Varm cider - med lidt held

[Albus Severus Potter]

Albus’ humør havde den seneste tid lignet december-døgnet – mere mørkt end lyst. Men lejligheden duftede af julekager, og han havde en aftale med Lily Luna Potter . Det var to kærter, der denne aften kastede et skær af sig.
At han var elendig til at pleje sine familierelationer var blevet et mere eller mindre accepteret faktum blandt alle parter – også ham selv. Alligevel nagedes han af en dårlig samvittighed over, at han ikke havde været bedre til at se sin søster. Hun var trods alt færdig på Hogwarts og boede nu kun lidt længere oppe ad gaden.

Han stod og så lidt mistroisk på en gryde med noget, der skulle være varm cider, da han hørte en puslen ved hoveddøren. Han havde nu haft mere end et år til at blive fortrolig med sine madlavningsbesværgelser, men ikke overraskende havde hans sambo større held med sine anstrengelser.

[Lily Luna Potter]

I skoletiden havde Lily altid været god til at skrive hjem flere gange om ugen, men efter hun var startet som lærling på aurorkontoret og derigennem så sin far oftere, end hun var tilfreds med, var det ikke altid, hun fik svunget forbi hjemmet, hvilket måske kunne undskyldes. Negligeringen af både James og Albus kunne ikke.

Derfor var hun også ilet af sted efter arbejde, men formåede alligevel at være næsten et kvarter forsinket, da hun ilede op ad trapperne i Albus' opgang og bankede på, før hun åbnede døren. "Albus?" kaldte hun.

[Albus Severus Potter]

Albus var ikke anal omkring tidsfrister, så han var ikke nået at blive hverken irriteret eller bekymret over Lilys forsinkelse (faktisk havde han knap nok bidt mærke i den), og det var ren glæde, der stod at læse i hans blussende ansigt, da han hørte hendes stemme ude fra entreen.

”I køkkenet!” kaldte han tilbage over skulderen, inden han så tilbage mod den dampende gryde. Hans konklusion manifesterede sig i et træk på skuldrene, og han endte med at smække et låg over den, inden han sprang hen til døråbningen for at stikke hovedet med det viltre sorte hår ud igennem den.

[Lily Luna Potter]

Lily sparkede skoene af i entreen, netop som Albus hoved dukkede op i døråbningen og det var med et ganske vist træt, men stadig varmt smil, at hun lagde armene om ham. "Hey," mumlede hun, ind mod hans skulder, før hun flettede sig fri og trak fingrene gennem de flammende røde lokker.

"Hvad er det, her lugter af?" Brynene var trukket sammen over et spørgende blik.

[Albus Severus Potter]

Lily var træt. Albus kunne se det i den vinkel, hendes mundvig trak sig op i, men hun smilede trods alt. Det gjorde han også selv - et bredere et af slagsen - inden han gengældte søsterens omfavnelse.

"Det er godt at se dig." Hans egen stemme var lavmælt, mens han besvarede hendes dæmpede hilsen.
Da hun trådte lidt tilbage, lod han hænderne finde ned i lommerne på det par cowboybukser, han bar, og han stop og vippede lidt på fødderne, da hun spurgte til lugten. Han måtte have stået i den så længe, at han ikke længere bemærkede den selv. Hans smil blev mere forlegent, og han løftede den ene hånd for at klø sig i nakken.

"Altså, det var meningen, at det skulle være cider," tilstod han, "Men det er vist ikke meningen, at cider skal være violet."
Scorpius havde mere end en gang kommenteret på hans evne til at udføre enhver anden besværgelse end den, han havde til hensigt.

[Lily Luna Potter]

Lily slap en munter lyd. Det var ingen hemmelighed, at Albus aldrig havde været noget vidunder i et køkken. Selv havde hun heller intet talent for husholdningsbesværgelser og hun huskede ikke, hvornår hun sidst havde spist noget, der ikke kom ud af en takeout-kasse.

“Violet?” Hun hævede brynene. “Jeg tror ikke, jeg har indtaget noget, der var decideret violet siden den afskyelige punch, de altid plejede at finde frem til festerne, men der var vist en grund til det violette der,” pointerede hun med familiær drilskhed i stemmen.

[Albus Severus Potter]

At Albus ikke var komplet fejlernæret efter mere end år væk fra Hogwarts' madgryder skyldtes kun et mirakel, og det mirakel var Scorpius Malfoy . Den blonde troldmand var måske ingen husalf, men han formåede at lave mad uden at være ved at brænde køkkenet ned i processen, og han havde indtil videre ikke produceret nogen giftige dampe.

Albus' smil voksede lidt, da Lily nævnte den violette punch.
"Hvis vi tør, lover jeg at være mundskænk," tilbød han, "Jeg vil helst undgå at forklare far, hvorfor dine fregner pludselig er lilla i morgen." Det var væsentligt lettere for ham at styre uden om deres far, end det var for lillesøsteren.

Han vinkede hende lidt ind i lejligheden. "Kom ind."

[Lily Luna Potter]

Lily slap en munter lyd og huskede kun alt for godt, dengang hun havde brugt en hue, der havde farvet alle hendes hår, fra de lange, røde lokker og helt ned til de små fimrehår, turkise. Lignende episoder ville hun helst undgå.

"Du har ryddet op," konstaterede hun og lød oprigtigt overrasket. "Eller måske er det bare Gallagher O'Leary og Benedict McLaggen, der har ændret mit syn på rod."

[Albus Severus Potter]

At tage æren for lejlighedens nærmest pletfrie udseende havde været en nem vej til lidt af den anerkendelse, Albus ofte søgte, men det var ikke af den type, han havde brug for, og under alle omstændigheder ville det ikke være fra Lily. Desuden lå det at tage æren for andres arbejde ikke rigtigt til ham.

Han smilede lidt over hendes betragtning, og det var næsten helt oprigtigt; der var mange, der havde en mening om Gallagher, men han forsøgte at være respektfuld omkring Lilys beslutning om at give det et skud trods deres mildest talt elendige start. Han endte dog med at styre uden om en direkte verbal tilkendegivelse.
"Jeg har ikke," korrigerede han godmodigt, "Det er Scorpius, der har ageret husalf."

[Lily Luna Potter]

Det havde i forvejen været lidt af en chance at nævne Gallagher i nærheden af nogen med efternavn Potter eller Weasley, der havde gået på skolen samtidig med dem, men Albus undlod at kommentere det og alene den handling sagde en del.

"Han bor stadig på sofaen?" spurgte hun derfor uden nogen form for forbehold i tonen.

[Albus Severus Potter]

Boede Scorpius stadig på sofaen? Det var ikke et spørgsmål, Albus vidste, hvordan han sådan lige skulle svare på, og hans udtryk blev derfor en smule ulæseligt.

”Jaeh, altså … ” Han løftede hånden for at køre den gennem de viltre krøller på toppen af hovedet. ”Han bor her somme tider,” svarede han lettere undvigende. Sandheden var, at Scorpius ganske rigtigt somme tider – og oftere og oftere – sov i lejligheden, men med tiden var der opstået en stiltiende konsensus mellem dem om, at det var fjollet, at han skulle sove på sofaen. Albus havde jo en dobbeltseng, der var rigeligt stor til begge, og … Og der var ikke noget, man han blev pludselig meget bevidst om, hvordan det ville lyde, hvis han sagde dét højt.

[Lily Luna Potter]

Lily fornemmede allerede ved den tøvende tone, at hun skulle være gået lidt mere forsigtigt til værks, men med mængden af gange hun havde set tegn på Scorpius' tilstedeværelse i lejligheden, virkede det ret meget som en temmelig fast ordning.

"Det lyder da hyggeligt," svarede hun og prøvede stadig at lyde frisk og fordomsfri. "Jeg er også glad for, at Damaris og jeg kan bo sammen. Det ville bare være underligt efter alle de års delt sovesal med fire mennesker så at bo alene."

[Albus Severus Potter]

Det var hyggeligt. Albus nikkede, næsten for ivrigt.
Det var hyggeligt, men det var også kompliceret. Kompliceret fordi han somme tider lå vågen til langt ud på natten, mens tankerne kørte rundt, og vennen lå ved siden af; kompliceret fordi han somme tider følte et smertefuldt stik i mellemgulvet, når Scorpius ikke lå der.

"Ja, nemlig," istemte han dernæst, da Lily tilbød en udmærket forklaring, der også dækkede i hvert fald en flig af sandheden, "Går det godt? Med at bo sammen med hende på den måde."
Albus huskede tydeligt, hvor stor en omvæltning, overgangen fra Hogwarts havde været.

[Lily Luna Potter]

Det var ret tydeligt på alt fra arrangementet til Albus' ivrige nikken, at de eneste, der ikke havde nogen anelse om de mellemliggende følelser, var Albus og Scorpius Malfoy selv. Men Lily havde besluttet, hun ikke ville blande sig.

"Ja, hun er tit ude om natten jo, så det er ikke meget, vi ser til hinanden." Men hun tilbragte selvfølgelig også de fleste nætter hos Gallagher O'Leary, efter de var fundet sammen igen.

"Men det er selvfølgelig også sjældent, jeg forlader ministeriet, før solen går ned."

[Albus Severus Potter]

Albus nikkede lidt af Lilys forklaring uden at tænke det store over alternative grunde til, hvorfor de to bofæller måske ikke rendte hinanden i hælene.

"Især i disse dage," kommenterede han med tanke på dagenes beskedne længde. Det svindende lys havde årligt haft en afsmittende effekt på den mørkhårede troldmands humør det sidste halve årti.
"Er træningen meget krævende?" Han rynkede brynene lidt og så mere vurderende på søsteren.