Bohemerne på kvisten

[Quentin Green]

25. november
Bethany P. Green

Søndage havde en særlig charme for Quentin. De havde deres egen afslappede æstetik. Selv hvis det var en af de søndage, hvor han virkelig lunede den gamle stol ved skrivebordet for at få fremvistet den artikel, der skulle nå med i morgendagens avis; så føltes det stadig som om, at han bare flanerede gennem dagen. Tilført rigelige mængder af sort kaffe, nikotintåger og Bethanys tavse selskab. 

I deres lille kvistlejlighed fik man virkelig gnubbet albuer med hinanden. Ikke alle søskendeforhold var støbt med gnidningsfri overflade. Men Quentin nød at bo sammen med sin lillesøster. De var tætte, da de delte værdier og visioner. Og derudover var det praktisk: han slap for at være den umyndiggørende storebror, der snagede sig til indblik i sin lillesøsters liv. 

Da fløjtekedlen hylede, rejste Quentin sig. Han gik dog hen til Bethany først. "Skal du have mere kaffe?" Han kiggede hende over skulderen imens. 

[Bethany P. Green]

Ikke ulig sin ældre bror havde Bethany altid elsket søndage. Hele verdenen gik i et lidt andet tempo og selv efter en grå uge, havde en lille solstribe sneget sig ind på stuegulvet, hvor den nu sneglede sig igennem rummet.

Inspireret af mønstre i cigaretrøg sad hun nu og malede sirlige streger over et ark, der fyldte halvdelen af gulvet. Et dovent smil strøg over hendes buttede læber og hun slap penslen, der fortsatte sin rejse over papiret, mens hun satte en ny cigaret mellem læberne.

"Meget gerne," svarede hun, da gløden brændte mildt og røgen fra det første hvæs var bølget fra det lille o formet af hendes mund.

[Quentin Green]

Quentin smilede ømt, da Beth efter en røgmættet udånding takkede ja til frisk kaffe. Det gjorde ham faktisk glad, at hans søster havde samme dekadente vane som ham, og levede det samme kompromisløse kunstnerliv. Han kunne stadig blive stolt over at se, at hans lillesøster også forstod at vælge sande og forsømte dyder. 

Trofasthed kunne selvfølgelig også være grunden. Men som Quentin bøjede sig ned og distraheret fiskede lejlighedens eneste arbejdsduelige krus op fra gulvet, tvivlede han endnu mere på at nogen kunne sætte hans originale søster til noget, hun ikke selv var fuldkommen indforstået med. 

"Du forstår at begrænse dig," Han roterede kruset på en bøjet finger, imens han studerede det omfangsrige lærred. "Hvad skal det blive til?"

[Bethany P. Green]

Bethany trak benet op til sig. Hovedet blev skubbet lidt tilbage og den rodede knold fladmast mod væggen, som hun lænede sig op ad væggen, så hun kunne se op på Quentin. Som altid foldede et mildt smil sig over hendes læber, da de dannede øjenkontakt. Smøgen fandt tilbage til læberne.

“Jeg venter på, hvor det tager mig hen,” musede hun og askede i et hårdt stød, før hun lagde cigaretten i kanten af den kop, hun havde brugt til askebæger i dag. Penslen vendte tilbagetog hendes hånd, nu den igen var fri.

“Hvad arbejder du på?”

[Quentin Green]

Han smilede indforstået tilbage til Bethany, som hun forklarede at hun ventede på at værket selv viste sit endelige ansigt og æstetik. "Kunst for kunstens egen skyld. Godt tænkt," smilede han. 

"Det med at være interessefri og kunstnerisk kunne en bladsmører som mig lære noget af," Han tilføjede et tappert smil, velvidende at det var et stakket håb for en lønansat avisjournalist.

Han rankede sig, da hun spurgte ind til hvad han ruskede i. "En artikel om driften på Kontoret for Lovhåndhævelse," Han så iltert på hende. "Hvor der tilsyneladende ikke er langt fra lovhåndhævelse til selvhævdelse, hvis man skal tro kontorets bemærkelsesværdige klagesager."

[Bethany P. Green]

Det var næsten altid kunsten for kunstens skyld, Bethany nød og det var sjældent med andet end en følelse, hun satte sig ned for at male. Hun vendte penslen i den lille kop ved siden af sig, hvor hun efter en uheldig fejl eller to havde været nødt til at skrive paint water i bløde skråskrift.

"Godt at høre, traditionerne aldrig dør," konstaterede hun distræt i underspillet sarkasme, mens hun opløste sart lyseblå akvareller, der snart nåede papiret. Først der samlede hun cigaretten op igen, askede den og satte den mod læberne igen.

Lyse øjne rettedes mod Quentin igen. "Ifølge min chef er du for resten ikke den eneste, der kunne bruge at være interessefri. Han mener, at jeg presser subtile, systemkritiske budskaber ind i mine striber." Et lille smil tegnede sig. Det overraskende var måske i virkeligheden, at han ikke havde opdaget det tidligere.

[Quentin Green]

Quentin klukkede halvtbittert, ad den fantastiske fuldtræffer hun netop leverede. Kontoret var et episteme af den værste skuffe. Som hun satte cigaretten til læberne igen, lagde han mærke til den påmalede skønskrift på porcelænet. Han smilede, i erindring om den seneste af de episoder, der havde ført til at porcelænet blev navngivet for alvor.

Et godt billede på Beth, ligesom hendes maleriske metamorfoser var. Vandmalingen flød fra penslen og ud i ukonventionelle mønstre, der ikke lod sig beskrive i ord eller strukturer. Hendes virke var flydende, organisk - det løb fra hende som vand fra et fugtigt blad. 

Øjnene blev anerkendende, da hun fortalte om stribernes sprængfarlige temaer. "Enten har han i lang tid ikke læst dine striber med oplyste øjne, eller også er du bare så raffineret, at dine stikpiller nærmest maskerer sig selv." Han smilede tilbage til hende. "Hvis du bliver ved på den måde, er der snart ingen der vil tro, at du er min lillesøster." 
 

[Bethany P. Green]

Igen dansede penslen videre over papiret, da Bethany slap den. Blikket fulgte den for en stund, mens hun med fingrene instruede de usynlige mønstre, der snart efter kom ned på papir.

"Til den tid kan jeg altid stoppe med at farve mit hår igen," indskød hun med et lille smil om de buttede læber, som hun igen rettede de lyse øjne mod sin storebror.

"Eller du kunne lade mig forsøge at skrive noget til jer?"

[Quentin Green]

Ved Bethanys bemærkning om sit hår kiggede Quentin koncentreret på hårpragten, som var noget lysere end hans. Så kom han med en afværgende lyd og smilede tilbage. "Selvom det vil være sød nostalgi at se dig med mørkt hår igen, er der en masse agens i din hårfarve,"

En stor værditilskrivning til noget så trivielt som hårfarve, men han beundrede vitterligt sin søster for at skille sig tydeligt ud fra deres bagland.

Hendes handlekraftige små ord smittede af på ham, som satte sig på hug med et ihærdigt smil og et opsøgende blik. "Hvad har du i tankerne?" Entusiasmen var underspillet, men ikke til at tage fejl af. 

[Bethany P. Green]

Der var altid værdi i Quentins bekræftelse, selvom Bethany var alt for både genert og selvbevidst til nogensinde rigtigt at kunne udtrykke præcis hvor meget over for ham. Med lidt større begejstring for den, snoede hun en lys lok om sin finger, før hun trak den bag øret.

"Jeg har nogle ideer," svarede hun undvigende. Det var næsten umuligt, når der var emner at tage til debat uanset hvor hun så hen i det magiske samfund. "Primært havde jeg tænkt mig at skrive om måder, samfund naturligt udvikles på."

Bethany tog en dyb indånding. "Hvis man betragter mange af mugglersamfundene, er der en konstant udvikling i et forsøg på at forbedre tilværelsen. Forsøg, magikere ofte ikke søger, fordi det magiske samfund så længe har været overlegent på mange områder, men nu i stedet har ført til en forstokket, konservativ og komplet stagneret gruppe mennesker."

[Quentin Green]

Bethanys idé om at kaste et kritisk blik på samfundets udvikling var aktuel. Hendes svævende udkast gjorde Quentins øjne spændte og nærværende, imens at smilet forventningsfuldt blev hængende.

Det var et vigtigt emne, og han koncentrerede sig straks om hende. Han kunne altid rumme sin fantastiske søster - men når hun ville skrive, og ovenikøbet om noget så politisk og præsent, var det også hans egen lidenskab det berørte. 

Analogien med udviklingen i mugglersamfundet overfor den stagnerede magiske verden var virkelig skarpsindig. Quentin lyttede, fascineret. "Wow. Det er virkelig godt, Beth. Det rammer en nerve i det magiske samfund, der er overset og betændt," 

[Bethany P. Green]

Det var nervepirrende sådan at åbne sine tanker for Quentin, hvis mening Bethany, modsat resteb af familiens, skattede. Måske var det, at han var hendes ældre bror og som en ridder havde banet vejen ud af det mørke, der var deres barndomshjem, men på et tidspunkt i hendes barndom havde hun sat ham på en piedestal, hun aldrig helt havde formået at sænke igen.

"Virkelig?" spurgte hun og følte sig næsten forbløffet. Brødrene havde altid været skarpe, hvor hun altid havde været klog på følelser som Warren engang så nedladende havde formuleret det. "Tak."