Udsigt til snevejr

[Jean I. Twycross]

Jean trådte ind i ugleriet og så sig omkring. Der var koldt deroppe og hun havde iført sig en tyk vinterjakke og viklet et stort tørklæde om halsen. Der var endnu koldere heroppe end der var på resten af slottet - vinden susede en smule ind af de åbne vinduer og udenfor kunne man se tykke hvide skyer drive forbi oppe på himlen. Hun betragtede dem lidt og tænkte at det nok snart ville blive snevejr. Det gjorde hende ikke så meget andet, end at snevejr ikke var ideelt flyvevejr. Det var altid det første hun tænkte på i forhold til vejret - er det godt at flyve i? Hun havde ikke tænkt sig at skulle flyve idag men hun kunne ikke nå at stoppe tanken før den var der.

Hun vendte blikket mod rummet igen. Ugler sad rundt omkring og kiggede på hende. Andre fløj ind og ud af tårnet. Hun gik hen til den nærmeste ugle der straks strakte et ben ud for at kunne gøre der nemmere for Jean at binde et lille brev fast til det. Hun havde skrevet et brev til sine forældre om, at hun kom hjem til jul i år. Det var som sådan ikke en kæmpe nyhed - det gjorde hun hvert år - men hun ville nu alligevel gerne fortælle dem det. Desuden var hun i regelmæssig korrespondance med dem og det var allerede anden gang denne uge at hun var oppe i tårnet for at sende en ugle. Koncentreret prøvede hun at binde brevet fast til ugen. Det var en smule svært med kolde fingre og hun fumlede lidt med det.

Ellen B. MacMillan

[Ellen B. MacMillan]

Det var ret sjældent, at Ellen skrev hjem. Oftest bad hun bare Ernie om det, når han alligevel troligt spadserede op til ugleriet hver dag. Nørd. Denne gang havde han dog informeret hende om, at deres forældre altså havde insisteret på, at hun selv skrev hjem med sine julegaveønsker, så der var vel ingen vej udenom.

Vejret var isfisende koldt og løven havde pakket sig ind i en milliard lag, da hun endelig trodsede kulden og bevægede sig ud til ugleriet. Så snart døren var lukket efter hende, var der dog en smule mere læ at finde.

"Hey du," hilste hun med et smil, da hun fik øje på veninden. "Julegaveønsker eller bare nyt til de gamle?"

[Jean I. Twycross]

Det gibbede lidt i Jean da døren blev lukket og hunvendte sig om og så Ellen komme ind. Chokket i hendes ansigt blev hurtigt erstattet af genkendelse og hun smilede til Ellen. "Hey," hilste hun tilbage og vendte blikket mod uglens ben igen for at binde en sidste knude. "Syntes bare de skulle vide at jeg kom hjem til jul i år. As usual." Hun vendte igen blikket mod Ellen og trak en smule på skuldrene.

Hun løftede uglen hen til vinduet og lod den vide hvor den skulle aflevere brevet. Hun så på den flyve afsted og vendte igen blikket mod Ellen. "Hvad med dig? Hvem har gjort sig fortjent til at få et brev af dig?" Hun grinede en smule. Når hun nu selv var heroppe så meget kunne hun næsten med sikkerhed sige, at det ikke var tilfældet med Ellen - hun kunne ikke genkalde sig at have set hende heroppe mere end et par gange.

[Ellen B. MacMillan]

Ellen nikkede efter gengældelsen af hilsenen og tøffede dybere ind i ugleriet. Der var flere af dem, der havde bidt hende gennem tiden og hun endte med at finde en lidt mere venligt udseende, brun af slagsen.

"Mine forældre. De er trætte af, at de kun hører fra mig gennem Ernie, så nu har de sagt, der ikke kommer julegaver, medmindre jeg selv formulerer en ønskeliste og sender den," grinede hun og trak på skuldrene. "De prøver ellers altid at bilde mig ind, at stædigheden kommer fra min bedstemor."

[Jean I. Twycross]

Jean kunne ikke lade være med at grine lidt. Hun kunne ikke forestille sig ikke at korrespondere med sine forældre som hun gjorde nu. Hun elskede at høre fra dem om deres hverdag og fortælle om sin egen. Hun savnede dem selvfølgelig men det var ikke noget der brændte i hende som det havde gjort da hun startede på skolen.

"Får du Ernie til at skrive til dem og fortælle hvordan du har det?" Hun lænede sig op en en væk og så på hende med hævede bryn. "Du kan da ikke bebrejde dem at ville høre det fra dig?" Hun grinede lidt og rakte prøvende ud for at ae en ugle der sad på sin afsats ved siden af hende.

[Ellen B. MacMillan]

Ellen nikkede lidt selvfølgelig til svaret. Hun kunne knapt nok sidde stille længe nok til at få skrevet sine lektier færdig (og gjorde det sjældent), så også at skrive lange breve hjem virkede lidt omsonst.

"Well, de ser mig jo til jul og i sommerferierne. Og af og til skriver jeg da mit navn ved siden af hans, før han sender dem," konstaterede hun med et selvironisk smil og et træk på skuldrene, mens hun bandt sit brev om uglens ben.

[Jean I. Twycross]

Jean grinede en smule. "Jamen så kan jeg da godt se at de er urimelige!" Hun skar en grimasse og smilede dernæst til sin veninde. "Det er jo næsten for meget!" Selvom de på mange planer var meget forskellige, så havde de alligevel altid kunnet være veninder uden problemer.

Hun stoppede med at ae uglen og gik roligt over mod hende for at betragte hendes fremgang med brevet.

[Ellen B. MacMillan]

Ellen grinede sorgløst, men vendte sig da allaigevel om mod veninden, da først den sidste knude var bundet. “Ja ja, okay, jeg ser din pointe,” indrømmede hun, selvom hun ikke var sikker på, om det var nok til rent faktisk at få skrevet til forældrene på regelmæssig basis.

En blid, omend noget utålmodig tuden fik hende til at vende opmærksomheden mod uglen igen. “Nå ja, så afsted da med dig.” Uglen blev sendt af sted mod Tinworth, før hun fejede hænderne lidt af på hinanden.

“Så, kommer du til Imrahs nytårsfest?”

[Jean I. Twycross]

Jean så på hende med et suk. Jean var ikke et fest-menneske - det kunne alle der kendte hende nikke genkendende til. Det var blevet bedre efterhånden som hun var blevet ældre men hun havde affundet sig med aldrig at kunne vende sig helt til larmen og alle menneskerne.

"Ja, det regner jeg med. Det er ikke hver dag man ser den slags fester." Hun trak på skuldrene. "Jeg regner selvfølgelig med at du også tager med?" 

[Ellen B. MacMillan]

Der var ikke rigtigt noget, der hed ikke et fest-menneske i Ellens verden. Enten tog man med eller også var man lidt en tør kiks. Og hun fiskede et tilfreds smil frem ved Jeans svar.

"Selvfølgelig. Vi er nogle, der hygger og drikker lidt på mit værelse før, hvis du har lyst? Så kan du følges med os."

[Jean I. Twycross]

Som så mange gange før måtte Jean smile lidt ved forskellen mellem dem. Det at drikke lidt før en fest var absolut ikke noget Jean selv ville kunne finde på. Det var derimod noget Ellen kunne finde på og fordi det netop var hende der spurgte, så kunne hun ikke lade være med at være en smule fristet til at tage med.

"Det lyder ikke helt skidt." Hun så sigende på Ellen - hun vidste godt hvordan Jean havde det med den slags. "Hvem kommer?"

[Ellen B. MacMillan]

“Det er nok mere et spørgsmål om, hvem der ikke kommer,” grinede hun og gjorde et kast med hovedet mod døren, før de sammen forlod ugleriet. Hendes fingre var efterhånden fuldstændig stivfrosne.

“Vi spiller også. Du ved, med Crimson. Det bliver fedt.”

[Jean I. Twycross]

Hun fulgte efter sin veninde mod trappen ud af ugleriet. Han havde altid beundret venindens musikalske kunnen og havde hørt meget om Crimson Crypt men havde endnu ikke haft fornøjelsen af at se dem "live". Lysten til at tage med steg en smule og hun så med interesse på Ellen.

"Det lyder næsten bedre end Imrahs fest..." Hun grinte lidt og fokuserede på trinnene foran sig så hun ikke skvattede i de store vintersko.

[Ellen B. MacMillan]

Ellen grinede. "Det bliver endnu mere tight, end det var til Allehelgens. Du kan lige så godt glæde dig," bemærkede hun og skuttede sig for den kolde vind.

"Jeg mener, hvad skal man ellers lave til Nytår?"

[Jean I. Twycross]

Jean havde været med til festen på Allehelgensaften men var gået før bandet var begyndt at spille. Hun havde ikke set nogen grun til at være der og have kun tænkt sig at age med til Yuleballet fordi hendes veninder tvang hende.

Hun kunne sagtens komme i tanker om andre ting at lave nytår men ytrede ingen af dem. Førhen havde hun kun holdt nytår med sine forældre. I år ville det være anderledes og på en eller anden måde var det en smule spændende.

Hun trak på skuldrene og så smilende på Ellen. "Er der nogen man skal holde ekstra godt øje med til festen?" Al morskab havde ikke forladt hende - hun kunne egentlig godt lide drenge og havde da også haft et par ømme stunder med et par stykker. Hun regnede stærkt med, at Ellen vidste hvad det var hun egentlig spurgte om.