Godmorgen solstråle

[Henrietta Fletcher]

Rabbie Fletcher

Det var dagen derpå og Henrietta var gået ud som et lys, da først hun havde ramt sin seng. Da hun vågnede adskillige timer senere, var det med et helt andet blik på gårsdagens hændelser og en samvittighed så sort som kul. Derfor stod hun op, tog et hurtigt bad og klædte sig hastigt på, før hun forsvandt i kaminen.

Maven gjorde en kende ondt, da hun trådte ind på Vildsvinet og fortsatte op ad trappen, da hun fandt krostuen forladt. Hun kendte vejen til Rabbies værelse og bankede kun kort på, før hun åbnede døren med et skamfuldt ansigtsudtryk.

[Rabbie Fletcher]

Rabbie kunne ikke rigtig huske aftenen eller natten. Der havde været noget med Faye Chang-Masters, som han havde snakket med på et tidspunkt og bagefter havde der været nogen meget solide mængder øl og whisky.

Da han vågnede af en banken på sin værelsesdør satte han sig brat op med hamrende hovede. I det samme var der en skikkelse ved siden af ham, der mumlede et eller andet og han spærrede panisk øjnene op.

"Øjeblik, far," råbte han, imens han kom ud af sengen meget hurtigt. Var døren låst? Næppe.

[Henrietta Fletcher]

Henrietta hørte godt Rabbies stemme, men var allerede på det tidspunkt i gang med at åbne døren. "Det er ikke -" var alt hun nåede at sige, før hun havde åbnet døren helt og blikket faldt på Rabbie, da sprang op fra sengen. Som det næste faldt hendes blik på en anden skikkelse i bevægelse og chokket ramte hende som en knytnæve direkte i mellemgulvet.

Hendes blik flakkede, før det gled tilbage på Rabbie. Vantro, raseri og smerte gik over hendes ansigt i løbet af de få sekunder der gik, før hun havde snurret rundt og hamret døren i bag sig.

[Rabbie Fletcher]

Rabbie stod kun i sine underbukser og stirrede Henrietta i øjnene. Han kunne kun regne sig frem til hvordan det hele måtte se ud, men han nåede ikke at gøre andet end at stirre, før døren knaldede i og gik op igen på sine hængsler. Han skyndte sig at trække en skjorte med, før han forlod sit værelse uden at give pokker i pigebarnet.

"HEN," råbte han efter hende, som han styrtede ned af trapperne efter hende, trækkende skjorten på imens. Lidt et stunt.

[Henrietta Fletcher]

Henrietta kunne knapt se klart, som hun stormede ned ad trapperne. Billedet af nærnøgne Rabbie og en tydelig kvindelig skikkelse ved siden af, var ætset fast for hendes indre blik og alt hun kunne tænke på var at komme væk. Øjnene brændte ukarakteristisk og hun var netop nået ned, da hun hørte et råb bag sig.

Hun burde bare være fortsat, men i stedet snurrede hun rundt. Rødglødende og dybt ulykkelig. "Hvad? Hvad er det du vil sige?"

[Rabbie Fletcher]

Rabbie stoppede på trappen og hev sin skjorte ned. Udtrykket på Henriettas ansigt fik hans mellemgulv til at trække sig hårdt sammen.

"Jeg er ikke... Det var ikke... Jeg kan ikke huske hvad der skete," endte han til sidst med at svare. "Du sagde vi var på pause!"

[Henrietta Fletcher]

Henriettas øjne spærrede sig helt op over hans ord. "Så det første du gjorde, var at finde den første og bedste at knalde?!" råbte hun, uden tanke for at der var andre i huset der kunne overhøre dem. Hendes øjne svømmede og det krævede alt hvad hun havde ikke decideret at stikke ham en.

"Var det godt så? Føltes det godt at få hævn?"

[Rabbie Fletcher]

Rabbie var ret ligeglad med det ukendte pigebarn, men han var rimelig bevidst om at hans far sov ovenpå. Han turde dog ikke tysse på Henrietta, men stod bare der på trappen og så ret sølle ud.

"Det var ikke hævn," insisterede han, langt mere dæmpet end hende. Han trak sig dog lidt op med hårene og knugede en hånd om gelænderet. "Jeg vidste jo ikke engang at du ville komme igen. Jeg siger at jeg ikke kan huske det. Jeg er ked af det, Hen. Jeg er ked af det hele. Kan vi ikke tale om det?"

[Henrietta Fletcher]

Meget mod hendes vilje, flød hendes øjne over. "Det tog dig tydeligvis ikke lang tid at komme over mig," svarede hun rasende og komplet knust. Det eneste hun kunne se, når hun så på ham, var den anden kvinde. Enhver del af hende havde troet fuldt og fast på at han aldrig ville have været i stand til at gøre sådan noget. Det var lysende klart, at hun havde taget fejl. Hun tog et skridt bagud, væk fra ham.

"Du er så fuld af pis. Jeg troede, at du var anderledes."

[Rabbie Fletcher]

"Henrietta," protesterede Rabbie. Han gik de sidste skridt ned fra trappen, imod hende.

"Hen, det mener du ikke. Jeg har ikke tænkt en klar tanke siden du sagde du ville have en pause i går!"

[Henrietta Fletcher]

"Lad være med at komme tættere på mig," røg det ud af hende, som han nærmede sig og hun selv trådte endnu et skridt bagud. Flere tårer fulgte de første og hun rystede på hovedet.

"Alt jeg kan se for mig, er dig sammen med hende. Jeg vil ikke høre dine undskyldninger. Du gik i seng med en anden, Rabbie."

[Rabbie Fletcher]

Rabbie stoppede op, frossent. Hans bryn var tæt sammentrukne. Hans hjerte smertede, men han var stadig forurettet.

"Det var dig, der sagde vi skulle holde en pause," indvendte han igen. "Pause!"

[Henrietta Fletcher]

Henrietta mærkede, hvordan han forsøgte at lægge skylden over på hende og det gjorde intet for at formilde hende. Et hulk undslap hende, som indledning til de næste ord. "Jeg sagde, at jeg havde brug for en pause, fordi jeg ikke havde sovet i en uge, Rabbie! Hvem er det, der tror at det betyder så gå du bare ud og knep en anden i mellemtiden?!"

Hun sitrede over hele kroppen. "Men du behøver ikke bekymre dig mere om det. Det her... Os. Det er slut. Jeg håber du finder en, der ikke gør dit liv så skide elendigt hele tiden."

[Rabbie Fletcher]

Rabbie trådte et halvt skridt tilbage over Henriettas sprogbrug. Han kunne ikke engang huske hvem pigen var og slet ikke hvilken type nat de havde haft, men han gav sig ikke til at diskutere. Måske havde hun ret.

Hans øjne fyltes også med tårer over det endelige ord og hans hals føltes helt hævet og tyk og svær at få noget ud af.

"Men jeg elsker dig, Hen... Jeg troede det var slut... Du lød så vred."

[Fearghas Fletcher]

Enhver ville have hørt det postyr, der foregik nede på trappen. Det kunne have vækket de døde. Da råbende tiltog, var Fearghas stået op og på den tid det tog ham at klæde sig på, var han nået ned i tide til at høre sin søns fire sidste ord. Hans blik faldt dernæst på den tydeligvis rasende McLaggen. En tilstand, der forekom i den familie.

"Hvad foregår der her? I vækker jo de døde," klingede den skotske accent brysk.