Fortrydelse

[Lucas Selwyn]

Lucas havde det langt fra godt. Udover den blå plamage ved øjet og den irriterende dunken så vidste han at han havde såret Vera så grueligt at han frygtede at hun havde forladt ham. Mest af alt kunne han mærke effekten på hans egen opførelse. Det var en forfærdelig følelse som langsomt åd ham op.

Det var ikke meningen at han ville hive fat i Vera da han gjorde. Men da han så hende vidste han at han måtte tale med hende. Uden at lytte til hendes indvendinger trak han hende til side, ind i et tomt klasselokale hvor de kunne være alene.

"Hør på mig" bad han.

Til Vera M. Selwyn

[Vera M. Selwyn]

Det sidste stykke tid havde hun brugt meget tid på badeværelset under det varme vand og derfor var hendes hår også vådt og klæbede til hendes ansigt, da hun lige havde været forbi endnu engang.
Indvendinger var nok ret mildt sagt. Vera kæmpede imod som en kat der skulle vaskes, alligevel var hun ikke stærk nok til at rive sig fri af hans greb og endte inde i klasselokalet. Stormen var dog ikke ovre. Hun vred sig og skubbede til ham, dog uden så meget styrke som da hun havde givet ham det blå øje. Fordi det værste var, at hun også havde fortrudt. Hendes hånd havde gjort ondt i flere dage og det samme havde hendes hjerte.

[Lucas Selwyn]

Lucas forsøgte ihærdigt at få Vera til at slappe af. Men han vidste at ord ikke ville hjælpe og greb blot ud efter hendes hænder så han kunne holde fast omkring håndledet. Han brød sig langt fra om at være så hård, men lige nu var det nødvendigt.

"Vera. Hvis ikke du i dit hjerte kan se at det ikke er den mand jeg er, hvad kæmper vi så for?" Hans ord var rolige men også faste og alvorlige. Hvis ikke du kunne klare en prøvelse som den de lige havde været igennem kunne de lige så godt opgive det hele. For det her var kun begyndelsen. Selvom Lucas havde håbet på at de kunne nøjes med at snige sig rundt om problemerne vidste han godt at det krævede mere end det.

[Vera M. Selwyn]

Det gjorde ondt. Hvorfor skulle han få hende til at føle sig sådan? Hun forsøgte at vride sig fri, mens hans hænder var for stærke og hun endte med langsomt at overgive sig og næsten stå stille. Hendes blanke øjne løftede sig op mod hans, men hun kunne næsten ikke holde ud at se på ham. Ikke når hans blå øje gav hende sort samvittighed.
"Hvad vil du gøre? Vil du skubbe mig op ad væggen og tage mig? Som den møgkøter jeg er?" Sagde hun og kneb sine øjne sammen. Det var uretfærdigt at bruge hans egne ord imod ham, men hun var så såret over det han havde sagt at hun faldt til et niveau der ellers normalt var under hende.
"Så gør det hvis du vil! Jeg er ligeglad!"

[Lucas Selwyn]

Hendes ord skar. Intet af det var sandt, og selvom han vidste hvordan Vera følte, så gjorde det også ondt at hun var så påvirket af det. Det gjorde det hele meget værre, og sværere for dem at komme igennem.

"Hold op med det!" kom det vredt fra ham. De brune øjne var blanke, og han slap hendes ene hånd for at hamre sin egen ind i væggen ved siden af dem.

"Jeg vil have at du fortæller mig, at du godt ved jeg ikke er ham" Hans blik tordnede og ganske kort tid efter hans ord slap han hendes hænder. Han ville ikke holde hende fanget.

"Jeg kæmper for vores kærlighed Vera. Men det kræver ofre, hvis ikke du kan vende den anden kind til når vi er på Hogwarts så har vi ingen fremtid." Det ødelagde ham at leve så to forskellige liv. Hvis hun opgav det nu, ja så vidste han snart ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Han kunne ikke gå tilbage til hvor han kom fra.

[Vera M. Selwyn]

Det var en indre kamp for hende, men Vera kunne ikke holde på sin vrede særlig meget længere. Hun mærkede hvordan hun blødte op indeni og hendes aggression blev erstattet af en overvældende lyst til at græde. Hun følte sig som et lille barn, der for første gang havde oplevet at verden kunne gøre ondt.

Hun forsøgte at finde frem til de rigtig ord, men der kom ingen over hendes læber. I stedet hev hun efter vejret og forsøgte at lade være med at græde, men hendes tårer trillede ned ad kinderne et øjeblik efter. Inderst inde vidste hun godt at han ikke var den person han havde været i fællesstuen. At sige det var dog en anden ting.
"Lucas." Hviskede hun, som om det ville få hende til at huske, hvis hun sagde hans navn. I samme øjeblik dukkede hans iskolde stemme op i hendes tanker igen. Møgkøter. Han havde talt til hende som andre mænd gjorde. Den måde, hun var vant til hjemmefra. Et øjeblik havde hun ellers troet, at hun kunne glemme den bidende følelse af skam.

[Lucas Selwyn]

Lucas betragtede hende. Grådkvalt og med øjnene fulde af tårer. Det gjorde så ondt på ham at han kunne mærke hvordan hans egne blev fugtige. Han tørrede dog hurtigt sit ansigt. Lige så vel som Vera ikke ville have at han skammede sig over hende, ville Lucas ikke have at hun så ham som svag.

Han klarede halsen en smule. Han kunne ikke bruge hendes stilhed til noget. Han havde behov for at hører hende sige det. "Sig det så" hviskede han så svagt at hæsheden i hans stemme var på nippet til at knække.

[Vera M. Selwyn]

Tvivlen bed i hende. Hun havde set en side af ham som hun ikke havde troet hun skulle se. Sekunderne gik, mens hun så ham i øjnene og trak øjeblikket ud. Hun havde brug for at se ind forbi hans overflade og direkte ind til hans sjæl, som stadig var et sted derinde. Hendes vejrtrækning blev roligere og hun forsøgte at samle sig nok til at tale.
"Du." Sagde hun og tog en dyb indånding, der fik hendes skuldre til at falde. "Du er ikke ham." Mumlede hun, selvom hendes kinder stadig var våde af tårer.

[Lucas Selwyn]

"Jeg er ikke ham." Hviskede han hende og forsikrede dem begge om at det var sandheden. Han vidste det godt, men var der stadig tvivl hos hende? Lucas klarede halsen en smule og nikkede langsomt.

Han havde ikke lyst til at de skulle skændes, faktisk var han helst foruden. Lucas ville ønske at han kunne love at episoder som den i fællesstuen aldrig ville ske igen. Men han vidste det var umuligt for ham at love. De måtte bare være stærke.

"Undskyld."

[Vera M. Selwyn]

For en pige som Vera var der langt fra at sige at hun vidste hvem han var, til at tilgive ham. Sårede man hende så groft en gang, havde hun en tendens til, at holde folk ude. Ligesom Lucas, havde hun også problemer med ikke at virke svag. Hun skævede dog op mod ham, men måtte se væk igen, fordi hans øje fik hendes mave til at trække sig sammen.

"Lad være med at sige undskyld Lucas. I det mindste kan du behandle mig med så meget respekt, at du ikke lader som om at et undskyld bare får alting til at være det samme som før." Sagde hun, nu med den kølighed og ligegyldighed, som hun sædvanligvis behandlede mænd med.
"Og det er da fint nok, du kan ikke vise mig frem overfor dine venner. Det er da ligegyldigt, det har jeg slet ikke behov for."

[Lucas Selwyn]

Lucas kunne ikke finde ud af hvad han skulle syntes om den tone Vera pludselig havde i sine ord. Det fik ham til at trække et skridt tilbage og holde sig tavs i stedet for.

Han blev stående længe med sit blik rettet mod hendes skikkelse. "Jeg er udmærket klar over at det ikke kan blive som før. Men det lyder som om du allerede har truffet dit valg." bemærkede han i en lige så ligegyldig tone som Vera selv havde svaret ham i.

Når de var alene var det eneste tidspunkt hvorpå de kunne lægge alt bag dem, men den eneste oplevelse sad som dybe sår hos dem begge. Måske var det i virkeligheden tid fra hinanden de behøvede? Og ikke Lucas der forsøgte at finde tilgivelse så hurtigt.

[Vera M. Selwyn]

Hvis hun bare kunne skubbe ham væk, ville hun ikke blive såret mere, så ville det hele være ovre og hun kunne gå tilbage til at være sit gamle jeg. Problemet var bare, at selvom hun prøvede, kunne hun ikke lade være. Hans ord og den måde han så på hende på skar igennem den overflade hun forsøgte at bygge op.

Da hun mødte hans blik havde hendes øjne et skær af smerte og ømhed over sig. Hun havde lyst til at række ud efter ham, men noget holdt hende tilbage.
"Nej." Hviskede hun. "Det har jeg ikke." Det nyttede ikke noget at prøve at opsætte en facade overfor ham. Han kunne se lige igennem hende.
Til sidst bevægede hun blikket mod hans øjne, en smule bekymret. "Gør det ondt?" Spurgte hun med en så skrøbelig stemme at det var en smule ynkeligt.

[Lucas Selwyn]

Lucas sank sine parader lige så hurtigt som han havde sat dem op da Vera endelig talte. Et lille lettet smil viste sig og han trådte et skridt nærmere hvor hun stod.

Til sidst løftede han dog hånden for at række ud efter hende. "Kom hen til mig" kom det lavt fra ham. Han kunne knapt nok fuldføre en hel sætning uden at hans stemme led et knæk. Lige nu ville han bare holde om heden uden at de skulle have en skygge over sig.

[Vera M. Selwyn]

Usikkert bed hun ned i sin underlæbe og betragtede ham varsomt, mens hun forsøgte at overbevise sig om at det var okay. Hendes urolige blik forsvandt dog ikke helt, selvom hun gik lidt tættere på ham og løftede sin hånd mod hans. Hun tøvede et lille øjeblik inden hun lod den glide ind i hans hånd og tog derefter endnu et lille skridt hen mod ham.
"Jeg slog dig." Hviskede hun skyldbetynget og så på ham med et blik der var fyldt af fortrydelse.

[Lucas Selwyn]

Lucas lukkede sin hånd om Veras. Hendes varme hånd mod hans kolde. Et lille smil sitrede i mundvigen. Selvom han var glad for de ikke for nu ikke længere skændes, så vidste han godt at episoden ville sætte revner i deres forhold.

"Det skal du ikke tænke på. Det er ikke første gang" sukkede han. Lucas plejede at klare det med trusler og politisk spil; ikke med næverne. Dog var det hændt et par gange, til hans fortrydelse.