Stævnemøde

[Hector Flint]

Briony N. Baines

Flintfamiliens hus var ikke et synderligt gæstfrit sted. Omkranset af en høj uigennemtrængelig hæk, lå det i udkanten af London, i et velhavende kvarter hvor folk sad trygt på deres gamle penge. Hvor husene omkring det var blevet moderniseret, renoveret og udbygget, var det mystiske mørke hus med de afskallede mure lidt af en øjebæ. Hvis det ikke var fordi der fra tid til anden var et gulligt lys i viduerne, var naboerne overbeviste om at huset var forladt. Alligevel fik alle der forsøgte at nærme sig huset, en gennemborende ide om at de i stedet var på vej et andet sted hen, og sådan havde det store gamle hus fået lov til at blive liggende i over hundrede år.

Inden bag de smuldrende mure gik en høj, ung mand lettere anspændt frem og tilbage. Hænderne var samlet bag på hans ryg, mens hans brune øjne flakkede mellem døren og pejsen, håbende at nogen snart ville komme igennem den ene og bestemt ikke den anden. Pejsestuen var et af husets pænere rum, holdt ved lige, så hvem end der trådte ud af de grønne flammer ville få en ide om at de trådte ind i et velstående hjem. Gik man møblerne efter i sømmene var det mørke fløjl dog efterhånden slidt ned, og der var pletter kløgtigt skjult på gulvet med tæpper der aldrig ville komme af. Alligevel skinnede skyggerne da den døende ild blev vagt til live og pejsen flammede grønt op.

[Briony N. Baines]

Briony kom fra et pænt hjem, men familiens økonomiske problemer gjorde at det ikke ligefrem var velholdt. Tværtimod havde hendes mor ikke været i stand til at gøre særlig meget ved det siden Theodore blev sendt til Azkaban.
Hun foretrak altid at tage pejsen når hun skulle besøge andre og trådte derfor ind i sin egen families i London, hvorefter hun tydeligt sagde adressen på Hector Flints hjem.
Et øjeblik efter stod hun i pejsen i en stue hun aldrig havde set før. Hendes blik landede på den markante skikkelse i rummet med det samme. Hun børstede kort støvet af sig selv og trådte forsigtig ud, efter hun havde banket asken af sine sko.
"Sikke en nydelig stue." Sagde hun og så sig omkring med et lille smil på læberne, inden hun gik hen til Hector og strakte sig for at give ham et kys på kinden.

[Hector Flint]

Hector var ikke videre stolt af sit hjem. Han havde ikke mange gode minder fra den grund hans slægt i fordums tid bosatte sig på, og alligevel rettede han sig som en præsentabel vært da hans kæreste trådte ud af de grønne flammer. Hendes kys gav et mærkeligt sus i ham, han efterhånden var ved at vænne sig til, og dog blev hans hænder samlet på ryggen, stadig ikke helt klar over hvad de skulle stille op overfor den blonde pige.
"Tak, og velkommen til min families hus." Han nikkede let.
"Jeg vil spare dig for rundvisningen, men hvis du har lyst kan vi være uforstyrret i mit kammer." Der var en del rum at vise rundt i, men de færreste var i samme stand som pejsestuen, og så var der desuden også en stor chance for at de indeholdt et af familiens tre andre medlemmer.

[Briony N. Baines]

Briony følte sig anspændt på en lidt uvant måde, da hun kyssede hans kind. En del af hende havde lyst til at gøre det igen, men hans formelle attitude afholdt hende fra det. Han virkede så korrekt og hun følte sig en anelse i sine følelsers vold når hun var sammen med ham.
"Dit værelse? Det lyder fint." Sagde hun, selvom hun aldrig havde været alene med ham i et lukket rum. Hendes manglende erfaring gjorde dog at hun ikke så noget galt i det. Hun vidste meget lidt om hvad der foregik mellem en mand og en kvinde.
"Hvor er det henne?" Spurgte hun og så afventende på ham, hun gik ud fra at han ville vise vej.

[Hector Flint]

Hector havde efterhånden understreget at han ønskede at være alene på sit værelse, men selvom han var en fandens karl på Hogwarts, fandtes hans overmand i husets egentlige herre, der ikke havde den store sans for hans søns ønske om privatliv. Han havde dog heller ikke det store ønske om at tilbringe tid med sin søn, hvilket gjorde hans værelse til det oplagte sted at lede Briony hen. Høfligt bød han hende sin arm, før han førte sin kæreste ud til en lang mørk gang.

Bevægelige portrætter af hans forfædre prydede væggene, for omtrent hver tredje meter, men da arvingen til deres familienavn kom forbi vendte de fleste sig i deres rammer af afsky, mens enkelte hvæsede skælsord der fik ham til at sætte farten hastigt op, så hastigt at næsten kun hans egne lange ben kunne følge med, mens han allerede begyndte at fortryde at han havde inviteret Briony forbi.

[Briony N. Baines]

Den hyggelige stue viste sig at føre ud til en mindre hyggelig gang. Hun rykkede sig lidt tættere på Hector, mens de gik gennem mørket og hun overvejede hvorfor der ikke var noget lys. Hun blinkede et par gange med øjnene i et forsøg på at se i mørket, hun kunne knapt nok se malerierne, men hun kunne høre deres hvisken. Det undrede hende at de talte så grimt og det gjorde hende så bange, at hun ikke havde noget imod at skynde sig en anelse mere. Hun var også ved at fortryde at hun var kommet og var allerede tæt på at undskylde sig, hvis ikke det var fordi hun rent faktisk ville bruge lidt tid sammen med Hector og lære ham bedre at kende. I stedet tog hun lidt bedre fat om hans arm og håbede på de snart ville være ved hans værelse.

[Hector Flint]

Hectors kæbe var spændt som en flitsbue, mens han forsøgte at ignorere de hviskende ord, i håb om at Briony heller ikke kunne høre dem. Anerkendelse fra hans familie var ikke just det han svømmede i.
Efter omkring et halvt minuts anspændt nærmest lunten ned af husets gange, åbnede han døren til rummet han havde indrettet sig i. Væggene var beklædt neders med træ, og øverst med mørkt tapet der havde set bedre dage. Rummet var spartansk indrettet med en seng, et skrivebord, end reol med en betydelig mangel på bøger, som i stedet var fyldt op med mærkelige objekter i glas, og forskellige objekter der summede af magi og ikke så videre indbydende ud. Rundt omkring på væggene hang et par gamle Quidditchplakater, mens et andet sted på den slidte væg var reserveret til dystre blyantstegninger af en stor sort ulv.
"Jeg undskylder for mine forfædre. De er ikke særlig gæstfri."
Han lukkede døren efter dem, og efter et par forsøg lykkedes det ham at få låst den med alohomora

[Briony N. Baines]

Briony gik langsomt ind i rummet mens hendes blik gled hen over hans ting. Nysgerrig gik hun hen til de magiske objekter og betragtede dem på sikker afstand, indtil hun nåede hen til den store tegning af en sort ulv. Hun kneb øjnene lidt sammen mens hun betragtede den undersøgende. Den var smuk og skræmmende på samme tid.
Hun svarede ikke på hans ord, men nøjedes med at vende sig om mod ham, mens hun tog sin kappe af. Nedenunder havde hun en knælang, sort kjole med et tyndt yderlag af blonder, den var langærmet og tilknappet i hendes hals. Det var en ny en hendes mor havde syet.
Da han låste døren bankede hendes hjerte hurtigere. Hun brød sig ikke helt om, ikke at kunne komme nemt ud igen.
"Er det dig der har tegnet ulven?" Spurgte hun og smilede lidt til ham, selvom hendes blik var nervøst. Forsigtig lagde hun armene over kors og trak skuldrene op til sine øre.

[Hector Flint]

Den låste dør var ikke for at holde Briony inde, men i stedet for at holde resten af hans familie ude. Det var en vag sikkerhedsforanstaltning, men han følte sig tryggere ved den, og tænkte derfor ikke over hvad gestussen ellers kunne reflektere.
I stedet vendte han sig, og fulgte hendes øjne der var havnet på en samling tegninger der gennem årene var blevet hans måde at håndtere den han i virkeligheden var på indersiden.
"Ja.. Kan du lide dem?" Han stillede sig bag hende, og lod de brune øjne glide over hans egen dystre streg.

[Briony N. Baines]

Briony betragtede tegningerne med en rynke mellem øjnene. Hun kunne godt lide dem, men de gjorde hende nervøs. Tanken om hvad de kunne betyde sneg sig ind på hende, men hun ville ikke drage konklusionen. Den var for ubærlig.
"Mhmm.." Sagde hun og nikkede, mens hun drejede ansigtet lidt om mod ham og forsøgte at fange hans blik.
"Kan du godt lide ulve?" Spurgte hun med en stemme der skælvede en anelse, selvom hun prøvede at berolige sig selv. Hun var ikke sikker på om det var hans nærhed der gjorde hende nervøs, eller de dystre tegninger.

[Hector Flint]

Hector skammede sig ikke over hvad han var. Det var også derfor at han var i stand til at tegne den farlige, stolte, mørke ulv der blot ventede på at indtage sin plads i verden. Det var den han drømte om at være, og ikke den udskudte skal han normalt rendte rundt i. Han trak vejret ind gennem næsebordene og indåndede duften af hendes hår, der igen satte den spirende fornemmelse i gang i hans mellemgulv.
"Ja. Kan du?" Forsigtigt lagde han sine hænder på hendes skuldre, uden dog at holde hende fast.

[Briony N. Baines]

Briony havde en sælsom følelse i kroppen, hun havde aldrig følt sig så levende før, hun følte sig varm, tilpas og anspændt på samme tid. Hun havde lyst til at vende sig om mod Hector, men var bange for hvad der ville ske det øjeblik hun gjorde.
Da han lagde hænderne på hendes skuldre, spændte hun sine kæber sammen, i et forsøg på at bevare en eller anden form for selvkontrol.
"Jeg har aldrig tænkt over det. De virker farlige, men også dragende." Hviskede hun afdæmpet og lukkede sine øjne i, som om hun kunne lade være med at se det hun ikke ønskede at indse. Hun kæmpede en indre kamp med sig selv. Hun vidste ikke hvad hun skulle tænke.

[Hector Flint]

Hector syntes bedre og bedre om den blonde pige, han på forunderlig vis var blevet kærester med, som hun fremhævede de præcis samme karaktertræk i ulven som han selv fandt. De var skovens ukronede konger, og langt farligere end nogen troldmand.
"Ja. Vi har meget til fælles, ulven og jeg." Han tog endnu en dyb indånding af hendes hår, før Hhænderne på hendes skuldre skubbede hende let i et forsøg på at vende hende rundt, så han i stedet kunne kigge ned i hendes lyse øjne.

[Briony N. Baines]

Briony havde det som om hun næsten skulle besvime, da han sagde de ord hun havde været så bange for at høre. Hun formåede dog at holde hovedet koldt og vendte sig langsomt rundt, mens hun holdt vejret. Hun skælvede under hans hænder da hun mødte hans blik med øjnene fyldt af frygt og undren.
"Til fælles?" Sagde hun, mens hendes vejrtrækning blev hurtigere og hendes brystkasse løftede og sænkede sig.
"Med en ulv? Er du?" Spurgte hun og bed hårdt ned i sin underlæbe. Hun kunne ikke få ordet over sine læber. Det føltes som beskidt ord og hun havde ikke lyst til at tale grimt om ham.

[Hector Flint]

Hectors mørke øjne kiggede ned på den yngre Slytherinelev. Hans blik blev intenst, som han fulgte brikkerne falde på plads i hendes sind, så frygten over det hun lige havde realiseret. Han havde ikke tænkt sig at benægte det. Hun måtte lære at forstå, hvis hun virkelig holdt af ham, ellers ville han få hende til at forstå.
"Ændrer det noget hvis jeg er?" Hans stemme var rolig, fattet, mens hans mørke øjne ikke veg fra hendes lyse. Hans hånd kom op, og strøg silkeblødt over hendes kind, som en form for beroligende gestus.