Forbuden frugt

[Gillian C. Fudge]

Juleballet. Det var en aften, Gillian havde set frem til med både rædsel og længsel i flere uger nu. Ikke bare skulle hun åbne ballet med en dans, Thomasina McTavish havde også på en eller anden måde fået overbevist hende om, at det var en god idé at synge solo i koret foran hele skolen.

Det var gået overraskende godt. Hendes stemme havde ikke svigtet og hendes partner i dansen havde ført hende solidt gennem trinnene. Nu stod hun, hvor hun var blevet efterladt af Willard og følte sig generelt lidt fortabt. Fingrene strøg hvileløst over skørtet og rettede på håret, mens hun kastede et søgende blik rundt. Så fandt hun ham.

Alt andet gled lidt i baggrunden, som et smil indtog hendes læber og fik blikket til at spille. Deres blikke fandt hinanden og pludselig føltes kjolen, Senga Darrow nøje havde udvalgt til hende, lidt for stram omkring brystet. Hun snappede lidt efter vejret, men hænderne slappede af.

William Knight
22. december

[William Knight]

Øjnene havde fulgt hver bevægelse ved juleballets åbning. Gillian havde været så smuk og uendelig korrekt i sine dansetrin, at Liam nærmest havde følt en lyst til at træde ind og stjæle hende fra grævlingen, hvis hænder hun holdt i sine. Det var måske en underbevist lyst til at spolere de korrekte dansetrin ved at præge dem og bryde deres mønster, samt vise hele skolen at de hørte sammen. Det havde dog lykkedes ham at holde sig i ro. Der var dog ingen der ville kunne betvivle beundringen i hendes øjne da pigebarnet dansede og sang. Han var forelsket i hende. 

Rådgivningerne havde været mangfoldige, men hver eneste gang hans blik havde strejfet Gillians over den seneste tid, havde det bestemt ikke forekommet ham kompliceret. Det samme hændte ligeledes da blikket mødte hendes tværs gennem den pyntede Storsal. Varmen og modet boblede naturligt op i ham, og fik fødderne til at bevæge sig nærmere - uden tøven eller eftertanker. 

"Hey..." Han smilede til hende "Du var fantastisk."

[Gillian C. Fudge]

Gillian mærkede varmen stige op i kinderne, da Liam satte over mod hende. Hvert skridt virkede alt for langsomt, men hun vidste bedre end at give efter for impulsen om at komme ham i møde. Det ville uden tvivl sende de forkerte signaler til hvem end, der kunne få øje på dem. Hvilket var alle i den fyldte storsal.

"Tak," svarede hun og blikket flakkede ned omkring hans fødder, inden hun tillod sig at finde hans øjne igen. Det gav et nyt sug i maven. Stemmen var dæmpet, da hun fortsatte. "Vi bør ikke... Ikke her."

[William Knight]

Lysten efter at nærme sig hende havde boblet så massivt og insisterende at han ikke havde kunne holde sig selv tilbage. Han vidste dog at hun havde ret. Ikke her. Smilet falmede en smule, men der var noget forstående over hans udtryk.

"Mød mig derude..." Han replikerede Gillians dæmpede stemmeføring, før han nikkede ud ad de store døre der førte mod Indgangshallen. Efter en lille trækning på mundvigen, bevægede han sig langsomt ud ad lokalet.

[Gillian C. Fudge]

Det var så diskret, at nikket ikke ville være synligt, hvis ikke man betragtede hende sådan som hun efterhånden var begyndt at forstå, at Liam betragtede hende. Vågent, tilstedeværende, opmærksomt. Gillian kunne ikke lade være at se efter ham, da Ban gik, men hun tvang sig selv til at vende ryggen til og vente lidt, før hun selv satte mod storsalens store døre.

Hjertet bankede hårdt i brystet, da ørnen endeligt dristede sig ud af dobbeltdørene. De havde ikke aftalt et specifikt sted, men hun knugede sig til sikkerheden i sin vejledertitel, mens hun skridtede igennem indgangshallen.

[William Knight]

Indgangshallen duftede af grannåle og nelliker. Liam havde dog andre områder at dvæle ved, da han lænede sig en smule mod gelænderet ved den brede centrerede trappe i rummet. Armene var lagt afslappet over kors, mens blikket gled rundt i rummet. Indtil han fik øje på Gillian. 

Først da han antog at hun havde måtte spotte ham, tog han et skridt væk fra gelænderet og vandrede om bag trappen, mod et simpelt pulterrum i skyggerne. Måske havde de snakket om at tilbringe noget af aftenen i Fornødenhedsrummet, men han havde brug for at snakke med hende. Være alene med hende i et sekund. 

[Gillian C. Fudge]

Der duftede fantastisk, julet, og da først Gillians blik faldt på løven, kom der mere tempo og målrettethed i hendes skridt. Med let sammentrukne bryn drejede hun om bag trappen, en lille smule forvirret over hvor de var på vej hen.

Tavst trådte hun ind i det lille pulterrum. Hendes hjerte hamrede allerede, ikke kun fordi de sneg sig rundt i mørket, men især fordi Liam igen var så tæt på hende.

[William Knight]

Læberne bevægede sig ikke for at formulere et eneste ord. Efter at have lukket døren bag Gillian, trak han hende derimod mod sig i et impulsivt øjeblik. Det var hovedløst, men behovet havde boblet i ham i dagevis. Der var blevet udvekslet mange blikke, men endnu flere tanker. Forvirringen var stædig, men lysten efter at se hende var simpel.

En hånd lagde sig blidt mod hendes kind, før han trak hende tættere i en søgen efter et kys. 

[Gillian C. Fudge]

Knapt var døren lukket bag hende, før Gillian fandt sig stående helt tæt ind til Liam med hans varme hånd mod sin kind og hans bløde læber mod sine. Et nydende suk druknede kun halvt i kysset, som hun foldede armene om hans liv og trykkede sig helt ind mod ham.

Det var en følelse, hun havde længtedes efter i dagevis og nu hun endelig stod der igen, kunne hun næsten ikke frigøre sig. Kinderne blussede i hvert fald og hun følte sig temmelig stakåndet, da hun kom op efter luft og selv der slugte hun kun lige en mundfuld eller to, før hun fandt tilbage til hans læber.

[William Knight]

Forventningen havde været en snak. En simpel udveksling af ord og bekymringer. Liam havde dog glemt alt om det så snart han var alene med Gillian. Faktisk så snart døren klemtes i med en hul lyd. 

Hendes krop pressede mod hans, som han kyssede hende i halvmørket. Det tog vejret fra ham, men samtidig var han ikke parat til at give slip. Ikke nu hvor han havde hende i sine arme og begravede fingrene ind i det perfekt-opsatte hår.

Hånden der hvilede mod hendes liv, begyndte at kramme tættere om hende. Følelsen gjorde ham ør, men der var mange sammenklemte følelser i ham, der allerede var begyndt at bruse hurtigere da han havde betragtet hende i Storsalen.

[Gillian C. Fudge]

Havde det været en anden, der dristede sig til at røre hendes kunstfærdigt opsatte hår, havde der nok været en krise nu, men Liam var ikke hvem som helst. Han fik hendes verden til at stoppe og hun trykkede fingerspidserne ind mod hans ryg, som ville det bringe dem tættere, nu der reelt ikke var mere luft tilbage mellem dem.

Gillian snappede lidt efter vejret, men det afholdt hende ikke fra igen og igen at søge hans læber i grådige kys.

[William Knight]

Han kunne ikke få nok. Især ikke da han mærkede Gillians fingre gnave sig en smule mod hans ryg. Han indhyllede sig i kysset og lukkede alt andet ude. Al snak, musik og latter fra Storsalen og Indgangshallen.

Stakåndet trak han sig endelig, efter en længerevarende stund, en smule tilbage. Dog kun en ganske lille smule. Hånden klemte stadig en smule om hende, og han kunne mærke hendes ånde mod sine læber. Langsomt åbnede han øjnene mens lungerne fyldtes af pulterrummets støvede, indeklemte luft. Blikket søgte hendes.

"Hvad gør du ved mig, Gillian?"

[Gillian C. Fudge]

Selv da kysset blev brudt, var opmærksomheden kun på Liam. Gillian så intet andet en ham, duftede intet andet end ham og hørte ikke andet end deres ujævne åndedræt, der fyldte det lille rum.

Blikket flakkede, usikker på om det var indledningen til en af de mange, hårde samtaler de havde haft over de sidste par uger. "Forhåbentlig noget godt?" svarede hun derfor forsigtigt og strammede taget i hans skjorte lidt.

[William Knight]

Det var ikke første gang han havde trukket hende med sig i skyggerne, og han agtede bestemt heller ikke at det skulle være den sidste. Liam var ufattelig tryg sådan her - med Gillian i sine arme, stående så tæt på ham at han kunne mærke hvert lille åndedræt og se hver genspejling i hendes lyse blik.

Han kunne ikke holde et svagt, varmt glødet grin tilbage ved det blide spørgsmål. Han nikkede dernæst. "Noget meget godt." 

Efter en kort stund fjernede han fingrende fra deres placering mellem de brune lokker, og lod dem sænkes en smule for at strejfe hendes ene, kølige arm. "Jeg mener hvad jeg sagde derinde. Du var virkelig fantastisk, Gillian." Hendes optræden havde fyldt ham med en stolthed. Normalt dvælede han ikke ved den slags.

[Gillian C. Fudge]

Det var en underlig blanding af, at Gillian slet ikke var i tvivl om, at det var noget rigtig godt, hun gjorde ved ham, og samtidig bar en næsten ødelæggende frygt for, at han skulle indse, at hun ikke var dét værd.

Hun gøs let under den varme håndflade mod sin blottede arm og smilede op til ham. "Du er alt for sød," mumlede hun forlegent, selvom smilet afslørede hendes værdsættelse af komplimentet.