Uneventful day

[Bryce Donovan]

Katherine S. Blishwick

Elevatoren åbnede sig til Ministeriets ottende niveau, og Bryce Donovan trådte ud af den. Han var stadig iført sit arbejdstøj efter en nylig overstået retsag nede i niveau ti. Det havde taget den større del af dagen at komme igennem den, og han var stadig ør i hovedet efter at have taget stilling til et hav af beviser og vidneudtalelser. Et sted ønskede han intet mere end at gå ind i den nærmeste pejs, og tage direkte tilbage til palæet i Irland, og tilbringe resten af aftenen med en flaske Ildwhiskey. Men fornuften vandt igennem, og han´satte i stedet kursen gennem den store ankomsthal mod kantinen.

Placeret ved ét af bordene i hallen befandt Bryce sig dermed med en kop kaffe i hånden og dagens Profettidende åbnet op foran sig. De bevægelige billeder fortalte ham ikke noget videre spændende som han ikke allerede havde læst den morgen, men det lod hans hoved finde hvile igen. Kappen havde han smidt over stoleryggen, så han tilbage i den hvide skjorte som havde fået den øverste knap åbnet. Arbejdsdagen var officielt ovre.

[Katherine S. Blishwick]

Det havde været en lang dag som så mange andre, da Katherine langt om længe kunne søge gennem ministeriets gange. Ottoline havde været en engel og set efter børnene, så hun kunne blive der hjemme og muligvis lave en lækker middag til Aleksander Karkaroff. Et håb, der blev skudt helt i smadder af et lille memo fra anden sal, der fortalte hende, at han ville blive der til sent.

Et velkendt ansigt, kun halvt synligt bag Profettidende, stjal hendes opmærksomhed og gav hende en tiltrængt pause fra sit blødende indre, der aldrig helt fik lov at hele i ægteskabet.

"Mr. Donovan," hilste hun, da hun trådte hen til bordet. Hun gjorde et lille, høfligt nik med hovedet. "Har du haft tid til at tage et kig på de ting, jeg fik sendt til dig her i formiddags?"

[Bryce Donovan]

Stemmen lokkede Bryce til at se over kanten af avisen, som han lod folde sammen og ligge i sit skød. Blikket hvilede varmt på Katherine, som han sendte et venligt smil.
"Mrs. Karkaroff," hilste han tilbage med en egen nikken. "Jeg er bange for at dokumenterne De sendte stadig ligger på mit skrivebord. Jeg har haft meget arbejde at se til i dag, men jeg kan forsikre Dem om at det bliver det første jeg gør i morgen." Smilet voksede et hak, som han gestikulerede til stolen overfor sig, som invitation for hende til at gøre ham selskab. "Og Katherine..." startede han derefter, med et lille glimt i øjet ved brugen af hendes fornavn. "Vi er begge to færdige for dagen, så du behøver ikke omtale mig som Mr. Donovan." tilføjede han mildt. De kendte hinanden godt nok til at det burde være naturligt, så længe det var udenfor arbejdstiden. "Venter du på Aleksander?"

[Katherine S. Blishwick]

Katherine havde egentlig været på vej hjem, men nu der ikke ventede andet end et tomt hus på hende, havde hun ikke travlt. Faktisk overvejede hun mest at tage forbi Ottoline og bare hente børnene, så hun i det mindste ikke ville være helt alene. Først og fremmest tog hun dog plads over for Bryce. Så kunne valget vente lidt.

“Nej, jeg regner ikke med, at han får mulighed for at forlade kontoret de næste mange timer, desværre,” svarede hun med et lille smil, velvidende at hun nok aldrig ville begynde at kalde ham Bryce. Nej, han var Mr. Donovan.

“Jeg hører, I måtte udskyde afgørelsen på Stroud-sagen igen?”

[Bryce Donovan]

Han trak i et lille sympatisk smil, og lænede sig en smule ind over bordet mellem dem. Det var ikke første gang Aleksander Karkaroff lod hende vente, og det ville ikke være første gang han gjorde hende selskab efter endt arbejdsdag. Men det var ikke fordi det gjorde ham noget. Tvært imod.
"Aurorkontoret har meget at se til. Højmagiratet har set til en del af deres sager den sidste uges tid... deriblandt Stroud-sagen." medgav han med et suk. Det var vist sagen som aldrig endte.
Han tog en slurk af sin kaffe, mens han betragtede Katherine over kanten af koppen. Det var ikke ofte de fik tiden til rigtigt at tale sammen, og sjældent udenfor arbejdstiden. Et faktum som ærgrede ham.
"Hvordan går det med dig, Kath?" spurgte han roligt, som han igen satte koppen fra sig.

[Katherine S. Blishwick]

"Mh," lød det sympatisk fra hende, mens de slanke ben blev lagt over kors, tittende ud under skørtet, der som altid gik hende til midt på skinnebenet. Katherine stillede tasken fra sig ved siden af sin stol og fejede en lys lok bag øret.

"Der er selvfølgelig travlt som altid. Aleksander og jeg overvejede at tage en ferie sammen, men det har ikke været en mulighed endnu," svarede hun med et lille smil, der effektivt skjulte smerten. Det havde som altid bare været ord og tomme løfter.

[Bryce Donovan]

Ansigtet blev lagt en smule på sned, mens han betragtede hende. Bryce vidste lidt om falske smil. Han havde mestret dem gennem årene, og der var noget i Kaths smil som gjorde ham opmærksom. Han undlod dog at gøre hende opmærksom på det.
"Det er en skam. Du arbejder så hårdt, både under ministeren og hjemme. En ferie ville have været godt for dig." Velsagtens også hendes mand, men Aleksander var der ikke nu.
Han rømmede sig en gang. Han gned vel mere salt i såret, end han faktisk bidrog med noget. "Jeg håber du ved du kan komme til mig, hvis jeg kan gøre noget, Kath. Jeg bilder mig ikke ind at have flere kontakter end ministerens assistent har, men jeg kan lide at tro at jeg ville kunne trække i nogle tråde."

[Katherine S. Blishwick]

Der var noget over kombinationen af Bryces studerende blik og de rosende ord, der fik hende til at ned, overvældet af en pludselig og meget fremmed generthed. Selvom Katherine var en arbejdsom kvinde, var det sjældent noget hun blev anerkendt for. Sådan var det vel med en mand, der var auror.

"Medmindre du kan rydde Storbritannien for troldmænd og hekse, der flirter med mørk magi, tror jeg desværre ikke, der er noget at gøre i dette tilfælde." De lyse øjne fandt ham igen, et lille smil over hendes læber.

"Men tilbuddet varmer. Tak."

[Bryce Donovan]

Bemærkningen fik ham til at give et lille, blødt grin fra sig.
"Jeg tror det er dét, din mands afdeling og min i fællesskab prøver at opnå. Jeg er ked af vi ikke arbejder hurtigere. Jeg skal prøve at forskynde processen så du kan komme på ferie." Han fik et kækt glimt i øjet som han mødte hendes blik, og han fangede smilet på hendes læber. Denne gang var det et ægte smil. Det klædte hende meget mere end det kunstige. Han nikkede blot som svar. "Vi kan jo ikke have at du brænder ud før tid. Du ville blive savnet heromkring, hvis du endte med at blive indlagt på grund af stress."

[Katherine S. Blishwick]

En mild, melodisk latter strøg fra Katherine, der fandt kollegaens blik igen og rystede lidt på hovedet over kækheden. Det var ikke det, hun havde forventet af den ældre kollega, men det var ganske tiltrængt efter en både lang og opslidende uge.

"Jeg er en Blishwick. Vi brænder ikke ud eller går ned med stress," mindede hun ham om med et lille smil dirrende i mundvigen.

[Bryce Donovan]

Hendes påmindelse fik ham til at trække en smule på smilebåndet.
"Forhåbentligvis passer det stadig, efter du tog Karkaroffs navn." Han smilede skælmsk til hende, idet han hævede kaffekoppen til læberne og tog nok en tår af den bitre drik. Han holdt dog blikket på hende. Katherine havde altid været god til at holde hans opmærksomhed, om hun så gjorde et aktivt forsøg eller ej. Det ville være forkert at sige højt, men han fandt en vis glæde i den tid han tilbragte med hende, når hendes mand var nødt til at arbejde over.
Hvilket forekom ret ofte. Det var ikke et faktum som han havde overset. Han betragtede hende i et par lange sekunder, før han satte koppen fra sig, og lænede sig en smule mere ind over bordet.
"Kath... jeg kan lide at tro at jeg kan se, når nogen ikke siger hele sandheden. Det er mit hverv." mindede han hende på. Blikket som hvilede på hende var ikke uvenligt, men varmt og betryggende. "Hvordan går det virkelig med dig?"

[Katherine S. Blishwick]

Katherine rankede sig på en måde, der sagde mere end ord kunne. Karkaroff eller Blishwick, hun kendte sit værd og det var der ikke nogen, der nogensinde skulle stille spørgsmålstegn ved. Derfor blev følehornene også straks trukket tilbage, da Bryce nærmede sig hendes grænser i en så offentlig ramme.

"Det går strålende. Markus er begyndt at forberede sig på at starte på Hogwarts næste år og Annushka viste første tegn på magi for et par uger siden." Intet af det handlede om hende ellers hendes blødende hjerte, men Katherine var en stolt kvinde, der ikke bare åbnede op.

[Bryce Donovan]

Bryce var stadig ikke overbevist, men han vidste bedre end at presse en umoden frugt. Hvis Katherine ville dele det med ham, ville hun gøre det, men det var tydeligvis alt for tidligt for det.
"Allerede? De bliver store så hurtigt." kommenterede han med et lille drag på smilebåndet, mens han satte sig tilbage i stolen. Til tider kunne det stadig overraske ham at hun i en så ung alder allerede havde et barn som snart skulle starte på Hogwarts. Ikke at det var nyheder for ham at hun havde sine børn, men det var ikke noget han tænkte meget over. "Han bliver vel en Slytherin som sin mor, formoder jeg?" Smilet blev strukket en smule bredere, og et drilagtigt glimt blinkede i de mørke øjne.

[Katherine S. Blishwick]

Et mildt smil spirede over ordene og lidt af påpasseligheden gled atter lidt i baggrunden. Sådan havde det altid været med Katherine. Hun kunne skifte fra en frostklar vinterdag i januar til en mild forårsdag i april på få sekunder. Især når man talte om hendes børn.

"Det ville ikke undre mig, hvis han kom på Gryffindor som sin far," indrømmede hun med et varmt blik ved tanken. "Begge værdige huse."

[Bryce Donovan]

Bemærkningen høstede et lille drag på smilebåndet. Et sted var han klar over at hun hentydede til Gryffindors værdige hus, med hentydning til hendes mand. Han kunne dog meget bedre lide idéen om at hun sagde det, fordi hun sad overfor ham. Det var en illusion han fandt noget behageligt i.

"Både Gryffindor og Slytherin ville blive godt stillet med din søn. Ligesom de vil med dine døtre, når det bliver deres tur." indskød han med et varmt drag på læberne. Han kunne lide hendes ansigtsudtryk, når hun talte om sine børn. Der var noget ved det smil som varmede ham.