Sejrens sødme

[Alissa Avery]

Det var en bidende kold lørdag i en af Alissas hademåneder, men det betød skam ikke, at der ikke var lyspunter. Ikke alene havde Slytherin tæsket Hufflepuff i Quidditch, hun havde også ganske godt styr på efterfesten og selvfølgelig en både flot og charmerende date til juleballet.

Måske var det derfor, hun helt overskudsagtigt gik hen til Francesco, da festen var godt i gang nede i opholdsstuen. "Tillykke med sejren."

Francesco Hardy
24. november

[Francesco Hardy]

Franco var euforisk. De havde tværet Hufflepuff ud og han havde fløjet godt. Mange af målene havde været hans. Nu var der kun tilbage at fejre sejren til langt ud på natten.

Stadig iført sine grønne quidditchrober bundede Franco sin ingefærøl og smed flasken fra sig på gulvet. En husalf skulle nok samle den op senere hen. Det var der han fik øje på Alissa Avery.

Om det var sejrens sødme og alkoholen der var røget indenbords, eller om han oprigtigt var vældig glad for at se hende, var ikke til at sige, men i hvert fald lukkede Franco sine arme omkring Alissa og snurrede hende en gang rundt. Så satte han forsigtigt hendes lille krop ned.

”Tak, Doll! Så du hvor godt jeg fløj?” spurgte han ivrigt og kørte en hånd gennem de sorte krøller. Han havde endnu ikke været i bad, og mudder sad stadig i ansigtet som et bevis på, hvor hårdt han havde kæmpet.

[Alissa Avery]

Alissa gjorde sjældent noget uden at overveje, hvilke følgevirkninger det kunne have, og hun mente da også, hun havde taget højde for det meste, men hun blev hurtigt klogere. En overrasket lyd forlod hende, mens hun lod sig snurre rundt og fandt tilbage på gulvet.

Der blev blinket en gang med de lyse øjne, så en mere, før hun nikkede og prøvede at stable bare lidt af facaden på benene igen. Men det oprigtige smil havde overvundet og de normalt lyse kinder havde nu et lyserødt skær.

"Ja, I var gode. Du kom op i imponerende fart under din Woollongong Shimmy," roste hun. Når familien nu producerede træ til koste, var det vist ingen overraskelse, at alle tre børn vidste en del om Quidditch.

[Francesco Hardy]

”Ja, det var det, jeg gik efter,” sagde Franco en smule overrasket. Ham bekendt spillede Alissa ikke Quidditch – det var jo en beskidt, voldelig og våd sport – og han var derfor forbavset over, at hun havde genkendt hans finte. Så huskede han at Averys producerede træ til koste.

Franco spejdede rundt i opholdsstuen og fik øje på en samling flasker på et bord. Han greb to og rakte den ene til Alissa. ”Var du stolt af mig, da du så mig på banen?” Han skubbede legesygt til hendes hofte med sin egen.

[Alissa Avery]

Måske spillede Alissa ikke selv på holdet, fordi uglet hår og så var den sag vist lukket, men det betød ikke, at hun ikke var nogenlunde på en kost. Hun havde i hvert fald spillet en del i sin barndom. Derfor smilede hun også bare kækt af hans tydelige overraskelse.

"Burde jeg det?" spurgte hun med et lille grin og tog imod flasken med et lyst bryn hævet i en tavs udfordring.

[Francesco Hardy]

”Selvfølgelig. Din ekskæreste var den nok bedste på holdet,” svarede Franco selvhøjtideligt. Han tog sig selv i at hænge lidt for længe ved hendes smil; der var en uforbeholden naturlighed ved det i dag. En oprigtig glæde, som han sjældent så i hendes ansigt, og som til hans fortrydelse gjorde noget i ham.

”Er du klar til juleballet?” spurgte han derefter nysgerrigt. En impulsiv idé havde taget form i hans hoved, men for en gang skyld tøvede den selvsikre slange med at føre den ud i livet.

[Alissa Avery]

Hendes. Det var frustrerende, hvor sindssygt tiltalende tanken om ham som hendes var. Alissa lagde flasken mod læberne og prøvede at skylle det væk med lidt ingefærøl.

"Du kender mig da, Francesco," konstaterede hun og det var lige pludselig svært ikke at dvæle ved, hvor godt han rent faktisk kendte hende. Ikke alene kunne han sommetider se gennem hendes facader, han kendte hendes læber og dele af hendes krop, ingen andre havde fået lov at røre.

Pludselig følte hun sig meget varm og tog en tår mere. "Selvfølgelig er jeg klar. Har du ikke fået invitationen til min efterfest?"

[Francesco Hardy]

Ja, Franco kendte Alissa på godt og ondt. Gennem den senere tid havde han mest hæftet sig på det sidste, men på det seneste var tingene anderledes. Havde de begge ændret sig, eller havde han bare været blind og kontrolleret af sine egne hormoner dengang, de slog op?

Franco huskede tilbage på en lille konvolut med hans navn på. ”Jo, det har jeg da,” nikkede han. ”Jeg er meget beæret. Er det kun mig, der er inviteret, eller…?” kunne han ikke dy sig fra et spørge drillende. Det ville han nemlig ikke sige nej til.

[Alissa Avery]

Alissa himlede med øjnene, men var ikke overrasket over den egocentrerede tilgang til festen. Det var så typisk Franco, at hun egentlig kun tog det som et kompliment, at han ikke lød afvisende over for tanken om en efterfest kun for dem. En tanke, hun hurtigt skubbede tilbage til skyggerne i sin underbevidsthed, hvor den hørte til.

"Selvfølgelig ikke. Det er for de fleste på kollegiet," konstaterede hun med et lille smil dirrende i mundvigen. "Det var Constantin Montague, der fandt den her helt perfekte sal."

[Francesco Hardy]

Franco havde ikke forventet andet end et fnys eller himlen med øjnene. Han smilede skævt, men det forsvandt lige så hurtigt, som det var kommet, ved lyden af Constantins navn. Han klemte øjnene sammen.

”Hvorfor skal Montague med?” spurgte han surt, og blev lynhurtigt forvandet til en tiårig dreng. Han genovervejede sine planer om at deltage, men kunne alligevel ikke sige nej til en eksklusiv fest.

[Alissa Avery]

Der var noget tilfredsstillende over at kunne feje smilet af Francos fjæs. Ja, faktisk tilfredsstillende nok til, at Alissas smil voksede lidt, som hans blegnede.

"Det var ham, der fandt salen til mig. Desuden har han været yderst charmerende og en perfekt gentleman under hele forløbet," svarede hun med næsten kvalmende sødme i hvert ord.

[Francesco Hardy]

Alissas rene smil havde fået et bidsk skær over sig, som Franco kendte alt for godt.
”Montague er lige så stor en gentleman som en gorilla,” bed Franco. ”Han ligner faktisk også én.” Det var ganske vist et lavpunkt, men tanken om Alissa og Constantin alene i samme rum, gjorde ham ganske arrig.

Da nogle klappede Franco på ryggen for at ønske ham tillykke med sejren, blev Franco bragt tilbage til opholdsstuen og hvorfor, han havde grund til at fejre. Han tog en dyb indånding. ”Glem det. Jeg gider ikke snakke om ham.” Han tog en stor slurk af sin ingefærøl.

[Alissa Avery]

"Synes du virkelig?" spurgte Alissa henkastet, selvom hvert ord var nøje valgt. Men det blev selvfølgelig leveret som anede hun intet om hans og Constantins anstrengte forhold. "Jeg synes nu, han ser meget godt ud."

Hun trak på skuldrene og tog en tår mere, før hun rettede blikket mod ham igen. "Hvem følges du med til juleballet?"

[Francesco Hardy]

Irritationen boblede i Franco ved Alissas henkastede bemærkning, men han prøvede at mane den til jorden, eftersom jalousi indikerede, at han havde en form for følelser for Alissa. Frem for at svare bundede han sin flaske, der trods alt var næsten fuld. Det gjorde det en del nemmere at udføre hans impulsive plan.

”Ingen indtil videre,” indrømmede han ærligt. ”Medmindre du vil følges med mig?” Han sendte hende et, syntes han selv, skævt, charmerende smil.

[Alissa Avery]

Alissa hævede et lyst bryn over måden, Franco fik tømt sin flaske på og undlod at kommentere på, hvem af ham og Constantin Montague, der lige nu mindede hende mest om en gorilla. I stedet tog hun en tår mere.

Smilet blev undskyldende, selvom hun frydede sig indvendingt. "Faktisk er jeg allerede blevet spurgt. Af Connor. Og jeg sagde ja."