Din Løgner!

[Nathan Lorde]

Jenny Laween Flander

Slytherin havde vundet quiddichtkampen og Nathan var lykkelig over den ros  og anerkendelse han fik blandt kollegianerne. Det var alt det fede ved at være søger. Det var ham der havde sluttet kampen af. Det kunne han leve højt på længe. 

I dag sad han dog og solede sig i en af sofaerne i opholdsstuen og var ret selvtilfreds. I det fjerne kunne han se Briony N. Baines, men han vendtede stadig på at hun tog fat i ham, om det så var gennem sedler på gangene. Pludselig kom en af de andre fuldblodsfolk ind for hans synsfelt, Måske det var hende han skulle have med til Yuleballet? Derfor lænede han sig frem og los albuerne hvile på knæene. "Hej smukke" lød det sukkersødt fra ham.

[Jenny Laween Flander]

Jenny havde aldrig været den mest venlige, dog havde hun kort tid for inden hørt et rygt om at Nathan Lorde ikke skulle være fuldblods. Som han ellers havde gået rundt og sagt. Da hun så var kommer ind i Opholdstuen og havde set ham. Havde hun sat kurs direkte imod ham. For der var noget som hun gerne ville have en forklaring på. “Hey Nathan.” Hun lød lidt kølig i det hun sagde det. Dog havde det aldrig rigtigt været noget nyt for hende, siden hun var en ret så kølig person dog var det kun mudderblod og halvblods pjok. Hun direkte var ond imod, hun havde en god ven som hun var forelsket i. Han var også den eneste hun havde været sød overfor.

“Nå jo godt spille. Men hvordan er det at man muligvis har løget til hele kollegiet?” Hun sagde det blot lidt kødeligt uden st råbe. Der var andre elever i Opholdstuen og hun gad, inderligst inde ikke at råbe om det hvis det blot havde været et tåbeligt rygte som der fandes så mange af.

[Nathan Lorde]

Luften blev kølig som Jenny trådte nærmere, og Nathan mærkede hurtigt det ikke var nogen hygge visit hun kom for. Nathan rynkede dog panden ved hendes spørgsmål og kor kiggede han over på Briony. Havde hun alligevel sagt noget. Han prøvede dog at Play it cool. Han ville ikke blive til grin der midt i opholdsstuen. "Hva Fuck snakker du om Jen?" Kunne det forbandede rygte da ikke bare blive begravet langt inde i det forbudte kammer og aldrig dukke op igen?

Forhåbentlig havde hun da kun fanget det ryggte og ikke også de utal af rygter om hans mor Professor Lorde, som havde noget kørerne med en anden kvindelig professor her. Så ville det da gå helt til hundende, Men Jenny virkede som en der lugtede blod og ikke bare gav op.

[Jenny Laween Flander]

“Nathan hvis det virkelig er dit rigtige navn. Du ved hvor meget jeg hader folk som ikke har rent blod. Og der er snak om det alle steder fra at din far ikke er fuldblods. Hvis det er sandt fortjener du ikke engang at være på slytherin.” Hun snakkede stadig stille og roligt, dog var hendes stemme stadig kold som is. Hun ville ha afklaret dette før hun blev sur som hun sagtens kunne blive. “Jeg vil bare vide sandheden Nat, det er alt jeg er her for lige nu.” Hun smilede til ham, dog var det ikke hendes mest venlige smil. Dog havde det en grad af venlighed. Hun var godt klar over at hun ville angribe ham, hvis det viste sig at han ikke var den han udgav sig for. Hun haddet mudderblod og halvblod. Dog havde hun endnu mere folk der løg om at de var halvblod. Jenny kendte mange rygter, det var dog kun dette hun gav at diskutere med Nat.

[Nathan Lorde]

Nathan rynkede brynene og så op på hende. "selvfølgelig er mit navn Nathan, hvad havde du regnet med?" Hun var da skør i bolden, at stille sådan et dumt spørgsmål. Han stivnede dog da hun fortsatte og snakkede om hans far. Hvor meget vidste hun egentligt? ikke at det havde nogen betydning, han måtte bare overbevise hende om at det var en fejl. "hør jeg ved ikke hvor det rygte kommer fra og uanset så blev jeg fordelt til Slytherin, så hvis ikke der var mere må du gerne pakke sammen og smutte." Han måtte prøve at få hende væk hurtigst muligt, så han bagefter selv kunne snige sig ud på slottet og væk fra andre nysgerrige slange. For helved hvor var det noget lort at de rygte var kommet ud. "Men det er sandheden. Værsgo." Heldigvis var han da god til at lyve, så måske hunville hoppe på den.

[Jenny Laween Flander]

“Nathan ro på” hun havde stadig tanken på om han havde løget om det. Dog ville hun gerne vide om han havde vidst noget om det gør rygtet kom ud. “Hvor længe har du vidst du ikke var fuldblod?” Hun nyttet langsomt sin næve, det havde allermest været for ikke at gøre noget dumt ved hendes ven. Dog havde han aldrig lykkes at komme helt ind på livet af hende. Hun sad dog stadig klar med en knyttet næve til at give ham en hvis det viste sig at skulle være nødvendigt. Dog var hun også klar over at hendes magi mod en der næsten var 2 år ældre end hende. Ikke var en god ide, han var på mange måder mere overlegen end hende selv. Hun havde ikke så mange muskler som den quidditch spiller hun sad ved siden af. Samtidig var han ældre end hen og dermed bedre til magi. Selv om hun aldrig ville acceptere at en halvblods var bedre til magi end hende. Vidste hun godt at en der var ældre end hende selv var bedre til magi end hende selv.

[Nathan Lorde]

Nathan lukkede øjnene mens han trak vejret tungt og trykkede tommel og pegefinger mod hver side af næseryggen. Forstod pigen da ingenting?! "Jeg er Fuldblods. Min mor er fuldblods, så jeg er fuldblods." Han fik dg svære ved at kigge hende i øjnene jo mere de skulle tale om det. For hvad med hans far? Hans far havde muligvis løjet omkring sit blod. Han havde snydt familien, bare for at få penge.

Nathan knyttede næverne, han var ved at blive ret provokeret af det lille tøsebarn, men han måtte hellere lade være med at gøre noget der midt i opholdsstuen. Ikke fordi han var bange for pigen, men det ville tiltrænge sig for stor opmærksomhed.

[Jenny Laween Flander]

“Ja din mor er fuldblods. Hvad med din far?” Hun smilede flabet, imens hun havde et flabet smil på hendes læber. Hun havde aldrig lagt skjul på hvad hun mente om dem der ikke var fuldblods elever. Hun nærede et stort og inderligt had til dem der ikke var som hende. Hun vidste godt at hun var klar til at gøre alt hvad der stod i hendes magt, for at gøre livet så hårdt som det kunne blive for folk som ikke var fuldblods.

Hendes blik lå roligt på ham og da hun så hans kræver knyttet, smilede hun med et stort og flabet smil. “Er du bange for at alle finder ud af det? Og derfor er bange for at blive mobbet med at du har ført dig frem som fuldblods magikere?” Hun sagde det med vilje imens hun smilede med et flabet smil.

[Nathan Lorde]

Nathan skulede olmt til pigen og bed tænderne hårdt sammen. Han følte sig trængt lidt op i en krog. “Jeg er ikke sikker. Er det det du gerne vil høre?!” Hænderne blev hårdt knyttet, skønt Jenny var en pige, var han ikke bange for at sende en knytnæve lige i ansigtet på hende. Hun fortjente det hvis hun fortsatte med at snage sådan. 
“Bare hold din klamme kæft lukket! Forstår du det?!” Han var ligeglad med om der var andre der kunne høre ham, om han vækkede opsigt omkring sig. Hun skulle bare lukke arter og det hurtigt!

[Jenny Laween Flander]

“Så er det godt at høre at du indrømmer, at du har løjet. Over for alle, det med at sige du er fuldblods uden at være sikker.” Hun smilede flabet og lod sin stemme blive lavere inden hun sagde det. “Hvor er du ynkelig.” Hun havde et stort, flabet smil på hendes læber. Siden at hun ikke nød at irertere. Hun nød hvordan han reageret på hvad hun sagde.
“Siger halvblods løgneren? “ hun smilede sig og rejste sig, fra sofaen. Sådan at hun stod og kiggede ned på han. Hun havde selv holdningen at hvis han slog hende, så kunne han slå hende. Siden hun udmærket vidste at hun ville prøve at få ham straffet for vold. Hvis han gjorde det.

[Nathan Lorde]

Nathan skulede olmt af hende, han var som en tyr der var ved at se rødt. Alt fornuft forsvandt ud af hovedet på ham. Hun anede ikke hvad hun talte om, og hun skulle holde sin mund lige nu! Han prøvede at forholde sig roligt, men pigen snakkede direkte til hans temperament nu, hvilket det gjorde det umuligt for ham at lukke låg på. da hun så jokkede lidt ekstra rundt i det, fik han nok. Komplet ligeglad med hvem der var til stede i opholdsstuen rejste han sig og greb hårdt fat om hendes arm. Han havde en del kræft eftersom han spillede quidditch. "SÅ HOLD DOG DIN KLAMME KÆFT DIN IDIOT AF EN LATTERLIG LILLE MØGFISSE!" Derpå næsten kastede han hende ned i sofaen, komplet ligeglad med hvad andre havde af indvendinger.

[Briony N. Baines]

Det var et kæmpe kaos og selvom Briony egentlig havde lovet sig selv, at holde sig ude af Nathans drama, kunne hun ikke holde ud at se på det længere. Hun gik hen mod ham og tog fat i hans arm.
"Nathan, stop. Du er ikke sådan her. Det er ikke dig." Sagde hun og trak lidt i ham, selvom han sikkert ville skubbe hende væk ligesom han havde gjort med Jenny.

[Nathan Lorde]

Nathan stod med en hævet knytnæve over Jenny og skulle til at smadre den i ansigtet på hende, da han hørte en velkendt stemme ved sin side. Snart efter mærkede han også Brionys hænder, som trak i ham. Et øjeblik kiggede han på hende med døde fortabte øjne. Alt var slut nu. Alt var tabt. 
Han fangede Brionys øjne med sine egne og slap sit tag i Jenny. 

Han sagde ingenting, kiggede bare rundt og satte så  løb. af sted, ud af døren, ud af opholdsstuen og op på det eneste sted han havde lyst til at være. Han tog alle trapperne i syvspring og væltede nok et par førsteårs elever på vejen. Da han nåede tredje salen, stoppede han op ved Barbarus Bragge, hvor han fortabt sank sammen.

[Jenny Laween Flander]

Det havde været en kær kommen, afbrydelse der havde været da en pige kom hen til undsætning. Jenny fnisede hændeligt da han slap hende fri og da han forsvandt grinede hun håndligt. Hun havde tydeligt fortjent de slag hun havde været tæt på at ha fået. Hun havde haft for meget værdighed til at takke denne pige, dog sendt hun hende et lille smil. Før hun forsvandt op på sovesalen.

[Briony N. Baines]

Egentlig burde hun lade det ligge, men hun var alt for samvittighedsfuld til at kunne lade Nathan løbe ud af opholdsstuen. Han havde jo brug for hjælp og hun havde selv prøvet at være palle alene i verden. Derfor gik hun ud af opholdsstuen og forsatte rundt på slottet. Hendes første indskydelse havde heldigvis været rigtig og hun gik langsomt hen til Nathan, med et betænksomt blik i sine øjne.
"Nathan?" Spurgte hun og så bekymret på ham.