Hvor har du været?!

[Aurora Lionell North]

Tråd til Ezra North

Der gik rygter om at Professor North endelig var vendt tilbage efter sin sygdom, og så snart Aurora hørte det havde hun smidt hvad hun havde i hænder og var løbet i retningen af quidditchbanen, hvor han havde sit kontor. Hun måtte se ham, og det kunne ikke gå hurtigt nok! Der var så meget hun fortrød, så meget hun havde brug for at sige.

Heldigvis var hun i god form og det var derfor let nok at løbe den hele vej, hun måtte dog styre uden om nogle elever hist og pist, og nåede lige at se glimtet af et spøgelse der løftede en advarende finger, men hun var ligeglad, hun havde kun en ting for øje.

Endelig var hun uden for, det var koldt, men hun havde også glemt at få sin kappe på, så hun var kun iført nederdel, strømper, skjorte og cardigan.Det rørte hende dog ikke dybere. Så nåede hun endelig quidditchbanen og hurtigt var hun omme ved Ezras kontor, hvor hun hurtigt bankede på før hun brasede ind. "FAR... Er du okay?" Hun havde været så frygtelig nervøs mens han havde været syg, men det bunden nok i, at hun som lille havde oplevet sin mor falde om mit i køkkenet.

[Ezra North]

Det var ikke ligefrem nogen hemmelighed at Ezra havde savnet Hogwarts, mens han havde været væk. Den officielle undskyldning var dog ikke så udbredt endnu. Han havde været syg, og måtte derfor trække sig som Ravenclaws overhoved, noget han fortrød.

Ezra havde plantet sig bag det velkendte skrivebord, med hans sorte kop kaffe og alle hans elevmapper som han skulle læse igennem. Flyvning var ikke ligefrem det mest eftertragtet fag, men de få elever han nu havde var super dygtige.

I samme øjeblik som han tog en slurk af sin kaffe, fløj døren op hvilket resulterede i at Ezra fløj op af sin stol med kaffe udover sin kappe. Han kiggede op og kom til at grine da han så Aurora, af ren instinkt gik han hen og krammede hende selvom han havde kaffe overalt. ”Hej Stump!” sagde han med det velkendte smil. ”Ja da!” sagde han med et smil og tog sin kappe af og skiftede den med en ny han havde liggende i sit skab, han placerede sig bag skrivebordet og en stol trak sig hen ved siden af ham. ”Hvordan har du det snut?”

[Aurora Lionell North]

Hun krammede en lettere fugtig far og rynkede lidt på næsen. "Du lugter af kaffe" Lød det så fra hende før hun slap ham igen. Så stod hun og så til mens han skiftede kappe til en tør. Sidst de havde snakket sammen, havde hun fået at vide at hun skulle være storesøster og at Ezra skulle giftes. hun havde været rassende og været ved at gå i vrede. Nu stod hun her så igen og så sig lidt omkring. 

"Er.. Er det min skyld du blev syg? Fordi jeg råbte af dig?" Spurgte hun så. Tanken havde plaget hende så længe at hun var endt i den tro at det faktisk kunne ske. Da en stol blev skubbet frem satte hun sig dog ned, men så stadig på sin far.

[Ezra North]

Ezra rynkede en smule på panden over det der kom over Auroras læber, og endte med at han begyndte at grine lidt. ”Aurora. Det er overhovedet ikke din skyld. Jeg kæmpede mod fortidens dæmoner, hvilket slet ikke involvere dig. Det må du endelig ikke tro snut.” sagde han med en alvorlig tone. Det måtte være ulideligt for Aurora at gå med den følelse specielt hvis hun havde gjort det længe.

Han klappede på stolen ved siden af ham, som i at hun skulle sætte sig. Der var jo gået et stykke tid hvor de ikke havde snakket sammen, og Ezra havde ikke returneret nogle af hendes ugler. ”For det første vil jeg gerne undskylde min tavshed. Jeg har som sagt kæmpet mod nogle ting som krævede min fulde opmærksomhed. Og det skulle ikke gå udover dig, du må endelig ikke tro at det er fordi jeg ikke gider dig, for sådan er det slet ikke Aurora, du er min øjesten, og vil altid være det.”

[Aurora Lionell North]

Hun var ikke helt overbevist. Hun havde opført sig dumt sidst hun var der, og han havde snakket om at hu skulle vælge om hun ville være en del af familien. DEt havde jo slet ikke været sådan. Hun var bare blevet så overrasket over det hele og bange.. lidt hvert fald for at blive glemt.
"Så det har intet at gøre med alt det jeg har sagt og gjort? Er du sikker. Jeg er meget ked af det skete hvert fald. Jeg snakkede med en af mine veninder om det med at blive storesøster og... det hjalp lidt. Undskyld. Det var bare så meget på en gang." Det var SÅ rart for Aurora endelig at få lettet skuldrene og få sagt ordentligt undskyld.

Hun satte sig i stolen ved siden af ham og prøvede at smile."Jeg troede du ikke kunne lide mig. at du ikke gad mig. Men nu er det vigtigste at du bliver rask og.. vinder dine kamp. " Hun sendte ham et lille opmuntrende smil, det var rart at være der igen, hos ham.

[Ezra North]

Ezra lyttede som Aurora spildte sit hjerte ud, det var rart at have denne samtale med hende, fordi de havde skændtes så tit, deres stædighed var ens. "Du kan være helt sikker på at det intet har med dig at gøre, du er min datter og vil altid være det ligemeget hvad" sagde han og klemte hendes skulder

"Jeg er ikke altid god til det med at vise følelser, men du må endelig ikke tro jeg er sur på dig eller ikke vil snakke med dig, når jeg hæver stemmen er det fordi jeg ved du kan gøre det bedre." sagde han med et lille smil.

"Og den kamp er skam vundet snut."

[Aurora Lionell North]

Aurora smilede til sin far. Det var rart at ha var der igen. Han havde virkelig været savnet. Det var rart at de kunne snakke uden at råbe og bare være enige. Hun gav ham endnu et kram og nød det bare uden at sige noget en tid. "også selv når du bliver sur og siger jeg ikke må?" spurgte hun lidt drillende. "eller når jeg siger jeg ikke gider ham dig som far?" begge ting syntes at være sket flere gange end hun kunne tælle. 

"Du er nu ret god til at blive vred og råbe. Det er også en følelse." blinkede hun drilsk til ham. Nu hun havde fået bekræftet at det ikke var hendes skyld han var blevet syg, så kunne hun vel godt drille lidt.

[Ezra North]

Ezra lod en hånd køre over hendes hår mens hun krammede ham. ”Hvilken far ville jeg være, hvis jeg ikke var lidt træls engang imellem?” sagde han og grinte lidt. Hvis han gav hende lov til alt, ville hun nok også blive irriteret. ”Vi er begge stædige som bare fanden, så vi vil altid skændes lidt engang imellem, men det er også vigtigt at man husker på at det er midlertidigt, og man stadig er der for hinanden bagefter, om jeg så blev sur på dig, vil du stadig være mit blod Aurora.” sagde han og kyssede hende på toppen af hovedet.

[Aurora Lionell North]

Aurora trak på skuldrene “Det ved jeg ikke. Du er den første far jeg har haft, selvom du lod vente på dig” sagde hun så halvt i alvor halvt i sjov. Men altså hun kunne ikke rigtig ændre på det mærkeligt ved pludselig en dag at have fundet sin far. Nok var han ikke helt så sej som hun altid havde drømt om, men hun ønskede ikke at skifte ham ud.
“Bare du stopper med at råbe ad mig og sige du ikke vil være min far. Men ja, der er vidst ingen tvivl om, hvor jeg har mit temperament fra.” Grinede hun så og så med et smil på sin far. Det var hyggeligt som de sad der og bare var dem to. Det var sådan hun havde ønsket det hele tiden. Det tog bare tid. “Jeg prøvede forresten at tale med Andromeda-Ruvena Constantin for noget tid tilbage.”

[Ezra North]

Ezra blev en smule forlegen over sin egen opførsel overfor Aurora, han havde selv en del han skulle lære omkring det at være en far, og man måtte sige at han var blevet kastet ind i rollen, og skulle være det meget hurtigt, men Ezra elskede en udfordring

"Jeg råber kun, når du råber." sagde han med et skævt smil som hurtigt blev erstattet med en lille latter fra hans side, hvorefter han uglede hendes hår en smule, bare for at være den irriterende far.

"Okay... Hvordan gik det?" spurgte han med en blød, men alvorlig tone.

[Aurora Lionell North]

Aurora rystede lidt på hovedet af sin far. "nååh ja, bare send den tilbage på mig." Hun så på ham med et hævet øjenbryn men kunne ikke lade være med at grine. Hun var bare glad for at han var tilbage, det var tydeligt at se.

Men det var også fint nok at snakke om andre ting. "Altså.. overordnet gik det da meget godt. Hun er blevet stor. Det virker til du..." Så stoppede hun alligevel, det var simpelthen for mærkeligt at sige. Derfor ændrede hun lidt på hvad hun ville sige. "Jeg er lidt spændt på at skulle være storesøster til to..."

[Ezra North]

Ezra løftede det ene øjenbryn da hun snakkede om tvillinger, han havde ikke haft så meget kontakt med Andromeda på det seneste, mest fordi hun passede sin graviditet. Han vidste det dog godt. "Ja det er noget af en mundfuld, men jeg er sikker på du nok skal klare opgaven til en stor guldstjerne." sagde han med et smil og nikkede til hende.

"Håber da lidt på vi får flere flyveglade mennesker ind i familien" sagde han med et smil og kiggede ned på sin liste over elever som var ufattelig kort. Det var jo heller ikke ligefrem fordi det var sikkert at han arbejdede på Hogwarts til den tid.

[Aurora Lionell North]

Aurora grinede lidt. Hun havde aldrig overvejet at blive storesøster før. Det krævede lidt at hun både havde en mor og en far, hvilket hun havde nu, de var bare ikke rigtig sammen. "Med den mængde Andromeda ryger, skal de nok komme op og flyve" Grinede hun. Hun havde heldigvis givedet Andromeda nogle urter som ikke ville så skadeligt for børnene at ryge. hvis hun ikke kunne lade være måtte hun i det mindste ryge noget der ikke skadede. "Vi lærer dem at flyve. og lærer dem The north og så er de klar."

[Ezra North]

Ezra smilede til Aurora, det var som om hun var blevet meget mere voksen mens han havde været væk, og det var faktisk et rart syn. Han nikkede blot til hendes kommentar og smilede for sig selv, han var stolt over Aurora, Og nu var der jo ikke længe før hun faktisk var færdig på skolen. Det var lidt ambivalent.

"For at skifte helt emne Aurora, er du ved at få besluttet hvad du vil efter Hogwarts, det jo ikke ligefrem fordi du har lang tid tilbage, og vil nødig se dig ligge på min sofa, da ud og ind som en indgroet trold." sagde han jokende, men stadig med en alvorlig tone.

[Aurora Lionell North]

Det undrede hende næsten at han spurgte. Det var hun ret sikker på at de da havde snakket om, men hun tog sikkert fejl. Ligegyldigt så var det let at svare på. "Efter sommer? Enten så skal jeg spille quidditch på professionelt niveau, ellers skal jeg være helbreder med speciale i sportskader." Hun lød meget sikker i sin sag, men det var også det hun havde stilet efter siden 4 år. Hun havde de helt rigtige fag til det og ønskede bare et job hvor man kunne hjælpe andre.