Svesken på disken

[June Chang-Masters]

Der var sket ret meget og selvom June måske, nødvendigvis, bevidst i hvert fald ikke prøvede at holde noget fra Henrietta, var tiden på en eller anden måde gået. De blev ved at misse hinanden og når de så endelig tilbragte tiden sammen, talte de mest om arbejdet i afdelingen eller løst og fast.

Nu havde de dog begge en weekend hjemme og selvom hun gruede samtalen, var der ingen vej udenom længere. Hen havde jo tydeligvis set hende og Ben til julefrokosten sammen i de matchende trøjer.

"Så..." June blev hængende lidt ved dørkarmen ind til stuen, hvor veninden sad i sofaen. I et mislykket forsøg på ikke at være akavet trak hun fingrene gennem håret, før hun bare stoppede dem ned i lommerne.

Henrietta Fletcher

[Henrietta Fletcher]

Henrietta var meget langt fra sig selv på tiden, selvom hun gjorde det hun gjorde bedst og holdt det alt sammen helt tæt ind til kroppen, låst væk og gemt for alle andre at se. Det rumsterede inde i hendes eget hoved, som hun sad i sofaen og sorterede ingrendienser til sit eliksirkit.

Junes stemme brød ind i hendes tankemylder og hun drejede hovedet, tydelig uden at have hørt veninden nærme sig. “Så?”

[June Chang-Masters]

June var nogenlunde lige så diskret som en hippogriff i en porcelænsbutik og tog endnu et par skridt hen mod sofaen, ude af stand til at finde en smart tilgang til emnet. Så hun endte med at gøre, hvad hun gjorde bedst og hoppede direkte i i den dybe ende.

"Så, jeg overvejede, hvor længe der ville gå, før du ville kommentere på julesweatrene?"

[Henrietta Fletcher]

Henrietta fulgte June med blikket, som hun kom nærmere. Hun burde have forudset, hvad det var veninden ville tale om, men det var noget af det fjerneste fra hendes egne tanker. "Ah. Ja," svarede hun lidt fjernt og fortsatte med at sortere de urter, som hun allerede havde samlet op.

"Hvor længe har I været sammen den her gang?"

[June Chang-Masters]

June gad ikke engang at prøve at skjule sin overraskelse for Henrietta, der uden tvivl ville ende med at se igennem den. Brynene hævede sig lidt, før hun sank ned på sofaens armlæn.

"Øh, siden Allehelgens," svarede hun og studerede veninden. Det var ret tydeligt, der foregik noget lidt mere vigtigt og hun vurderede, emnet Benedict McLaggen kunne vente lidt. "Hvad foregår der med dig?"

[Henrietta Fletcher]

Henrietta havde ikke talt med en sjæl om hvad der var sket i kølvandet på gallafesten, hvor hun var blevet kaldt bort på en opgave og havde været væk det meste af en uge. Hun havde begravet det dybt inde i sig og forsøgte at lade som om at det ikke var sket. Forsøgte at lytte til, hvad June prøvede at sige og prøvede at finde en reaktion. Uden held.

Så, da June uundgåeligt opfattede det, sagde hun ikke noget. Til gengæld stirrede hun stift på urterne, som hendes øjne langsomt blev afslørende og meget ukarakteristisk våde.

[June Chang-Masters]

Det var sjældent, Henrietta græd. Hvor hun selv græd både, når hun var vred og ked af det og frustreret og urimelig, havde veninden et noget mere hærdet ydre. Derfor havde June heller ikke vanvittigt megen erfaring med området og så lidt perplekst til ved synet af de blanke øjne.

Langsomt gled hun ned i sofaen. "Hen," mumlede hun intrændende og lagde en hånd på hendes knæ.

[Henrietta Fletcher]

Henrietta håbede halvt, at June ville fortsætte med at tale om Benedict. Noget der ellers aldrig skete. I stedet fik tonefaldet og den lille, fysiske kontakt bægeret til at flyde over og med ét væltede tårerne ned over hendes kinder. Det var første gang hun fik afløb for det overfor et andet menneske og da hun talte, var det i et dybt ulykkeligt tonefald, der var absurd ulig hende.

"Jeg havde en kæreste," fik hun frem. "Men han gik i seng med en anden."

[June Chang-Masters]

Hvis June havde været på udebane over blanke øjne, var hun helt fortabt nu der rent faktisk trillede tårer ned over Henriettas kinder. Lidt hjælpeløst trak hun hende ind til sig.

"Hva-? Ham, den lille?" spurgte hun komplet uforstående. Man måtte være idiot, hvis man troede, man kunne få bedre end Hen.

[Henrietta Fletcher]

Det var ingen velkommen påmindelse, at Rabbie Fletcher i teorien var under hendes liga. Det var en usikkerhed hun ellers havde kæmpet for at skille sig af med, for hans skyld, og hvad havde det betydet? Det gjorde det kun så meget mere ydmygende nu.

"Jeg er sådan en idiot, June," lød det frustreret fra hende. "Hvem får det overhovedet sådan her over en syttenårig?"

[June Chang-Masters]

Det var virkelig ikke sjovt at se Henrietta sådan og June havde mest af alt lyst til at gå ud og flække nogle knæskaller, men det ville nok uanset ikke give det bedste udtryk. Så hun knugede lidt hårdere om hende og sukkede.

"Vi vælger ikke selv, hvad der rammer os," mumlede hun. "Men han skulle have vidst bedre."

[Henrietta Fletcher]

Henrietta var sjældent så sårbar som nu, men hun havde til gengæld heller aldrig for alvor gjort i det med kærester, så det var intet under at det var komplet fremmed og overvældende for hende at finde ud af præcis hvor slemt et knust hjerte egentlig var.

Al sorgen over Rabbie Fletcher væltede ud, som hun sad der hos veninden og da hun endelig til sidst havde grædt ud, var hun helt udmattet og tom indvendig. Hun snøftede ind og talte endelig hæst.

"Hvorfor gør folk det her mod sig selv, June?"

[June Chang-Masters]

June gjorde intet andet end bare at rumme venindens ulykke. Og så selvfølgelig have det pisse elendigt over, at hun havde ladet forholdets med Ben komme nok i vejen til ikke at se, hvad Henrietta gik igennem.

“Jeg ved det helt seriøst ikke,” indrømmede hun ærligt og trak på den ene skulder, mens hun tørrede en tåre væk fra hendes kæbelinje. “Det er lidt som en afhængighed på det punkt.”

[Henrietta Fletcher]

Henrietta snøftede og rettede sig lidt op. Hun tørrede resterne af tårer af sine kinder og så lidt tomt ud i luften med et ansigt, der føltes komplet indtørret.

"Du er sammen med Ben igen," konstaterede hun. "Hvorfor? I var så ulykkelige dengang."

[June Chang-Masters]

Det var måden, tingene blev håndteret på hjemme hos dem. Der blev grædt og klemt lidt og så ellers diskuteret nogenlunde rationelt om det meste. June trak på skuldrene og så tænksomt ud i luften med konklusionen, at Hen nok ikke havde brug for at tale mere om Rabbie nu.

“Det ved jeg ikke. Han er blevet ældre,” svarede hun sandfærdigt. “Det er en anderledes dynamik nu.” Det var for alvor gået op for hende gennem hans håndtering af hendes fars sygdom.