Fut fut, elsker dig stadig lidt

[Imrah Avery]

Imrah havde haft et jævnt godt sidste yulebal på Hogwarts. Det og nytårsfesten i slutningen af næste uge måtte gøre det op for at de næste par dage skulle tilbringes hjemme sammen med hans forældre. Der var ellers få ting han havde mindre lyst til.

Han sad og bumlede lidt rundt i en kupé, da han fik lyst til en kedelkage. Heksen med søde sager var ikke nået til dem endnu, men han besluttede sig for at gå på jagt efter hende. I stedet for at støde på hende på gangen, stod han dog pludselig ansigt til ansigt med en anden heks.

Kala Patil-Fawley, den 23. december, 2025

[Kala Patil-Fawley]

Det var rigtig dejligt endelig at have en veninde i sovesalen og Kala nød at sidde og snakke med hende i kupeen, indtil Teddy kom forbi for at sige god jul med læberne. Hastigt trak hun sig og overvejede at finde godtevognen i stedet for bare at stå der og blomstre.

Det var ikke ligefrem godter, hun fandt, men i stedet en løve, der havde gjort en del for at undgå hende over det sidste stykke tid. I ren refleks slog hun blikket ned og forberedte sig på at gå forbi som fremmede.

[Imrah Avery]

Imrah skulle ærlig talt også til at gå videre uden at vise, at han havde registreret Kala, men han havde haft en pisse god fest dagen før og Augusta var skide sød og måske bankede hans hjerte egentlig kun lidt hårdere fordi det var akavet at skulle snakke med Kala og ikke fordi hun havde knust hans hjerte.

Han klarede halsen lidt. "Oi," hilste han. "Kedelkager?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala ville egentlig ikke gøre en stor ting ud af det. Hun var pisse glad sammen med Ronan Thomas og behøvede ikke plage sig selv dagligt med dårlig samvittighed over Imrah. Derfor kastede hun også et lidt halvforvirret blik bag sig, før det gik op for hende, at det var hende, han talte til.

"Um, ja, det var faktisk det, jeg gik efter," svarede hun og nærmede sig ham med nervøst hamrende hjerte.

[Imrah Avery]

Imrah havde set Kala og Ronan sammen ved flere lejligheder og hver gang gjorde det ham stadig en lille smule irriteret, men han havde trods alt selv skubbet hende hen til Ronan og havde ikke helt ret til at være sur. Det kunne han godt så småt acceptere. Det hjalp at have friske minder om Augusta Avery, som ikke væltede rundt i en interesse i en anden dreng.

Han klarede halsen lidt. "Fedt," konstaterede han. "Samme. Har du set hende gå i den retning?"

[Kala Patil-Fawley]

Det var en underlig balance mellem at se på ham og ikke se for meget på ham, som Kala ikke rigtig mestrede, men hun nikkede og prøvede sig med et mildt smil. Var det mon over grænsen?

"Nah, men du kommer derfra, ikke? Så måske vi skal den her vej?" foreslog hun og pegede den modsatte retning.

[Imrah Avery]

Imrah så lidt i den ene og den anden retning. "Nej, altså jeg kom ud fra kupéen lige der," konstaterede han og pegede. "Så jeg ved ikke. Starter hun i bunden eller toppen af toget?"

Hold kæft det var akavet. Men det var da noget at tale om.

[Kala Patil-Fawley]

"Oh," lød det lidt punkteret fra Kala, der så sit argument smuldre. Hun klarede halsen og så gennem kuppen, hun var kommet fra for at vurdere hvilken vej, toget kørte. Det havde hun ikke lige taget stilling til før nu.

"Altså vi kører... Den vej," konstaterede hun med en pegende finger. "Um, men jeg ved ikke, hvor hun starter. Men vi er tættest på dén ende, så der ville vi hurtigst møde hende, hvis hun startede dér og derfor også hurtigst indse, at vi havde valgt den forkerte ende, hvis ikke. Tænker jeg."

[Imrah Avery]

"Ah. Ja. Klart," konstaterede Imrah. Det var så ligegyldig en samtale, men det var da en samtale. "Jamen så... Leder jeg vejen. Cool."

Han vendte rundt og begyndte at gå i den anden retning, meget opmærksom på Kala bag sig.

[Kala Patil-Fawley]

"Klart," gentog hun og havde ingen anelse om, hvad hun skulle stille op med sig selv. Så hun fulgte bare med. Det kunne jo tydeligvis ikke blive værre nu.

"Såeh, du tager hjem over julen." Flot, det var jo ganske tydeligt eftersom han var på samme tog.

[Imrah Avery]

Imrah var egentlig lidt lettet over at indse at Kala synes det var lige så akavet som han synes. Et lille fnys af latter forlod ham over hendes konstatering og han drejede hovedet halvt.

"Næh, jeg tager bare turen frem og tilbage, sådan lidt for sjov du ved," drævede han ironisk.

[Kala Patil-Fawley]

Kala var lidt fanget i akavetheden og sænkede skuldrene en smule, da han slap en tydeligt underholdt lyd. Det var i hvert fald nok til, at hun turde selv at slippe en klemt latter.

"Hvis nogen gjorde det, ville det ikke undre mig, at det var dig," konstaterede hun i et forsøg på at være morsom og lette stemningen lidt.

[Imrah Avery]

Imrah skævede bagud på hende og fnøs lidt igen. "Tak for det," svarede han også ironisk. "Fordi ingen andre er dumme nok til det, eller hvad?"

[Kala Patil-Fawley]

Kalas blik flakkede, som hun indså fejlen og kløede sig lidt på kinden. "Nej, fordi du havde tabt et væddemål eller et eller andet. Jeg er ikke i tvivl om, at der ville være en sjov historie bag," prøvede hun at redde den.

[Imrah Avery]

Imrah var ikke bitter - over det her. Han himlede lidt med øjnene og fnøs lavt. "Slap af, jeg er ikke sur," erklærede han. Måske lidt generelt? Han mente det egentlig kun for situationen. "Nå, der er togførerafsnittet sgu, så hun må være i den anden ende. Vi når hende sikkert lige når hun er på vej ind i en af vores kupéer..."