Biblioteket = Liam Knight, åbenbart

[Kala Patil-Fawley]

Der var måske gået lidt lang tid igen, selvom Kala ellers havde taget en beslutning om at blive bedre til at opsøge Liam. Efter det lidt akavede øjeblik til allehelgens havde hun dog udskudt og udskudt, indtil hun ikke kunne udskyde mere. Nyheden om kammeratens forlovelse tillod det ikke rigtigt.

Det var også grunden til, at hun nu svingede ind om biblioteket, hvor hun havde fået at vide, han nok var. I starten havde hun troet, det var en joke, men efter et par seriøse gentagelser var det der, hun fandt sig selv. Og overraskende nok løven.

Hun slog sig ned på en tom stol ved siden af ham. "Sååå... Biblioteket?"

William Knight

[William Knight]

Albuen var placeret i bordet og lod ham balancere hagen i håndfladen, mens øjnene undersøgte bogens skriblerier. Det burde være engelsk, men hvem-end der havde markeret marginen, havde tilsyneladende en tendens til at snørkle sine ord for ihærdigt og entusiastisk sammen.

En velkendt stemme, og en skraben med en stol, vendte endelig hans opmærksomhed væk fra volapykken. Kala. Han havde været så begravet i sine egne sager i ugevis. Faktisk, havde han ikke vekslet et ord med hende siden Allehelgensfesten hvor han var stormet efter Gillian. 

"Ja, hvem vidste at de her ikke bare var ment til dekoration." Han prikkede en smule til bogen, hvorefter et flygtigt smil strøg over ham.

[Kala Patil-Fawley]

Kala slap en munter lyd, men den overskyggede ikke helt den underlige stemning, der havde sneget sig ind mellem dem. Sådan gik det vel, når man ikke talte sammen i ugevis. Den dårlige samvittighed meldte sig igen, men hun skubbede den resolut væk og skubbede lidt hår bag øret.

"Jeg føler, jeg skylder dig en undskyldning," startede hun ud. "Du har haft så meget drama og, ja, det var ikke min mening at give dig flere problemer."

[William Knight]

Bogen blev klappet en smule sammen, hvorefter den mørkhårede løve rystede en smule på hovedet af Kalas undskyldning. Han havde afvist hende og ikke forklaret sig bagefter. Måske havde det været så skrøbeligt mellem ham og Gillian, at han havde været for bange for at prøve.

"Jeg kunne have fortalt dig hvordan landet lå," sagde han, før han lænede sig en smule tilbage i stolen. Faktisk kom han til at vippe en smule på den, før han underbevidst huskede sig selv på at lade være, "Ikke at jeg er mere sikker i den sag..." Der var noget selvironisk over kommentaren.

[Kala Patil-Fawley]

Kala skulle til at komme med indvendinger til Liams indvendinger, da hun så ham stoppe i at vippe på stolen. Det var virkelig en del, der var forandret fra fyren, der havde pillet hendes shorts af på quidditchbanen sidste sommer.

"Nah, jeg hørte det godt. En forlovelse. Virkelig?" Hun var ikke selv fuldblods, men havde godt hørt fortællinger fra Brianna. "Det er sygt nok."

[William Knight]

Kun Kala kunne tage nyheden så roligt. Faktisk var det næsten forfriskende. Han kløede sig en smule ved hårgransen, før hånden vandrede rastløst ind i de tætte lokker. 

"Mhm…" lød det blot fra ham. Kala kendte ham vist godt nok til at vide, at Liam ikke fungerede godt med rammer og retningslinjer. Efterhånden var der så mange af dem, at alt virkede overvældende. 

"Det er noget fandens lort." Måske vippede han ikke på stolen så meget længere, men bandeordene fandt alligevel naturligt vejen tilbage mod læberne i Kala's nærvær.

[Kala Patil-Fawley]

Mundvigene vendte nedad i sympati, selvom Kala ikke havde nogen anelse om, hvordan det ville være at få revet sin frihed fra sig på den måde. Selvom det ikke var længere væk end hendes tantes virkelighed.

"Hvordan er det så med dig og hende... Det var Fudge-pigen, ikke?" Hun ventede på bekræftelse, før hun fortsatte. "Er I så stadig en ting eller hvad?"

[William Knight]

Selvom spørgsmålet ikke just kom bag på ham, slog det ham stadig en smule ud ad kurs. Ligeledes slog det ham, at han aldrig havde illustreret dybe følelser overfor en pige til sine venner før. Intet der overhovedet mindede om hvad han følte for Gillian.

"Det..." Det var måske ikke det bedste tegn, at Liam ikke engang formåede at fuldende sit svar til noget så simpelt. Sidst han havde set Gillian havde det virket som om de mødtes på midten. Og dog. Noget i rigtigheden havde også været forkert. 

"Det er en lidt kompliceret situation, for at sige det mildt."

[Kala Patil-Fawley]

Kala var ikke fremmed for komplicerede situationer, men Imrah Avery havde åbenlyst været ret ligeglad med sin forlovelse og ikke båret samme skrupler som både Liam og hans pige lod til at være plaget af.

"Jeg... Måske er det mig, der ikke har fulgt nok med, men..." Hun rykkede sig lidt på stolen og satte den ene fod på sædets kant, så hun kunne hvile hagen på knæet. "... hvad var I egentlig? Altså... Var I kærester eller hvad?"

[William Knight]

Først gled blikket næsten instinktivt mod den sammenlukkede bog. Dernæst bukkede han under for lysten til at vippe en smule diskret på stolen. Han havde delt mange sårbare øjeblikke med Gillian, men de gamle, vante mønstre fremblomstrede en smule i Kalas selskab. 

"Ehm. Ja." Han undgik hendes blik en smule, "...Noget i den retning." Han hadede sig selv for at lyde henkastet, men i virkeligheden fremstod han mere nervøs end han kunne overbevise sig selv om.

[Kala Patil-Fawley]

En Liam, der ikke vippede på stolen, mens han besøgte biblioteket og endda havde haft en kæreste. Kala måtte blinke et par gange for at følge med og fangede sig selv i bare at sidde og nikke.

"Vildt," sev det fra hende, før hun endelig fik stoppet nikkeriet. "... Men ikke mere, kan jeg næsten gætte mig til? Eller hvad? Er hun cool med din forlovelse? Er du selv? Ooog jeg skal nok tie stille nu, så du rent faktisk kan svare." Hun smilede fåret.

[William Knight]

Hvis bare han havde ligeså mange svar som Kala havde spørgsmål, så ville han nok ikke vandre rundt i en konstant forvirring. Han vidste hvad han ønskede, men på mange måder følte han stadig at han trak Gillian med sig ned i støvet. Uanset hvor meget det klædte brunetten med støv på næsen, fortjente hun utvivlsomt noget bedre.

"Nej, jeg er ikke cool med det, Kala." svarede han. Blikket ramte endelig den mørkhårede veninde. Han kom ikke yderligere ind på hans og Gillians forhold. Det virkede så sårbart, at han var bange for at det ville knække hvis han sagde noget højt.

"Det her er bare noget fandens rod." 

[Kala Patil-Fawley]

Kala klappede hurtigt i over svaret. Det havde måske også været et tåbeligt spørgsmål, men hun havde ikke skide megen erfaring i hvordan man trøstede syttenårige, der var blevet tvangsforlovede.

"Undskyld, det var dumt af mig," mumlede hun og skulle til at række ud efter ham, men lagde i stedet armen om sit ben. Det virkede som det mest sikre valg lige nu.

"Det stinker." Ligesom hendes evne til at trøste sine venner, åbenbart.

[William Knight]

Liam kløede sig en smule over hagen, før han lænede sig godt tilbage i stolen. "Mhm. Ja, det gør det sgu." sammenstykkede han. Hvad fanden kunne han ellers sige. Han huskede ikke hvornår det sidst var gået strygende over en længere periode. Måske havde han nærmest forbandet sig selv.

"Hvordan går det med dig?" spurgte han så endelig, for at frastøde emnet fra sig selv. Desuden... Kala havde jo haft sit drama at se til, og der havde nok været en grund til at hun havde søgt trøst hos ham til Allehelgensfesten.

[Kala Patil-Fawley]

Konfrontationer og svære snakke havde aldrig været hendes stærke side. Alligevel kæmpede Kala mod sin impuls til at digte en dårlig undskyldning og flygte. I stedet prøvede hun at smile, selvom det så lidt halvhjertet ud,

“Det... går. Tror jeg,” svarede hun med et lille træk på skuldrene. “Jeg ved det ikke... Jeg troede bare, at det på en eller anden måde bare ville gå op mellem mig og Ronan Thomas, men måske var det dumt.” Egentlig havde hun ikke haft noget imod at tage det langsomt, men deres sidste snak havde efterladt hende med en underlig usikkerhed.