Det fede ved fælles venner

[Kala Patil-Fawley]

Juledagene havde været ret stille og derfor var Kala lettet, da Vanya Patil-Fawley spurgte, om hun ikke kom med til pizzahygge hos en eller anden kollegianer. Ronan havde alligevel travlt, sådan var det jo med juledagene, og hun var derfor ikke så kritisk, da hun fulgte tvillingen ind i pejsen.

Nogle timer senere var hun i ganske fint humør, godt mæt på pizza og netop i på vej hen mod sin anden øl i den lille bunke, der var stillet frem på et stuebord.

Imrah Avery
24. december

[Imrah Avery]

Imrah manglede en god grund til at komme langt væk fra sin familie og den kom i form af en invitation en en stille kg rolig hangout med lidt øl. Han dukkede op et par timer for sent, men med af Francis Avery' sprutflasker og en iver, der blev suget ud så snart han så Kala.

Han fik sat sig længst fra hende og gjorde sig venner med en anden knægt.

[Kala Patil-Fawley]

Kala blev alt for sent bevidst om, at Imrah åbenbart var til samme komsammen. Selvom hun overvejede at få direkte til pejsen, da hun fik øje på ham, overtalte tvillingen hende alligevel til at blive og huske sin nye livsfilosofi. Så Kala drak en øl mere og hyggede lidt nede nogle af de andre.

Imrah havde lagt en tydelig sti om at ignorere hende, så de var åbenbart tilbage til den gamle sang.

[Imrah Avery]

En øl inde skulle Imrah på toilettet. Han havde ikke registreret at hun også var gået, men blev konfronteret med det da de stødte på hinanden på gangen. Han stoppede op.

"Vi bliver nødt til at stoppe med at mødes på den her måde," forsøgte han sig, lidt tørt.

[Kala Patil-Fawley]

Det gik pisse godt med at undgå Imrah, indtil de pludselig igen stod i en alt for snæver passage ansigt til ansigt uden at kunne lade som om de ikke havde set hinanden. Kala slap en klemt lyd, der nok skulle have været munter.

“Ja, det kunne ende med at blive en grim vane,” konstaterede hun blot uden at møde hans blik.

[Imrah Avery]

Imrah sukkede tungt over Kalas svar. Han løftede hånden lidt og kløede sig i nakken.

"Kan vi ikke stoppe det her fis og bare gå tilbage til at være venner?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala var nået til det punkt, hvor hun havde affundet sig med, at det nok bare var sådan her, det måtte være, indtil han gik ud. Tilbuddet fik hende derfor til at se temmelig overrasket ud.

"Øhm, altså... Jo," konstaterede hun lidt usikkert. "Tror du, vi kan det?"

[Imrah Avery]

Imrah gjorde sig ikke rigtig i dødsfjender. Selv han og William Knight havde gryntet lidt af hinanden siden deres sammenstød og havde det vist fint nok nu. Ronan Thomas snakkede han ikke med, men det var måske også lige at strække den. Kala... Hvad skulle han sige til Kala?

Han trak på skuldrene. "Jeg gider i hvert fald ikke det her," konstaterede han. "Gør du?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala rynkede på brynene og gad heller ikke være venner, hvis det indebar at høre mere om, hvem han sås med nu. Men det virkede i hvert fald lige nu som en reel mulighed for fred.

Hun rystede langsomt på hovedet. "Nej," indrømmede hun og holdt hånden frem. "Jamen... Venner, så?" Det lød ikke helt overbevist, men det var vel et sted at starte.

[Imrah Avery]

Imrah så et øjeblik på hånden og tøvede, før han rakte sin egen frem. Det blev et kort håndtryk og det hele var lidt akavet, men det var da bedre end at stå og vrisse eller råbe af hinanden. Han tog en dyb indånding, da han trak hånden til sig igen. Ugh, hvis de var venner...

"Kommer du til min nytårsfest, så?"

[Kala Patil-Fawley]

Det var underligt at trykke en hånd, hun var blevet helt vant til at flette fingre med og hun skyndte sig at stoppe hånden i lommen bagefter.

"Um, jo, hvis jeg får lov af mine forældre," svarede Kala, ikke helt usandt, omend det ikke var den primære årsag til hendes tøven. Hun smilede prøvende til ham.

"Jeg var på vej ind for at gribe noget mere at drikke... Vil du med?"

[Imrah Avery]

Det var en pudsig reaktion på en festinvitation, men Imrah kunne ikke rigtig kræve mere. Det var trods alt ret sent han havde strukket den hånd ud - både bogstaveligt og metaforisk.

Han klarede halsen. "Jo, ja. Selvfølgelig," svarede han. Så... Venner. På en eller anden måde.

[Kala Patil-Fawley]

Kala nikkede og gik mere eller mindre ved hans side gennem huset. Det høstede da også et par slet skjult undrende blikke hist og her, men hun prøvede at ignorere dem.

"Tak for invitationen, for resten," slog det hende. Det var så fremmed en situation, at hun følte sig helt befippet. "Kommer der mange?" Hun greb en flaske og rakte ham den.

[Imrah Avery]

Imrah fulgte med til undrende blikke, men hvad pokker gav han for det. Han rømmede sig lidt over Kalas svar og trak på skuldrene.

"Det er ikke ligefrem sådan en fest hvor man siger om man kommer," konstaterede han. "Men halvdelen af skolen er inviteret, så det regner jeg da med."

Fod - mød mund. Halvdelen af skolen, men du er først blevet inviteret nu.

[Kala Patil-Fawley]

"Nå, ja, okay," fik Kala sammenstrikket og gad ikke spille overrasket over, at hun ikke var blevet inviteret i samme omgang som de andre elever. Hun forstod godt hvorfor.

"Jamen dine fester plejer at være gode, så jeg kan ikke se, hvorfor man ikke skulle komme." Medmindre selvfølgelig man havde såret ham og var endt med at kysse rundt med hans bedste ven.

Hun viftede lidt med flasken, som hun stadig holdt frem mod ham og flagrede med. "Vil du have..?"