Post by Cadogan Schuyler on Dec 11, 2018 21:54:13 GMT 1
Cadogan Schuyler
KALDENAVN Cad af nære bekendte.
FØDSELSDATO 11-02-1993.
ALDER 32 år.
NATIONALITET Engelsk.
BLOD Halvblods.
SOCIAL STATUS Cadogan voksede op under trange kår, men han har efterhånden skabt sig et solidt økonomisk fundament.
Udseende
FACECLAIM Tom Hardy.
UDSEENDE Cadogans fremtoning er solid. Han er 185 centimeter høj med brede skuldre og fremtrædende muskler. På overkroppen og armene har han adskillige tatoveringer – nogle af dem fra mugglere og andre magiske. Håret er mørkeblondt. Det er kort i siderne og en smule længere i toppen. Han har tykt skæg over et par fyldige læber og på hagen; på kinderne er der skægstubbe. Over hans pande løber dybe rynker, og under dem sidder to udtryksfulde øjne. Lodret ned over venstre øje går et ar; det er den mest åbenlyse forskel mellem ham og broderen Finnegan. En anden er en guldørering i højre øre.
Han klæder sig altid i mugglerklæder; de består oftest af en henley og mørke bukser og en strikket cardigan eller sweater i grov uld.
SÆRLIGE EGENSKABER Cadogan er særligt god til sløringsbesværgelser.
Praktisk information
ARBEJDE Smugler. Cadogan er specialiseret i at opdrive og videreformidle sjældne, magiske artefakter, men for den rette pris kan han få det meste til at forsvinde fra et sted og dukke op et andet. Sammen med broderen Finnegan driver han desuden et illegalt destilleri, hvor de fremstiller ildwhiskey.
KOLLEGIE Slytherin.
ÅRGANG 2011.
TRYLLESTAV Cadogans stav er 14 tommer og gjort af fyr. Kernen er af enhjørningehår fra den samme enhjørning, som har givet et hår til Finnegans stav.
ANDRE EJENDELE Cadogan ejer en nyere Nimbus-model, der er fortryllet, så den passer i hans inderlomme. Han ejer desuden en usynlighedskappe.
Karaktertræk
PERSONLIGHED Der er dem, der vil påstå, at man er nødt til at være uden moral for at være kriminel. Cadogan Schuylers tilfælde er ikke et eksempel herpå. Han lever med både moral og efter et stærkt æreskodeks, men kompasset, han stikker sin kurs efter, er anderledes kalibreret end det bredere samfunds. I den forstand kan han siges at være asocial.
Han vil ikke nægte, at det, han gør, er illegalt, men han vil fastholde, at han er i sin gode ret til at omgås systemet, fordi det er skabt til at gavne dem, der allerede har magten på deres side – og det har han aldrig haft. Han er en mand, der har skabt sig selv; en mand som ikke har været båret frem af noget efternavn eller nogen familieformue. Der har kun været ham og hans bror og timevis efter timevis af hårdt arbejde og beskidte hænder. Somme tider har de været sølet i blod; han er en mand, der ikke skyer vold, hvis det kan tjene et formål – han dyrker det dog ikke "formålsløst".
Cadogan er intelligent og snu. Han kan ikke nævne alle de store magikere fra bøgerne, men han er ferm til praktisk magi, og han forstår at læse et ansigt. Efter en opvækst med en temperamentsfuld mor er han i stand til hurtigt at afkode stemninger og til at tilpasse sig efter dem på den måde, der gavner ham bedst.
Han deler ikke broderens fordomme over for andre væsner, og over for ham udtrykker han til tider sin skepsis. De to har dog svoret at gøre deres yderste for at støtte hinanden i deres forehavender, og han gør således intet for aktivt at gå imod ham.
Det betyder imidlertid ikke, at Cadogan er mere tilgivende af natur; kommer man på hans dårlige side, er det meget svært at vende tilbage, og modsat broderen har han aldrig helt tilgivet deres mor for måden, hun behandlede dem på, da de var små.
Af statur kan han virke så solid som et fort, og mentalt er det ikke anderledes. Han er en lukket mand, der holder kortene tæt ind til kroppen, og han spiller dem meget kontrolleret. Fra barnsben er han blevet fodret med fortællingen om, at der er noget galt med ham, og selvom han nu har fundet ud af, hvorfor han er, som han er, har følelsen aldrig helt forladt ham. Dette er en sårbarhed, han skjuler bag høje mure, og forsvaret manifesterer sig som en generel mistro og fjendtlighed over for omverden.
I sine tyvere har han rejst meget, og de fleste af hans relationer har været kortvarige og overfladiske, men han har formået at leve som en enspænder uden helt at føle sig ensom. De få personer, han stoler på, er han dybt loyal over for, og denne loyalitet er noget, han vægter højt. Lige så er den omsorg, han også er i stand til at føle over for disse personer. Svigt og forræderi er i hans bog kardinale synder, der bør straffes hårdt.
Broderen Finnegan er det eneste menneske, han nogensinde har stolet fuldt på, og han er altid kommet i første række, men på det seneste er en tvivl begyndt at vokse i Cadogans baghoved – kan han virkelig stole på en mand, der bare kan gå i hans tanker?
MAGISKE TRÆK –
Baggrund
FAMILIE
Far: Maxwell Emery, 54 år, fuldblods (varulv). Arbejder på Engorgio. (Ukendt for Finnegan og Cadogan.)
Mor: Esme Schuyler, 53 år, muggler. Arbejder på et vaskeri.
Bror: Finnegan Schuyler, 32 år, halvblods. Overhoved for Kontoret for Lovhåndhævelse ved det Britiske Ministerium for Magi.
Halvsøster: Sarah Bennett, 27 år, mugglerfødt. Arbejdsløs. (Ukendt for Finnegan og Cadogan.)
Svigerinde: Abigail Schuyler, 28 år, fuldblods. Redaktør på Alt for Heksene.
BOPÆL Et lurvet hus nær havnen i Liverpool.
HUSALF –
HISTORIE Rotter. Der er rotter i gaderne i det kvarter i Birmingham, hvor Schuyler-drengene vokser op. De løber hen over gaden om natten, og de kravler på den faldefærdige legeplads bag kirken.
En rotte. Det er, hvad Esme omtaler deres far som gennem deres opvækst. Et skvat der forlod dem alle. En dæmonisk særling.
Små rotter. Det er, hvad hun kalder sine sønner, for de er af ham. Somme tider med omsorg i stemmen og somme tider med afsky. Nogle gange er det med begge følelser på én gang.
Så hun tager rotter med ind i kirken for at få dem gjort til små drenge. Vidste man ikke bedre, ville man tro, at hun var heksen.
De andre børn i kvarteret rynker på næsen af dem, som var de skadedyr. Ingen ville kunne sætte en finger præcist på, hvad der er anderledes ved dem, men anderledes er de, og på legepladsen mødes de af latter og udstrakte fingre.
Her lærer Cadogan, at munde kan lukkes og fingre knækkes, mens Finnegan finder kraften i at vælge de helt rette ord.
De fylder elleve, og en mærkeligt klædt kvinde fortæller dem, at de ganske rigtigt er anderledes, men at det ikke er en dårlig ting. For Esme er det hendes værste forudanelser, der bekræftes, og det er en lige så stor velsignelse som en forbandelse for hende, da drengene sendes af sted mod Hogwarts.
Der er dem, der beskriver ankomsten til Hogwarts som en hjemkomst. For Schuyler-tvillingerne er det en ny kampplads. Måske det havde været anderledes, hvis de var endt i Hufflepuff fremfor Slytherin, men sandsynligvis ikke. De var utilpassede i muggler-verden, og de er det også i den magiske. De får ikke deres eftersidninger, fordi de ikke laver deres afleveringer, eller fordi de afbryder undervisningen; de får dem, fordi de forsvarer sig med offensiver, og med magien har de begge fået endnu et våben i deres arsenal.
Men hvor Finnegans metoder langsomt forfines, forbliver Cadogans på det praktiske plan. Her effektiviseres de dog.
Det starter med en stilling i Borgins & Burkes efter Hogwarts. Det starter med en oprigtig interesse i sjældne magiske og ofte mørke artefakter, men det udvikler sig hurtigt til en interesse i de penge, han kan tjene ved at finde og flytte sådanne artefakter fra et sted til et andet.
Gennem sin overordnede sættes han i kontakt med en af butikkens leverandører, en afhoppet Forbandelsesbryder, og i den verden under samfundets overflade finder han endelig sit hjem.
Han finder det i mørke baglokaler og blandt kobberkedler. Han finder det ombord på skibe og bag i vogne trukket af thestraler. I begyndelsen er de usynlige for ham, men da han er enogtyve, træder de vingede væsner frem for hans blik. Han lærer, hvilke forbandelser han skal være på vagt over for omkring hvilke objekter, og hvordan han skal bryde dem; hvordan han skjuler en hel last fra både muggleres og magikeres blikke; og han lærer, hvor farligt forræderi kan være, og hvordan det straffes mest effektivt.
Han sejler verden rundt mere end en gang, men langsomt er det ham, der bliver forræderen. Han begynder at øjne hullerne i lærermesterens operationer; de svage punkter hvor han kan sætte et stød ind. En sen aften gør han det med Finnegans hjælp, og fra den dag er skibet og havnepladsen i Liverpool hans.
Selvom det ikke umiddelbart kan ses på hans klæder eller i hans hjem, er det en lukrativ forretning, der drives der fra havnen, og som altid vasker den ene tvillings hånd den andens. Cadogan støtter broderen financielt gennem dennes opstigning i Ministeriets grader, og Finnegan henlægger havnen i mørke.
Andet
CBOX-NAVN Oiseau.
ALDER 28.
HAR DU LÆST INTRODUKTION & REGLER Ja.
Velkommen
Velkommen til Theblessedchildren, et rollespil sat i året 2027 i den magiske verden og centreret omkring den magiske verden på de britiske øer. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten?
Nyheder
Socialt
På BC bruger vi primært c-boxen til hverdagskommunikation. Der er vejledning til at oprette en bruger og boxens øvrige funktioner, hvis du trykker 'hjælp'.
Derudover har vi en discord, der både bliver brugt til at highlighte plots og nyheder. Det er også her, vi afholder virtuelle træf, hverdagssnakkehygge og øvrige begivenheder.
Admins
Tak til
Tusind tak til taut for kodning af boardet og til Beedle og Gwen for alt det hårde arbejde, der har banet vejen hertil.