. De var hinandens bedste ven, som værste fjende. Det var deres velsignelse og forbandelse. Rose kunne blive så sygelig jaloux, at hun i et klarsyn vidste at det ikke var godt for hende. Men til dagligt lod hun sig ikke bemærke.

De brune øjne hæftede sig ved billederne af dem. Det syntes som en evighed siden. “Vi er vist begge to gode til at skjule hvordan vi har det” sukkede hun.

[Albus Severus Potter]

Rose havde været lidt af en kraft så længe, Albus kunne huske. Det havde ikke været et problem, da han var yngre og usikker – eftergivende fordi han endnu ikke turde stole på sin indre substans. Problemerne mellem dem var først for alvor opstået, da han begyndte at så ved sig selv og sine egne indskydelser, som han havde gjort den dag i kupéen, hvor de først havde mødt Scorpius Malfoy.
Albus var derfor heller ikke fuld af fortrydelse; han var glad – taknemmelig – for, at han havde handlet, som han havde gjort, for han ville ikke kunne bære at være den lyshårede troldmand foruden. Han var dog ked af, hvordan tingene havde udartet sig med kusinen, der før havde været den kraft, der drev dem begge fremad.

Han smilede lidt af hendes konstatering, men snarere end glæde indeholdt trækningen et strejf af sørgmodighed. Hun havde ret – de var begge gode til at skjule deres følelser, men han havde for år tilbage lovet sig selv, at det skulle være anderledes. Måske det var på tide, at han begyndte at efterleve det, også i denne relation.

”Så lad mig starte med at være åben,” erklærede han efter en lille indånding, ”Jeg er ked af, at det er sådan her. Mellem os.”

[Rose Granger-Weasley]

Rose havde måtte kæmpe sig til det hun var i dag. Ikke fordi hun havde svært ved sine ting, men fordi der lå så meget på hendes skuldre. Hun skulle løfte en arv, som kun Albus kunne sætte sig ind i. Hun havde været så høj og hællig over sig selv, at den medmennesklighed hun trods alt besad var blevet skubbet til side. Hvilket nok også var der der havde resulteret i at hun havde drevet Albus væk, og selv havde trukket sig.

Men blot fordi at de nu var voksne, betød ikke nødvendigvis at alt ville kunne ændre sig. Hun havde dog fået en bedre forståelse for situationen og ønskede oprigtigt at gøre noget ved det, selvom hun aldrig ville kunne gå væk fra den person hun nu engang var.

De havde haft hinanden, og pludselig havde de ikke. Rose blev ked af at tænke på hvad der var sket, og hun følte nærmest hvordan en hånd gled ind og nærmest knuste hendes hjerte.

“Jeg var så vred på dig. såret, over at du så hurtigt smed alt hvad vi havde væk. Jeg ved godt at min egen opførsel ikke var fair men..” hun løftede hovedet for stadig at fremstå stærk og rank.

“Og til sidst havde jeg bare svært ved at se ud over min egen næse.” hun sukkede tungt og kunne mærke alle følelserne vælte frem og tilbage.