Punch eller ej

[Owen Blishwick]

Maggie Hayes

Owen havde tabt Mhairi et eller andet sted i mylderet, men havde det egentlig okay med bare at sidde lidt og lytte til musikken. Han havde egentlig glædet sig til ballet, men det var endt med at føles lidt underligt. Både fordi det var hans sidste, men allermest på grund af alt hvad der foregik mellem ham og Maggie.

Som om tankerne havde mere magt end de havde, var det netop hende han fik øje på ved punch-springvandet og en lille rynke krøb ind mellem hans bryn. Så rejste han sig resolut og endte ved siden af hende hvor han stak sin tomme kop under en af strålerne “Hey..” det var ikke hans første kop og ville sikkert heller ikke blive den sidste, mens han sendte hende et tøvende lille smil.

[Maggie Hayes]

Maggie havde aldrig været en festmus og uden sin normale drivkraft for at komme ud og få danset, havde hun mest holdt sig til at snakke med folk rundt omkring i krogene og selvfølgelig trække nogle minuspoint fra lidt for friske elever ude på ballade. Derfor fandt hun også sig selv ved punchspringvandet, studerende det skeptisk, pludselig i tvivl om hvorvidt der mon var blevet hældt alkohol i.

Owens stemme gav et gib i hende, men hun drejede sig alligevel langsomt mod ham. Det var kun et par uger siden, at de havde talt sammen, men det virkede som en livstid og et sted var hun stadig skuffet over, at han ikke havde taget kontakt til hende efter rygterne om hende og Nicolas' breakup.

"Hej," svarede hun, lydende lige så meget på bar bund som ham.

[Owen Blishwick]

Owens blik flakkede lidt mellem Maggie og punchen der fyldte koppen “Du ser godt ud.” Prøvede han med et usikkert smil netop som koppen løb over og hans hånd, og jakkeærme, blev badet i lyserød punch “Merlns underbukser!” Bandede han, satte koppen og forsøgte at ryste noget af det klistrede stads af i mangel af noget at tørre det af med.

[Maggie Hayes]

Stemningen mellem dem fik hendes mave til at trække sig sammen og uden at vide, hvad hun skulle stille op med sine hænder, fyldte Maggie et krus med punch. Der blev dog snart rigeligt at se til og hun stilte den fra sig med begge bryn faretruende nær hårgrænsen.

"Jøsses!" udbrød hun og glemte, at alt var underligt og skævt mellem dem, da hun tog staven frem. Med et hurtigt sving forsvandt den håbløst klistrede punch fra hans klæder og hånd, og efterlod ham god som ny.

[Owen Blishwick]

Owen følte sig som et præmiefjols og bandede indvendigt videre over sig selv, mens Maggie trak sin tryllestav frem og problemet øjeblikket efter, ikke rigtigt var et problem længere. Han smilede skævt og en smule selvbevidst mens han rettede på sit ærme “Tak.. “ skyggende af et smil lurede i hans mundvige “Hvilket nummer gang var det så du reddede min røv nu? Jeg har mistet overblikket for længe siden.”

[Maggie Hayes]

Nu problemet igen var forsvundet, var det svært ikke at tænke på alle de klemte følelser, der havde fået dem til at holde sig fra hinanden i første omgang. Svigtet smagte bittert og hun greb ud efter sin punch for at skylle det ned.

"Det gør mig ikke noget," forsikrede hun ham, men tonen var tættere på høflighed end og en præfekts ansvarsfølelse end det dybe venskab, der tidligere havde drevet hendes handlinger.

[Owen Blishwick]

Antydningen af et smil blegnede igen og hans bryn trak sig lidt sammen "Er du okay?" spurgte han og måtte give sig selv et spark for at fortsætte "Jeg hørte at du og Nicolas.." han fik aldrig gjort sætningen færdig, men meningen var klar nok. Det var et lettere betændt emne at snakke om overhovedet. Hvis han ignorerede det for at lade hende tage sin beslutning, virkede han måske ligeglad og hvis han gjorde, virkede han måske pågående. Der var ikke rigtigt nogen middelvej.

[Maggie Hayes]

Det var stadig et følsomt emne og Maggie knugede lidt om punchkruset for ikke bare at vende om på hælen og gå ved spørgsmålet. Selvfølgelig havde hun håbet, at han ville spørge, men for flere uger siden. Før hun fik tid til at gå i tvivl og dårlig samvittighed alene.

"Ja, det... Det er rigtigt," svarede hun og trak en krølle bag øret. "Jeg har det fint." Det var i hvert fald det, hun sagde til alle.

[Owen Blishwick]

Selvom de ikke havde talt sammen i flere uger, kendte han hende stadig bedre end de fleste og hendes forsikring overbeviste ham ikke "Du ligner ikke en der har det fint." konstaterede han stilfærdigt og havde allermest lyst til at give hende et kram.

[Maggie Hayes]

Maggie havde det kort ud sagt elendigt med både situationen og sin egen rolle i det. Hun havde været sin kæreste utro og for hvad? En chance for at lade sit venskab med Owen gå ud i flammer.

"Well, måske fortjener jeg ikke at have det fint," konstaterede hun roligt og tog en tår punch.

[Owen Blishwick]

Owens bryn trak sig sammen og han rystede på hovedet mens maven trak sig lidt sammen i dårlig samvittighed "Hvis der er nogen der fortjener at have det fint, er det dig, Maggie." konstaterede han alvorligt og fyldte en krus med punch som han tog en forsvarlig mundfuld af.

[Maggie Hayes]

Owens moral var tydeligt en smule bøjet og Maggie kunne ikke helt bruge hans vurdering til noget i den sag. Ligesom hun ikke helt havde kunne stole på Patsys råd siden rådet om at lave en liste med fordele og ulemper ved de to drenge.

“Så, kommer du til Imrahs nytårsfest?” spurgte hun i stedet i flugt fra det betændte emne.

[Owen Blishwick]

Owen hældte resten af punchen i kruset indenbords i et forsøg på at eliminere nerverne der blafrede lidt nervøst, skar ansigt over den oversøde drik og nikkede til spørgsmålet “Mhm.. selvfølgelig.” Han tøvede men så spørgende på hende “Gør du?” Han håbede det, uden helt at være sikker på om det ville være en god ting. For første gang nogensinde, føltes det for alvor som om der var en usynlig mur mellem dem og det føltes lidt som om han havde en sten i maven over det.

[Maggie Hayes]

Maggie var virkelig ikke fast inventar til festerne. Faktisk havde hun det helt fint med, at hendes forhold til de fleste af drengene gik ud på, at hun rettede deres lektier igennem for at sikre, at de ikke fik trukket nogle unødvendige point eller dumpede et fag. Derfor var hun også kun dukket op, når Owen havde trukket hende med.

"Tjoe, Lysander Scamander lagde et godt ord ind for det," svarede hun med et træk på skuldrene. "Så hvis mine forældre er okay med, at jeg fejrer nytår et andet sted i år, gør jeg vel."

[Owen Blishwick]

Owen lyste et øjeblik spontant op i et smil over at hun rent faktisk havde planer om at dukke op. Så rømmede han sig og tvang det lidt tilbage igen “Uhm.. fedt. Det bliver.. fedt.. at du er der altså..” hakkede han sig frem og kunne have sparket sig selv “Jeg savner dig..”