Fuld af følelser - og brandy [S]

[Cornelius Cameron]

Cornelius var temmelig beruset, da han forlod AMER's julefest en kold lørdag aften, som nærmede sig nat. Han var helt klart for beruset til at transferere sig og hans egen kamin var endnu ikke blevet godkendt af afdelingen for magisk transport, på grund af et eller andet bureaukratisk fjolleri. Derfor var det på Den Utætte Kedel han endte, før han kom ud på den anden side af muren til Diagonalstræde og stavrede ned til Floridors.

Han kæmpede lidt med nøglerne i hoveddøren, inden han kom ind og op af trapperne. På vejen op til sin lille kvistlejlighed passerede han dog døren til Renata og Noahs og han stoppede pludselig op og så tøvende ud. Han burde måske ikke forstyrre, men han havde meget mere lyst til at klemme sig ind imellem dem end at sove i sin kolde seng alene. Lyst vandt over fornuft og han lænede sig op af dørkarmen, før han gav sig til at banke lidt på døren i håb om at nogen hørte ham. "Halloooo...?"

Renata P. Earnshaw , den 15. december, 2025

[Renata P. Earnshaw]

Det havde været en temmelig stille aften i Earnshaw-hjemmet, som det så ofte var, når Noah ikke var hjemme. Ikke at det ikke også var meget rart af og til. Renata havde i hvert fald både onaneret, tømt en halv flaske vin selv og haft rigeligt tid til at skrive. Alt i alt en helt fin aften.

Hun havde ikke ligget i sengen længe, men var nået at falde lidt hen, da det bankede på døren. Med let sammentrukne bryn slog hun silkemorgenkåben om sin nøgne skikkelse, før hun skridtede ud i gangen og åbnede døren på klem. Synet, der ventede hende, sendte et mildt smil over hendes læber.

"Cornelius," hilste hun varmt og åbnede døren helt, så han kunne træde ind. "Sikke sent, du kommer på besøg i dag."

[Cornelius Cameron]

Cornelius' blik gled sultent ned over Renatas skikkelse i morgenkåben, da døren gik op. Han tumlede indenfor med et nysgerrigt blik rundt. Var det kun de to eller sov Noah? Han vendte sig helt imod Renata igen med et smørret smil.

"Vi havde julefest. Der var brandy." Tydeligvis rigeligt med brandy. "Jeg vil ikke sove alene."

[Renata P. Earnshaw]

Det sultne blik var hverken fremmed eller uvant for Renata, men det var sjældent, Cornelius tillod sig det uden først at have fået lidt indebords. Hvilket lod til at være tilfældet.

"Tydeligvis," svarede hun med et mildt grin og lukkede døren bag ham. "Du ved, du altid må sove her." Hun trak fingrene igennem håret og fugtede læberne med tungespidsen.

"Jeg havde alligevel kun udsigten til en tom, kold seng."

[Cornelius Cameron]

Cornelius så et flygtigt øjeblik skuffet ud, men det varede virkelig ikke ved. Han ville gerne have ligget i ske med dem begge, men Renata var ingen andenpræmie. Det havde han virkelig gjort meget for at bevise den sidste måned.

"Jeg vil gerne varme din seng," svarede han sjofelt. Han havde helt glemt, at han stadig havde nissehue på og at den slags bemærkninger måske var knapt så julede som de var lumre. "Må jeg godt det, selvom Noah ikke er her...?"

[Renata P. Earnshaw]

Hvis Renata så skuffelsen, lagde hun i hvert fald ikke noget i den, men grinede i stedet bare dæmpet af den lumre kommentar, der virkede kontrasterende til det hyggelige udtryk, nissehuen gav ham.

"Selvfølgelig må du det," svarede hun og krydsede afstanden, der havde været mellem dem. Hænderne faldt på hans brystkasse og strøg op over hans skuldre. "Du må også gerne besøge Noah, selvom jeg ikke er her, hvis du vil." De var alle tre en ting nu, så for hende gav det kun mening.

[Cornelius Cameron]

Renata var den første kvinde han havde været sammen med i flere år og han havde ikke for alvor været alene sammen med hende på andet end deres date sammen. Luften mellem dem knitrede dog, som hun trådte tæt på ham og hendes hænder strøg over hans brystkasse. Han smilede skævt og tiltede hovedet lidt, imens hans ene hånd fandt hendes hofte og den anden sneg sig ned på hendes bagdel. Han konstaterede ret hurtigt, at hun ikke havde andet på end den lille badekåbe.

"Mm. Jeg vil gerne besøge dig lige nu," brummede han, før han kyssede hende på siden af halsen. "Merlin, du dufter altid så dejligt."

[Renata P. Earnshaw]

Renata havde haft alle intentioner om at tilbyde ham på lidt natmad eller noget at drikke, men Cornelius' ord og bløde kys fik hende hurtigt på andre tanker, som hun lagde hovedet lidt til siden med et nydende suk.

"Du dufter lidt af brandy," drillede hun og trykkede sig ind til ham, hvilket kun gjorde det sværere at trække sig fri, men man underholdt simpelthen ikke gæster i entreen. Så meget vidste hun da, så hun filtrede sig løs og tog hans hånd. "Kom."

[Cornelius Cameron]

Cornelius slap en lille lyd af protest over frafiltringen, som franarrede ham følelsen af Renatas bløde krop imod sin egen.

Han fulgte dog villigt med og smilede snart skævt igen, da de gik direkte mod soveværelset. Det var noget han kunne forstå i sin nuværende tilstand og han var allerede ved at løsne sit røde slips, da de trådte over dørtærsklen.

[Renata P. Earnshaw]

Renata var ganske tilfreds med, at afklædningsprocessen allerede var i gang, også selv hvis de bare skulle ligge og putte lidt. Sengen var kølig uden Noahs store, varme skikkelse i den og hun glædede sig til at ligge tæt med den anden mand, hun havde forelsket sig i.

"Så julefrokoster," fiskede hun, mens hun dumpede ned på sengen. "Det er sådan noget, hvor man kysser lidt med kollegerne ude i tekøkkenet eller i det lille hjørne, ingen nogensinde rigtigt bruger ud over den dag på året."

[Cornelius Cameron]

Renatas nøgenhed under kåben gav Cornelius meget lidt lyst til kun at putte og meget mere lyst til at kaste sig over hende. Han stoppede dog ved sengen og så hende dumpe ned på den, imens han selv afklædte sig slipset, vippede skoene af fødderne og gav sig til af knappe sin skjorte op.

"Nogen i den stil. Men det eneste jeg vist kom til at gøre var at klappe min kollega, Andrew Douglas, i bagenden." Han rømmede sig lidt. "Han et ikke til mænd, Såeh..." Blikket gnistrede lidt.

[Renata P. Earnshaw]

Det var med et vågent blik i de mørke øjne, at Renata betragtede hans afklædningsproces. Der havde nu altid været noget tiltalende over en mand, der smed tøjet for hende.

En blid latter strøg fra hende, før hun trillede om på maven, så hun kunne vrikke lidt med bagdelen. "Så er der godt, der er massere bagdel til dig at klappe herhjemme," bemærkede hun og bukkede i knæene, så fødderne viftede oppe i luften.

[Cornelius Cameron]

Cornelius fulgte Renatas rullen rundt med et vågent blik. "Rigtig godt," bemærkede han, imens han hastede lidt mere med at komme ud af julesokker og bukser. Til sidst huskede han nissehuen, men der stod han allerede i sine juleunderbukser med juletræer på og kløede sig lidt i nakken, før han trak den af.

Han tøvede ikke med at slutte sig til hende i sengen, kravlende over hende til han støttede på en hånd, før han kyssede hende i nakken og trykkede sig suggestivt ind mod hendes bagdel. "Kan det passe at du er nøgen under den her...? Hans frie hånd pillede ved hendes badekåbe.

[Renata P. Earnshaw]

Cornelius var mange ting. Intelligent, sexet og ganske morsom, men virkelig også bare kær, og Renata kunne ikke andet end at grine lavmælt og varmt af ham stående der i hendes soveværelse i fjollede underbukser og nissehue. Absolut bedårende.

Det var langt mindre kært, da først han fandt ned i sengen og denne gang var det ingen latter, men et dæmpet suk, han trak over hendes læber. "Hvorfor finder du ikke ud af det?" hviskede hun under sin allerede nu tunge vejrtrækning.

[Cornelius Cameron]

Cornelius grinede en smule, munter og beruset som han var. Han kyssede Renata i nakken igen, før han forsigtigt lænede sin vægt imod hende og brugte den frie hånd til at glide ned over hendes bagdel og under kåben.

Nøgen hud under hans fingre bekræftede mistanken og han greb let om hendes bagdel, før hånden gled videre ind i åbningen og kærtegnede hendes ene bryst. Stillingen var dog mildest talt besværlig og efter få øjeblikke dumpede han ned at sidde på siden i sengen ved siden af hende i stedet med en underholdt lyd. Herfra var han mere fri til at udforske hendes krop med sin ene hånd og gjorde det uden de store hæmninger.