Inden fire vægge

[Claudia Birthwistle]

Alice Longbottom

Nu var det snart jul og Claudia ville gerne lave nogle julehjerter til sin nye ven Cornelius Cameron og det kunne hun ligeså godt slå sammen med den hækledag, som hun og Alice havde snakket om et stykke tid nu.
De havde fundet en dag hvor hun ikke havde vagt på Mungos og Claudia som altid rendte rundt derhjemme og hjalp sin mor.
Da Alice dukkede op havde hun lavet te og sat kager frem, samt en masse garn i julens farver.
"Du kan bare tag fat." Bemærkede hun og følte sig lidt som sin mor. Det var lige før hun også overvejede at spørge Alice om hun havde husket at tage uldundertrøje på.

[Alice Longbottom]

Det var ikke fordi Claudia var en komplet fremmed. Alice huskede hende godt fra sin barndom, men der havde det altid handlet mere om at tilbringe tid med Damaris Birthwistle og ikke hænge ud med hendes søskende. Nu var situationen dog lidt en anden, og hun havde været lykkelig, da Claudia havde spurgt, om ikke de skulle hækle sammen en dag.

Så på en sjælden halv dag slog hun et smut forbi og trådte ind med et varmt smil om læberne. "Nej, hvor hyggeligt. Her dufter skønt!" Hun trak Claudia ind til et kram.

[Claudia Birthwistle]

Det var en side af hende, som de færreste så. Den side der godt kunne lide at strikke og bage, var lidt noget hun gik og gemte på. Det var dog ikke ligefrem noget hun kunne skjule for Alice, så hun havde slugt sin stolthed og forsøgt at være i sig selv for engangs skyld.
Claudia gengældte lidt langsomt og akavet hendes kram. Alice var så varm og hjertemild og det var lidt voldsomt.
"Ja, altså jeg har ikke brændt kagerne på denne gang." Sagde hun og slog sig ned i en af sofaerne. "Alle er overraskede." Bemærkede hun, som sædvanligt lettere distanceret.

[Alice Longbottom]

Alice slap en mild latter. "Du har ingen anelse om, hvor mange omgange småkager jeg har brændt på igennem tiden. Det er ikke altid helt så let, som det ser ud," bemærkede hun afslappet og slog sig ned i en stol nær sofaen.

"Det er evigheder siden, jeg har haft nogen at strikke med. Det er ikke stort i min familie."

[Claudia Birthwistle]

"Du må ikke fortælle det til andre." Sagde hun og rakte ud efter pinde og de grydelapper hun var igang med.
"Alle tror jeg er iskold. Det går ikke at de ved at jeg er blød nok til garn og kager." Bemærkede hun og blottede tænderne i et skævt smil. Derefter lagde hun strikketøjet i skødet og hældte te op til dem.

[Alice Longbottom]

Alice, der allerede var i gang med et halstørklæde til Frank, fedtede sit projekt ud af tasken og satte pindene i gang. Inden længe fortsatte de selv, uforstyrret af at hun fjernede sine hænder.

"Jeg tror, verden ville være et meget bedre sted, hvis alle var bløde nok til garn og kager," konstaterede hun og viftede strikketøjet lidt til siden, da det havde placeret sig lige mellem hende og kagerne.

[Claudia Birthwistle]

Det var måske sandt men Claudia havde stadig ikke lyst til folk vidste det om hende.
"Det er måske rigtig." Sagde hun og rakte ud efter sin kop med te.
"Men jeg kan så godt lide at folk tror de skal være bange for mig." Bemærkede hun med et skævt smil.

[Alice Longbottom]

Alice slap en munter lyd og gumlede på en bid kage. Den blev skyllet ned med en tår te og det var egentlig alt, hun havde brug for for at føle sig velkommen.

"Hvorfor tror de det?" spurgte hun roligt og gav sig til at vikle en garnknude ud.

[Claudia Birthwistle]

"Fordi jeg var lidt af en kælling på Hogwarts." Konstaterede hun uden skyggen af dårlig samvittighed, fordi hun var træt af at slå sig selv i hovedet.
"Det var ikke ligefrem mit smukkeste øjeblik, men det får da folk til at holde sig væk." Derefter satte hun sin tekop på armlænet og gav sig til at strikke.

[Alice Longbottom]

Brynene blev sendt lidt i vejret over Claudias bramfri udmelding, men de fandt hurtigt vej ned igen, mens Alice kortvarigt rettede opmærksomheden mod pindene for at tælle masker.

"Vel kun de overfladiske," konstaterede hun med et træk på skuldrene, som hun igen hævede blikket. "Enhver, der tager sig tiden til at lære dig at kende, vil da sikkert se, at det ikke er tilfældet."

[Claudia Birthwistle]

Det var nok rigtig det Alice sagde, men Claudia lukkede ikke så mange ind. Cornelius Cameron havde været lidt undtagelsen der bekræftigede reglen.
"Hm ja." Sagde hun og gik allerede lidt i forsvarsposition. "Men hvordan går det så med dig? Skal du og min bror snart giftes?" Spurgte hun og smilede drillende.

[Alice Longbottom]

Alice havde ikke tænkt sig at skubbe sig mere ind på Claudia. Desuden blev alt fjernet temmelig effektivt fra hendes tanker ved det næste spørgsmål. En overrasket lyd forlod hende.

“Øhm, nej, det regner jeg nu ikke lige med,” konstaterede hun med et lille smil. Det hele var gået så hurtigt, at de nok burde tage den lidt med ro nu. “Men det går godt. Vi har haft udfordringer med en patient i et par uger nu, der ikke ville fortælle, hvilken eliksir, han havde prøvet at brygge, men vi fandt endelig frem til en effektiv kur.”

[Claudia Birthwistle]

Claudia morede sig lidt over Alices reaktion og begyndte derefter at strikke videre på grydelapperne.
"Det lyder godt." Sagde hun og smilede en anelse. Deres job var så imponerende i forhold til hvad hun lavede.
"Jeg havde også en situation med en kunde, der ikke kunne forstå at hun kun kunne få tre garnøgler til rabatpris og ikke fire." Bemærkede hun og sukkede en anelse, mens hun rystede på hovedet.

[Alice Longbottom]

Alice nikkede og var selv både tilfreds og lettet over patientens udvikling og forbedring de sidste par dage. Derfor havde hun også overskuddet til at slippe en dæmpet latter.

“Med kvaliteten på jeres garn kan jeg dog sagtens forstå, at man prøver at få udstrakt den fordelagtige pris til så meget som muligt,” bemærkede hun mildt.

[Claudia Birthwistle]

"Sandt." Sagde hun med et skævt smil og rettede sig lidt op.
"Undskyld hvis det er lidt upassende at spørge, eller, jeg ville bare høre om det går okay med dine forældre?" Sagde hun, mest fordi det virkede lidt som at leve i en glasboble hvis hun ikke bragte det op.