En ny chance v2

[Lily Luna Potter]

Selvom årgangen 2025 var dimitteret for over et halvt år siden, havde det tydeligvis ikke været ensbetydende med, at alle skulle blande sig i Lily og Gallaghers kærlighedsliv. Faktisk havde både Alice, Damaris, Teddy og Ben haft hver deres ikke særlig unikke syn på situationen, uanset om hun havde bedt om den eller ej.

Et eller andet sted i alle formaningerne var knutten dog alligevel faldet, nærmest komplet modstridende med de råd, hun havde fået. Måske var det, fordi Lily endelig nogenlunde var begyndt at forstå irerens handlemønstre, måske var det et naivt håb om at de stadig havde en chance.

Alt det til trods følte hun sig dog ikke mindre i konflikt med det hele, da hun stod foran en dør, hun efterhånden var jævnt træt af at glo på. Det tog flere minutter, end hun var komfortabel med, i en indre kamp mellem stædighed og stolthed, før hun alligevel hævede hånden og bankede på, ret sikker på at hun ville tabe enhver gejst på foretagendet, hvis døren blev åbnet af Benedict McLaggen og hans forbandede slåbrok igen.

Gallagher O'Leary

[Gallagher O'Leary]

Gallagher brugte relativt meget tid på at arbejde, selvom det heller ikke ligefrem var det mest festlige sted at være for tiden. Der var en generel miserabel stemning de fleste steder han færdedes, måske lige udover i lejligheden. Han forsøgte at fokusere så lidt på det som mulig og rodede bare rundt med at øve sig på de beværgelser, der var essentielle for forbandelsesbrydere.

Han havde netop brudt et forhekset skrin op, da det bankede på døren. Med en irriteret lyd over det ubelejlige tidspunkt, gik han ud for at åbne. Med ét blev udtrykket på hans ansigt helt neutralt, da han så hvem der ventede på den anden side og der fulgte ikke ligefrem nogen varm hilsen med det samme.

[Lily Luna Potter]

Lily havde ærligt talt ikke nogen anelse om, hvad hun burde forvente og i ren og skær lettelse over, at det ikke var Ben, der åbnede, skulle hun lige til at kysse ham. Hun stoppede dog sig selv, inden bevægelsen havde udviklet sig til andet, end et lille ryk.

Pludselig nervøs klarede hun halsen og tog en dyb indånding. "Vi bør tale sammen," konstaterede hun og prøvede at lyde nogenlunde rolig på trods af den indre storm.

[Gallagher O'Leary]

Gallagher kunne have afvist hende eller himlet med øjnene, som han havde gjort før. Sådan var det dog ikke denne gang. I stedet nikkede han tavst og trådte til siden, så hun kunne komme ind. Han lukkede døren efter hende og fulgte selv et par skridt med ind.

“Ben er ikke hjemme,” informerede han neutralt.

[Lily Luna Potter]

Lily slog blikket ned og trådte forbi ham ind i lejligheden. De havde efterhånden råbt og skreget så meget af hinanden i fortiden, at tavsheden syntes mere ildevarslende. I stedet for at rykke ind på hans værelse, tog hun plads i sofaen og fortrød straks, at hun ikke kunne vandre hvileløst frem og tilbage.

"Gallagher, jeg... Jeg skylder dig en undskyldning." Ordene havde aldrig forladt hende før, ikke over for ham og selvom det var på sin plads, var hele situationen for fremmed til at føles god eller sikker.

"Jeg reagerede dumt til ballet og... Det er jeg ked af."

[Gallagher O'Leary]

Gallagher satte sig selv i sofaen, men på chaiselongen i stedet for ved siden af hende. Han blev ved med at være tavs indtil hun talte og øjenbrynene trak sig lidt sammen over de ord der undslap hende. Han tænkte i et par sekunder endnu, før han til sidst talte - chokerende roligt.

"Skammer du dig over mig?"

[Lily Luna Potter]

Afstanden mellem dem var symbolsk og gav et slag til Lilys kampberedte sind. Spørgsmålet var et slag mere, men hun havde haft nok tid til at tænke til for alvor at tøve, før hun rystede på hovedet.

"Nej," svarede hun fast, men følte sig alligevel nødt til at fortsætte for at være komplet ærlig. "Men jeg tror af og til, at jeg skammer mig over mig selv sammen med dig. Som om jeg burde have mere... Rygrad."

[Gallagher O'Leary]

Gallagher havde før været rasende i konfrontationer, men oftest fordi han selv var skyld i dem. Det var anderledes nu og han var fortsat chokerende rolig. Selvom øjenbrynene trak sig sammen over hendes ord og hans ansigt arrangerede sig i en farligt neutral maske.

"Hvad skal det sige?"

[Lily Luna Potter]

Lige nu var der ikke det, Lily ikke ville give for at finde tilbage til det velkendte i en råbende Gal fanget med hende i en tornado af følelser, men hun mødte intet andet end skræmmende ro, der fik hendes blik til at flakke.

"Det vil sige, at... At jeg ikke vil blive betragtet som svag og du gjorde mig... svag. Du sårede mig dengang, Gallagher. Du misbrugte min tillid og lod mig selv finde ud af, at det hele var et væddemål, og du har aldrig sagt undskyld for det. Ikke rigtigt."

[Gallagher O'Leary]

Gallagher så tomt på Lily. Efter alt hvad de havde været gennem, efter alle de gange han havde fortalt hende at han elskede hende, så førte hun det stadig tilbage til noget han havde gjort som en ung og dum teenager.

"Og du mener ikke, at alt det jeg har gjort siden har været nok?" svarede han såret. "Alle de gange, jeg har forsikret dig om at jeg elsker dig?"

[Lily Luna Potter]

Der var noget i hans blik, der havde forandret sig og Lily så ned på sine hænder. Det krævede en styrke, hun ikke helt anede, hvor kom fra, ikke at begynde at holde dem i ro.

"Det troede jeg ikke, men det er for helvede derfor jeg er her," svarede hun og måtte tage en dyb indånding for at holde sig i stolen. "Jeg troede ikke, at du ville komme til gallaen og derfor inviterede jeg dig ikke. Det var for at tage hensyn, fordi jeg vidste hele min familie ville være der og da jeg så dig med Faye Chang-Masters slog det klik."

Hun rystede på hovedet og tvang sit blik op på ham. "Jeg tænkte ikke over, hvad det betød, at du var der, okay? Jeg prøver at sige undskyld her."

[Gallagher O'Leary]

Gallagher lyttede til hendes ordstrøm. Han havde lyst til at kommentere på hendes jalousi, men bed det i sig, velvidende at han førhen havde givet hende rigelig grund til at være det. I stedet tog han en indånding, tænkte sig om og svarede først da.

"Jeg mener det her alvorligt, Lily. Os. Og jeg vil gerne være en del af hele dit liv."

[Lily Luna Potter]

Det var med stigende nervøsitet, at Lily ventede på hans reaktion. Selvom hun efterhånden kendte ham godt, var det umuligt at læse noget i den nøgterne mine. Øjnene var blanke, da han endelig talte, men hun nægtede at give efter.

"Jeg vil også gerne være en del af hele dit liv, Gal. Jeg vil gerne dig, os." Den ene mundvige bevægede sig lidt opad, stadig usikker på om faren var drevet over.

[Gallagher O'Leary]

Gallagher tog en indånding og nikkede så. "Godt. Skal vi så ikke forsøge at lade være med det her åndssvage drama og rent faktisk fatte at vi godt gider hinanden? Før vi driver hinanden og alle andre mere til vanvid."

Han så afventende på hende, men havde ikke talt i et hårdt tonefald.

[Lily Luna Potter]

Lily åbnede munden og skulle til at indvende, at det altså ikke kun var hende, der havde bragt dem i den situation, men så slog det hende, at det havde han jo slet ikke sagt. Hun lukkede munden igen og selvom næsefløjene dirrede let over settingen, der mindede lidt for meget om at sidde skoleret, så hun ud til at bevare både ro og fatning.

“Jeg vil bare gerne elske dig og for en gangs skyld være et almindeligt par, der gør ting som at tage til begivenheder sammen og møder hinandens familier uden at skulle frygte, at vi ikke er sammen ugen efter,” konstaterede hun.